Wolves på kinesiske hænder - Winds of Change
Så blev Wolverhampton Wanderers også købt af kineserne. Og klubben konkurrerede om en træner, der endte som ny landstræner for Spanien. Henrik Larsen kigger her på sin hjerteklub og den aktuelle udvikling - fra Allan Simonsen over Ståle Solbakken til 2016.
Af Henrik Larsen
Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow share their dreams
With you and me
Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow dream away
In the wind of change
Scorpions 1990
En og anden skal nok mene, at det er lige friskt nok at bruge Scorpions’ fantastiske sang om frihed og forandring i forbindelse med den aktuelle situation i Wolverhampton. Der ligger bestemt ingen underliggende politisk sammenligning mellem Englands Brexit-afgørelse og faldet af den mur, som delte Europa i en øst- og en vestblok frem til 1990. Scorpions hyldede friheden, fornyelsen og udtrykte især et håb og en drøm om en bedre fremtid for alle.
Sådan drømmer man også i Wolverhampton i disse dage. Man drømmer stort. Meget stort. Det har man som Wolves-fan sådan set altid gjort, men lige nu – i disse dage – har man måske for en gang skyld noget have drømmene og den ukuelige optimisme i. Der blæser vitterligt store håb om ”Wind of Change” rundt i Wolverhampton i disse uger. Årsagen kommer jeg til.
Men vi starter lige med at spole kort tilbage. Indtil forrige torsdag var Wolves ejet af en vis Steve Morgan. Hans tid i Wolves vender vi tilbage til ved en senere lejlighed, men Morgan købte klubben i 2007 af Sir Jack Hayward for 10 pund. Yes 10 pund.
Sir Jack kunne dermed gøre sit tab op til 700 mio kr. – ret meget for en enkelt håbløs sæson i PL, men Morgan forpligtigede sig samtidig til at investere 30 millioner pund i klubben. De fleste af dem blev brugt til mursten i form af et nyt træningsanlæg og en udvidelse af en tribune – det meste bygget af Morgans eget firma – og tre sæsoner i PL blev det da også til.
Det var i Steve Morgans tid som ejer, at Ståle Solbakken blev udnævnt som manager i Southampton. Foto: Getty Images/Matthew Lewis.
Men nogen stor kærlighedsrelation blev det aldrig til mellem Morgan og klubben, og i september sidste år satte Morgan så pludselig klubben til salg.
Måske fordi han altid havde holdt mere af Liverpool? Måske fordi en ny yngre kone trak kræfterne ud ham? Eller måske fordi han var blevet træt af kritiske fans, der kritiserede hans manglende investeringer i nye spillere? I hvert fald ikke, fordi hans personlige pengekasse var ved at løbe tør. På Sunday Times Rich List optrådte han tidligere på året med en formue på 880 millioner pund, og onde tunger vil mene, at hans tid i Wolves faktisk er endt uden tab, og måske endda med et mindre overskud. Det regnestykke afhænger selvfølgelig af den pris, Morgan rent faktisk fik for klubben i sidste uge, men lad det være konstateret, at han i hvert fald ikke var villig til at afskrive sin investering og sælge klubben videre for de 10 pund, han købte den til.
Wolves i limbo
Steve Morgan var ingen ny Sir Jack. Salgsforløbet viste, at der var hjertet til forskel på de to. Sir Jack var der som fan – Steve Morgan som businessman.
Salgsudmeldingen satte Wolves i en limbo-lignende situation. Efter en meget fin sæson i 2014-2015, hvor man blev nummer 7 i Championship med det højeste antal point nogensinde, der ikke gav adgang til play-off kampene, og hvor man diskede op med noget af det bedste fodbold, der er set på Molineux i årevis, var forventningerne ellers enorme før sidste sæson.
Richard Stearman, mens han stadig spillede i Wolverhampton. Foto: Getty Images/Matthew Ashton.
Starten blev imidlertid svingende, og da man så i august solgte den centrale forsvarsspiller Richard Stearman til Fulham, vendte stemningen markant hos tilhængerne. Stearman var ikke altid en publikumsfavorit, men i sæsonen forinden var han blevet kåret som klubbens bedste spiller, og alle forventede, at han skulle være en af de bærende spillere på det hold, der skulle bringe Wolves tilbage til Premier League.
Overhalet af - Bournemouth!
