Wolverhampton Wanderers: Steve Bull, Sir Jack og de mange spildte millioner
Dette er anden del af Henrik Larsens blog om en livslang kærlighed til - Wolverhampton Wanderers. Den kærlighed er ikke helt nem.
Af Henrik Larsen
Det er snart et par uger siden. Det var i Allinge. Der var Folkemøde, og det regnede. Regnede så meget, at det egentlig ikke var sjovt mere. I en kø på vej ind i et telt og tørvejr, stødte jeg på chefstrategen i et af de mindre politiske partier. Vi kalder ham bare for Jakob.
Jakob og jeg kender hinanden fra gamle dage, og måske derfor var samtalen ikke mere end et minut gammel, inden han skulle ud med det:
Nederlaget på Wembley til Hull gjorde stadig ondt. Efter en sæson hvor Sheffield Wednesday – det er dem, det handler om for Jakob - havde fået alt til at gå op i en højere enhed på sådan en Leicester-agtig måde, kiksede drømmen alligevel til allersidst.
Det blev ikke til guldkisten for enden af regnbuen, men alene en tur tilbage til det hundeslagsmål, der nu venter i en Championship-række, der med tilgangen af Newcastle og Aston Villa bliver mere barsk end nogensinde før.
For Jakob, undertegnede og mange andre er Championship den mest intense fodboldrække i verden. Fordi vi af forskellige årsager har kastet vores kærlighed på hold, der enten engang var noget, har flotte klubtrøjer eller blot har været på TV på et tidspunkt, hvor vi var særligt modtagelige for netop den klubs påvirkning.
For mig hedder kærligheden Wolverhampton Wanderers. Det er med udgangspunkt i den klub, at jeg på denne blog vil skrive om mystiske managers, karismatiske bestyrelsesformænd og spillere, der opnåede kultstatus i deres egen klub, uden måske at nå den brede anerkendelse.
Jeg fortsætter lige hvor jeg slap i mit sidste indlæg om min lidelseshistorie med Wolverhampton Wanderers. Den sluttede, da Wolves var allermest nede i dybet. Ingen penge, ingen resultater og bogstaveligt talt på vej ud af den engelske liga fra fjerde division.
Læs første del af Henrik Larsens blog om Wolverhampton Wanderers her:
Vi var på det tidspunkt i 1986. På trods af de elendige resultater var min personlige relation til klubben på det tidspunkt nærmest stærkere end nogensinde. Måske spiller min indfødte vendsysselske stædighed ind her? Måske er jeg bare mærkelig? Måske havde jeg bare ingen kæreste på det tidspunkt? Jeg havde holdt med Wolves fra TV-skærmen, siden fantastiske Kenny Hibbits indtog på den sort-hvide tv-skærm i midt-70’erne. Men første besøg i Wolverhampton gjorde forelskelse til kærlighed (godt min kæreste ikke gider læse det her!). Mit hjerte har bare været orange siden mit første besøg på Molnieux Ground en augustdag i 1983.
Det handlede om premierekampen på 1. Division – Wolves hjemme mod de forsvarende mestre fra Liverpool – ja de havde også bedre tider den gang – og Wolves var ”back where we belong”, som stadionspeakeren helt korrekt udtrykte det. En enkelt sæson i 2. Division var overstået med en direkte returbillet i bagagen, og trods en udefra set lidt smal spillertrup, boblede optimismen hos de fremmødte på det nedslidte stadion – ja altså lige bortset fra den nye tribune, der var den primære årsag til at klubben, var ved lide rentedøden et år tidligere.
Graham Turner skulle hentes ind som manager fra manglende succes i Aston Villa. Foto: Getty Images/Chris Brunskill
Det skal lige med, at fodbold på det tidspunkt slet ikke var så hipt, som i dag. Slet ikke. Man scorede nødvendigvis ikke på natklubben, når man var iklædt fodboldtrøje og de dertil hørende sure pint-opstød. Det gør man måske heller ikke i dag, men fodbold var på retur; hooligan-problemerne alt for tydelige, og kun godt 26.000 tilskuere var mødt frem den solbeskinnede lørdag i Wolverhampton.
