Stadionbyggeri: Fra Maracanã til Bordeaux

Moderne fodboldstadions er fleksible multiarenaer og pengegenerende eventmaskiner. Men det nye stadion i Bordeaux er også et smukt vartegn for hovedbyen i det sydvestlige Frankrig

Af Dan Pedersen

Slutrunder har siden det første verdensmesterskab i Uruguay i 1930 været ensbetydende med opførelse af nye monumenter. Fra det gigantiske Maracanã i Rio De Janeiro med plads til 199.000 tilskuere i 1950 til designikonet Allianz Arena i München i 2006. De første stadions var med ståpladser, begrænset udsyn eller under åben himmel, men fra 1960’erne og frem gjorde TV og kommercielle interesser det vigtigere at imødekomme publikum og sponsorernes behov. I første omgang handlede det om funktionalitet og komfort. Man skulle konkurrere med fodbold i TV, og gøre stadions attraktive for tilskuerne, der nu kom fra flere sociale lag og stillede større krav til oplevelsen. Derfor kom der afsnit med siddepladser under tag, ligesom sikkerheden med tiden blev et vigtigt parameter efter tilskuerkatastroferne på Heysel og Hillsborough i 1980’erne. Faciliteterne blev også udbygget så de kunne imødekomme oplevelserne rundt om fodboldkampen. Merchandise, madboder, restauranter, presserum og business-lounger blev integreret i det traditionelle stadionbyggeri.

Siden slutningen af 1990erne har man flere steder bygget kommercielle og fleksible multiarenaer, som har langt flere indtægtsmuligheder end det traditionelle fodboldstadion. Skydetag, baner som kan køres ud under åben himmel, gigantiske storskærme, lounger og hoteller er den nye virkelighed. Amsterdam Arena og Veltins Arena i Gelsenkirchen er eksempler på moderne stadions, som er meget mere end arenaer for fodboldkampe. De er pengegenerende eventmaskiner, der kan rumme koncerter, sportsbegivenheder og kulturevents.

Stadions som ikoner

Det moderne fodboldstadion har udviklet sig i takt med at sporten er blevet en gigantforretning. De multifunktionelle stadions med moderne teknologi og luksuriøse faciliteter er kommet for at blive, men tendensen er at arkitektur og design spiller en vigtigere rolle, når der skal investeres milliarder i nye byggeprojekter. Nye stadions har også en vigtig funktion som ikoniske bygningsværker, som politikere kan pege på, når de skal opbygge en regional eller national stolthed og vise sig frem for omverdenen. Derfor designes stadions også af verdens førende arkitekter, fordi de er blevet til unikke nationale monumenter, der er genkendelige over hele verden. Se blot på allerede nævnte Allianz Arena i München, der har sat nye standarder for form og design. Det højteknologiske luftskib er det tætteste man kommer på et monumentalt symbol for tysk fodbolds nye storhedstid. Se på Soccer City i Johannesburg, Bird´s Nest i Beijing eller sågar præsident Aleksandr Lukasjenko i Hviderusland, der har brugt 40 mio. euro - godt 300 mio. kr. - på futuristiske Borisov Arena, i provinsbyen Barysaw med 144.000 indbyggere. Fodbolden har flyttet sig fra arbejderklassen til den velhavende middelklasse og konsekvensen er, at stadions er blevet vigtige prestigeprojekter, der konkurrerer på lige fod med operahuse og andre kulturinstitutioner.  

Voldsomme investeringer frem mod EM

De franske EM-værter, med ministerpræsident François Hollande i spidsen, er også med på bølgen. Værtsnationen har investeret voldsomt i nye stadions, der skal vise trikoloren frem for resten af Europa. Siden beslutningen om at tildele Frankrig værtskabet foran Italien og Tyrkiet i 2010, har man i Lens, Paris, St. Etienne og Marseille gennemført omfattende renoveringer. Og I Lyon, Lille, Nice og Bordeaux har man bygget helt nye stadions som led i forberedelserne til EM. Bæredygtighed, teknologi, ikonisk design og større tilskuerkapacitet har været tedensen ved etableringen af de nye stadions, der på sigt skal føre fransk fodbold op i den absolutte top.

