Freddy Adu og den amerikanske drøm

Læs historien om afrikaneren der blev et statussymbol for den amerikanske drøm. Freddy Adu blev sammenlignet med Pelé, men fik siden prædikatet som det største flop i sin generation, skriver Jonas Hagemann Jensen, som netop har afleveret speciale om fænomenet Adu

 

Af Jonas Hagemann Jensen

”Der er mange, der er blevet ’hypet’ helt vildt til at blive fantastiske, men siden forsvundet. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil være en af dem,” forklarede en 13-årig Freddy Adu til Sports Illustrated i 2003, da han blev bedt om at forholde sig til risikoen for at fejle i jagten på succes.

Freddy Adus bemærkning virker nærmest som en selvopfyldende profeti her 13 år efter. Men selvom Adu er gået i forglemmelse for sine fodboldevner, er han alligevel en interessant skikkelse som en konstruktion, der demonstrerer, hvordan amerikanske medier fungerer. Og hvordan den amerikanske kultur ophøjer unikke fortællinger om utroligt held, stort talent og hårdt arbejde, som beviser på opnåeligheden af et succesfuldt liv i USA.

Mange fodboldinteresserede husker nok Freddy Adu som et fænomen, der i en meget ung alder fik debut for DC United i den amerikanske liga, Major League Soccer. Eller som et af de sikre kort i computerspillet Football Manager, hvor Adu ofte blev vurderet til at blive en kommende verdensstjerne.

Første kamp i MLS: Freddy Adu kommer på banen mod San José i 2. halvleg - kun 14 år gammel. DC United vandt 2-1.

Foto: Getty Images

Freddy Adu var kun lige blevet teenager, da han skrev under på en femårig kontrakt med den amerikanske ligaorganisation, der stolt meddelte, hvilken succeshistorie det var, at en kommende superstjerne havde valgt at blive i USA i stedet for at vælge en udviklingskontrakt i Europa. Værdien af kontrakten gjorde efter sigende Freddy Adu til den bedst betalte spiller i ligaen og det blev en offentligt accepteret sandhed, at Adus løn lå på 500.000 amerikanske dollars om året.

Forlydenderne i den amerikanske presse på daværende tidspunkt var, at Adu blandt andet havde fravalgt et tilbud fra Inter Milan. Storklubben havde kastet sin kærlighed på teenageren efter en ungdomsturnering i Italien, hvor et amerikansk U/14-talenthold højst overraskende havde vundet med Adu som den store profil.

”Vi har aldrig gjort det her før – Freddy er den første, amerikanske fodboldspiller, vi nogensinde har set, der har potentiale til at blive professionel i Europa,” udtalte direktør i Inter, Piero Ausilio, i 2001 og demonstrerede samtidig, at Freddy Adu besad et potentiale som de færreste.

I 2006 fik Adu et to ugers prøveophold i selveste Manchester United, hvor den engelske presse var hurtige til at skrive Adu ind i en tradition for unge, offensive spillere på Old Trafford. Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney havde jo også kun været 18 år, da Alex Ferguson satte sine kløer i dem.

Det skulle dog blive den portugisiske storklub Benfica, der løb med Adus underskrift. I sommeren 2007 betalte Benfica 2 millioner dollars til Major League Soccer for at sikre sig Adu. Transferen kom i hus efter et kort ophold i Real Salt Lake, der havde overtaget ham fra DC United.

Handlen til Benfica skulle vise sig at blive den eneste gang, at en klub rent faktisk betalte en transfersum for Adu. Samtidig skulle det også vise sig, at karrieren aldrig ville udmønte sig i et egentligt gennembrud.

Blot 17 kampe og 4 mål blev det til for Adu i Benfica i et ophold, der kun skulle vare den ene sæson i 2007/2008. Efter debuten mod FC København i Champions League-kvalifikationen blev det kun til sporadiske optrædener for amerikaneren, der hurtigt blev sendt videre ud i en omtumlet karriere i europæisk og amerikansk fodbold.

