Den amerikanske fiaskos mange fædre
I 2018 vil ikke USA være deltager i herrernes verdensmesterskab i fodbold i Rusland - en stor kamel at skulle sluge for både fans, spillere, administratorer og kommercielle partnere. Medianos Henrik Lønne ser nærmere på årsagerne til nedturen
Af Henrik Lønne
”En succes har mange fædre, men en fiasko er forældreløs” – sådan lyder et gammelt ordsprog. Denne fiasko har ligeledes haft svært ved at finde nogen, der vil tage ansvar for den, men Mediano vil i denne artikel kigge nærmere på, hvilket ansvar der ligger på en rækker parter i amerikansk fodbold.
Jürgen Klinsmann
Den tyske angriberlegende har mange fans og kan gøre selv voksne machomænd bløde i knæene. Men denne evne kan i de flestes tilfælde tilskrives hans evner og præstationer som angriber i 80’erne og 90’erne end som træner. Nok stod han i front for det tyske landsholds genfødsel ved VM i 2006, men lytter man til Philipp Lahm, er Joachim Löw den taktiske hjerne bag holdets succes. Lahm kom tættere på Klinsmann, da sidstnævnte blev træner for Bayern München i 2008 og i sin selvbiografi lagde ham ikke fingrene imellem, da han skulle beskrive denne tid: ”Klinsmann-eksperimentet var en fiasko. Vi arbejde kun på vores fysik til træning. Han var ikke særligt interesseret i det taktiske. Det var op til spillerne at mødes inden en kamp og diskutere, hvordan vi skulle spille. Alle spillerne vidste efter cirka otte uger, at det ikke ville gå med Klinsmann. Resten af turneringen handlede om at begrænse skaden.”
Formanden for det amerikanske fodboldforbund USSF, Sunil Gulati, havde jagtet Klinsmann i mange år, men i 2011 lykkedes det endelig og en julidag i 2011 hos forbundets sponsor Nikes flagship-store i New York kunne en stolt Gulati endelig præsentere Klinsmann som landstræner for USAs herrer. Den første tid var god, der kom gode resultater mod store modstandere i venskabskampe og i 2013 vandt man Gold Cup’en med en 1-0-sejr over Panama og allerede i foråret inden VM 2014 blev kontrakten forlænget og Klinsmann fik tilføjet titlen som teknisk direktør.
USAs præstation ved VM 2014 blev diskuteret flittigt i det amerikanske fodboldmiljø. Faktum er, at man kom ud af en svær pulje med Tyskland, Ghana og Portugal, og tabte i slutspillet til Belgien. Klinsmanns støtter mener, at han fortjener stor ros for at få USA ud en så svær pulje og at kun tabe knebent med 2-1 i forlænget spilletid til Belgien. Kritikerne, blandt andet Brian Strauss fra Sports Illustrated, peger til dels på at han ikke udtog legenden Landon Donovan til VM-truppen, og mente at holdet blev udspillet i tre ud af fire kampe.
Den følgende sommer nåede Klinsmann et foreløbigt lavpunkt i sin tid som amerikansk landstræner. I Gold Cup’en (der altid spilles i USA af logistiske og især kommercielle årsager) sluttede USA for første gang i moderne tid på fjerdepladsen efter nederlag i semifinalen til Jamaica og i bronzekampen til Panama. Brian Strauss fra Sports Illustrated fortalte St. Louis Post-Dispatch i 2016: ”Det er svært at forestille sig en træner i noget andet land i verden overleve noget tilsvarende til fjerdepladsen ved Gold Cup’en i 2015, som bød på en dødssyg præstation i gruppespillet og det første hjemmebanenederlag til Jamaica i landsholdets historie.”
Inden Copa America Centenario i 2016 kom Aaron Timms i The Guardian med denne kritik af Klinsmann: ”Problemet er, at efter fem år under Jürgen har landsholdet stadig ingen fornemmelse af sig selv og hvordan, det skal spille. Klinsmanns USA er hverken et modigt omstillingshold i Bruce Arena/Bob Bradley-tradtionen eller et possession-baseret, angribende hold. Det presser ikke med nogen særlig hast og startelveren er ikke konsekvent nok til at sige, at det er et hold, der er bygget til at understøtte styrkerne hos dets største talenter. Det er et hverken-eller-hold og derfor et ikke-hold.” Copaen endte med en fjerdeplads efter at være blevet skilt ad af Argentina i semfinalen og nederlag til Colombia i bronzekampen. På papiret ikke en fiasko, men resultatet var udtryk for den manglende udvikling, som Klinsmann havde indvarslet og lovet. Som Brian Strauss fortalte St. Louis Post-Dispatch i 2016: ”De sluttede nummer fire ved sommerens Copa America Centenario med tre sejre og tre nederlag, hvor de slog de hold, de skulle slå og tabte til Argentina og Colombia (to gange) med samlet 7-0.”