Ydermere solgte man så guldfuglen Benik Afobe til Bournemouth i vinterens transfervindue. Lige kort om Afobe: Udviklet i Arsenal, men aldrig rigtigt i nærheden af en stamplads på førsteholdet der. Udlejet flere gange og ved indgangen til 2014-2015 sæsonen befandt han sig pludselig som udlejningsspiller hos MK Dons i League One. Her viste han sig bl.a frem med to scoringer i MK Dons' mest meriterende kamp nogensinde: En Liga Cup kamp, hvor man sendte Van Gaals United hjem med en sæk på 4-0.
Det blev Bournemouth, der hentede Benik Afobe i Wolverhampton. Foto: Getty Images/Michael Steele.
Wolves-manager Kenny Jackett havde tidligere haft Afobe under sig i sin tid i Millwall, og for to millioner pund solgte Arsenal lidt uventet Afobe til Wolves i januar 2015. Og nej hvor det gik. Afobe viste sig som Wolves’ bedste angriber siden Steve Bull; desværre så meget at PL-klubber pludselig stod i kø for at få den farlige angriber ind i folden, så efter et år i klubben var populære Afobe væk igen. Der gisnes om en salgspris på mellem 9 og 10 millioner pund, så økonomisk var han vitterligt også en guldfugl for Wolves. Men det gjorde ondt på selvforståelsen hos alle fans, at køberen var Bournemouth. Bournemouth!
Wolves nu var overhalet af Bournemouth – ikke bare sportsligt men også økonomisk og ambitionsmæssigt. Eller sagt på en anden måde: Vi kunne nok have levet med, at Afobe var røget til f.eks Liverpool. Vi ville have grinet lidt, hvis han var røget til Tottenham (på grund af deres evige rivalisering med Arsenal), men Bournemouth!
Mørke skyer
Salget var rent ud sagt et dybt slag at modtage for alle fans. Og da der tilsyneladende ikke skete noget i salgsprocessen, sad de fleste tilbage med en fornemmelse af, at Morgan solgte ud af arvesølvet for at redde så meget af sin investering hjem som muligt. De af jer – kære læsere – der har læst de første afsnit på min blog om Wolves, vil vide, at den situation er oplevet før i klubben, og mange gik ud af sidste sæson med en fornemmelse af, at mørke skyer igen blæste ind over Molineux.
Så er vi tilbage på sporet igen, og så kommer Brexit ind i billedet. Rygter om mulige købere til Wolves har ikke ligefrem været mange. Igen mener de onde tunger, at det handler om Morgans pris, mens andre har konstateret, at drømmen om at eje sin egen fodboldklub simpelthen bliver realisabel for færre og færre, idet indgangsbilletten i dag ikke er et millionbeløb, men minimum et to-cifret af slagsen. Og i pund hvis du tænker på en engelsk klub.
Simonsen og en årsløn på 82.000 pund
Sådan var det bestemt ikke bare tilbage i 80’erne, og jeg kan ikke lade være med lige at ryge ud af en tangent igen. Denne gang til Charlton, der i øvrigt rykkede ud af Championship i år. I begyndelsen af 80’erne – nærmere bestemt 1982, fik Charlton den på det tidspunkt hidtil yngste formand i den engelske ligas historie. Han hed Mark Hulyer og var 28 år gammel. Han havde skabt sig en formue på 2 millioner pund. ved at sælge krydderier, og nu skulle favoritklubben sparkes op i de højere luftlag. Jeg gentager: 2 mio. pund. I personlig formue.
Pengene fik dog hurtigt ben at gå for direkte fra Barcelona kom såmænd danske Allan Simonsen til klubben for 324.000 pund samt en årsløn på 82.000 pund. I en klub hvor de samlede indtægter senere viste sig at være 280.000 pund for en hel sæson. Simonsen gjorde det pænt, men Hulyers pengetank løb tør, og Simonsen skulle sælges videre. Det blev dog aldrig til noget, for Simonsens rådgiver – den snu Egild Jensen fra Vejle Boldklub – havde fået indført en passus i kontrakten om, at Simonsen kunne skifte frit til barndomsklubben VB, hvis Charlton ikke magtede at betale hans løn.
Allan Simonsen i kamp for Charlton. Foto: Getty Images/Mark Leech.
Simonsen efterlod Charlton på fallittens rand, og historien skulle med her for at understrege, at fodboldklubber er noget, mange drømmer om at eje. At de færreste får succes med det, og at prisen på at lege med i dag er astronomisk meget højere end i 80’erne – som jeg jo ikke synes ligger så langt tilbage i tiden. Lige en allersidste tanke i den historie: 82.000 pund om året i 1982 var mange penge den gang. Men var Simonsen født 30 år senere havde han formentlig fået det i ugeløn! Skræmmende.
