Wolverhampton Wanderers – når den glorværdige fortid overskygger nutiden

Henrik Larsen er til daglig rektor på Erhvervsakademi Sydvest i det jyske. Men han bruger også en del tid på at følge Wolverhampton Wanderers på rejser og fjerne streamingtjenester. Den livslange kærlighed og Wolves’ ’glorious past’ beskriver han løbende på Mediano. Her er første afsnit.

 

Af Henrik Larsen

Rundt om i landet sidder en række – udefra set – helt almindelige mennesker. Men vores hjerte er orange – eller oldgold, som vi foretrækker at kalde det. Vi har tabt vores hjerter til et fodboldhold, der altid gør det godt… næste år.

Vi er ikke alene. Der er folk, der af ligeså uransagelige grunde holder med Leeds eller Sheffield Wednesday. Og vi har ting til fælles på tværs af klubskel: En helt unik, ukuelig optimisme og en loyalitet, der får den danske skilsmisserate til at virke surrealistisk. ”This is our love and it knows no division”.

For udenforstående – og min kæreste! – er denne kærlighed noget uforståelig. Sådan er det bare. Formålet med en række artikler om Wolves – og gerne andre klubber som for eksempel Ipswich eller Leeds, er dels at pirre interessen hos jer fodboldnørder, der har valgt den forkælede løsning at holde med for eksempel Arsenal eller Manchester United, dels at medvirke til at skabe en form for community for os, hvor tirsdag aften ikke hedder Champions League på 3+, men Championship på en eller anden tvivlsom streamingtjeneste.

Velkommen til Championship

Velkommen til en af de mest vanvittige rækker i hele fodboldverdenen. Velkommen til en række, hvor kun frustrationerne er endnu større end håbene. Velkommen til en verden med dem der drømmer, og velkommen til dem, der husker. Velkommen til en række, hvor fortiden kaster tunge skygger over fremtiden, men hvor håbet altid er den store jackpot: Premier League… Sidste lørdag scorede Hull City – ja Hull City – således en gevinst på næsten 1,6 mia kr. ved at vinde playoff-kampen på Wembley mod Sheffield Wednesday. Med andre ord den økonomisk suverænt vigtigste kamp overhovedet i hele fodboldverden.

Og selvfølgelig særligt velkommen til Wolverhampton Wanderers – hjemmehørende i byen af samme navn. En relativt beskeden by med knap 300.000 indbyggere placeret i ”The Midlands” uden for Birmingham. En by, der af Lonely Planet i 2009 blev kåret som den 5. værste by i verden, og i 2015 tilmed kunne tage titlen som byen med de dårligste fremtidsudsigter i England overhovedet. En by hvor identiteten og den lokale stolthed i høj grad er hængt op på fodboldklubbens meritter – og ja tingene hænger forbandet godt sammen. Men det vender jeg tilbage til ved en senere kop kaffe.

Endelig velkommen til en verden, der i en dansk kontekst især består af midaldrende mænd med en romantisk erindring om Sportslørdag i 70’erne med transmissionerne fra midtengelske mudrede baner og måske deraf følgende glidende tacklinger i en ganske anseelig højde.

Midaldrende mænd, der dog i det mindste kan roses for ikke at være curling-forældre: Den kommende generation er nemlig opdraget til også at være fans af Wolverhampton – og tro mig, det er ikke at skåne børnene og løse alle deres problemer i skolegården. Tværtimod kommer de – i hvert fald i dette års sæson – aldrig til at se deres favorithold i CL, og må gang på gang ty til alternative favoritter, for at være med der. Modsætninger mødes ofte, idet konstellationen fan af Barcelona og Wolverhampton ikke er ukendt i vores kredse. Så vinder man jo også noget en gang i mellem. Og det er nemmere at være Messi eller Neymar, end Dicko og Steve Bull, når pladserne skal fordeles på holdene i frikvarterene.

The glorious past

Wolverhampton – eller det mere mundrette Wolves – har netop igen-igen overstået en skuffende sæson. En sæson hvor forventningerne på forhånd var oprykning til Premier League, og hvor det i stedet endte med en særdeles middelmådig placering som nr. 14. Langt langt væk fra kampene om guldet og oprykningen til det forjættede land.

I alle klubber og hos alle fans medfører sådan en skuffelse frustrationer. Omkring Wolves er de dog altid lidt større. På grund af ”The glorious past” – direkte oversat ”Den gloværdige fortid”. Et udtryk, der såmænd ikke er opfundet specifikt til at beskrive Wolverhampton, men som snarere bruges alment om Englands udvikling efter 2. Verdenskrig. En krig, der nok blev vundet, men som også blev starten på afviklingen af det engelske imperium, og dermed Englands rolle som verdens stormagt.

The Wolves vandt tre mesterskaber i perioden 1954-59. Foto: Popperfoto - Getty Images.

