Reportage: Liverpool tror igen på succes - Top Of The League La`
Esben Suurballe Christensen var på stadion, da Liverpool spillede sig på 1. pladsen i Premier League. Her er hans personlige reportage fra en by, der igen er optimistisk
Af Esben Suurballe Christensen
Står på The 12th Man Pub, lidt rusten, en søndag formiddag på Anfield Road. Ca 200 meter derfra lyser den nye Main Stand op som et kolossalt moment, i en bydel - renovering til trods - der stadig bærer præg af at have undgået de EU-midler, der har forvandlet Liverpools bycentrum til at være en storby værdig.
Dagene forinden har jeg fortabt mig i bagenden af Liverpool Music Week og et møde med nordenglands - og Liverpools store musikalske håb, Louis Berry. En helt igennem sympatisk og intens fyr. Tjek ham ud! Jeg har - som altid opsøgt - det fænomen at stå på Mathew Street en lørdag eftermiddag, hvor omtrent 36 polterabender er i gang med branderter, der allerede på det tidspunkt er både beundringsværdige og skræmmende. Men når den håbefulde drømmesanger blandt andet spiller Oasis og Neil Diamond - og Manchester City taber point i overtiden, er det blot at bestille en ny omgang og lade sig opsluge af fællessangene. Uanset om der er kampdag dagen efter.
Ved siden af mig står to generationer med deres pre-match pints, mens Nordlondon-lokalopgøret mellem Arsenal og Tottenham kører på skærmen over os. Richard, i midten af 60´erne, er til kamp med sine to voksne sønner. De har alle sæsonkort. Richard har fulgt det røde hold fra Merseyside siden ungdommen. Og foruden at være nysgerrig på, hvad en dansker mener om Brexit, som de kun har hovedrysten og foragt tilovers for, så vil de vide, hvad jeg mener om Liverpool FC og hvorfor pokker jeg bruger så mange penge - og tid - på at tage til Liverpool så ofte, som jeg gør. Det får vi en længere snak om, inden talen falder over på kampen mod Watford. Et Watford-hold ingen af os kan forklare, hvordan har sneget sig op på en syvendeplads.
Meget mere om Liverpool:
Jeg fortæller Richard og hans drenge, at jeg er vanvittigt nervøs for kampen. At jeg ser det her som præcis den bananskræl, Liverpool har gledet i alt for mange gange før. At jeg har på fornemmelsen, at det går galt. Richard ser på mig med sammenknebne øjne og begiver sig herefter ud i en længere tirade, som jeg endnu ikke har fundet ud af, var leveret med benhård nordengelsk humor eller i ramme alvor. Men Richard er af den opfattelse, at det er præcis den attitude, der har hersket i og omkring Anfield i alt for lang tid. Den pessimisme. Den forvent-det-værste attitude. Vi er Liverpool, for fanden da. Og vi smadrer dem. Og hvis jeg ikke tror på det, hvorfor fanden er jeg så kommet. Ouch!
26 år siden - John Barnes og Peter Beardsley fejrer det seneste mesterskab til Liverpool.
Foto: Getty Images
Vi snakker videre. Richards ord har gjort indtryk på mig. For det er præcis det, Klopp talte om, da han i begyndelsen af hans tid på Anfield, sagde, at han følte sig alene på stadion, når tingene gik i klubben mod. Når Liverpool ikke som lovet blitzede modstanderne i en storm af røde mænd overalt på banen. Det er konsekvenserne af at gå mere end 26 år uden et mesterskab. Richard har set mesterskaber. Mange af dem. Dengang de var normen. Dengang de var reglen og ikke undtagelsen. Hans drenge var for små til at huske, da Liverpool sidst vandt mesterskabet. Men Richard har videreført den tro, at Liverpool altid vinder inden kampene går i gang. Især på Anfield. Især under Jürgen Klopp. For det er sådan det er, når man er Liverpool FC. Man vinder kampene, indtil man ikke gør det.
