USAs tyskere - Tysklands amerikanere
Fodbold og livet handler om valg. Landsholdsfodbold er for dobbelte statsborgere et rigtig stort et af slagsen. I forbindelse med Copa America får du her historien om tre amerikanske landsholdsspilleres valg
Af Henrik Lønne
John Brooks er fodboldspiller. Han er også tatoveret. Det er ikke en sjælden kombination.
Hele den ene albue er dækket af staten Illinois - hjemstat for John Brooks’ far. Men der er også én, der illustrerer Berlin. Stedet, hvor John Brooks blev født efter et forhold mellem en afroamerikansk soldat udstationeret i Europa og en tysk kvinde. Kig ovenfor og se efter selv. Dermed ligner John Brooks’ familieforhold kollegerne Jermaine Jones, Fabian Johnson og flere andre, som i det seneste tiår har fået debut på det amerikanske landshold.
De er alle indehavere af både tysk og amerikansk statsborgerskab - og de har valgt at spille for USA, der lige nu er værter for Copa America.
USAs fodboldlandshold har til alle tider været et billede af landets multietniske sammensætning. Holdet, som slog England i 1950, bestod, udover matchvinderen, den haitiansk-fødte Joe Gaetjens, der faktisk aldrig fik amerikansk statsborgerskab, primært af italiensk-amerikanere fra St. Louis, nogle spillere fra de tyske indvandrermiljøer på østkysten og et par nytilflyttede englændere.
I dag har USA har fået en stabil hjemlig liga af voksende kvalitet og stadig flere ressourcer bliver tilført talentudviklingen i landet. Og så har man - kontroversielt for nogle - inkluderet et stadig større antal spillere, der er født, opvokset og har tilbragt deres formative år udenfor USA. Ved VM i 2014 gjaldt det for syv af de 23 spillere i den amerikanske trup.
Den amerikanske vej
I Danmark har de første oplevelser med dobbelte statsborgere, som aktivt er blevet opsøgt og gjort kur til af af andre landshold, været begrænset til Winston Reid og Emre Mor - og begge blev overbevist. DBU har derimod valgt en strategi, som i høj grad overlader beslutningen til spilleren.
- Vi går ikke på den måde ind og påvirker spillere med et dobbelt statsborgerskab. At skifte pas medfører så mange personlige ting, at det blander vi os ikke i med den danske model. Vi håber selvfølgelig på, at dem, vi udtager helt ned til U15, bliver hos os så længe som muligt, for vi og klubberne investerer jo nogle penge i dem. Men vi påvirker dem ikke. Jeg synes ikke, at det er vores opgave, sagde U16-landstræner Per Holm til Tipsbladet.
“At skifte pas medfører så mange personlige ting, at det blander vi os ikke i med den danske model”
I USA er strategien en helt anden. Især efter Bob Bradley overtog landsholdet i 2006, har det amerikanske fodbold forbund aktivt rekrutteret spillere med dobbelt statsborgerskab. Det er ikke altid lykkedes: Giuseppe Rossi, der er født og opvokset i New Jersey, valgte at spille for Italien, men efter FIFA liberaliserede reglerne for landsholdsskifter i 2009, har forbundet med succes kunne gå efter spillere som Mikkel Diskerud, der spillede U-landskampe for Norge og netop Jermaine Jones, som havde spillet venskabskampe for Tyskland.
Guiseppe Rossi, der fravalgte USA til fordel for Italien
Foto: Getty Images
Denne strategi er kun taget til under Jürgen Klinsmann. På grund af svingende resultater under den karismatiske tysker - fjerdepladsen ved sidste års Gold Cup (de nordamerikanske mesterskaber) imponerede ikke - er flere af hans beslutninger blevet sat under lup og kritiseret. Et af de mest markante og højtprofilerede angreb kom i december 2015 fra Abby Wambach, den mest scorende landsholdsspiller på tværs af kønnene, i forbindelse med hendes karrierestop, hvor hun af ESPN blev spurgt ind til fodbolden status i landet. Her kom hun ind på netop de dobbelte statsborgere med udgangspunkt i Jermaine Jones:
“Den måde, at han har bragt en masse af disse udenlandske fyre ind på, er ikke noget, jeg tror på fuldt ud”
- Den måde, at han har bragt en masse af disse udenlandske fyre ind på, er ikke noget, jeg tror på fuldt ud. Jeg tror ikke på det.
