Klubkærlighed - da Montgomery befriede Sunderland

Det er 43 år siden, journalist Christian Barfod blev Sunderland-fan - og det er 43 år siden, klubben har vundet noget. Her er 1. kapitel i fortællingen om en klub

Af Christian Barfoed

Det er først på pubben før kampen, jeg for alvor selv forstår, at det her en pilgrimsrejse - og ikke bare en almindelig fodboldtur. Eller en pub er det egentlig ikke - en klub for tidligere officerer, har vi fået at vide det er, da en Sunderland-fan vi møder på gaden, lover at tage os med indenfor.

Det er søndag den 6. februar 2000, og der er tre timer til det, vi egentlig er kommet for - lokalopgøret mellem Sunderland og Newcastle på Sunderlands spritnye stadion Stadium of Light - lysets stadion.

Bygget oven på en af de kulminer, hvor mange indbyggere i Sunderland tidligere måtte tjene til føden nede i mørket. Indviet i 1997, navnet fik det efter en konkurrence - med tydelig inspiration fra en anden industriby, hvor lys også er vigtigt - Benficas Estadio de Luz i Lissabon. (Ingen priser for at gætte, hvad Newcastle-fans kalder det: Stadium of Shite, sagt med umiskendelig irriterende Geordie-dialekt...)

Da vi træder ind i mørket i det store lokale, der ligger 300 meters penge fra Stadium of Light tæt på bymidten i Sunderland, er der cirka 200 mennesker i lokalet, de fleste af dem iført den karakteristiske Sunderland-trøje med røde  og hvide striber på langs. Der er ingen vinduer, lokalet er tykt af røg, glassene klirrer, og der bliver snakket højt, hurtigt og meget på nordengelsk.

Vi bliver introduceret, og det varer ikke længe, før vi er blevet beværtet med den første pint af en af mændene iført Sunderland-trøje, som vil høre, hvad i alverden vi dog laver her - på en klub i Sunderland, når der findes hold som Manchester United, Liverpool, Arsenal, Tottenham.

Ham, som er mest nysgerrig, er en fyr, som vel er i slutningen af 20'erne. Han har afbleget hår og et ansigt, der bærer præg af, han har levet hårdt. Han fortæller at han er arbejdsløs og har været det et stykke tid.

Dem er der mange af på klubben den eftermiddag - Thatcher-årene er i den grad ikke gået sporløst hen over Sunderland - med sine cirka 280.000 indbyggere er det en stor, klassisk nordengelsk industriby, hvor kulminerne er lukkede for længst, og kranerne i dokkerne, hvor de har bygget skibe i et århundrede, står stille.

Jeg fortæller, at jeg er der, fordi min mormor er født i Sunderland, og at jeg så Sunderland vinde FA-cup finalen i 1973 over Leeds sammen med hende. Det er sådan, det er

En del af fællesskabet

Fra det øjeblik er vi en del af det store Sunderland-fællesskab i klubben den eftermiddag. Da jeg også kan fortælle at min mormor den dag i 1973 var rørt - det var hun - og sagde, at det var første gang i mange, mange år Sunderland vandt noget, kalder fyren med det afblegede hår - to ældre mænd hen til bordet.

De er iført den en af de mest sjældne og vigtige af alle trøjer i Sunderland-historien - den fra 1937, hvor vi vandt FA-cup finalen på Wembley første gang ved at slå Preston 3-1 på mål af klublegenden Bobby Gurney,  Raich Carter og Eddie Burbanks efter Preston ellers var kommet foran ét minut før pausen.

Men der er også mange af de unge i lokalet, der ikke har oplevet FA-cup sejren i 1973 - de har kun set video af den og hørt ældre familiemedlemmer fortælle om den - så det at jeg  faktisk har oplevet den - godt nok kun på tv - sammen med én, der er født i Sunderland, gør os nærmest til en del af familien. Vi bliver budt på rigtig mange pints og får ikke lov selv at betale noget - sådan behandler man gæster i Sunderland.

Mens jeg skriver det her, går det også op for mig selv - at det jo ER en del af min familie og det, den kommer fra, jeg skriver om.

Den februardag  i 2000, syntes jeg et kort øjeblik, det var underligt, at de var så imponerede over at vi kom helt fra Danmark for at se Sunderland spille mod Newcastle - selv om nogle af dem ikke rigtigt kunne finde ud af, hvor vi kom fra og spurgte om "you crazy dutch Sunderland-boys" ville have en pint mere.