Knægten fra Løkken var i en alder af 19 på sin første dannelsesrejse til Wolverhampton, og oplevelsen står den dag i dag stærkt i erindringen.
Særligt fordi Wolves kom foran 1-0 i 1. Minut. Andy Gray blev fældet i straffesparksfeltet, og den rutinerede anfører Geoff Palmer passerede sikkert Bruce Grobbelar i Liverpool-målet. Festen sluttede dog delvist efter pausen, da Ian Rush passerede den karismatiske målmand John Burrigde umiddelbart efter pause-teen. Neutrale iagttagere vil nok mene, at Wolves efterfølgende sejlede rundt, og at Liverpool burde have vundet kampen. Uafgjort blev dog udfaldet og optimismen var stor, inden hjemturen med Dana Anglia fra Harwich.
Var det første gang optimismen ikke holdt for mit vedkommende? Måske. Men det var i hvert fald ikke sidste! Resten af sæsonen 1983-1984 udviklede sig som en ren katastrofe for Wolves, der ydmyget måtte tage turen nedad – for første gang ud af tre i træk.
Pudsigt nok dog med den ukuelige Wolves-evne til at se det positive i tingene: Sensationelt vandt Wolves på Anfield på et hurtigt mål af den totalt ukendte Steve Mardenborough – der sidenhen gjorde karriere som banearbejder på de britiske jernbanestrækninger – måske skulle vi sende ham til Bane Danmark?
Tilmed blev ærkerivalerne fra West Bromwich besejret 3-1 på udebane på bl.a to mål af en vis Dannie Cranie. Cranie scorede i alt tre mål for Wolves, men netop de to mod WBA gav ham en evig plads i hjerterne hos Wolves. Man lærer unægtelig at leve med de små glæder, når man er Wolves fan.
Hvad nu hvis….
Så tager vi lige et hop. Inden for historieskrivningen, arbejder man med en genre, der hedder kontrafaktisk historie. Det lyder højtravende, men dækker i virkeligheden meget simpelt over, at man starter en historie med sætningen, ”Hvad nu hvis?”, og efterfølgende beskriver udviklingen/historien ud fra den forudsætning.
Jeg er næppe den eneste Wolves-fan, der har startet mange tankespind med den sætning. Og i relation til klubbens deroute i 1980’erne, var det faktisk meget relevant, at spørge sig selv: Hvad nu hvis, Jack Hayward havde fået muligheden for at købe klubben i 1982? Hvad nu hvis, de saudiske Bhatti-brødre aldrig havde fået lov til at sætte deres ben på Molineux Ground? Hvad nu hvis den store nye tribune aldrig var blevet bygget i slut-70’erne?
Fast plads i Champions League til Wolves er nok lige kontrafaktisk nok at tænke, men vi er oppe i nærheden, og for enhver lidt ældre Wolves-fan, er spørgsmålet særdeles nærværende. En vis Sir Jack Hayward lagde efter sigende et bud ind på redde Wolves økonomisk i 1982. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om hans bud ikke var godt nok økonomisk, men min tese er nu den, at han ikke vandt fordi Bhatti-brødrene spændte den gamle stjerne Derek Dougan for deres budvogn, og derfor måtte Hayward i første omgang returnere til Bahamas, hvor han kunne videreudvikle den formue, som Wolves senere gjorde et pænt indhug i. Det vender vi tilbage til.
Vi går tilbage til tiden omkring jul 1986. Wolves sejlede mod bunden, og var ude af FA Cuppen. Alt var sort i sort. Den gamle Aston Villa-stjerne Brian Little, gjorde faktisk en ihærdig indsats som manager med at holde skuden flydende. Ikke at jeg er det største sandhedsvidne til den historie, da rapporterne i dansk presse om Wolverhampton var ikke-eksisterende på det tidspunkt, men under alle omstændigheder blev Little i oktober ret uventet sat fra posten efter bare at have stået i spidsen for Wolves i ni liga-kampe.
Little skulle nemlig gøre plads til en vis Graham Turner, der en måned forinden havde fået silkesnoren i Aston Villa. Her var Turner ellers hentet ind to år tidligere, som det nye store unge managerhåb. Men trods en – i hvert fald set med Wolves øjne – genial signing af Andy Gray (der selvfølgelig havde fået udklækket hele sit potentiale i Everton efter tiden i Wolves), lykkedes det ikke for Turner, at få Aston Villa tilbage på sporet som en klub, der talte med om de gode placeringer i 1. Division.
