En umulig drøm, der gik i opfyldelse
I Albanien satser regeringen på, at EM-debuten vil skubbe landet længere frem i den europæiske bevidsthed. Manden, der skal løse opgaven, hedder Gianni de Biasi, en 59-årig italiener, der føler sig ligeså albansk som italiensk.
af oscar rothstein
Det er efterhånden over et halvt år siden, men Moder Teresa Lufthavn i Tirana ryster nok stadig. Med deres brødre på skuldrene, romerlys i hænderne og kinder så røde som eget flag, hoppede og sang tusinder af ellevilde albanere nationens helte velkommen hjem.
Takket været fodboldlandsholdets 3-0-sejr på udebane over Armenien dagen forinden, var en helt almindelig mandag blevet til en national festdag, og en helt almindelig lufthavn forvandlet til en national festplads. Med sejren havde Albanien kvalificeret sig til sommerens EM i Frankrig, landets første store slutrunde nogensinde.
Premiereminister Edi Rama rullede den røde løber ud, kaldte bedriften for ‘en umulig drøm, der er gået i opfyldelse’, og lovede at bygge et nyt nationalstadion med navnene på de nuværende landsholdsspillere indgraveret i en guldplade. Præsident Bujar Nishani skyndte sig at tildele både spillere og trænere landets fornemmeste hædersbevisning. Festen fortsatte i det centrale Tirana og sluttede ikke før nat var blevet til dag.
Photo by Olsi Shehu/Anadolu Agency/Getty Images
Krydser man Otrantostrædet, forbindelsen mellem Adriaterhavet og Det Ioniske hav, er der mindre end 72 kilometer mellem Italien og Albanien. Det er en overkommelig distance, der står i ret så stor kontrast til den afstand, der traditionelt har været mellem Albanien og det etablerede fodbold-europa. Albanerne har aldrig været mere end et komma i internationale fodboldsammenhænge. Så sent som i 2009 lå landsholdet nummer 93 på FIFA’s verdensrangliste bag ubetydelige fodboldlande som Nordkorea og Oman.
Og i den hjemlige liga, Kategoria Superiore, hvor niveauet er middelmådigt, når det er bedst, kan selv de største hold ikke trække mere meget end 3000 tilskuere i gennemsnit. Alligevel lykkedes det mesterholdet FK Skënderbeu Korçe at kvalificere sig til Europa League-gruppespillet i efteråret som det første albanske hold nogensinde. Selvom de tabte fem af seks kampe, var det en milepæl i landets fodboldhistorie. Med EM-kvalifikationen sparker Albanien sig yderligere op ad i det europæiske fodboldhieraki.
Da UEFA op til EM i Frankrig udvidede slutrunden fra 16 til 24 hold, var det blandt andet for at tilgodese overraskelser som netop Albanien. Men der er ingen grund til at underspille bedriften.
- Det er et formidabelt resultat, det største i Albaniens fodboldhistorie. Folk har ikke snakket om andet de seneste par måneder. Tusinder fra både Albanien og Kosovo har købt billetter til kampene i Frankrig, og de får selskab af endnu tusinder af albanere bosat rundt omkring i Europa og i USA, siger Xhemajl Rexha, der er journalist på det kosovoske medie KTV.
“- Det er et formidabelt resultat, det største i Albaniens fodboldhistorie.”
I en kvalifikationspulje med Danmark, Portugal og Serbien var det på forhånd tæt på umuligt at forestille sig, at Albanien skulle ende i top to. Men da Danmark og Serbien krummede ryggen, rankede Albanien deres. Det hele blev sparket i gang med en sejr på udebane i Portugal. Angriberen Bekem Balaj scorede det eneste mål på en flot flugter i en kamp, der ligesom de fleste af Albaniens var grim, chancefattig og uden rytme. På sidelinjen fægtede Gianni de Biasi med armene, albanernes italienske landstræner, der hellere end gerne går på kompromis med æstetikken for resultaternes skyld. Gennem kvalifikationen organiserede han sit hold i en stram 4-1-4-1, der betød at Albanien kun scorede ti gange undervejs - færrest af alle EM-kvalificerede lande.
