Bag om Major League Soccer - Pengene frem for alt
Soccer og fodbold er ikke det samme. Bevares, det er samme spil, men udenfor banen er der lysår mellem, hvordan fodbolden driver i USA og i Europa. Her giver Henrik Lønne dig historien om Major League Soccer.
Af Henrik Lønne
Fodbold, som vi kender det i Danmark, har sine rødder i breddeidrætten og amatørismen. Danmarksturneringen i fodbold blev startet i 1927 og fodbolden i Danmark blev altså organiseret i en tid, hvor sporten var en (om end meget seriøs) fritidsbeskæftigelse og der var få eller ingen kommercielle hensyn at tage. Det betød en decentral styring, hvor klubberne har en høj grad af autonomi og hvor de sportslige hensyn er vægtet højere end andre. Major League Soccer blev grundlagt i december 1993 og efter VM94 og flere års tilløb, så ligaen dagens lys i 1996.
Det er svært at forestille sig Major League Soccer uden VM i USA i 1994. Til dels var ligaen et krav for at få værtskabet, men derudover var turneringen også en test af, hvor populært fodbold faktisk kunne være i USA. Kigger man isoleret på VM 94, var det en stor succes og soccer beviste sit store potentiale. Med 3.587.538 tilskuere til 52 kampe mellem 24 hold er turneringen stadig det VM med størst tilskuerantal.
Det seneste VM i Brasilien kom tæt på med 3.429.873, det skal dog nævnes, at der siden 1998 er blevet spillet 64 kampe mellem 32 hold. Intet VM har altså siden 1994 formået at få lige så mange folk på stadion som amerikanerne på trods af, at de har haft 12 flere kampe til at gøre det. VM i USA blev ingen folkefest, som det har været i andre lande. Skeptikere i og udenfor USA peger ofte på, at man nemt kunne gå rundt i værtsbyerne under turneringen uden at opdage, at den fandt sted. På trods af denne manglende fodboldfeber under selve turneringen blev denne alligevel startskuddet til en utrolig vækst i sportens størrelse og status.
Fortiden skræmte
Mens Danmarksturneringen i fodbold blev stiftet i amatørismens og decentralismens ånd, kan Major League Soccers fødsel ikke være længere fra dette. Investorerne bag MLS bestod blandt andet af Robert Kraft der ejer New England Patriots i NFL, Lamar Hunt, der stod bag Kansas City Chiefs i NFLog Phil Anschutz, der står bag den globale underholdningskoncern AEG, der ejer NHL-holdet LA Kings og flere arenaer og stadions i hele verden.
To af de største - og første - i amerikansk soccer: Franz Beckenbauer og Pelé var i 2015 forenet i Empire State Building. Foto: Getty Images/ALex Goodlet
Mens de troede på fodboldens potentiale, skræmte fortiden også. North American Soccer League havde en kort men vild tilværelse fra 1968 til 1984 og tog især i halvfjerdserne med Peles ankomst USA (og Canada) med storm. Manglende fokus på økonomisk styring og langsigtet græsrodsarbejde betød dog at ligaen var all sizzle, but no steak og så snart Pele var væk, stod man med masser af udgifter og ingen indtægter.
Dette kollaps ville MLS’ ejere for enhver pris undgå. Derfor tog man en række beslutninger om ligaens opbygning og struktur som skulle sikre økonomisk mådehold og stabilitet. Starten var ustabil og MLS havde underskud på omkring $250 million dollars i løbet af de første fem år og i 2002 blev de to Floridahold, Tampa Bay Mutiny og Miami Fusion, lukket ned.
Samtidig afhang ligaen i høj grad af få personers velvilje. I 2001 bestod ligaen af 10 hold, hvoraf Robert Kraft ejede New England Revolution, Lamar Hunt ejede Dallas Burn, Kansas City Wizards og Columbus Cew, og Phil Anschutz ejede de resterende seks hold (Los Angeles Galaxy, Chicago Fire, Colorado Rapids, Houston Dynamo, San Jose Earthquakes, D.C. United og New York/New Jersey MetroStars)!
Uden ham ville MLS ikke findes i dag
Det var altså en helt anden liga, end den vi ser i dag med 20 hold og flere på vej. Derfor bliver Phil Anschutz set som afgørende for Major League Soccer. I 2006 beskrev Don Garber, MLS’ commissioner (MLS’ daglige leder) Anschutz med disse ord til Sports Business Daily:
- Der er ingen tvivl om at uden Phil Anschutz ville MLS ikke findes i dag. Og uden MLS tror jeg ikke, at fodbold som sport ville være en voksende del af amerikansk sportskultur.