Nu måtte han i stedet ned til de ydmyge forhold i Wolves. Et stadion hvor efterhånden kun den dyre tribune var åben – og tilskuertal på under 4000 til visse hjemmekampe, og hvor der derfor hele tiden skulle optimeres på transfersiden. Altså meget billige eller gratis spillere ind, og skulle nogle vise bare lidt potentiale, var det gerne ud igen, hvis nogle ville spytte lidt i den slunkne kasse.
Steve Bull – the legend
Med én meget afgørende undtagelse. Og så kommer vi til den ene af de to mænd, der om nogen har personificeret, den – delvise – genrejsning af Wolverhampton Wanderers.
Steven George Bull. Eller blot Steve Bull. Profilen over alle i Wolves i moderne tid. Angriberen der fra 3. Division kom med England til VM i Italien i 1990 efter bl.a at have scoret mod Skotland på Hampden Park (ja, det betød noget den gang!). Angriberen som efterfølgende sagde nej til attraktive tilbud fra såvel England som Italien.
Det sidste var måske meget godt, for under et interview med en italiensk avis under førnævnte slutrunde, blev Bull stillet et rigtigt ”pleaser-spørgsmål”: Hvad synes du om Schillachi (den italienske topscorer i VM-turneringen)?
Bull svarede ærligt og åbent: ”Det har jeg desværre ikke smagt endnu”.
Et godt billede på Bull, der viste sig at være en jordbunden no-nonsense guy, og fremfor alt også fik et meget stort orange hjerte. ”Bully” var alt det, de moderne stjerner ikke er: Dedikeret og loyal mod den klub, der gav ham chancen i en ung alder. Derfor er Bull i dag også ”Honorable Vice-President” i klubben. En anden er i øvrigt Robert Plant – forsangeren i legendariske Led Zeppelin.
“Schillachi? Det har jeg desværre ikke smagt endnu.”
Nå, tilbage til det væsentlige. Trods notorisk pengemangel, fik Graham Turner lov til at tømme pengekassen og hente Bull i West Bromwich for 65.000 pund. Og som man siger i Wolverhampton: Det salg har WBA fortrudt lige siden.
Her skal det lige med, at hvis der er nogen i England, der hader hinanden, så er det tilhængerne fra Wolves og WBA. En anden god gang kan dette forhold blive berørt i Mediano, men historien om Steve Bull er lige så elsket i Wolves, som den er hadet i WBA.
Bull viste sig simpelthen at være en ren målmaskine, og nettede hele 306 gange for Wolves i sin 13-årige karriere i klubben. I hans første hele sæson scorede han 52 gange – og jeg ved godt at den slags gør Ronaldo og Messi i dag, men ikke siden 1960 havde nogen spiller i den engelske liga præsteret dette, og om nogen var Bull manden, der fik Wolves tilbage på sporet.
I første omgang kravlede man med Bull’s mål og Turners ledelse væk fra bunden, men det sluttede med den første af mange playoff-tragedier for Wolves. To efterfølgende oprykninger i træk, bevirkede dog at Wolves i 1990 var tilbage i 2. Division. Og selvfølgelig forventede vi alle, at Bully vil sparke os tilbage til 1. Division. ”Alle” dækker i øvrigt over, at tilskuerne i pænt tal var ved at vende tilbage til Wolves. 90’erne skulle være vores årti.
Wolverhampton-drengen der blev milliardær
Og ikke kun Steve Bull var årsagen til en igen-igen nyvunden optimisme. Den anden var førnævnte Sir Jack Hayward. For ikke-Wolves kyndige – og af hensyn til Medianos partnersalg, håber jeg unægtelig at I udgør et stort flertal af læserne – så en kort præsentation af manden, der ville Wolves.
Manden der var orange i hjertet, og manden som drømte om at genskabe klubben. Ikke for sin egen skyld. Men for vores skyld. En rigtig fan. Tilmed med rigtig mange penge. Desværre også manden, der brændte op imod 700 mio kr af på klubben uden af få flyttet den væsentligt rent divisionsmæssigt. Op som endte med at sælge klubben for 10 pund. Nej der mangler ingen nuller. 10 pund!