Urealistiske forventninger

Der er mange forhold omkring Freddy Adu, der gør hans historie fantastisk. En forsimplet fremstilling af hans liv og karriere ville uden problemer kunne omskrives til et ægte Hollywood-manuskript, hvor historien om den lille mands vej til succes er en overmåde populær fortællekonstruktion.

Den ultrakorte version af Adus liv kan listes op som følger: Barn fødes ind i fattige kår i en fiskerby i Ghana i Afrika, på heldig vis opnår hans familie adgang til Guds eget land, USA. Imod alle odds, og i en fantastisk tidlig alder, bliver hans umådelige talent opdaget. Adu får debut på højeste niveau som den yngste nogensinde i USA. Europæiske klubber drømmer om at få ham til deres klub, og vigtigst af alt; det menes, at Adu har potentialet til at føre USA til et verdensmesterskab i fodbold.

Der er mange problemer med denne forsimplede konstruktion af Adus liv og karriere. Fremstillingen insinuerer, at det rent faktisk er realistisk for Adu, at han kan vinde verdensmesterskabet. Og vær ikke i tvivl; det var forventningen. Adu hjalp desværre ikke selv på sagerne.

”Jeg ser mig selv i en VM-finale sammen med USA. Vi skal møde et klassehold, som alle mener vil vinde, men i stedet kommer vi bragende ud og slår dem. Når jeg en dag så løfter trofæet og der bliver taget billeder. Hold da op. Det bliver stort.”

Som citatet viser, var Freddy Adu måske ikke god nok til at dæmpe forventningerne til sig selv, og pressen beskrev hans potentiale på utallige måder. Den nok mest berømte sammenligning er sammenligningen med Pelé, som har forfulgt Adu gennem hele karrieren.

I 2004 var både Pelé og Adu for eksempel castet som frontfigurerne for en kampagne for Pepsi. De to stjerne konkurrerer i reklamefilmen om den sidste citronsmagende sodavand i en køleboks. Det overførte budskab er tydeligt: Adu udfordrer Pelé, og Adu forventes at overhale Pelé som den bedste angriber verden har set. Ironisk nok lykkes det ikke for Adu at få fingrene i sodavanden, selvom han slår Pelé i jongleringskonkurrencen i filmen.

Pelé griner og kalder Adu for en ’rookie’ i slutningen af reklamefilmen, der kan ses på YouTube. Og sandheden om Adus karriere på banen er nok, at han aldrig forlod rollen som nybegynder. Han formåede aldrig at forløse det talent, han besad.

Udlægningen af Adus liv og karriere er naturligvis mere kompleks, end den eventyrversion, de amerikanske medier som oftest valgte. Der er en lang række nuancer, der skal tages med i betragtningen. Nuancer, der også er totalt fraværende, i bedømmelsen af Adu i dag.

Selvfølgeliv ville Freddy Adu aldrig ville vinde VM med USA. Den standard er simpelthen umulig at leve op til, og det ville det være for enhver amerikansk fodboldspiller. Men det sælger ikke aviser at fortælle eventyret om en sort mand, der blot opnår et behageligt liv. Og hvorfor er det så sådan?

Amerikansk kultur er gennemsyret af ideen om den amerikanske drøm, der i sin grundidé er umættelig. Der findes ikke et endemål for drømmen, og derfor blev forventningerne til Adu i første omgang så uhyrligt urealistiske. Men det umuliggjorde også, at Adu ville kunne blive betragtet som en succes på en traditionel, sportslig måde.

Sportsmænd bliver trods alt målt på resultater. Og det er umådeligt effektivt at lukke munden på kritikere ved at fremvise et fyldt trofæskab. Sådan et kan Adu ikke fremvise på samme måde som LeBron James eller Michael Jordan kan, og det er blandt andet en af grundene til, at dækningen af Adu i dag, hvor han betragtes som en joke, er så fremtræden.