Den italienske albaner
59-årige de Biasi havde næppe troet, at han nogensinde skulle være træner ved en stor slutrunde, da han i februar 2010 blev fyret i Udinese efter kun to måneder i klubben. Bag ham lå tyve år som italiensk toptræner i ti forskellige klubber og en kort afstikker til spanske Levante UD. Og på nær to oprykninger i træk med Modena FC i begyndelsen af 00’erne havde succeserne været sparsomme.
Det var svært at få øje på, at der skulle ligge et attraktivt job i den umiddelbare nærhed. Det gjorde der for så vidt heller ikke, for der gik næsten to år før det albanske fodboldforbund (FSHF) ringede til de Biasi og hev ham tilbage i manegen efter hans mere eller mindre ufrivillige pause i fødebyen Treviso i det nordøstlige Italien.
Albanerne havde fået nok af kroatiske Josip Kuže, der havde misset kvalifikationen til EM i Polen og Ukraine i 2012 med rædsomme nederlag til Luxembourg og Hviderusland undervejs. Men det var egentlig slet ikke deres intention at ansætte en udenlandsk træner. Uden større held havde de forsøgt sig med tyske Hans-Peter Briegel (2003-2006), kroatisk-østrigske Otto Barić (2006-2007), hollandske Arie Haan (2008-2009) og altså Kuže.
Nu skulle landstræneren have sort og rødt blod i årene. Forbundet havde udset sig Besnik Hasi, men kunne ikke blive enige med den tidligere landsholdsstopper, der i stedet blev assistent i Anderlecht, hvor han i dag er cheftræner. Det blev de Biasis - og egentlig også FSHF’s - held.
De Biasi har efterfølgende fortalt, at han vidste så godt som ingenting om Albanien og albansk fodbold, da han sagde ja til jobbet. Flere kollegaer havde endda frarådet ham at gøre det. Hvordan skulle Albaniens tvivlsomme fodboldomdømme være medicinen mod en farligt stagnerende karriere? Efter den lange pause var eventyrlysten dog tilpas stor.
11 Aug 1998: Paolo Tramezzani. Photo by: Shaun Botterill /Allsport
Han fik lokket landsmanden Paolo Tramezzani med som sin assistent, og i dag fortryder de Biasi vist ikke, at han for godt fire og et halvt år siden smed en mønt i den enarmede tyveknægt. Han er ikke længere kun italiener, han er også blevet albaner. Og det er ikke kun i hjertet, men også på papiret. Efter den afgørende sejr i Armenien blev han tilbudt et albansk statsborgerskab, som han omgående tog imod.
- De Biasi er en helt her. Der er mange, der alene tilskriver ham kvalifikationen. Han er ikke kun blevet statsborger, han har også fået et nyt navn. I Albanien kalder folk ham Gani Abazi, der er en lokal omskrivning af hans egentlige navn. Hans temperament passer til albanernes, fortæller Xhemajl Rexha.
Gimmicken tegner et nøjagtigt billede af de Biasis tid i Albanien. Den viser trænerens unikke evne til at omfavne spillerne og det albanske folks kultur på en sådan måde, at Shqiponjat, Ørnene, som landsholdet kaldes, i dag går hånd i hånd med den nationale stolthed. Sådan noget er selvfølgelig afhængigt af det spillerne leverer på banen, men de Biasis emotionelle aftryk er mere markant end hans taktiske. Som italieneren - eller skulle man kalde ham albaneren? - sagde i et interview med BalkanInsight tidligere på måneden:
- Jeg har et meget tæt forhold til spillerne. Jeg forstår deres problemer og prøver at være som en far for dem. Jeg forsøgt at give dem gode råd, der også handler om livet udenfor fodbolden, når de henvender sig til mig.
“- Jeg har et meget tæt forhold til spillerne. Jeg forstår deres problemer og prøver at være som en far for dem. ”
For en landstræner er mandskabsplejen og evnen til at formidle sine budskaber, om muligt endnu vigtigere end den er for klubtræneren. Når man kun samles få gange i løbet af et år, skal der noget særligt til at skabe en holdfølelse og en indbyrdes forståelse. Det er en knap så stor udfordring på eksempelvis det spanske landshold, hvor størstedelen af spillerne har noget nær samme fodboldbaggrund, men i Albaniens tilfælde er spillerne opdraget i vidt forskellige fodboldmiljøer og spiller i dag over hele Europa. Alligevel har de Biasi på imponerende vis gjort Albanien til et hold med stort H.