I modvind på sociale medier
Wambach blev hurtigt kritiseret for sit ordvalg. Landsholdsspilleren Mikkel Diskerud, der er født i Norge af en amerikansk mor, pointerede, at han selv og de andre såkaldte ‘foreigners’, var født til deres statsborgerskab, takket været en amerikansk forælder og beskyldte Wambach for at skabe en negativ og opdelende retorik omkring amerikanske statsborgere.
På de sociale medier føg det med negative kommentarer i begge retninger med anklager om at Wambachs kommentarer tangerede racisme, mens andre forsvarede Wambach og insisterede på, at det alene var en kritik af, at Klinsmann tilsyneladende ingen tillid eller vilje havde til at udvikle og gøre brug af spillerede udviklede i det amerikanske system.
Som en krølle på historien bad mange canadiske fodboldfans på sociale medier om Wambachs holdning til hendes landsholdskollega Sidney LeRoux, der er født og opvokset i Canada, som hun også repræsenterede i ungdomsrækkerne. Abby Wambach svarede aldrig på dette.
Kommentarer som Wambachs er dog ikke nye. Bruce Arena, LA Galaxy-træner og tidligere amerikansk landstræner, sagde til ESPN Magazine i 2013:
- Spillere på landsholdet bør være amerikanere. Hvis de er født i andre lande, gør vi ikke fremskridt.
Landsholdsfodboldens binære kompleksitet
Det er nemt at se spillere med dobbelt statsborgerskab som nyttemaksimerende opportunister. Enten ‘svigter’ de deres ‘rigtige’ landshold til fordel for et bedre eller også ‘nøjes’ de med dårligste af mulighederne, fordi de alligevel ikke var gode nok til deres ‘rigtige’ land.
Da Giuseppe Rossi valgte at spille for Italien på trods af sin fødsel og opvækst i USA, blev han af mange amerikanske fans betraget som en vendekåbe (på trods af at han aldrig havde spillet for USA), der alene valgte Italien for sin egen karrieres skyld fremfor nationalfølelse og tilhørsforhold. I 2014 forklarede Rossi til New York Times, hvorfor han sagde nej, da han i 2005 blev indkaldt til det amerikanske landshold:
- Det var smigrende og utroligt at blive indkaldt, men min drøm var at være en del af det italienske landshold. Det er sådan, jeg er vokset op. Alle i min familie, undtagen mig og min søster, er født i Italien. Mens jeg voksede op, plejede jeg at se Serie A hver søndag morgen, forklarede han.
“Det var smigrende og utroligt at blive indkaldt, men min drøm var at være en del af det italienske landshold”
Hvis hele familien betragter sig som italiensk og hans opvækst som fodboldspiller har været domineret af italiensk fodbold - er det så underligt at han betragter sig som italiener?
Hvem vil have mig?
Rossi er på mange måder sammenlignelig med John Brooks. John Anthony Brooks blev født 28. januar 1993 i Berlin af en tysk mor og en en far fra delstaten Illinois i USA. Faren var udsendt som soldat. På trods af at John Brooks aldrig har boet i USA, besøgte han ofte landet i løbet af sin opvækst og gik indtil sjette klasse på John F. Kennedy-skolen i Berlin for amerikanske børn, hvor der blev talt engelsk hver dag. Til mediet American Soccer Now har Brooks forklaret, hvordan han altid har haft både tysk og amerikansk pas, altid har følt en tilknytning til begge lande, samt hvad der gjorde, at han valgte netop USA:
- Jeg har altid sagt, at landet som indkalder mig først, er landet, der virkelig vil have mig. Thomas Rongen (Daværende ungdomslandstræner red.) snakkede meget med mig. Vi udvekslede e-mails. Det var dejligt. Så talte jeg med min mor og hun sagde: ‘Gør hvad du har lyst til. Gør hvad der er bedst for dig. Det er dit valg.’ Jeg spurgte min far og han sagde det samme.