Fra Ghana til Maryland

De fleste husker Freddy Adu som en ’mediedarling’, der med sit generte smil var i ’Letterman’ og fremvise prøver på sin tekniske kunnen. Nogen husker ham måske fra et indslag i ’60 Minutes’, mens andre havde Adu på listen over ønskespillere i manager-spil. Men hvordan var det nu med eventyret, der var Adu?

Dele af eventyret er faktisk sandt. Det var et ufatteligt lykketræf, at Adu overhovedet landede i USA, men det er påfaldende, så detaljeløst beskrivelsen af processen er i medierne. Der er nok ikke mange, der er klar over, hvordan Adu præcist endte med at bosætte sig i Potomac i staten Maryland.

Amerikansk lovgivning er uoverskuelig og omfattende, og som en lektor engang fortalte i en forelæsning, ”er der måske kun én person i hele verden, der kan forstå kompleksiteten af lovgivningen”. Amerikansk udenrigspolitik er ikke meget anderledes. Men ikke desto mindre er man nødt til at forstå en lille del af amerikansk udenrigspolitik for at forstå, hvordan Adu kom til Amerika.

I 1989 underskrev præsident George H. W. Bush en opdateret lov om immigration. I den blev der introduceret et nyt program, der havde til formal at sikre diversiteten i den amerikanske befolkning. I en gren af diversitetsprogrammet blev der introduceret et såkaldt ’visa lottery’ eller det såkaldte ’green card lottery’, som det bliver kaldt i folkemunde.

I bund og grund handler det om, at man ved de amerikanske ambassader verden over kan skrive sig op til at blive udtrukket i et lotteri om opholds- og arbejdstilladelse i USA. Og netop det program blev Adu og familiens vej til det forjættede land.

7,6 millioner mennesker skrev sig i 1997 op til lotteriet. Én million ansøgninger blev diskvalificeret af forskellige årsager, mens blot 100.000 mennesker kom gennem nåleøjet og kunne ansøge om visa. 55.000 mennesker fik i sidste ende arbejds- og opholdstilladelse i USA, og én af dem var altså Adu-familien.

Der hersker tvivl om, hvornår familien endeligt flyttede til USA; om det var i 1997 eller 1998. Men et andet faktum, der er med til at understrege, hvor meget oddsene er i mod Adu, er Maxwell Adus beslutning om at forlade familien kort efter ankomsten til USA. Dermed voksede Freddy Adu op uden far.

Denne del af Adus liv er noget af det, der retfærdiggør den medieopmærksomhed, som der var rettet mod ham i begyndelsen af årtusindet. Hollywood-manuskriptforfattere kunne ikke have skrevet en bedre indledning til en ’feel-good’-story om den amerikanske drøm, om de så prøvede.

Ideen om at overkomme forhindringer; at komme fra trange kår og nå til tops, er centralt for den amerikanske drøm - og tydeligt i næsten al amerikansk kultur. Billedet, der skabes af Adu som fattig immigrant, opdraget af en enlig mor og samtidig i besiddelse af et stort talent er alle elementer, der har været med til at skabe myten om ham, men også en af årsagerne til hans popularitet i medierne og i reklamebranchen.

Superstjerne, medie-darling og reklamebranchen

Medierne ophævede Adu som amerikansk fodbolds redningsmand. Ham, der endelig kunne gøre landsholdet konkurrencedygtigt til VM og gøre op med de mindreværdskomplekser, som amerikansk fodbold stadig er præget af i forhold til Europas traditionsrige fodboldnationer.

Det lave niveau i amerikansk fodbold kaldes ’The American Exception’ og hentyder til, at USA pryder sig af at være førende på næsten alle fronter, men fodbold er undtagelsen. Med Adus indtræden på fodboldscenen var der pludselig et talent, der vakte opmærksomhed, også hos europæiske klubber.