Det er altså en liga fjernt fra Foreningsdanmark og klubber med et bagland bestående af frivillige og breddefodbold. Men Don Garber forklarede i 2015 til Associated Press, at MLS er anderledes end andre ligaer på et spørgsmål omkring MLS’ forskelligheder til andre ligaer, hvor der ofte er færre hold samt op- og nedrykning, fordi ”vores hold er ikke klubber, de er lokale virksomheder”.
Andelsforeningen MLS
Endnu et tiltag for at sikre stabiliteten var gøre MLS til en single-entity liga uden nedrykning. Det betyder, at ligaen og alle dens hold er én juridisk enhed. På sin vis er MLS en form for andelsforening, hvor man ikke er klubejer, men investor-operator, og altså ejer rettigheden til at drive et hold, fremfor at eje holdet, samt en andel af MLS som virksomhed svarende til én ud af det antal hold, der findes i ligaen.
Modsat er danske klubber selvstændige foreninger og virksomheder, der agerer selvstændigt inden for rammerne nedsat af DBU og Divisionsforeningen. Det kan lyde som teknikaliteter, men ligesom, at en boligejer kan være ligeglad naboernes beslutninger med mindre de drastisk ændrer nabolaget, kan en dansk klub langt hen ad vejen også nøjes med at fokusere på sig selv og være ligeglad med, hvordan de andre klubber drives deres klub.
David Beckham i aktion i MLS for Los Angeles Galaxy. Foto: Getty Images/Bob Levey
Efter samme princip har en investor-operator i MLS og en dansk andelsboligejer en direkte og konkret interesse i at øge den fælles værdi, selvom man ikke selv får direkte gevinst af en given beslutning. Ligesom en renoveret gårdhave kan øge værdien af en andelsboligforening og dermed også er til fordel for de beboere, der ikke selv gør brug af gårdhaven, gav det mening for nærige og/eller indkomstsvage MLS, at man i 2007 indførte Designated Player-reglen, der tillod hold at bruge penge udover lønloftet på enkelt spiller for der igennem at kunne tiltrække stjerner som David Beckham.
Fra et sportsligt perspektiv gav det ikke umiddelbart mening for de mindre hold at indføre en regel, der gav de større og rigere hold bedre muligheder for at tiltrække bedre spillere end de selv havde. Men fordi MLS er én virksomhed og de enkelte hold blot er afdelinger af denne har de enkelte investor-operators, der fremfor at eje et hold ejer en andel af virksomheden MLS, en meget klarere og direkte interesse i at tage beslutninger, der nok er til fordel for fællesskabet, men ikke nødvendigvis for deres enkelte hold.
Tilfældet Olof Mellberg
Et andet karakteristika ved MLS og det faktum, at ejerskabet på den måde er centraliseret, er at spillerne ikke skriver kontrakt med de enkelte hold i ligaen, men med ligaen som helhed, som i mange tilfælde bidrager til eller er en central del af rekruttering, lønforhandlinger samt gennem en række værktøjer som drafts, allokeringsregler, lotterier mm. bestemmer hvor spillerne skal spille. Disse er værktøjer er til for undgå direkte konkurrence mellem MLS-hold om spillere, hvilket vil kunne være med til at drive lønnen op.
Olof Mellberg endte i stedet i FC København på et senere stop efter, at Toronto havde forsøgt at hente ham til Nordamerika. Foto: Getty Images/Euro Football
Denne kontrol er ikke blot teoretisk. Toronto FC forsøgte i 2012 at hente Olof Mellberg til deres gudsjammerligt dårlige defensiv, men han var ikke billig. Ifølge Toronto Star ville han koste $1,5 millioner om året, og selvom Toronto FC og deres bagmænd i Maple Leaf Sports and Entertainment var parat til at betale en sådan løn, ville MLS’ hovedkontor i New York ikke godkende kontrakten. Officielt nægter Don Garber, at hovedkontoret blokerede for handlen og at det var Toronto FCs egen beslutning, men til Toronto Star har kilder hos Toronto FC sagt, at det er ”fuldstændig forkert. Ikke bare 99 procent forkert. Det er 100 procent forkert.” Ingen vil udtale sig officielt om sagen, men mange observatører, så det som tydeligt at MLS ikke ville betale en så høj løn til en defensivspiller som oven i købet ikke var kommercielt interessant.