Brooks opvækst er et godt billede på den svære beslutning, dobbelte statsborgere står overfor, når de i en ung alder skal bestemme sig for hvilket land, de vil spille for. Brooks har også spillet ungdomslandskampe for Tyskland og til American Soccer Now forklarede han, at det handlede om at tage en beslutning på et oplyst grundlag:
- Jeg ville også se den tyske udgave, fordi jeg er halvt tysk. Det var ok, fordi jeg kender mange af de tyske spillere i min aldersgruppe. Det var bedre med USA.
Er dette en nyttemaksmirende opportunist eller en ung mand, der står overfor en monumental beslutning og prøver at balancere sin identitetsfølelse?
For gammel til Multikulti
Siden Jermaine Jones fik lov til at skifte fra det tyske til det amerikanske landshold, har otte tyskfødte spilleret fået debut hos amerikanerne: John Brooks, Fabian Johnson, Timothy Chandler, Julian Green, Jerome Kiesewetter, Terrence Boyd, Danny Williams og Alfredo Morales. Bortset fra Morales, hvis far har peruviansk baggrund, har alle afroamerikanske fædre. Mens USA langt fra er perfekt i forhold til racisme, fordomme og multikulturel sameksistens, har landet siden grundlæggelsen været et land af indvandrere fra mange forskellige lande, hvor man konstant møder folk med en anden baggrund. Dette er en virkelighed, der først nu for alvor er ankommet til Europa og Tyskland.
Netop som Jermaine Jones havde godkendt sit landsholdsskifte hos FIFA, blev han interviewet af New York Times, hvor han blandt andet fortalte følgende om, hvorfor han gerne ville spille for USA fremfor Tyskland:
- Når folk kigger på mig, er jeg ikke den perfekte tysker. Når jeg kigger på folk i USA, ligner de mere mig. Med mine tatoveringer siger folk i Tyskland, ‘Uhh, han er ikke en god fyr.’ Men hvad med Beckham, han har tatoveringer, og ingen siger det om ham? Måske er det fordi, jeg ikke har blå øjne og blond hår.
“- Når folk kigger på mig, er jeg ikke den perfekte tysker. Når jeg kigger på folk i USA, ligner de mere mig”
Få dage efter præciserede Jones’ agent, Adam Davis, udtalelserne, som Jones var kommet med:
- Jermaine blev fejltolket på grund af sin manglende evne til at udtrykke sig selv på engelsk på nuværende tidspunkt. Jermaine prøvede at forklare, at hans stil og personlighed er forskellig fra størstedelen af spillerne på det tyske landshold, og han føler at en stor del af denne forskel kommer fra hans amerikanske baggrund. Dette er en baggrund, han er ekstremt stolt af og hvis han bliver givet muligheden af FIFA og USSF (det amerikanske fodboldforbund, red.), er han spændt omkring muligheden for at hjælpe USA med at kvalificere sig til VM og at være med i Sydafrika.
Jermaine Jones har muligvis udtalt sig klodset, men selv i den rettede udgave, genkender man historier, man har hørt andre steder om minoritetsspillere, der bliver valgt fra eller finder sig i periferien af fodboldestablishmentet, fordi de har en fremtoning og attitude, der ikke “passer ind”.
Til Jones’ historie hører med, at han voksede op uden sin amerikanske far og ingen kontakt havde til ham, efter forældrene blev skilt. Til ESPN har han forklaret, hvordan han som 20-årig forsøgte at kontakte det amerikanske militær for at få kontaktoplysninger på sin far uden held, hvilket fik ham til at tænke i nye landsholdsbaner:
- Hvis min far ser en Jermaine Jones spille for USA til VM, så kan det måske føre til noget, sagde han. Men det var inden FIFA ændrede reglerne og Jermaine havde allerede spillet for Tyskland.