Derfor gjorde Brexit klubberne billigere
Nå videre til Brexit og 2016. Trods forsikringer fra ledelsen om, at der foregik forhandlinger med interesserede købere (76 konkrete henvendelser er det efterfølgende blevet udmeldt), kom der absolut intet til offentlighedens kendskab om et forestående salg i løbet af sidste sæson. Spillere og fans gik derfor sommerpausen i møde i et fortsat limbo, hvor det absolut ikke handlede om at hente nye tiltrængte ansigter til truppen, men alene om at sige farvel spillere, som ikke fik kontrakten forlænget.
Da spillerne mødte ind til træning igen efter ferien, var det derfor en decimeret trup og en resignerende manager, der kunne konstatere at alle de navne, han havde haft på blokken, var endt i andre klubber, og at ingen tilsyneladende kunne sige, om der ville være penge til at hente de helt nødvendige forstærkninger.
At det var Brexit-afstemningen og udviklingen omkring afstemningen, der satte skub i salget, er selvfølgelig en påstand fra min side. Men faktum er, at Englands forestående farvel til EU, har betydet et voldsomt fald i pundets værdi – ikke bare efter afstemningen, men allerede gennem hele foråret, og Wolves blev så at sige med et 20 procent billigere at købe. Hvis man var udlænding vel at mærke.
Kapløbet om Lopetegui
Pludselig kom der så gang i tingene. En spansk journalist fik pustet gevaldigt til ilden med historien om, at Julen Lopetegui – tidligere Porto-træner – skulle afløse Kenny Jackett på managerposten i forbindelse med et forestående salg til en kinesisk rigmand, der samtidig havde meget tæt kontakt til super-agenten Jorge Mendes.
Julen Lopetegui her i aktion for Porto havde reelt en aftale med Wolverhampton, men endte som spansk landstræner. Foto: Getty Images/Gualtar Fatia.
Men klubben var stadig meget umeddelsom, og med en mulig fyreseddel hængende over hovedet gik Jackett og hans team i gang med at forberede den decimerede spillertrup på den forestående sæson. Wolves var så at sige gået fra et limbo til et nyt, men historien ville ikke dø.
Lopetegui spøgte i kulissen indtil han blev udnævnt til spansk landstræner, men sandelig om han så ikke kastede ekstra brænde på forventningsbålet i Wolves, idet han lod offentligheden vide at han havde haft en aftale på plads med Wolves, men at landstrænerjobbet i Spanien simpelthen var for stor en fristelse.
Der stod vi så indtil i sidste uge. Men torsdag kom der så endelig et salg på plads. Den første kineser var tilsyneladende fuset ud, men en ny kineser var på plads og som den anden klub i Midlands-området denne sommer, kom Wolves på kinesiske hænder. Aston Villa var den anden klub.
Så store er de kinesiske ejere
Køberen af Wolves hedder Fosun Group. Der er sikkert andre end mig, der aldrig har hørt om dette foretagende. Men de er store. Meget store. Og pudsigt nok også startet som en konsekvens af den ”Wind of change”, der påvirkede hele verden efter murens fald i 1990. Hvor kommunisterne i Europa tabte magten til demokratiet og kapitalismen, lykkedes det i Kina så at sige det kommunistiske parti at omfavne kapitalismen og undgå demokratiet, som vi kender det.
Det blev tilladt at etablere private virksomheder med profit for øje. Som alle ved, gik udviklingen ekstremt stærkt. Millionvis af private virksomheder så dagens lys i Kina fra begyndelsen af 1990’erne. Rigtig mange blev rigtigt store primært på grund af det voldsomt store hjemmemarked med en stadigt voksende middelklasse med stigende købekraft. Først inden for de seneste 10 år er virksomhederne for alvor begyndt at kigge ud i verden, og samtidig med store statslige kinesiske investeringer i f.eks afrikanske lande, er de største kinesiske virksomheder begyndt at opkøbe europæiske og amerikanske firmaer som en del af vækststrategien.