Tidligere havde New York Red Bulls hentet forsvareren Rafael Marquez, men som mexicansk landsholdsspiller kunne han tilbyde ligaen en kommerciel værdi over for de mange mexicansk-amerikanere, som Mellberg ikke havde.
TV-rettigheder måtte gives væk for at komme på TV
Det er dyrt at opbygge ny fodboldliga i et land, hvor sporten i mange år var latterliggjort og tidligere forsøg på at få succes med fodbold var endt i kollaps. MLS og dets ejere var indstillede på, at der skulle bruges rigtig, rigtig mange penge for at opbygge en succes. En vigtig del at opbygge en liga er at få den på TV. I starten var der ikke den store interesse i MLS og ligaen blev endda nødt til give TV-rettighederne væk uden betaling for at på kampene på TV.
Det var først i 2007 i ligaens 11. sæson at TV-stationerne begyndte at betale for at sende MLS. Det var altså først efter 11 år at der begyndte at komme ekstra indtægter til at dække de kæmpe tab, som ligaens stadig kørte med. Netop de store underskud var en central grund til, at MLS’ ejere valgte at stifte virksomheden Soccer United Marketing (SUM) i 2002, der skulle fungere både som ligaens marketing-arm, men også som en selvstændig aktør på det amerikanske fodboldmarked. MLS’ investor-operators ejer en andel af SUM svarende til deres andel i MLS, og Don Garber sidder som direktør for virksomheden.
Don Garber, der er i spidsen for MLS, afgiver her stemme hos FIFA. Foto: Getty Images/Alexander Hassenstein.
Det er altså en organisation med yderst tætte relationer til MLS. Den arbejder dog stadig separat og selvstændigt og i sit arbejde promoverer virksomheden det mexicanske landshold i USA, ejer marketingrettigheder til CONCACAF og havde også en afgørende rolle i forbindelse med Copa America Centenario og diverse venskabsturneringer. Så mens MLS stadig kører med underskud, hvilket Don Garber og ejerne især fremhæver, når der skal forhandles overenskomster med spillerne, så sikrer SUM ejerne indtægter gennem SUMs arbejde med forskellige fodboldrettigheder.
You're not paranoid if they are really after you
MLS centrale styring og SUMs tilstedeværelse skaber dog også, hvad nogle vil kalde legitime kritikpunkter af MLS og det amerikanske fodboldforbund USSF, men hvad andre vil konspirationsteorier.
Den mest prominente kritiker (eller konspirationsteoretiker) alt efter hvordan man betragter ham, af MLS er Ted Westervelt. Han er en tidligere fundraiser for Demokraterne, men arbejder nu fuldtid på at overbevise verden om at fodbold i USA skal have op- og nedrykning, samt at USSF og MLS bevidst holder fodbolden tilbage for at tjene penge.
Han er blevet berygtet, fordi han på sociale medier går til angreb på enhver, der er uenig med ham og beskylder journalister og kritikere af ham for at være i lommen på MLS. I et interview med Howler Magazine beskriver han hovedpunkterne i sin kritik således:
- Mit problem er egentlig med forbundet, med U.S. Soccer. Uden U.S. Soccer og den måde de sætter pyramiden på, uden de fordele de giver til MLS, kunne MLS formentlig ikke gøre det, den gør.
“De laver en grotesk udgave af en fodboldliga, der har til formål at beskytte ejerne ”
Westervelt forklarer videre til Howler, at hvad MLS gør, er at lave en grotesk udgave af en fodboldliga, der har til formål at beskytte ejerne mod finansiel risiko på det globale og hjemlige marked, hvilket afholder klubber og spillere fra at udnytte deres potentiale.
Han fortsætter således: ”Vores forbund giver ejerne enorme beskyttelser på det hjemlige marked – den største værende beskyttelsen fra op- og nedrykning. De kan så bruge disse beskyttelser til at importere billige spillere og at afgive markedsandele til importerede klubber (udenlandske klubber som skaffer fans i USA red.).”
Når reglerne kan bøjes - midt i en sæson
Nordamerikansk fodbold er som bemærket på første linje noget særligt. En mand som Ted Westervelt har på trods af at være afvist af etablissementet som en løgnagtig, aggressiv internet-troll fået et stort følge. Hvordan kan det være?