Det er i lyset af disse resultater at Klinsmanns fyring skal ses. Men hvad der i sidste ende førte hånden for det amerikanske fodboldforbund USSFs formand Sunil Gulati, var dårlige resultater i VM-kvalifikationen. Denne kvalifikation er delt ind i fem runder, hvor USA og Mexico træder ind i den fjerde i et gruppespil, hvor USA mødte Trinidad og Tobago, Guatemala og Saint Vincent og Grenadinerne. En overkommelig opgave, som dog blev mere spændende end nødvendigt, da USA tabte 2-0 i Guatemala City. I den femte og afgørende runde, hvor seks lande spiller om 3,5 pladser til VM, blev Klinsmanns skæbne afgjort. Et 1-2-hjemmebanenederlag til Mexico og en 4-0-afklapsning ude hos Costa Rica var mere end forbundet kunne klare og Sunil Gulati måtte fyre den mand, han havde været efter i flere år og havde givet en større løn end nogen landstræner nogensinde have fået.
Bruce Arena
Bruce Arena blev hentet ind som erstatning for Klinsmann og blev betragtet som det sikre valg. Han havde været landstræner fra 1998 til 2006 og var af mange betragtet som en af de mest succesrige amerikanske landstrænere nogensinde. Han var netop stoppet i LA Galaxy og matchet virkede oplagt på et tidspunkt, hvor skibet skulle rettes til og med en 6-0-sejr hjemme over Honduras og 1-1 ude mod Panama virkede man til at være på rette vej. Disse resultater blev fulgt op af en sikker 2-0-sejr hjemme over Trinidad og Tobago, samt 1-1 på mægtige Estadio Azteca mod Mexico. I juli revancherede amerikanerne den pinlige fjerdeplads ved den sidste Gold Cup med en 2-1-sejr over Jamaica i finalen. En oprejsning, upåagtet at mexicanerne stillede med et B-hold, da stjernerne skulle spille Confederations Cup i Rusland. Men stemningen var god og Arena virkede som manden, der kunne føre skibet sikkert i VM-havnen.
I september fortsatte VM-kvalen og Grant Wahl fra Sports Illustrated forklarer bedst, hvad der skete: ”Så faldt hjulene af. En ting som Arena virker til at have tilfælles med Klinsmann, er arrogance – en tro på sin egen ufejlbarlighed og forestillingen om, at hvis noget falder ham ind og virker som en god idé, så må det også være det. Det var tydeligt midt i første halvleg i september-kvalifikationskampen imod Costa Rica på Red Bull Arena, at Arenas 4-4-2 ikke duede. USA kunne ikke klare Ticoernes pres, kunne ikke etablere nogen rytme med bolden og kunne ikke finde Pulisic på højrefløjen.” Det blev et 2-0-nederlag på to mål af den tidligere Superliga-angriber Marco Ureña. Denne kamp blev fulgt op af 1-1 i Honduras, hvor USA endnu engang ikke fik indhentet de manglende point fra begyndelsen af kvalifikationen.
Da USA gik ind til de sidste kvalifikationskampe i oktober, var der ingen der betragtede en manglende kvalifikation som en mulighed. Skulle det gå helt galt, ville man ende på fjerdepladsen og skulle i play-off mod enten Australien eller Syrien. Begge potentielle modstandere blev betragtet som overkommelige og efter en 4-0-sejr hjemme over Panama, hvor Christian Pulisic virkelig trådte i karakter, var den meste bekymring væk. Trinidad og Tobago havde i kvalifikationens femte runde vundet blot en kamp og tabt otte. Med uafgjort eller sejr ville man sikre sig som minimum kampene mod Syrien eller Australien. Men så kom virkeligheden i vejen.
Ives Galarcep har hos Goal.com peget på følgende fejldispositioner fra Arenas side som årsag til 2-1-nederlaget i Couva: At stille med samme startelver kun fire dage efter en opslidende kamp mod Panama, forkert formation, at sætte Geoff Cameron på bænken, at ikke udtage Fabian Johnson til truppen, og sidst men ikke mindst at reagere for langsomt taktisk under selve kampen. Det sidste peger tilbage på Grant Wahls beskrivelse af Bruce Arena som arrogant. Uanset hvilke af disse dispositioner, der måtte have været afgørende, ramte Galarcep hovedet på sømmet i sin opsummering af kampen: ”Samlet set var det den dårligst ledede kamp i Arenas landsholdskarriere og den kom på det værst tænkelige tidspunkt.”