Jeff Shi er repræsentanten for Fosun Group, der har købt Wolverhampton. Foto: Getty Images/Sam Bagnall
Fosun Group blev grundlagt i 1992 og følger helt det ovenstående mønster. Oprindeligt lavede man markedsanalyser, men de store penge blev tjent på ejendomsmarkedet i Kina og i sundhedsindustrien. Senere kom opkøbene i udlandet så til, og Fosun Group ejer i dag blandt andet franske Club Med, engelske Thomas Cook (begge i rejsebranchen) og såmænd også canadiske Cirque de Soleil.
Wolverhampton har dermed fået en anden type ejere end de hidtidige. Hvor Hayward og Morgan købte klubben med baggrund i en dyb personlig interesse for fodboldspillet, har Fosun Group købt Wolves af mere investeringsmæssige årsager og måske endda også poltiske årsager.
20-30 millioner pund til nye spillere
Investeringen først. Der gisnes om en salgspris på 30 millioner pund. Det er ikke nogen voldsom udskrivning for Fosun, hvilket måske bedst illustreres ved, at det ikke er Fosuns ejere, der tegner profilen for Fosun i Wolverhampton i disse dage, men Jeff Shi, der er ansvarlig for gruppens internationale investeringer. Ydermere er der lovet 20-30 millioner pund til nye spillere – hvilket kan få alle Wolves-fans til at få julelys i øjnene, men hvis Fosun kan få Wolves op i PL og udvikle en potentiel kæmpe fanbase i Kina, vil pengene hurtigt kunne tjenes hjem igen. Hvis….
Så det politiske. Fodbold har i mange år været det sportslige smertensbarn for kineserne. Og det har passet den kommunistiske ledelses af landet rigtig dårligt, at man på ingen måde kunne gøre sig gældende i verdens største sportsgren – målt på interesse. Eller sagt på en anden måde: Med al respekt for en VM-titel i bordtennis, så matcher det ligesom ikke helt et VM i fodbold. Det skal der laves om på. Den lokale liga opruster – tænk bare på Hulk til Shanghai og vor danske trænerven, Mads Davidsen – og der gisnes om, at Kina ønsker at arrangere VM i 2026.
Men systemet skal have folket med. Og interessen for fodbold i Kina er først ved for alvor at tage fart nu. Kinesiske investeringer i europæiske klubber og TV-aftaler med Kina, skal medvirke til at løfte interessen og på sigt gøre den kinesiske liga til en magtfaktor i verdensfodbolden. På den baggrund kan der derfor være en politisk gevinst at hente for Fosun Group, der ved købet af Wolves kan medvirke til at styrke den fodboldinteresse i Kina, som systemet har et ønske om. Når man så ydermere ved gennemlæsning af diverse sites om Fosun Group støder på artikler om involvering i en korruptionsskandale, så skal man nok ikke helt underkende behovet for at opbygge politisk kapital.
Manden der gjorde Wolverhampton attraktiv
Tilbage til det vigtige. Wolves er på nye hænder. Og med ny ledelse undervejs. Klubbens CEO igennem 16 år, Jeff Moxey har opsagt sin stilling og rykker til Norwich. Det jubler mange over – jeg er lodret uenig. Moxey har som CEO skulle udføre de handlinger, som udgik fra bestyrelse og ejer, og samtidig skulle han få økonomien til at hænge sammen.
Det har han været eminent dygtig til. Ingen matcher ham til at købe billigt og sælge dyrt. Førnævnte Afobe som et eksempel. Salget af Steven Fletcher til Sunderland for mere end 12 millioner pund – det dobbelte af hans købspris i Burnley – et andet. Og netop det økonomiske fundament, kategori A-status på akademisiden og den store fanbase, er efterfølgende angivet som væsentlige grunde til at Fosun købte Wolves og ikke en af de 14 andre klubber, som de var blevet tilbudt. Som Wolves-fan har man al mulig grund til at takke Moxey for hans indsats, og det bliver svært at efterfølge ham.
Vi stopper her – men vender hurtigt tilbage i næste uge. Wind of change blæser bogstaveligt talt dagligt over Wolves. Aktuelt i form af en forventet tilgang af tre portugisiske spillere – måske endda fire – og man fornemmer tydeligt de gode kontakter til Jorge Mendes. Med alt, hvad det indebærer.
Frygten er selvfølgelig, at Wolves kommer til at blive en outlet for Mendes’ knap så gode hyldevarer. Det sportslige aspekt tager vi i næste uge, og vi kigger også lidt på opstarten i Championship, der går i gang allerede næste weekend.
Foto: Getty Images/Sam Bagnall