Først og fremmest giver Single Entity-opbygningen i sig selv mulighed for at blive skeptisk omkring MLS. Når ligaen ikke består af 20 separate virksomheder/klubber, der på hver sin måde driver deres forretning, men af 20 ejere/ejergrupper, der i fællesskab søger at maksmimere ligaens værdi og indtægter, vil det skabe situationer, hvor fælles kommercielle interesser kommer til at vægte højere end den enkelte klubs ambitioner. Tilfældet med Toronto FC og Olof Mellberg er et godt eksempel på dette. Samtidig har Don Garber indrømmet, at ligaen til tider ændrer reglerne, selv midt i sæsonen, hvis det giver mening for ligaen som helhed. Denne indrømmelse kom i forbindelse med Clint Dempsey’s retur til MLS, da han skiftede til Seattle Sounders i marts 2013.
Normalt ville han som landsholdsspiller skulle allokeres til en klub via allokeringslisten for amerikanske landsholdspillere. Men alligevel kunne Seattle Sounders hente ham, selvom de ikke var øverst på denne liste. Bagefter blev det forklaret, at Dempsey ikke behøvede at gå igennem denne mekanisme, fordi han var en Designated Player, men det stod der ikke noget om i reglerne, da Dempsey blev købt. Det kom først til bagefter.
Vi kan jo også bare kalde det 'fleksibilitet'
I slutningen af året indrømmede Garber i sin årlige State of the League tale, at den sag kunne være håndteret bedre, men afviste ikke, at det ville kunne ske igen: ”Mekanismen som fik Clint Dempsey til Seattle skulle have været eksponeret eller promoveret inden i stedet for efter, fordi vi var ikke ude på at holde noget skjult. Jeg tror, I vil se fremadrettet, at vi vil have mere transparens i regler. Det skal dog siges, at som en voksende liga vil der være tidspunkter, hvor vi finder ud af disse regler løbende (…) som en voksende liga er vi nødt til at have evnen til at være fleksible.”
Jermaine Jones fra USAs landshold var meget attraktiv efter VM 2014. Foto: Getty Images/Martin Rose
Denne fleksibilitet kom til udtryk i 2014 efter VM, da flere hold i MLS gerne ville tilknytte Jermaine Jones. For at undgå en budkrig internt i ligaen fik man rettet regler til igen, så ”Designated players over en vis tærskel – afgjort af Ligaen – ikke er omfattet af allokeringsrangeringen”.
På den måde skabte man igen nye regler og mekanismer løbende, som ikke kun handler om sportslige hensyn, men i høj grad også kommercielle, og det er den slags handlinger, der skaber grobund for skepsis og konspirationer omkring MLS. Denne skepsis får kun ekstra tændvæske, når MLS’ ejere reelt tjener deres penge gennem SUM, som netop tjener deres penge på udenlandske hold, der forsøger at vokse sig store i USA.
Major League Soccer vs supporterne
Fankultur i nordamerikansk sport kan ofte virke styret og koreograferet. Hvis man tager til en kamp i NBA eller NHL er der store jumbotrons, der fortæller dig, hvad du skal råbe, hvad du skal synge og hvornår du skal gøre det. Fans af udeholdet er ofte få og de, der er der, er ofte spredt ud blandt hjemmeholdets fans. Atmosfærerne er ofte meget familievenlige og enhver aktivitet eller handling, der udfordrer dette, vil blive slået ned på hurtigt.
I denne sammenhæng træder MLS ud. De aktive supportergrupper, der laver egne tifoer, tilråb og sange i løbet af kampene, skaber en unik oplevelse, der er markant anderledes end de andre nordamerikansk sportsgrene. At man kan få en anderledes stemning på et MLS-stadion er ikke gået marketingfolkene i MLS’ hovedkvarter i New York forbi. Der er sjældent en marketingkampagne, hvor fans og supportergrupper ikke spiller en central rolle, og det er tydeligt, at ledelsen i MLS ved, at mens produktet på banen langt fra er verdensklasse, så giver stemningen MLS et punkt, hvor de er anderledes og attraktive i forhold til de andre sportsgrene, hvilket giver dem en niche, som de kan markedsføre sig ud fra.
At have denne niche, hvori ligaen er stærk, har uden tvivl hjulpet MLS. Antallet af seere til kampene i MLS er ikke noget, der bliver talt højt om. Men udfordringen er også klar: Hvorfor se MLS på TV, når du kan se Premier League, La Liga, Bundesliga, Champions League eller den mexicanske liga? Nok er MLS en underholdene liga i udvikling, men det er ikke stedet, hvor man ser verdensklasse fodbold. Men når folk skal på stadion, har MLS et konkurrencedygtigt produkt i forhold til stemning, hvilket også har betydet, at ligaen nu har et tilskuersnit på over 21.000 tilskuere per kamp, hvilket er bedre end Ligue 1, Eresdivisie og den brasilianske Serie A.