Fortidens spor
Af spillerne er Lorik Cana klart den mest fremtrædende og populære figur. Den 32-årige forsvarsspiller er anfører, kamprekordholder og de Biasis højre hånd - efter fire år i Serie A hos Lazio snakker han udmærket italiensk og er derfor ofte blevet brugt til at oversætte de Biasis instrukser. Cana var syv år, da han sammen med sin familie flygtede fra Kosovo til Lausanne i Schweiz, hvor han begyndte at spille fodbold i en lille klub etableret af flygtninge fra krigene i Jugoslavien. Som 17-årig fik den franske storklub, Paris Saint-Germain, øje på ham og tilbød en kontrakt plus en delelejlighed med ingen andre end den senere Barcelona-stjerne Ronaldinho.
(Photo by David Rogers/Getty Images)
Lige siden har Cana spillet i Europas største ligaer. I dag er han på kontrakt i franske Nantes, og bag ham ligger en af albansk fodbolds fornemmeste udlandskarrierer, der også har taget ham forbi Marseille, Sunderland og Galatasaray. Men det er ikke hele årsagen til Canas popularitet hos de albanske tilhængere; sideløbende med fodboldkarrieren har han studeret det albanske folks historie på universitet i Tirana og rejst rundt i verden som albansk FN-ambassadør mod fattigdom.
- Landsholdet er meget specielt for det albanske folk, også for dem der ikke længere bor i selve landet. Det er en måde at samle hele nationen på. Mange af os spillere er født og opvokset i udlandet, og landsholdet er muligheden for at opnå noget stort for fællesskabet. Det har været en drivkraft, der har holdt os sammen gennem kvalifikationen til EM, sagde Cana i et interview med fifa.com i april.
“- Landsholdet er meget specielt for det albanske folk, også for dem der ikke længere bor i selve landet. ”
Cana gik forrest - både på banen og i medierne - da Albaniens kvalifikationskamp på udebane mod Serbien i oktober 2014 pludselig udviklede sig til et regulært stykke fodboldhistorie. Det var første gang siden 1967, at de to landshold mødtes. I mellemtiden havde landene bekriget hinanden under Jugoslaviens opløsning i 1990’erne. Kampen var dømt til at blive dramatisk. Ingen havde dog kunnet forudse, at en drone ville flyve indover banen med et banner, der afbillede stor-Albanien - en albansk nationalistisk drøm om at inkludere de albansk-beboede områder i Montenegro, Serbien, Makedonien og Grækenland i staten Albanien.
(Photo by Daniel Kopatsch/Bongarts/Getty Images)
Den serbiske forsvarsspiller Stefan Mitrovic hev fat i dronen og tvang den mod jorden. Og så blev fodboldkampen ellers til en slåskamp. En slåskamp der udsprang af årtiers regionale stridigheder, om hvem der hører til hvor. Banen blev invaderet af fans med hætterne over hovedet og næverne knyttet. Cana og holdkammeraterne slog fra sig, men måtte flygte duknakkede fra banen.
Det serbiske politi fandt intet, da de ransagede Albaniens omklædningsrum. Og så blev der ellers prikket hul på konspirationsteorierne. Der blev blandt andet spekuleret i, om dronen var et diktat fra allerøverste politiske niveau i Albanien. Ret hurtigt kom det dog frem, at manden bag var Ismail Morina, en 33-årig albansk kranfører, der gennem et år havde øvet sig i droneflyvning, og som havde stået med joystikket i et kirketårn, hvorfra han havde udsigt til Partizan Stadium. “Jeg gjorde det for at vise, at det er albanerne, som er Balkans indfødte”, har Morina siden fortalt i et interview med New York Times.