I disse måneder samles der ind til at rejse en statue af Sir Jack udenfor Molineux Stadium, som det nu er omdøbt til. Klubbens træningsanlæg bære allerede navnet efter Sir Jack, og indsamlingen har mere eller mindre delt klubbens fans. Alle ønsker statuen, men mange mener, at klubben burde finansiere denne hyldest alene. Som et plaster på såret, går indtægterne fra denne sommers sidste træningskamp mod Swansea til indsamlingen. Helt ro har det ikke givet, og mon ikke statuen er på plads ved siden af Billy Wright om et år eller to.
Men hvem var denne mand, der ikke alene gav Wolves et nyt moderne stadion i midten af 90’erne, men også spenderede vidt og bredt på spillere og managere – desværre med alt for vekslende held. Hvilket desværre bekræfter mig i, at den dag jeg vinder den store eurojackpot, så gør jeg nok klogt i ikke at købe Wolves – selv om klubben helt aktuelt er til salg igen. Omvendt det kunne jo være…
Tilbage til Sir Jack. ”Born and raised” i Wolverhampton. Og med massevis af vandrehistorier med i bagagen om, hvordan han snød sig ind på stadion for at følge sine helte i de helt unge år. Jeg tillader mig at tvivle lidt på de historier, for helt fattige kår kom Sir Jack nemlig ikke fra. ”Union Jack” blev han også kaldt, grundet sit store hjerte for det gamle kongerige, og adelstitlen er ikke medfødt, men tildelt grundet store velgørenhedsbidrag – til andet end Wolves.
Det siges at Sir Jack, cyklede fra Wolverhampton til Oxford, da 2. Verdenskrig brød ud for at blive indrullet i RAF. Projektet lykkedes og krigen blev brugt som transportpilot i Indien. I 1946 kom den unge løjtnant hjem til Wolverhampton igen, men formuen blev grundlagt et helt andet sted. På Bahamas-øerne, hvor Sir Jack skabte sin formue ved at bygge og udvikle store, nye og moderne havne på øerne, således at krydstogtskibe fyldt med velbeslåede amerikanere kunne anløbe øerne og skabe grobund for et turisteventyr, der siden bare er blevet større og større. Og som gjorde Sir Jack til mangemillionær – i Pund vel at mærke…
Trods bosætning i en helt anden del af verden, forblev Sir Jack gennem hele sit liv inkarneret Wolves-fan, og i 1988 satte han sig i præsidentstolen i klubben, inden han i 1990 købte aktierne for 2,6 mio Pund. Tager vi lige 1988 først, var klubben igen tæt på lukning men via en ihærdig indsats fra byrådet og en lokal entreprenør, lykkedes det at holde klubben flydende, indtil Sir Jack fik kastet sin guld (old gold!)belagte redningskrans ud, og nye investeringer i en gloværdig fremtid kunne begynde.
Til dem der er med endnu; vi slutter snart for denne omgang. Men vi skal dog have med at en af Sir Jacks første gerninger var at genskabe Molineux Stadium i en moderne udgave. I 1994 stod et hypermoderne stadion færdigt, og indvielsen blev selvfølgelig markeret med en kamp mod Honved fra Budpast. 40 år efter de to hold havde henrykket hele verden, spillede de i en noget mere ydmyg udgave 1-1, men stadion var fyldt igen, og Sir Jack lignede en mand, der kunne realisere alle Wolves-tilhængeres ønske om en tilbagevenden til fordums storhed.
Og jo Sir Jack fik Wolves i Premier League. Men for sent og efter alt for mange økonomiske fejlskud undervejs. Det vender vi tilbage til næste gang, hvor vi også ser på Wolves’ enestående evne til gang på gang at finde de forkerte managers på de rigtige tidspunkter – eller omvendt. Herunder naturligvis også den norske parentes på posten. Vi ser på den store stjerne, Wolves fik alt for lidt ud af, begynder så småt at indstille sigtekornet mod næste sæsons Championship, som – om muligt – bliver endnu mere vanvittig og intens end nogensinde før.