Det var trods alt Premier League, Sunderland var netop rykket tilbage i PL efter at have vundet den næstbedste række med 105 point -  langt de fleste engelske klubber i de to bedste rækker har fans over hele verden, selv vores lille lokalrival Middlesbrough.

Det er vel kun naturligt, at folk kommer fra hele verden til vores nye Stadium Of Light med plads til over 40.000 tilskuere - der er stort set fyldt hver gang -  når Sunderland i come-back sæsonen i Premier League har placeret sig i bedste halvdel. Vi har vundet udebane-opgøret mod Newcastle 2-1 og dermed kostet deres manager Ruud Gullit-jobbet,  nu skal vi hjemme spille et af de mest intense lokalopgør i en af de to-tre bedste fodboldrækker i verden - så naturligvis kommer de fra nær og fjern, det manglede bare.

Men inden vi havde drukket den sidste pint på klubben den eftermiddag og gik op til kampen sammen med dem, var jeg selv igen blevet en del af den trygge os-mod-resten-af-verden underdog-mentalitet, der præger Sunderland-fans, og som jeg jo kender så godt selv. Den har været en stor del af det at være Sunderland-fan i både det sidste århundrede og dette århundrede.

Verdensmestre i 1895

Det var i 1902, min mormor Grace som den ældste af fire søskende blev født i Sunderland. Hun  var resultatet af et møde mellem en dansk styrmand, Christian Hansen og en pige fra Sunderland, Ida Jane Bolton.

På det tidspunkt var Sunderland AFC, som fik navnet i 1879 ved en fusion mellem to klubber i Sunderland, en af de bedste klubber i England - og ifølge traditionel britisk imperie-tankegang dengang dermed en af de bedste klubber i hele verden. I 1895 blev Sunderland kåret til "World Champions" efter at have slået skotske Hearts 5-3 i kampen om den titel.

Sunderland var et stabilt tophold i  første halvdel af det 20-århundrede - i 1936 vandt holdet det sidste af i alt seks engelske mesterskaber, og året efter kom FA-cup trumfen. Den kom samme år, som min mormors lillebror fik sin eneste fodbbold-landskamp for Danmark.

Christian Hansen  giftede sig med pigen fra Sunderland og stiftede familie.

Familien flyttede til Danmark, hvor min oldefar Christian Hansen blev bestyrer for et vandværk ved Ordrup. Men når børnene - de fik fire, to piger og  to drenge - skulle fødes, tog Ida Jane hjem til familen i Sunderland og fødte.

Begge drengene blev dygtige fodboldspillere i Danmark, hvor de spillede for HIK - Leslie Bolton fik en enkelt landskamp som back, men et 2-1 nederlag til Finland gav ikke genvalg - jeg har et billede fra kampen, men det var ikke en kamp, han havde lyst til lat tale meget og længe om.

I England holdt Sunderland sig i toppen af engelsk fodbold også i årene efter 2. verdenskrig - frem til 1958 holdt klubben sig i den engelske 1. division inden den rykkede ned for første gang efter 68 år i den bedste række.

Det var umiddelbart efter i 1961, klubben hentede en af sine største stjerner gennem tiderne i den lille lokalrival fra Middlesbrough, en 26-årig Vardy-type af en målscorer, der hed Brian Clough. Han nåede utrolige 54 mål i 61 kampe for Sunderland inden en alvorlig knæskade tvang ham til at stoppe som 29-årig. I modsætning til Vardy var hans mål ikke nok for Sunderland - i to år i træk sluttede klubben på tredjepladsen i 2. division, dengang kun de to øverste rykkede op.

I 60'erne og begyndelsen af 70'erne spillede en ung forsvarer Colin Todd næsten 200 kampe for Sunderland, inden han slog igennem i 70'erne og blev landsholdsspiller som en del af det Derby-hold, Brian Clough, der nu var blevet manager, sensationelt gjorde til engelsk mester.

På det tidspunkt spillede Sunderland igen i 2. division efter et kortvarigt come-back i den bedste række.

Triumfen i '73

Men så kom den triumf, der har været altafgørende for de fleste Sunderland-fans verdensbillede -

På det her sted  er det, jeg hellere må tilstå, at jeg egentlig ikke var Sunderland-fan før FA-Cup-finalen i 1973. Jeg kendte ikke holdet, og jeg forbandt ikke min mormor, som jo snakkede dansk uden nogen form for accent - med en industriby lang oppe i Nordengland og deres fodoldhold.