Kampen blev afbrudt og Albanien endte med at blive tildelt sejren af den internationale sportsdomstol, CAS. De tre point hjalp albanerne til Frankrig, men den oktober-aften i Beograd står som et broget kapitel i landsholdets ellers lykkelige fortælling og minder om nationens svære historie. Under Enver Hoxhas kommunistiske diktatorregime fra slutningen af anden verdenskrig og til hans død i 1985 var Albanien afskåret fra omverden som en Balkan-version af Nordkorea.
Ulovlig udrejse af landet kunne straffes med døden, og alle der ikke delte regimets holdninger blev opsøgt af Sigurimi, Hoxhas efterretningstjeneste der holdt al opposition nede på brutal vis.
Albanerne var skrevet ud af den europæiske bevidsthed og lå som en isoleret flække i den sydøstligste del af kontinentet. Det er stadig noget, der sidder i befolkningen i dag, fortæller Hans-Georg Nielsen, Albaniens konsul i Danmark:
- Arealet er kun ligeså stort som Jylland, og i international sammenhæng har landet højst spillet en rolle som dørtrin til Mellemøsten for store vesteuropæiske magter. Men samtidig er deres sprog helt unikt. De ligger som en gren på det indoeuropæiske sprogtræ, og det er vigtigt for identiteten. Det gør Albanien til et lille land med en mærkværdig kombination af en klar selvforståelse og et markant mindreværd.
“- Sproget gør Albanien til et lille land med en mærkværdig kombination af en klar selvforståelse og et markant mindreværd.”
Det har i mange året været en klar politisk målsætning at vinde en plads i den europæiske kontekst. I 2014 blev Albanien gjort til kandidatland i EU, og nu handler alt om at få gang i medlemsforhandlingerne. Det vil være den ultimative sejr for regeringen at blive en del af unionen. Alt der markerer landet positivt i større internationale sammenhænge bakkes derfor kraftigt op.
- Om det er fodbold, Melodi Grand Prix eller i teorien curling, som albanerne er gode til, er egentlig lidt underordnet. På det punkt er de ikke så smålige. Men det er klart, at fodbold har den største tiltrækningskraft, siger Hans-Georg Nielsen.
Fodbold er altså også et anliggende for de albanske toppolitikere. Den socialistiske premiereminister Edi Rama er selv tidligere landsholdsspiller i basketball, så helt generelt er der i den politiske ledelse en forståelse for sportens samfundsmæssige betydning. Det er tydeligt understreget af de penge, der i disse år bliver pumpet i fodbolden. Rama har holdt sit løfte om at bygge et nyt nationalstadion, for mens landsholdet er i Frankrig, vil byggeriet af Albaniens nye fodboldkatedral begynde. Det hidtidige nationalstadion Qemal Stafa Stadium i Tirana bliver jævnet med jorden og erstattet af en supermoderne udgave, der skal have plads til 22.500 tilskuere. Og ikke nok med det. I løbet af de seneste par år er Elbasan Arena i Elbasan samt Loro Boriçi Stadium i Shköder blevet renoveret og udvidet.
Elbasan, Albania. (Photo by Valerio Pennicino - UEFA/UEFA via Getty Images)
Ved offentliggørelsen af planerne om det nye nationalstadion sagde Rama, at ambitionen var et stadion i allerhøjeste europæiske klasse, der selvfølgelig skal lægge græs til landsholdets kampe, men som forhåbentligvis også kan være vært for enten den europæiske Super Cup eller Europa League-finalen engang i fremtiden.
Kamp om spillerne
Noget af det første de Biasi gjorde efter sin ansættelse var at ringe til Mërgim Mavraj og Edgar Çani. De to spillere er vokset op i henholdsvis Tyskland og Italien og var trods deres albanske baggrund altså ikke kun spilleberettigede for Shqiponjat. Tidligere havde de afvist henvendelserne fra FSHF for at holde deres muligheder åbne, men de Biasi fik dem overbevist om sit projekt og gav begge debut kort efter. Selvom både Mavraj og Çani fik etableret sig som landsholdspillere, var signalværdien større end gevinsten på banen. Spillere med dobbelte statsborgerskaber har nemlig været svære at lokke i den albanske trøje.