Med sine snart 35 år tilhører Jermaine Jones ikke Multikulti-Fußball generationen, der charmerede både Tyskland og verden og viste en ny, bredere forståelse af tyskhed og tysk fodbold. Man kan derfor spekulere i, om Jermaine Jones, hvis han var 20 år i dag, ville have haft samme behov for at søge genkendelse i amerikansk kultur, hvilket var en af grundene bag hans skifte til det amerikanske landshold.
Amerikaner i München
Indtil Fabian Johnson skiftede til VfL Wolfsburg i 2009, havde han boet hele sit dengang 22 år lange liv i München. På trods af dette har han altid følt sig som amerikaner. Til Eight By Eight Magazine forklarede han det således:
- Jeg har altid følt mig ret amerikansk, jeg er bare vokset i Tyskland.
Fabian Johnson
Foto: Getty Images
At Johnson føler sig som amerikaner, er ingen overraskelse. Han har til flere medier forklaret, hvordan hans far, Charles Johnson, blev udstationeret i Tyskland i slutningen af 80’erne, hvor han mødte en tysk kvinde. Hun var dog selv halvt amerikaner, da Fabian Johnsons morfar havde slået sig ned i Tyskland med en tysk kvinde. Det er altså kun én af Johnsons bedsteforældre, der ikke er red-white-and-blue.
Før VM i 2014 blev Johnson interviewet af sin nye klub Borussia Mönchengladbachs hjemmeside. Her fortalte han blandt andet, hvordan hans far havde betydet meget for sin indstilling til træning og sin karriere, da han ofte opfordrede ham til at: ‘altid arbejde på min svage fod, han fortalte mig også, at jeg altid skal gøre mit bedste - uanset hvor jeg spiller. Og det gør jeg, jeg gør altid mit bedste.’ Skribenten på Borussias hjemmeside beskrev selv dette som en meget amerikansk måde at anskue tingene på.
Diskussionen er naturlig
Landsholdsfodbold tvinger dobbelte statsborgere og andre med blandet kulturel baggrund til ikke blot at reflektere over national identitet, men også at tage et valg på baggrund af dette. Det er nok uundgåeligt at spillere, som har flere muligheder i forhold til landshold vil se deres valg gennemanalyseret. Vi kan diskutere i dagevis om den ene eller anden spiller skal starte på given position, så er det er vel kun naturligt at vi også diskuterer dette. Men for dem, der er midt i det - spillere som Brooks, Jones og Johnson er det ikke nødvendigvis så firkantet. Som Johnson sagde til Eight By Eight Magazine:
- Jeg har aldrig tænkt over, hvor tysk eller amerikansk jeg er. Jeg tænker ikke i sådan nogle kategorier.
“Jeg har aldrig tænkt over, hvor tysk eller amerikansk jeg er. Jeg tænker ikke i sådan nogle kategorier”
Carlo Ancelotti skal angiveligt engang have sagt, at af alle ligegyldige ting er fodbold den vigtigste. I lyset af denne iagtagelse er Johnsons manglende vilje til at måle sin tyskhed i forhold til sin amerikanskhed relevant. Han har jo en pointe, for hvordan måler man national identitet i forhold til hinanden? Og kan man ikke det, hvordan vælger man så imellem landshold?
- Det var ikke en svær beslutning; USA ville virkelig gerne have mig, har John Brooks fortalt Steven Goff hos Washington Post i 2014 om sit landsholdsvalg. Men som Goff pointerede, handlede det muligvis i lige så høj grad om bedre muligheder for spilletid hos USA.
Spørgsmålet vi skal stille os selv, er, om det i virkeligheden er så slemt at dobbelte statsborgere tager hensyn til deres karriere og spilletid, når de vælger landshold. Uanset hvor stor en rolle landsholdsspilletid har haft for Brooks, Johnsons og Jones’ beslutning, er det svært at argumentere imod, at de virkelig føler sig amerikanske. Og føler man sig amerikansk og er tilmed født med amerikansk statsborgerskab, har man så ikke fortjent en plads på det amerikanske landshold, hvis man er god nok? Det er tydeligt hvad Abby Wambach synes, men det er måske et spørgsmål flere i fodboldfamilien bør stille sig selv.