I stedet for at være pragmatikeren, der skulle få USA sikkert til VM, efter den utilregnelige Klinsmanns dårlige resultater, endte Arenas arrogance med at knuse USA's VM-drømme.
Græsrødderne og den tabte generation
At placere al skyld på Klinsmann og Arena vil dog være unuanceret. Man må også vurdere en håndværker i lyset af kvaliteten af de værktøjer, han har til rådighed. USA har uden tvivl rykket sig langt siden det første VM i moderne tid i 1990, hvor holdet bestod af college- og indendørsspillere, samt enkelte udlandsprofessionelle til i dag, hvor USA har en sund og trivende hjemlig liga, samt spillere i Premier League og Bundesligaen. Brian Sciaretta fra mediet American Soccer Now gennemgik før de sidste og afgørende VM-kvalifikationskampe, hvor mange landsholdsspillere, der er kommet igennem det amerikanske udviklingssystem i alle årgange siden 1971 og er blevet etablerede spillere i landsholdstruppen. Resultatet var tydeligt – og skræmmende. Mens 1984 og 1987 producerede henholdsvis 10 og 9 spillere, er der i 1993 og 1994 kun kommet én etableret spiller ud af hver årgang. Hans gennemgang viste en klar sammenhæng mellem succesfulde u-landshold og mængden af spillere, der senere ville slå igennem. Sciarettas konklusion var klar: ”Efter at have kigget på trendlinjerne, er det tydeligt, at der er bedre tider i udsigt, men på kort sigt vil der stadig være udfordringer – hele vejen igennem VM 2018 (skrevet før kvalifikationskampene red.). Skulle det amerikanske hold kvalificere sig, vil Arena mangle spillere fra nøglealderen 24-28. Både han og Klinsmann har været stærkt afhængige af spillere over 30 i længere perioder (Zusi, Besler, Cameron, Bradley, Dempsey, Bedoya, Howard, Wondolowski) og disse veteraner har ikke haft megen konkurrence undervejs fra yngre spillere – indtil nu.”
Hvorfor det amerikanske system ikke er lykkedes med at få mere ud af talenterne født i de tidlige 90’ere er en historie i sig selv, men den amerikanske talentudvikling kæmper med flere forskellige udfordringer. Som i så mange tilfælde spiller penge en central rolle.
For at opmuntre til og belønne talentudvikling har FIFA bestemt, at af enhver transfer på tværs af lande, skal der sendes en procentsats til de klubber, der har udviklet spilleren. Det har f.eks. sikret Holbæk mange penge takket været, at Christian Poulsen har spillet i Tyskland, Spanien, Italien, England og Nederlandene. Da DeAndre Yedlin skiftede fra Seattle Sounders til Tottenham, regnede hans ungdomsklub Crossfire Premiere derfor med at få denne uddannelseskompensation. Men som Jorge Arangure Jr. har beskrevet for Vice Soccer har USSF vurderet, at dette ikke er tilladt i USA med reference til love om børnearbejde. Derfor har Major League Soccer i dette og andre tilfælde tilbageholdt den kompensation som Crossfire og andre klubber ville have fået, hvis de var danske eller svenske. Crossfire klagede til FIFA i 2015 og seneste nyt i denne sag er at man forventer en afgørelse i slutningen af 2017.
Udover klubberne i Major League Soccer og nogle af klubberne i United Soccer League og North American Soccer League, der begge fungerer som sekundære rækker, består langt de fleste klubber i USA af rene ungdomsklubber, hvor børn og unge spiller, indtil de skal i college, bliver rekrutteret til et af de professionelle akademier eller til en udenlandsk klub. Som akademispiller er de ikke på kontrakt, da dette ville fratage dem retten til at få et scholarship på universiteterne, der kan være over 50.000 kroner værd om året. Som ungdomsakademi er den eneste indtægtskilde altså betalinger fra børnene (altså deres forældre). I USA bliver dette system beskrevet som ”Pay-to-Play”. I 2013 undersøgte journalisten Roger Bennett og økonomiprofessoren Greg Kaplan hvilket effekt pay-to-play har på amerikansk fodbold og Les Carpenter fra The Guardian har sammenfattet deres resultater således: ”De sammenlignede baggrunden for hver amerikansk herrelandsholdsspiller fra 1993 til 2013 med hvert medlem af NBAs Allstar hold og NFLs Pro Bowl hold over den samme periode, ved at bruge socio-økonomiske data fra deres hjembys postnummer. De kom frem til, at fodboldspillere kom fra byer med højere indkomst-, uddannelses- og beskæftigelsesniveauer og (byer red.) som var hvidere end det amerikanske gennemsnit, mens basketball og football-spillere kom fra steder, der var rangeret lavere end gennemsnittet på de samme indikatorer.”