Freddy Adu opnåede sin stjernestatus hurtigt. Reklamefilmen med Pepsi er et af de tydeligste tegn på, at den unge afrikaner var på alle amerikaneres læber, der virkelig havde taget ham til sig som en af deres egne. Men reklamefilmen var ikke det eneste tegn på Adus stjernestatus.

Foruden sine optrædener på diverse, amerikanske tv-indslag som ’Letterman’ og ’60 Minutes’, blev han endda brugt i et rim af den amerikanske rapper Jay-Z. Mere konkret må den imponerende følgerskare på Twitter også nævnes. I 2010 havde Freddy Adu næstflest følgere af alle fodboldstjerner i verden - kun Kaká havde flere følgere!

Derudover blev Adu som fænomen genstand for analyse på universiteterne. For eksempel satte Timothy DeSchriver, professor på University of Delaware, sig for at finde ud af, hvilken indflydelse Adu havde på tilskuertallet i sin debutsæson i 2004. Resultatet var forbløffende; op mod 11.000 ekstra tilskuere dukkede op til kampe, hvor Adu var på holdet. Udregningerne viste, at Major League Soccer, alene i ekstra omsætning, genereret af Adus blotte tilstedeværelse, kunne forvente 3,25 millioner amerikanske dollars i salg af billetter, forbrug og merchandise – en indtægt, der lå langt over den i forvejen høje løn, Adu fik som bare 14-årig.

En sådan indflydelse er naturligvis interessant, når man taler om Freddy Adu, fordi det viser, hvilken kommerciel værdi han besad. Og det kan måske nuancere billedet af ham som en fiasko. Der er ingen diskussion om, at Adu aldrig levede op til forventningerne til ham. Ikke tilnærmelsesvist. Men han var til gengæld markedsført uhyrligt effektivt af organisationen bag Major League Soccer, og han var en succeshistorie som et forbillede og som en ’poster boy’, både som et symbol for fodbold i USA, men også som et forbillede for andre immigranter og minoriteter, der kæmper for at opnå en snært af den amerikanske drøm.

Adu som forbillede

”Jeg vil altid mindes Adu som det relaterbare vidunderbarn, der overbeviste mig om at give det smukke spil chancen.”

Adus fiasko som fodboldspiller skal nuanceres. Som Alex Gray skrev i 2015, skabte Adu opmærksomhed omkring fodbold i USA. Han overbeviste mange amerikanere om at følge med i sporten og fik også europæiske fodboldstormagter til at rette deres blik mod USA i jagten på de største talenter.

Derudover står Adu som et lysende eksempel på, hvordan ellers marginaliserede individer kan opnå succes i et konkurrencepræget samfundssystem, præget af (hvide) markedskræfter. For det er bestemt et absolut minimum af sorte amerikanere, der opnår økonomisk frihed, på samme måde som Freddy Adu har gjort det.

Det amerikanske samfund er stadig præget af sin problemfyldte fortid med racediskrimination og -adskillelse. Medieforskning har for eksempel vist, at den amerikanske mediedækning stadig har diskriminerende tendenser, der bliver tydelige gennem for eksempel tendentiøse beskrivelser af sorte amerikanske atleter som værende vilde som dyr, uintelligente, forbrydere og andre stereotypiske beskrivelser.

Derfor er det vigtigt for sorte atleter at flytte sig fra de stereotypiske billeder, som der ellers uforsætligt bliver skabt af mediedækningen. Med andre ord må sorte atleter fremstå ’farveløse’ eller endda ’hvide’ for at blive accepteret som dygtige sportsmænd og for at kunne blive markedsført. Her kan man tænke på OJ Simpson, der i den grad lykkedes med at distancere sig selv fra billedet af ham som sort atlet – blandt andet giftede han sig med en hvid kvinde.

Freddy Adu lykkedes også delvist med dette projekt. Han opførte sig ydmygt og sagde altid de rette ting, når han blev interviewet. På den måde blev han spiselig for også de hvide amerikanere, der potentielt kunne blive interesseret i fodbold.

