Joey Bartons biografi er et nådesløst selvportræt
Joey Bartons biografi er netop udkommet. Det er ikke en bog, der fremkalder sympati for den kontroversielle spiller. Men den giver bud på, hvorfor Barton reagerer så uhensigtsmæssigt gang på gang. Esben Suurballe Christensen har læst og skrevet
Af Esben Suurballe Christensen
Der er to år imellem Steven Gerrard og Joey Barton. De er begge født og opvokset i Liverpool-forstaden Huyton i 80’erne. Begge kommer fra renddyrkede arbejderklassefamilier. Så hvordan kan det være at Steven Gerrard blev en af Liverpool FC´s bedste spillere nogensinde, mens Joey Barton blev moderne engelsk fodbolds enfant terrible. Engelsk fodbolds Mr Jekyll and Mr Hyde. Engelsk fodbolds paria. Det forsøger Joey Bartons selvbiografi No Nonsense, der i denne uge udkommer på dansk, at finde svaret på.
Og svaret skal blandt andet findes i faderfigurer. For selvom Steven Gerrard også kom fra et skilsmissehjem, så havde han en far, der hele tiden pointerede overfor Steven, at der ikke var noget vigtigere end holdet. At han skulle dedikere sig 100 procent både indenfor og udenfor banen og være et godt eksempel. Paul Gerrard, Stevens far, var tro mod de værdier, han selv prædikede og var én, som Steven kunne spejle sig i for at finde et pejlemærke.
Joey Barton, opkaldt efter faderen, havde ikke den luksus. Født ind i en dysfunktionel familie hvor der herskede en helt anden social habitus. En anden social agenda og andre sociale værdier - eller mangel på samme. For nok var Joe Barton Snr. en semiprofessionel fodboldspiller i de lavere engelske ligaer og en hårdt arbejdende tagdækker, men han besøgte også pubben tre-fire gange om ugen og var ganske erfaren ud i den ædle disciplin, pubslagsmål.
Rita Barton, Joeys mor, kom heller ikke med en rørstrømsk familiehistorik, for alle Joeys fire onkler var dybt involverede i kriminaliet. Et familieerhverv der sidenhen skulle gå i arv, med lillebroderen Michaels bestialske mord på Anthony Walker.
Læs mere om bogen ved at klikke på billedet ovenfor.
Liverpool og Huyton under Thatcher's styre var et hårdt sted. Et ubarmhjertigt sted. Masser af arbejdsløshed, kriminalitet, stoffer og pubber. Jungleloven herskede. Det var spis eller bliv spist. Det var beskyt din familie og dine kære for enhver pris.
Alt dette forsøgte Joe Barton Snr. at lære sønnen Joey allerede i en tidlig alder. Enten via selv at leve op til eksemplet ved bl.a. at køre den hund, der havde skambidt sønnen, over gentagne gange for øjnene af Joey såvel som hundens ejer. Eller ved at lære Joey, hvordan man nemmest slår en mand i gulvet, og hvilke beskidte tricks der fungerer i en slåskamp på pubben. Alt dette var for Joey Barton normen. Det var det, han voksede op med og som formede hans personlighed og sociale habitus, med farmoren som det eneste normale og kærlige holdepunkt.
Hvorfor bruge så meget plads på dette i en anmeldelse? Fordi det naturligvis er et gennemgående tema i ‘No Nonsense’.
Joey Barton bruger i begyndelsen af sin karriere de redskaber og værdier, der hersker i hjemmet til at skabe sig en karriere inden for fodbold. Han er ikke høj eller hurtig nok til fodbold på topplan, får han konstant og evigt smidt i hovedet. Men han har en ubøjelig jernvilje, der gør, at han tramper - også bogstavelig talt - på alt og alle konkurrenter til pladsen på førsteholdet hos Manchester City. Everton, modtager af familien Bartons ubetingede kærlighed, frigiver ham, og så står City klar. Ikke fordi han er et lysende fodboldtalent, men fordi han har en vilje til at vinde for enhver pris. Det lyder meget godt, gør det ikke?
Men det ophav har en bag- og en slagside. For nok kan værdierne og opdragelsen rumme kvaliteter, der kan overføres på fodboldslagmarken. Men Barton er en tikkende bombe. Især uden for banen. Og det resulterer i flere profilerede - og i bogen grundigt beskrevede - episoder, der både sender Barton bag tremmer, og giver ham et uhørt antal karantænedage fra det spil, der blev hans redning.
Barton og hans ghostwriter, den fremragende Michael Calvin, (Barton sled i øvrigt to andre journalister op, inden han i Michael Calvin fandt én til at føre projektet igennem) holder intet tilbage i ‘No Nonsense’. Sparer ingen. Ikke mindst Barton selv. Og de episoder som vi kender fra forsiderne, og de der ikke blev rapporteret, bliver beskrevet indgående med Bartons stemme. Han er på én gang både selvudslettende og forsoningsløs. På én gang selvforherligende og selvværdstabt. Det er Joey Barton råt for usødet. Det er hans tanker, hans meninger, hans værdier. Og som sådan ligner den på ingen måde nogle af de andre - og til tider jævnt kedelige og politisk korrekte - fodboldbiografier jeg har læst gennem tiderne.
Ender man op med at kunne lide Barton efter man har læst bogen? Well, jeg sidder tilbage med den følelse af, at jeg kan lide ham på samme måde som jeg kan lide Thomas Shelby fra Peaky Blinders.
Forstår jeg Barton bedre, efter at have læst bogen? Forstår jeg, hvorfor han altid ender op på øretævernes holdeplads? Ja! Undskylder det Bartons adfærd? Ikke det mindste! Men vi får udpeget nogle mulige forklaringer.
Barton er selvmodsigende gang på gang bogen igennem, og Bartons ustoppelige mund matcher uden problemer machobrandet i mange sekvenser. Men vi følger som læser også en modningsproces, og en vilje til at ville både forstå (og forsøge at ændre) adfærden, hvorfor personligheden blev som den blev - og fortsat er.
Nok er det en selvbiografi, der naturligvis drejer sig mest om fodbold, men det er ligeså meget en skæbnefortælling om, hvordan en opvækst i en dysfunktionel arbejderklassefamilie, i et barsk område, i et barsk årti, kan præge dig resten af livet, uanset om du ender op med at tjene 750.000 kr om ugen og spille for England, omend kun én gang. Og i en uge hvor fodboldverdenen har stået i kø for at hylde bysbarnet Steven Gerrard, både for hans evne som fodboldspiller og som menneske efter karrierestoppet, er det mere tvivlsomt, hvad Joey Bartons efterskrift bliver.
No Nonsense er åbenhjertig, fascinerende, larmende og til tider vanvittig. Meget lig Joey Barton selv.
Gode anbefalinger herfra.