Jeg var en 11-årig Chelsea-fan på det tidspunkt, der selv lige var begyndt at spille fodbold i Vedbæk Boldklub - længe inden den fusionerede med ærkerivalerne fra Søllerød - og jeg så tipsfodbold hver lørdag på DR - sammen med Svensk tv den eneste tv kanal, man kunne se i Østdanmark på det tidspunkt.

Jeg havde i "Årets Bedste Fodboldkampe 1971" læst om Chelsea-spillere, som Peter Osgood, Alan Hudson, og Peter Bonetti, der i 1971 havde været med til at slå selveste Real Madrid i pokalvindernes Europa Cup-finale.

Min far, som ikke ved meget om fodbold, vidste én ting: at Real Madrid var verdens bedste fodboldhold - simpel drengelogik siger, at kan man slå dem, må man være de bedste.......

Men FA-cup finalen 1973 var en Askepot-finale, hvor det ikke var svært at holde med Sunderland, hvis ikke lige man var Leeds-fan.

Hvis Sunderland vandt, ville klubben blive den første 2. divisionsklub i 42 år, der vandt FA-cuppen. Jeg havde set min første FA-cup finale året før, da Leeds slog Arsenal 1-0, og intet var i mine øjne større og flottere end FA-cup finalen.

Den skulle jeg selvfølgelig se samme sted og på samme måde, som jeg så tipskampe hver eneste lørdag om vinteren - ovre hos min mormor på Klinteager i Trørød. Hun havde familiens første - og i mange år eneste - farve-tv. Det lykkedes mig som regel at overtale hende til at sætte sig et andet sted i huset, mens jeg så fodbold - hun spurgte om mange ting, som off-side og så videre, som jeg ikke en gang selv helt forstod endnu.

Det var ikke særlig pænt gjort af mig - hun betalte også mit abonnement, på det engelske fodboldmagasin, jeg fik hver måned

Men lige præcis den lørdag, den 5. maj 1973, spurgte hun, om ikke hun måtte få lov at se den sammen med mig - det betød meget for hende, for Sunderland var den by hun kom fra, og de havde ikke vundet noget i mange, mange år, mente hun.

Det var en knusende overmagt, Sunderland var oppe imod i den finale. Spillernavne som Billy Bremner, Peter Lorimer, Allan Clarke og Johnny Giles taler for sig selv, Leeds blev engelsk mester året efter, og nåede en Europa Cup-finale for mesterhold i 1975.

Sunderland kom under voldsomt pres fra kampens start. Heldigvis havde  Sunderlands legendariske manager Bob Stokoe på en eller anden måde fået overbevist spillerne om, at de kunne gøre det umulige. Ingen var mere overbeviste end målmanden Jim Montgomery. Han stod sit livs kamp.

Efter en halv times spil stod midtbanespilleren Ian Porterfield pludselig fri i feltet efter et Sunderland-hjørnespark, hvor Leeds-spillerne glemte at dække op. Porterfield bankede bolden i kassen, min mormor og jeg jublede i hver sin stol i tv-værelset - men på en eller anden mærkelig måde vidste vi også begge, at den eneste måde Sunderland kunne vinde den her fodboldkamp på, var at forsvare sig som død og helvede og håbe på mirakler....

Sunderland havde fine spillere som David Watson, Dennis Tueart, Porterfield og Montgomery, men Leeds-spillerne havde mindst ét ekstra gear, og det var blot et spørgsmål om tid inden de ville score.....

Miraklet kom midt i 2. halvleg - jeg så kun, at Montgomery først halvklarede et hovedstød, jeg har senere læst mig til, at det var Trevor Cherry, der headede på mål for Leeds. Men jeg så, at bolden røg ud til skotske Peter Lorimer - og jeg vidste, at han havde det hårdeste skud på de britiske øer og umuligt kunne brænde få meter fra mål, når modstandernes målmand lå ned.

Lorimer hakkede til den, men på en eller anden måde fik Montgomery løftet benet, så skuddet ramte det, gik på overliggeren og derfra i spil igen. Fra det øjeblik troede vi på, at Sunderland kunne vinde - og en halv time senere gjorde vi det, da dommeren fløjtede af og Sunderlands største triumf i nu snart 80 år var en kendsgerning - vi havde vundet FA'-cuppen!

Den dag var der ingen, hverken i Sunderland eller Trørød, der vidste, at det skulle blive den sidste rigtigt store Sunderland-triumf i nu mere end 43 år.

I næste kapitel skriver jeg om Sunderland fra 1973 og til nu - og jeg vender selvfølgelig også tilbage til Stadium of Light 6. februar 2000.

Foto: Bob Thomas/Getty Images