Eksempelvis er Xherdan Shaqiri (Stoke), Shani Tarashaj (Everton, udlånt til Grasshoppers), Valon Behrami (Watford), Granit Xhaka (Arsenal), Blerim Dzemaili (Galatasaray) og Admir Mehmedi (Bayer Leverkusen) alle børn af albanske forældre, der flygtede fra Balkan mod vest under Jugoslaviens sammenbrud, men til EM spiller de for Schweiz. Noget lignende gør sig gældende med Shkodran Mustafi (Valencia), der i Frankrig er med for Tyskland, og Adnan Januzaj (Manchester United) der godt nok ikke er udtaget til EM, men har fået landskampe for Belgien.
De Biasi besluttede fra begyndelsen, at han ikke kun ville søge efter potentielle landsholdsspillere i selve Albanien. Enver Hoxhas diktatur og krigene i Jugoslavien har nemlig spredt den albanske befolkning udover hele verden i en sådan grad, det i dag anslås, at der bor et sted mellem seks og ti millioner af albansk herkomst udenfor Albanien - heraf alene 1.6 millioner i nabostaten mod nordøst, Kosovo, der i 2008 blev selvstændig, men hovedsageligt er bosat af etniske albanere.
Efterhånden er der masser af eksempler på spillere med dobbelte statsborgerskaber, der har valgt Albanien. Alene i den afgørende kvalifikationskamp mod Armenien var hele syv spillere enten født eller opvokset i udlandet - heraf hele seks i Schweiz. En af dem var Granit Xhakas lillebror, Taulant, som de Biasi hev fat i i sommeren 2013, da han havde fået et mindre gennembrud for det schweiziske mesterhold FC Basel. Debuten kom et halvt år efter i en træningskamp mod Malta, og i kvalifikationen til EM var midtbanespilleren en fast del af truppen.
Havde Taulant Xhaka og de øvrige albanske landsholdsspillere med schweizisk baggrund været gode nok til alpelandets nationalmandskab, havde de måske valgt anderledes, men det siger noget om den optimisme og de forventninger, som det albanske landshold i dag læner sig op ad. Den første kamp ved EM bliver altså et hak mere speciel, end den under alle omstændigheder havde været. For skæbnen har selvfølgelig bestemt, at netop Schweiz er modstanderen i Albaniens slutrundepremiere den 11. juni på Stade Bollaert-Delelis i Lens
To nationer af geografi, én af etnicitet
Fremtiden for albansk fodbold er dog ikke nødvendigvis ubetinget lys. Både på og udenfor banen er der store udfordringer i den hjemlige turnering. De Biasi er pludselig blevet populær for klubber og landshold på trænerjagt - han bliver endda nævnt som mulig afløser for Antonio Conte som landstræner for Italien. Og med Kosovo optaget som officielt FIFA-medlemsland kan Albanien i de kommende år se frem til yderligere kamp om spillerne.
Flere af profilerne på det albanske landshold i dag har kosovoske rødder, og de havde muligvis valgt at stille op for den lille Balkan-flække, hvis det havde kunnet lade sig gøre tidligere. Så sent som i 2014 valgte målmanden Samir Ujkani at kvitte det albanske landshold for at stille op for Kosovo - også selvom at de på det tidspunkt ikke var FIFA-godkendte.
I interviewet med BalkanInsight siger de Biasi dog, at det ikke er noget, der bekymrer ham:
- I fremtiden vil det albanske landshold have færre spillere at vælge mellem, men jeg tror ikke, at det kommer til at gøre den store forskel. Der er en god base i landet. Nutidens unge albanere drømmer ikke om at være som Cristiano Ronaldo, men som Lorik Cana, og det er det vigtigste.
“- Nutidens unge albanere drømmer ikke om at være som Cristiano Ronaldo, men som Lorik Cana, og det er det vigtigste.”
Xhemajl Rexha forventer heller ingen større omvæltning:
- Det kosovoske og albanske fodboldforbund har et godt samarbejde. Vi er to nationer af geografi, men kun én af etnicitet. Kosovo vil selvfølgelig ikke arbejde aktivt for at hindre udviklingen i albansk fodbold.