Smart Cup - den snupper vi da
De gode tilskuertal, den unikke stemning og fankulturen er alle elementer, som MLS ikke står tilbage for at bruge, når de skal sælge ligaen og få den til at vokse. Dette er dog ikke altid uproblematisk. Ved at bruge supporterne og deres fælleskab til markedsføring udnytter holdene og ligaen noget, som de ikke selv har skabt, til at tjene penge. Det mest ekstreme tilfælde af dette var da MLS forsøgte at sikre sig varemærket til Cascadia Cup.
Cascadia Cup er en uofficiel turnering i mellem Vancouver Whitecaps, Seattle Sounders og Portland Timbers, der alle tilhører det samme område ’Cascadia’ i det nordvestlige USA og sydvestlige Canada. Udgaver af alle tre hold har eksisteret mere eller mindre uafbrudt siden 70erne og i 2004, mens holdene spillede i A-League, der var den næstbedste række, valgte supporterne fra alle tre klubber at uddele et trofæ, Cascadia Cuppen, til det hold som havde klaret sig bedst den forgangne sæson.
Det ligner EM og det kroatiske landshold, men det er såmænd New York og Red Bulls, der fejrer en sejr. Foto: Getty Images/Tim Clayton
Det er altså et trofæ skabt af supporterne og som eksisterede lang tid før nogle af holdene var i MLS. Kontroversen kom i december 2012, da alle tre hold nu var en del af MLS og rivaliseringen mellem Seattle, Vancouver og Portland, skabte fantastiske atmosfære, når de tre hold mødtes. MLS’ hovedkvarter var ikke sen til at spotte, at der her var en ting med værdi, som kunne kapitaliseres på og skabe værdi til ejerne af MLS. MLS forsøgte derfor som nævnt at sikre sig varemærket til Cascadia Cup. Det modsatte supportere af alle tre hold sig og det skabte en længere periode, hvor MLS fremstod yderst negativt. Til fodboldmediet Prost Amerika forsøgte de at forklare ligaens handlinger således: ”Med tanke for interesserne hos MLS-klubberne i Pacific Northwest (Nordvestlige USA red.) og vores fans, har Major League Soccer ansøgt om varemærket til navnet ’Cascadia Cup.’ Et registreret vareværke vil placere Major League Soccers i en position som kan beskytte brandet mod udnyttelse af parter, der ikke er tilknyttet ligaens og dens fans.”
Forliget
Supporterne godtog langtfra denne forklaring og i en udtalelse erklærede de, at de ikke bare mente, at ejerskabet over varemærket burde ligge hos de tre supportergrupper i fællesskab, men at de så MLS om en uvedkommende tredjepart, der forsøgte at overtage et navn, der gik forud for MLS’ ankomst i de tre byer.
Efter mere end 6 måneders uenigheder og forhandlinger endte det med, hvad der i høj grad kan udlægges som en sejr til supportergrupperne, uden at det blev alt for pinligt for MLS. Ejerskabet af varemærket ville nu ligge hos en non-profit ejet af supportergrupperne, men enhver kommercialisering af varemærket ville fremover skulle godkendes af supporterne, MLS og de enkelte klubber i de tre byer.
You suck asshole - shhhh
Det er ikke kun problematisk når Major League Soccer forsøger at overtage og kommercialisere supporterskabte trofæer. MLS bruger i høj grad også supporterkulturen til at brande ligaen og til at markedsføre den. Udfordringen for MLS har i den sammenhæng været at supportergrupper, lidet overraskende, er ukontrollerbare grupper, som ikke kan styres af holdene eller ligaen. Et eksempel på dette er sagen om YSA-tilråbet i 2013. YSA står for You Suck Asshole og var en overgang et populært tilråb, når modstanderens målmand havde bolden. De fleste læsere vil nok undre sig over at et så relativt mildt skældsord som ’asshole’ skulle kunne skabe et problem, men igen må man huske på, at nordamerikansk sportskultur er meget anderledes.