Men det stereotypiske billede af sorte atleter kan hurtigt vende tilbage, så snart sorte atleter udviser bare det mindste tegn på at være ukontrollerede eller udfarende. Noget som OJ Simpson i den grad også har oplevet. Adu oplevede det også. For eksempel blev han slagtet i medierne allerede i 2005, da han udtrykte bekymring for sin manglende spilletid i DC United, der kunne betyde, at han ikke ville blive udtaget til USA’s trup til VM i Tyskland i 2006 (han blev ikke udtaget). Han blev latterliggjort og kaldt et barn på grund af sin unge alder.

Der er flere problematiske elementer i kritikken af Adus opførsel. For eksempel blev ordet ’boy’ brugt flere gange, og der er vist ingen tvivl om, hvilke konnotationer netop dét ord frembringer.

Aldersspørgsmålet er også en klassiker inden for fodbolddækningen. Er de her afrikanske spillere nu så unge, som de påstår at være? Et spørgsmålstegn, der i den grad også plagede Freddy Adu. Kunne det passe, at han kun var 14 år gammel?

Det er som regel en meget usaglig diskussion, når sagerne dukker op. Når Mourinho udtaler, at han ikke ved om Samuel Eto’o er 32 eller 35 år gammel eller endnu ældre, så trækker man automatisk på smilebåndet, men realiteten er nok, at spekulationerne er et udtryk for en strukturel tendens til at regne det afrikanske bureaukrati for mindre end det vestlige, selvom det til tider formentlig ikke er helt forkert.

Det eneste man kan forholde sig til er de fremviste fødselsattester, som Adu faktisk fremlagde. Og selvom Sports Illustrated endda sendte en journalist til det hospital i Tema i Ghana, som Adu var født på, er der altså ingen beviser for, at Adu ikke skulle være født den 2. juni 1989.

Successhistorie eller flop

”Adu var begyndt at udvikle sig til det største flop i sin generation af amerikanske fodboldspillere, måske endda det største flop i amerikansk fodboldhistorie overhovedet.”

Sådan lyder vurderingen af Adus fodboldkarriere i en artikel om Adu i Bleacher Report fra 2014. Og når man ser på tallene, er det tydeligt, at Adu ikke har leveret nogen nævneværdige sæsoner. Karrieren tæller i alt 226 kampe, 32 mål og 18 oplæg til mål for 12 klubber siden 2004. Det er langt fra imponerende for en offensivt orienteret fodboldspiller.

Karrieren tæller næsten absurde ophold i klubber som finske Kuopinen Palloseura, én enkelt optræden for serbiske FK Jagodina samt ophold i græsk og tyrkisk fodbold. Seneste nyt er, at Adu ikke har fået forlænget sin kontrakt hos Tampa Bay Rowdies, der spiller i de lavere, amerikanske rækker. Adu har altså indtil for nylig været holdkammerat med danske Martin Vingaard.

Adus karriere er naturligvis langt fra succesfuld i forhold til resultater. De største resultater tæller en MLS-titel med DC United og to kvartfinaler til U-VM med henholdsvis U-17- og U-20-landsholdet i 2003. Men det fjerner ikke fokus fra det faktum, at Adu aldrig formåede at forløse sit talent.

”Han (Adu, red) var ikke den næste Pelé. Adu var ikke engang den næste Preki (serbisk fodboldspiller, der fik success i USA, red.). Eller Landon Donovan,” sagde Associated Press om Adus udvikling i 2011.

Vi slutter altså, hvor vi startede. Den evige sammenligning med Pelé, der er så urimelig af karakter, at det nærmest er til at grine af. Presset på Adu var enormt i begyndelsen af årtusindet. MLS, medier og reklamebranchen stod alle i kø for at få en del af Adu, fordi de så en mulighed for at tjene penge på succeshistorien, der kunne bekræfte, at den amerikanske drøm stadig eksisterede i bedste velgående.