Langsomt men sikkert faldt kolonierne – og rigdommene – fra, og samtidig var genopbygning af selve England en økonomisk bjergetape, hvor amerikansk doping i form af Marshall-hjælp, nok bragte England et stykke op ad bjerget, men hvor en udslidt industriproduktion slet ikke kunne holde trit med især amerikanerne selv, men senere også det daværende Vesttyskland og Japan – ironisk to af krigens store tabere. Englænderne kom så at sige aldrig helt med op toppen blandt de forreste i økonomisk forstand, men så havde jo fodbolden, dér tilbage i begyndelsen af 50’erne…

Ja og dog. I egen bevidsthed var fodboldens moderland naturligvis verdens bedste – det holder jo den dag i dag, hvor blot en enkelt sejr over Tyskland i en venskabskamp, kan gøre englænderene favoritter til den kommende slutrunde. Men tilbage i 1950 drog det engelske landshold til VM i Brasilien – for nok ligesom at vinde det der mesterskab, og blot lige sætte tingene på plads.

England havde holdt sig ude af FIFA i mere end 17 år på grund af uoverensstemmelser omkring amatørreglementet, og var blevet matchet op med Chile, Spanien og USA i en af de to fire-holds puljer i turneringen. Pudsigt nok var der også en pulje med tre hold og en med bare to hold på grund af afbud fra flere kvalificerede lande. Heriblandt Indien – tidligere en del af imperiet – der efter sigende meldte afbud, da de blev nægtet at spille med bare fødder i turneringen. Den historie må andre fordybe sig i.

For efter en planmæssig 2-0 sejr over Chile, skete det utænkelige. England tabte 0-1 til USA, og et afsluttende 0-2 nederlag til Spanien sendte de forbløffede engelske spillere tilbage til hjemlandet. Ret hurtigt glemte man dog dette VM, men tre år senere kom der endnu en huskekage til den engelske fodboldverden i form af et hold fra et lille land fra Østeuropa, Ungarn.

Mediano kunne være en velvalgt scene for den store version af den fortælling, men her skal bare berettes, at det engelske landshold i den berømte kamp på Wembley fik en rundbarbering af Puskas og vennerne, og slap nådigt med et 3-6 nederlag. Men kampen skal nævnes i denne kontekst, fordi den engelske anfører – og mange årige rekordholder med 105 landskampe – hed Billy Wright. Gæt selv i hvilken klub Billy Wright også var anfører….

Mens det gik skidt for det engelske landshold i 50’erne – og vel lige siden, med en enkelt undtagelse – så var det i 50’er Wolves havde sin storhedshed og lagde grunden til den tilsyneladende evige forbandelse grundet ”The glorious past”.

Ingen CL uden Wolverhampton – nok en stramning, men alligevel

Lige en rundgang om byen igen. I 50’erne og 60’erne var Wolvehampton og The Midlands i relativt god gænge. Store dele af den engelske industriproduktion skete i dette område, og en trods alt stadig rigere og rigere arbejderklasse søgte underholdning, heriblandt lørdag eftermiddag på legendariske stadions som Molineux Ground i Wolverhampton, Villa Park i Birmingham og The Hawthorns i West Bromwich. Op mod 50.000 tilskuere søgte hver anden lørdag mod ”The Mol”, og Wolverhampton blev op gennem 50’erne en stadig større og stærkere magtfaktor i engelsk fodbold.

Molineux Ground, der blev indviet tilbage i 1889, har plads til 31.700 tilskuere. Foto: Matthew Ashton - Getty Images.

Faktisk så stærk en faktor, at Wolverhampton i 1954 blev kåret til verdens bedste hold – intet mindre kunne gøre det i den engelske presse, Baggrunden herfor var et ny engelsk-ungarsk opgør. Denne gang på klubplan i form af en kamp mellem Wolverhampton og Honved Budapest med førnævnte Puskas i spidsen samt yderligere fem spillere fra det berømte ungarske landshold, der sommeren forinden havde smidt et oplagt VM væk i Bern, da det begyndte at regne og en vis Adi Dassler bankede længere knopper på de tyske spilleres støvler, og dermed sikrede Vesttyskland deres første VM-titel. Igen, den historie kan fortælles dybere en anden dag og fortjener en helt anden behandling på Mediano.

Kampen mellem Wolves og Honved blev spillet på Molineux Ground en kold decemberaften 1954. Og bedømt ud fra datidens engelske medier, blev de 55.000 tilskuere Wolves vidner til fodbold i absolut verdensklasse, hvor Wolves vendte 0-2 efter blot et kvarters spil til 3-2 efter pausen. England og Billy Wright havde fået deres revanche, og efterfølgende kom så betegnelsen verdens bedste hold.