Påstanden bliver bakket op af den træningskamp, som Albanien og Kosovo spillede mod hinanden i november for at fejre albanernes EM-kvalifikation. På det udsolgte Stadiumi i Qytetit i den kosovoske hovedstad, Pristina, blev der kun spillet én nationalmelodi, den albanske. Samtlige 16.000 tilskuere jublede ved alle fire mål i 2-2-kampen. Og som en fræk reference til Albaniens skandalekamp mod Serbien fløj en drone indover banen inden kampstart. Denne gang var der ingen, der begyndte at slås.
Tiltrængt pusterum
Udover Schweiz er Albanien i gruppe med værterne Frankrig og Rumænien. Det er ikke umuligt at spille sig videre til knockout-kampene, men de Biasi og kompagni rejser til EM med alt at vinde og meget lidt at tabe. Lorik Cana bliver frontfiguren, men man bør også sætte en rund ring om den 22-årige højreback Elseid Hysaj samt målmanden Etrit Berisha, der begge spiller i Serie A for henholdsvis Napoli og Lazio.
Interessant bliver det også, hvis de Biasi giver chancen til det offensive stortalent Milot Rashica. Den 19-årige debuterede for Vitesse Arnhem i Æresdivisionen i den forgangne sæson og er albansk fodbolds største håb for fremtiden. I løbet af foråret er han blevet rygtet til både Everton og Chelsea, og da Albanien i marts vandt over Luxembourg i en testkamp, var han en af banens bedste.
Han har noget af den offensive uforudsigelighed og kreativitet, som Albanien savnede i kvalifikationen. Rashica kan dog meget vel ende med at blive ofret på de Biasis taktiske alter. Det blev en anden 19-årig, Rey Manaj, som ikke har fået plads i EM-bruttotruppen. Angrebstalentet har ellers fået førsteholdskampe for Inter og er af sin træner, Roberto Mancini, blevet sammenlignet med en ung Zlatan Ibrahimovic.
Fortællingen vil selvfølgelig forme sig efter Albaniens resultater i gruppespillet, men deltagelsen alene er den største sejr af alle. “EM kommer som et pusterum for mange albanere,” forklarer Hans-Georg Nielsen. Økonomien er stærkt udfordret, betalingsbalancen er negativ, investeringerne fra udlandet er få. Værst af alt er ungdomsarbejdsløsheden, der er skudt eksplosivt i vejret og nu er helt oppe på 15%, hvilket betyder at tusinder af unge albanere i disse år rejser mod andre europæiske lande i jagten på et arbejde og en fremtid.
Men med tidens flygtninge- og migrantstrømme fra Afrika og Mellemøsten har albanerne en svag sag. Det afholder dem dog ikke fra at prøve; mellem januar og november 2015 var der næsten 52.000 albanere, der søgte om asyl alene i Tyskland - en stigning på vilde 645% i forhold til samme periode året forinden. Af dem var der dog kun 0,2%, der fik opholdstilladelse tildelt.
- Det betyder, at alt for mange unge albanere ikke laver andet end at sidde på caféer og underholde hinanden med, hvor hårdt de har det, siger konsulen.
Ved parlamentsvalget i 1992 distancerede Albanien sig endegyldigt fra Hoxha-tidens benhårde kommunisme. Demokraternes Sali Berisha blev valgt som landets nye leder, og han lancerede en helt ny borgerlig og vestvendt kurs. Frøene som forandringen voksede sig stor af, var blevet sået af den albanske ungdom i årene op til valget. Ved en demonstration i 1991 på Sheshi Skënderbej, Tiranas største plads opkaldt efter den separatistiske nationalhelt fra 1400-tallet Gjergj Kastrioti Skanderbeg, væltede tusinder af byens studerende pladsens kolossale statue af Enver Hoxha. Kort efter blev Demokraterne grundlagt.
Det var fra selvsamme plads, at albanerne tilbage i efteråret malede Tiranas himmel rød af romerlys i jublen over EM-billetten. Man tør næsten ikke tænke på, hvordan albanerne fejrer det, hvis landsholdet klarer sig godt i Frankrig. Måske rejser der sig en statue af Gianni de Biasi, der hvor den forgyldte Enhver Hoxha for 25 år siden blev fældet.
Cover foto: Jean Catuffe/Getty Images