For imens MLS søger og dyrker supporterkulturen, kan disse ikke fylde stadions og areaner. Der var og er stadig brug for de mere afslappede fans og ikke mindst familierne. Dette var ikke en lille og ligegyldig sag. Don Garber fortalte flere medierhvordan han ikke blot så tilråbet som vulgært og for et udtryk på manglende kreativitet, men advarede også imod hvordan den regulerende TV-myndighed FCC ville reagere på, at man på TV kunne høre ’You Suck Asshole’ i løbet af kampene. For at komme tilråbet til livs forsøgte New York Red Bulls at tilbyde deres forskellige supportergrupper kontant belønning i form af penge, hvis de afstod fra at råbe ’You Suck Asshole’ under NYRB-kampe. Reaktionen var blandet blandt supporterne, hvor nogle gerne tog imod pengene, da de alligevel syntes at tilråbet var dovent og klodset, mens andre så pengene som bestikkelse og som et angreb på deres selvstændighed som supportere. New York Red Bulls’ forsøg på et løse et problem, YSA-tilråbet, endte altså med at blive et problem i sig selv, og de kritiske grupperinger gjorde endnu mere ud af at råbe You Suck Asshole, end de havde gjort før.
Supporterkultur kan ikke styres
MLS og holdene i ligaen blev altså fanget i at have opdyrket en energisk og selvstændig supporterkultur, fordi det passede ind i en brandstrategi, men kom i problemer, da de opdagede, at supporterkultur ikke er en ting, man kan styre fra centralt hold.
Mark Fishkin, skaber af og vært på den Red Bulls-fokuserede podcast ’Seeing Red’, fortæller her hvordan han oplevede hele forløbet: ”YSA var et fjollet tilråb, der fandt sted i mindst et årti før ligaen og klubben krævede, at tilråbet blev stoppet. På det tidspunkt skulle ligaens TV-rettigheder fornys og klubben fandt en kreativ måde give supportergrupperne et incitament til at stoppe tilråbet af sig selv ved at tilbyde at donere til supportergruppernes pengekasse for hver kamp tilråbet ikke blev hørt. To af tre supportergrupper accepterede tilbuddet, mens en tredje afviste det. Senere valgte den ene grupperne at donere pengene den havde fået fra klubben til velgørenhed. Uanset hvad, som sæsonen gik på hæld, var tilråbet mere eller mindre væk.” I sidste ende fik New York Red Bulls og Major League Soccer altså sin vilje, men det var ikke uden at komme på kollisionskurs med de fans, som de gør så meget ud af at fremhæve som en vigtig og central del af ligaen og oplevelsen heraf.
Underholdning eller sport
I sidste ende viser MLS, at den ideologiske kamp om hvorvidt professionel fodbold er sport eller underholdning stadig er i live. Fordi MLS har sine rødder hos forretningsmænd fremfor foreningslivet, er det soleklart, at MLS på mange måder både i højere grad er underholdning og det kan være svært at argumentere imod deres succes de sidste 20 år.
Men omvendt er fodbold – sportsgrenen, ikke ligaen MLS – ekstremt populært i USA. Champions League, Premier League, VM, EM og i særdeleshed den mexicanske liga tiltrækker mange flere seere og fans, end MLS kan prale med, så mens MLS i den grad gør mange ting rigtigt, har de stadig et sportsligt produkt, der som TV-produkt ikke kan konkurrere med de største ligaer i verden.
Dette i en tid, hvor det mere end nogensinde er muligt at se lige præcis den liga, man har lyst til og i denne konkurrence bliver MLS konsekvent valgt fra. Samtidig fortæller Don Garber ofte om MLS’ ambition om at være en af de bedste ligaer i verden i 2022.
En tegneserieløn i forhold til Premier League
Denne ambition bliver ofte latterliggjort – og hvis man kigger på det med sportslige briller er det med rette. Gennemsnitslønnen i MLS ligger på omkring $315.000 om året, men dette bliver forvrænget af de enorme lønninger til Designated Players. Kigger man i stedet på medianlønnen er den i stedet på $117.000 om året. For almindelige mennesker en meget god løn, men man kommer ikke på niveau med hverken den mexicanske eller engelske liga med et sådant lønniveau.
Men kigger man i stedet med kommercielle briller, er det måske ikke så dum en ambition. MLS vokser og vokser og nye ejere betaler gladelig $100 millioner for at få et hold i MLS, derfor kommer ligaen også hurtigt til at blive den største i verden målt på antal hold i ligaen. MLS har gang på gang vist at kommercielle hensyn vægtes højst og disse vil igen og igen komme til trumfe det sportslige, samt supporterne.
Welcome to the show!
Foto: Getty Images/Michael Stewart