Honved-kampen var i øvrigt den tredje af de såkaldte Floodlit games, hvor Wolves også havde inviteret blandt andet Maccabi Tel Aviv og Spartak Moskva til nogle af de allerførste internationale klubopgør i England. Man fornemmer de politiske undertoner efter 2. Verdenskrig, men innovativt var det, og formentlig var det kun muligt, fordi Wolves var regerende engelske mestre som følge af klubben første mesterskab i 1953-54. Kampene lagde reelt grunden til den spæde start med en fælles europæisk mesterholdsturnering, hvor Wolves i øvrigt aldrig er nået længere end kvartfinalen (I 1960, hvor man røg ud til Barcelona med en samlet score på 2-9). Så rubrikken er altså ikke helt ved siden af…

Da Andy Gray scorede karrierens letteste mål

"We are going down, down, down"

Verdens dyreste fodboldspiller anno 1979 Andy Gray. Foto: Bob Thomas - Getty Images.

Med denne omskrivning af en Springsteen-linje, skruer vi hurtigt tiden væk fra ”The fabulous fifties”, glemmer ”the sodding sixties”, og springer helt hen til de tidlige 80’ere. Efter et nogenlunde acceptabelt årti i 70’erne med en spirende skandinavisk fanskare grundet de førnævnte transmissioner fra det midtengelske i sportslørdag (højdepunktet var en Liga Cup-sejr i 73 over Manchester City – Wolves er til dato, det eneste hold, der har slået City i en liga cup-finale), satsede bestyrelsen hele butikken i slutningen af 70’erne og byggede en ny tribune og gjorde Andy Gray til verdens dyreste fodboldspiller, da han blev hentet hos lokalrivalerne Aston Villa. Endvidere hentede man den engelske landsholdsanfører Emlyn Hughes i Liverpool, og der var lagt op til gyldne dage igen.

Og 1980’erne startede forrygende. En 6. plads i den daværende 1. Division og en ny Liga Cup-sejr på Wembley. Denne gang med en 1-0 sejr over Nottingham Forrest (en anden klub med en glorious past). Andy Gray scorede karrierens letteste mål, og bestyrelsen og fansene frydede sig hele vejen hjem fra London.

Men bare to år senere var det slut – eller næsten i hvert fald. Pengekassen var tom. Klubben var ved at lide rentedøden. Her kører vi lige ud af en tangent, og minder den yngre del af læserskaren om, at renteniveauet på det tidspunkt ikke var 0, 1 eller 2 procent som i disse flexlånstider, men mellem 15 og 20 procent. Bogstavelig talt blev man reddet tre minutter i lukketid, da angrebshelten fra slut-60’erne og 70’erne, karismatiske Derek Dougan stillede med en bankgaranti på vegne af konsortium styret af – viste det sig – to saudiarabiske brødre, Mahmud og Mohammad Bhatti. Trods en umiddelbar oprykning tilbage i 1. Division, vil Bhatti-tiden altid stå som en særdeles sort periode ikke bare for Wolves, men for hele Wolverhampton.

Out of darkness cometh light

Byen først. En vis fru Thatcher var kommet til magten, og en af hendes største kampe var kampen mod den fagforeningsstyrede del af den engelske industri. Mest kendt er nok kampen mod kulminearbejderne, men hele vejen rundt blev det engelske samfund mere og mere liberaliseret, og rigtig mange mennesker fra de grupper, der gennem årtier havde fyldt Molineaux Ground, mistede jobbet; mistede hus og hjem, og det samme gjorde fodboldklubben næsten også.

Førnævnte Bhatti-brødre havde ingen penge til driften af klubben, og da man ikke kunne få lov til at bruge arealerne omkring stadion til at bygge et nyt supermarked på, blev arvesølvet (spillerne) solgt. Andy Gray således for sølle 200.000 pund i 1983.

Og så kommer referencen til Springsteen: Tre år i træk rykkede man ned og i 1986 befandt det oldgold-farvede hold sig for første gang i 4. Division. Ved juletid i 1986 var det tilmed tæt på at være ”røven af 4. Division”, da man rodede rundt i bunden og ydmyget måtte forlade FA Cup’en til et amatørhold.

Her stopper vi for denne gang. Bogstavelig talt i en kælder sort som kul. Men ”Out of darkness cometh light”, Wolverhamptons og byrådets motto som symbol på en ukuelig og ofte noget uforståelig optimisme på både byen og klubbens vegne. Optimismen vendte tilbage i både by og klub, og det skyldes især to personer. Dem og det mere nutidige ser vi på næste gang, der sættes kaffe over til historier om Wolverhampton Wanderers.

Henrik Larsen vil løbende skrive om – blandt andet – Wolverhampton på Mediano. Hans blog er også en invitation til andre om at fortælle de gode, de smertelige og de personlige om de mange favorithold, som ikke altid præger mediebilledet. Fodbolden er mangfoldig, og det vil vi gerne demonstrere på Mediano. Så skriv til Medianofootball@gmail.com, hvis du er personen, der kan skrive dybt om det hold, der ligger nærmest dit hjerte. De fortællinger fortjener et større publikum.