Denne gang er det anderledes
For med Klopp er alting ændret mener Richard, hans drenge, men også andre, jeg snakker med under mine dage i verdens bedste havneby. Især vært på The Anfield Wrap, Neil Atkinson, som jeg besøger i deres imponerende hovedkvarter i den flotte Walker-bygning i Liverpools centrum. Substansen synes stærkere og mere vedholdende, fortæller Neil. Der har været mesterskabsjagte før. Både under Roy Evans, Gerard Houllier, Rafael Benitez og Brendan Rodgers. Men det var altid et par verdensklassespillere og en masse vandbærere, der skulle køre det i mål. Truppen var aldrig helt stærk nok til at bære det over stregen. Samtidig så eksempelvis Houllier Liverpools historie og arv som et kæmpe åg, han ikke kunne bære. Rafael Benitez lå i borgerkrig med Liverpools ejere og Alex Ferguson. Brendan Rodgers kæmpede med presset af at være Liverpool-manager. Klopp, derimod, har forenet klubben, fortæller Neil Atkinson. Han er den første manager, der i lang tid har turde stille krav til supporterne, uden at han blev vanrøgtet på sociale medier og lægterne. Supporterne tog accepterende imod udfordringen og stemningen bliver bedre og bedre som kampene går. Og i denne sæson virker Anfield til igen at blive det uindtagelige fort, det engang har været. Modstanderne lægger sig ned, inden kampen går i gang, er fornemmelsen. Fordi Klopp har overbevist supporterne om, at de er en ligeså stor del af taktikken. Af gameplanen. Det er sådan Klopps spilfilosofi bedst kan gennemføres: maksimalt tryk på kedlen både udenfor og inde på banen.
Fik du hørt denne?
Neil Atkinson tror på det i år. Liverpool har købt målscorere. De har handlet rigtigt. Også selvom der i løbet af sommeren var alvorlig murren i krogene over, at Liverpool endte med plus på transferkontoen og udsigterne til, at James Milner skulle spille venstre back, selvom Klopp forsikrede om, at han vidste, hvad han gjorde. Og med James Milner som pt. verdens bedste venstre back må alle vi, der hamrede løs på Twitter-tastaturet, da det kom frem, spise en ordentlig omgang humble pie. Men om det er nok til et mesterskab - som efter kampen mod Watford er på alles læber - ved han ikke. Mnachester City ser, trods deltagelsen i Champions League, afsindig stærke ud. Jeg fortæller ham, at Arsenal skræmmer mig og han giver mig ret. Arsenal virker mere hårdføre i år, bliver vi enige om. Ikke så lightweight. Men det samme gør Chelsea, som jeg i hotelbaren samme aften, med et sæt bestående af en gin & tonic og en pint Strongbow, ser smadre bysbørnene fra Everton, til udelt tilfredshed hos denne signatur og de mange røde supportere, lokale som udenbys, der overværer kampen med mig.
Vi snakker videre med Neil Atkinson under den obligatoriske kop te med mælk. Om harmonien. Om at Klopp har formået at køre fan-favoritten Sakho ud på et sidespor, uden det har fået lov til at fylde. At Balotelli ikke fik lov til at spolere noget. At Daniel Sturridge har accepteret sin bænkeplads uden alt for meget vrøvl. At Klopp, trods det charmerende ydre og det store dejlige grin, er fuldstændig ubarmhjertig, såfremt man ikke køber ind på hans ideer. På hans projekt. På hans mantra om, at det er holdet, der er stjernen og at alle giver præcis det samme. Gør du ikke det, er det ud. Der er ro for første gang i Liverpool i ualmindelige tider på alle de tre tandhjul: trup, ejere og supportere.