Et pres, der absolut ikke har gavnet Adus chancer for succes. At skabe en fodboldkarriere kræver masser af talent, tålmodighed og hårdt arbejde. Selvom Adu måske besad talentet, var der ingen tålmodighed. Der skulle leveres med det samme. Og det hårde arbejde blev måske lagt de forkerte steder.

Adu har ved flere lejligheder udtalt sig kritisk over for det enorme pres og den markedsføring, der prægede hans karriere, og det har unægtelig påvirket Adu, hele tiden at skulle forholde sig til de enorme forventninger til ham. Selvom markedsføringen formentligt resulterede i profit og opmærksomhed, så er det urimeligt at forvente, at en 14-årig amerikaner skal kopiere Pelés legendariske resultater.

Adus citat fra 2003, der indledte denne artikel fremstår som en sandhed, der for alvor indrammer historien om Adu. Der findes nemlig et hav af fodboldtalenter, der bliver udråbt som fremtidens stjerner, men som aldrig når til tops. Det kan der være mange årsager til, at de ikke gør; for eksempel skader, uheld, dårlig timing, forkerte valg, dårlig arbejdsmoral, dårlig disciplin, men det kan simpelthen også bare være, at talentet ikke rakte.

Og spørgsmålet er om det i virkeligheden ikke er en kombination af mange ting, der har forhindret Adu i at nå til tops. Først og fremmest må man konkludere, at Adu ikke har vist sig god nok, når han endelig har fået chancen. Han har simpelthen ikke leveret præstationer, der har været tilstrækkelige for at spille fast for et storhold i Europa. Der er jo en grund til, at Benfica i sin tid vejede ham for let og sendte Adu ud på en rundtur i europæisk fodbold.

Meget mere om MLS - lige her:

Hvad årsagen til de manglende præstationer er, er næsten umuligt at svare på. Adu har ikke i udstrakt grad været plaget af lange skadespauser (en ankelskade har dog forhindret Adu i at spille kontinuerligt for Tampa Bay Rowdies, red.), og der har heller aldrig været nogen klager over manglende disciplin eller arbejdsmoral. I stedet kan man argumentere for, at Adu måske skulle have haft sin fodboldopdragelse i en europæisk klub i stedet for i den amerikanske liga. Adus tidligere træner i Tampa Bay Rowdies, Thomas Rongen, er enig i den udlægning.

”I det her land er vi så strukturerede og alt for organiserede og vi lider af overtræning,” forklarede Rongen over for The Guardian i sommeren 2015.

”Det her land har aldrig produceret et talent, der kan sælges til Manchester United, Barcelona, Real Madrid eller Manchester City. Vi har evnerne til at producere sådan et talent og jeg forsøger altid at finde ud af, hvad vi gør forkert. Når har vi sådan en usleben diamant som Freddy Adu, så er det vores opgave at gøre ham til dén spiller. Tidligere var jeg overbevist om, at Adu ville spille for et storhold i Europa og bringe USA frem i rampelyset,” forklarede Rongen.

Selvom Adu ikke blev en ny superstjerne som Shaq (Shaquille O’Neill), LeBron (James) eller Tiger (Woods) var, må man alligevel erkende, at Adu har skabt sig selv en karriere på trods af sine manglende resultater på banen. Han er absolut ikke forsvundet, som han jo også forsvor, at han ville.

Adu har fået mange hug på sociale medier for sine forretningsbeslutninger, der i dag spænder over at reklamere for blandt andet støvsugere og natklubber. Og hans beslutninger bliver altid til nyhedsartikler på mere eller mindre tvivlsomme sportsmedier, der tydeligvis stadig ser et læserpotentiale i historier om Adu.

Ikke desto mindre så går Adu formentlig ikke sulten i seng, og han tjekker formentlig sin bankkonto med glæde.  

Og hvem kan fortænke ham i det?

Jonas Hagemann Jensen har netop afleveret sit speciale i Amerikanske Studier om ’Freddy Adu og den amerikanske drøm’ på Syddansk Universitet. 

Topfoto: Getty Images