Anlægsudgifterne til EM anslås til 1,6 mia. euro, svarende til knap 12 mia. kr.. Det budget har selvsagt været kontroversielt i værtslandet, hvor befolkningen strejker mod nye arbejdsmarkedsreformer og kæmper med en arbejdsløshed på over 10%. Som ved de seneste VM-slutrunder i Sydafrika og Brasilien stilles der spørgsmålstegn ved etableringen af nye prestigebyggerier i et land, der har store økonomiske udfordringer, og som ikke har for vane at opføre store fodboldstadions. Fra 1945 og frem til 2012 blev der således kun bygget tre stadions i Frankrig, som kunne rumme over 30.000 tilskuere (Parc des Princes i Paris, La Beaujoire i Nantes og Stade de France i Saint-Denis). Efter EM-slutrunden vil kapaciteten på de franske stadions være øget markant, da alle EM-arenaer har plads til over 30.000 tilskuere. Forhåbningen er, at de nye faciliteter vil føre franske klubfodbold ind i en ny guldalder, hvor øgede indtægter gør det muligt at konkurrere med Serie A, La Liga og Bundesligaen. Det håb virker ikke urealistisk, for interessen for fodbold er opadgående i Frankrig. To af de klubber, som allerede har taget de nye faciliteter i brug er OCG Nice og OSC Lille, der har oplevet en markant tilskuerfremgang på hhv. 78% og 128%.

Nyt højteknologisk vartegn i Bordeaux

Det mest markante vartegn blandt de nye EM-stadions er det kridhvide Matmut Atlantique i Bordeaux, der er designet af Herzog & De Meuron, som også stod bag det forbilledlige Allianz Arena i München, og futuristiske Bird's Nest i Beijing. De har endnu engang udfordret den traditionelle stadionarkitektur med et design, der er let genkendeligt og elegant for en bygning af sin størrelse.

De schweiziske arkitekter har ladet sig inspirere af landskabet og Gascogne regionens varetegn: strandfyren. Europas største skov af strandfyr (La forêt des Landes) ligger uden for Bordeaux, og de slanke fyrrestammer er symboliseret i konstruktionen af 900 hvide piller, der holder tribunen og den flydende tagkonstruktion. Inderst består stadion af en oval bowle som man har adgang til fra de åbne korridorer, hvorfra man kan se ud over det omkringliggende landskab. Opstigningen sker af de enorme ziggurat-lignende trappepartier, der skal signalere åbenhed. Resultatet er et smukt og geometrisk stadion, der med sit raffinerede design passer til den sydeuropæiske kultur, og passer ind i fortællingen om Bordeaux som en moderne storby i nærheden af skov og natur.

Matmut Atlantique erstatter det nedslidte Stade Chaban-Delmas, der blev brugt i forbindelse med VM i 1938 og 1998. Hvor det gamle stadion var en klassisk fodboldarena under åben himmel er det nye stadion multifunktionelt, og skal rumme både fodbold, rugby, koncerter og events. Ny teknologi har gjort det muligt at udvikle avancerede løsninger, som tager højde for baneslitage og bæredygtighed. Matmut Atlantique er, som flere af de nye stadions, energineutralt og drives af solenergi, ligesom regnvandet opsamles og genbruges. Derudover drives airconditionanlægget ved at udnytte de fremherskende vinde ved vestkysten. Den mest revolutionerende detalje er dog selve banen, der benytter den såkaldte AirFibr-teknologien, som er den hidtil mest avancerede kombination af natur og kunst. I stedet for at græsset slår rødder i jorden, slår det rødder i de såkaldte substrater, som består af milliarder af syntetiske korn. Det gør rødderne stærkere og gør det naturlige græs i stand til at modstå slitage i form af opslåede græstørv, bump eller huller i banen.

Unikt og karakteristisk design

Om Matmut Atlantique sætter ny standard for design, som det var tilfældet med Allianz Arena i München er nok tvivlsomt. Allianz Arena har siden opførelsen været et pejlemærke for stadions over hele verdenen. Men som det er tilfældet med det rå klippestadion i Braga, har Bordeaux fået et unikt vartegn, der skiller sig ud fra mængden og er mere end blot et nyt multistadion. Matmut Atlantique er et lille mesterværk, der vil fungere som et arkitektonisk pejlemærke for Bordeaux i mange år frem.

Fakta:

Navn: Matmut Atlantique

Kapacitet: 42.115 tilskuere

Pris: 184 millioner euro

Hjemmebane: Girondins de Bordeaux

Fotos: Boris Streubel, UEFA via Getty Images