Perspektiverne er længere
Og selvom mesterskabet måske ikke lykkes, så er der sat vind i sejlene til, at det her ikke blot bliver en engangsforestilling. For Liverpool har en identitet for første gang i mange år. Og endda en, der ligner en bæredygtig én af slagsen. Klopp er ligeglad med, at Liverpool ansætter en sportsdirektør i den relativt uprøvede Michael Edwards, der om nogen er ejergruppen FSGs mand. Noget Benitez, Houllier, Rodgers ikke ville arbejde under, da de så det som en trussel mod deres egen position. Klopp har selv været med til at pege på Michael Edwards. Han blev ikke ansat, uden at Klopp vendte tommelfingeren op eller ned, fortæller Neil Atkinson. Klopp gider ikke spilde sin tid på at tale med agenter. Gider ikke at forhandle. Gider ikke hele det der spil. Der er træningspas, der skal passes. Der er tre point, der skal hentes. Der er forhåbentlig mesterskaber, der skal tages og finaler, der skal vindes. Han ser ikke akademiet og dets leder, Alex Inglethorpe, som en potentiel rival til sin post. Nej, han ser det som et gode, Liverpool skal have meget mere ud af. Et gode, der skal styrkes. Han vil, at Liverpool FC lykkes i det store hele, i fremtiden, fordi det betyder, at selv lykkes.
Derfor går Klopp og Inglethorpe med planer om at udbygge akademiet i Kirby således, at førsteholdet skal forlade Melwood - Liverpools nuværende træningscenter - for flytte derud. Så de unge spillere kan se, hvad der kræves for at komme på førsteholdet. Men også at der opstår endnu mere samhørighed mellem førstehold og de resterende hold. Alting noget Klopp er vant til fra sin tid i Tyskland, og som han tilskynder.
Så det er en anden, markant anderledes sindstilstand, jeg oplever i byen i mine dage der. Hvor tidligere besøgs mentale holdeplads handlede mere om at slutte over Everton, snakke om transferkomite, ejerforhold, Luis Suarez og det faktum, at Liverpool var faldet så højt fra tinderne, at man konstant solgte sine bedste spillere og via et enormt skud positiv psykologi forsøgte at sælge det som om, at man var bedre uden. Det var begyndt at ligne ruinerne af en tidligere storklub, som var endegyldigt fortabt i middelmådigheden. Det er nu afløst af et så stort markant håb og begyndende forventningspres, at flere af dem, jeg taler med under mit besøg, påpeger, at Klopp kommer til at bruge alt det, han lærte under sine dage i Dortmund og det forventningspres han oplevede der, da mesterskabet pludselig igen lå i horisonten.
Foto: Getty Images
For allerede efter 6-1-sejren over Watford, som jeg så fra den imponerende nye Main Stand, var alt folk kunne snakke om efter kampen på 12th Man, mesterskabet. Overalt ved bardisken hørtes Top Of The League La´ efterfulgt af en bestilling på to Peroni. Søndag aften i Liverpool minder altid om en lørdag aften i en middelstor dansk provinsby, uanset hvordan det går med byens fodboldhold. Men efter Watford fortsætter majoriteten af dem, der tager deres post-match-pints på pubberne omkring Anfield, ud i Liverpools natteliv, for at drikke videre, fejre og synge, at Liverpool ialfald i 14 dage endnu er toppen af poppen i den bedste engelske liga.
Fortsætter Liverpool stimen og placeringerne i toppen, vil presset kun tiltage med orkanstyrke. Jeg var selv i byen i foråret under lige-ved-og-næsten-sæsonen under Rodgers og der var presset og forventningerne så massive, at det nok havde en betydning for, at Manchester City stjal mesterskabet for næsen af Liverpool. Men Klopp har prøvet at vinde mesterskaber før. Det havde Rodgers ikke. Klopp ved, at mesterskaber ikke vindes i november. Men han ved, at de kan tabes. Og givetvis vinder Liverpool ikke mesterskabet. Dertil synes defensiven alligevel for svag og truppen for smal. Men for første gang er der håb. Et rodfæstet håb om, at en tysker med et vindende grin og et pjusket skæg kan gøre Liverpool FC til en naturlig del af den engelske fodboldtop igen. Det tror vi alle sammen på den søndag aften i Liverpool.