Pay-to-play er altså med til at sikre at fodbold i USA i høj grad er en hvid, middelklassesport, hvor den i andre lande i højere grad er en sport, der tilhører arbejderklassen. Ungdomsklubbernes primære indtægtskilder er medlemsbetaling og derfor søger klubberne at skabe størst mulig værdi for kunderne – som man skal huske på er forældrene og ikke børnene. Den hurtige og håndgribelige måde at synliggøre, at forældrene får noget for pengene, er til dels at vinde trofæer og til dels at deltage i prestigefyldte turneringer, hvilket får prioritet over reel talentudvikling, da en karriere som professionel fodboldspiller ikke fylder meget hos de fleste amerikanske forældre. Benjamin Ziemer, der arbejde med talentudvikling i Californien forklarede i juni til FourFourTwo, hvordan denne udvikling går udover talentudviklingen og holder visse samfundsgrupper ude: ”Omkostningerne, tiden, energien og de penge som forældrene bruger i disse aldersgrupper er sindssyge, og med tiden, bliver der nødt til at ske noget. Ellers vil det forblive en øvre middelklasse-sport. Selv der vil mange ikke have råd til det.”
Kevin Payne er direktør for organisation U.S. Club Soccer, der i konkurrence med U.S. Youth Soccer organiserer ungdomsakademierne og har stor ledelseserfaring i klubber og forbund i Nordamerika. Han har et stort problem med den store kritik pay-to-play systemet får og påpeger de store omkostninger, der er ved talentudvikling: ”Vi fik i år lavet en rundspørge af vores medlemmer (…) og vi fik at vide at mere end 75 % af vores familier bruger minimum $3.000 om året på fodbold. Vi har mere end 500.000 medlemmer. Det betyder, at i vores organisation alene betaler forældrene omkring $1,5 milliarder.” Payne påpeger også, at man ikke bare kan fjerne betalingen i det amerikanske fodboldsystem: ”Vis mig noget som helst sted, som ikke er pay-to-play. Enhver fodboldspiller som har nået et vist niveau i Tyskland – der er nogen der betaler for det. Det er ikke gratis. Spørgsmålet er bare: ’Hvem betaler for det?’” I sidste kommer Payne dog selv ind på en central pointe: I lande som Tyskland er talentudviklingen finansieret af forbundet og de professionelle klubber gennem TV-aftaler og lignende (så som transfers og uddannelseskompensation red.), hvilket ikke er tilfældet i USA. Payne ender altså med at levere endnu et argument for at tage et opgør med forbundets vurdering af at uddannelseskompensationen ikke er tilladt i USA.
Forbundet - USSF
Udover udfordringerne på banen og hos græsrødderne peger flere også på, at der i forbundets top er brug for forandringer. Sunil Gulati, en økonomiprofessor på Columbia University i New York, har været formand for United States Soccer Federation siden 2006 og særligt økonomien i forbundet har været igennem en positiv udvikling under hans ledelse, hvilket kulminerede i et overskud på over $100 millioner i sidste regnskabsår. På den sportslige side har forbundet under hans ledelse især haft succes på kvindesiden, hvor man har vundet både OL i 2012 og VM i 2015. På herresiden har Gulati siddet med den afgørende beslutning i sportslige og økonomiske beslutninger og i Sports Illustrated peger Grant Wahl på følgende fejltagelser: ”Landstrænere bør næsten aldrig blive længere end én fireårs VM-cyklus. Før eller siden tuner spillerne ud og historisk set klarer de sig værre i deres anden periode end i deres første. Gulati skulle ikke have forlænget Jürgen Klinsmanns kontrakt før VM 2014 og forfremme ham til teknisk direktør. Efter to års med konstant tilbagegang, skulle Gulati heller ikke have ventet så længe med at fyre Klinsmann i november 2016, som han gjorde. Bruce Arena var et oplagt, kortsigtet valg til at samle stumperne op for at kvalificere sig til (VM i red.) Rusland, men Arena faldt sammen i de sidste fire kampe i Hexagonalen (femte og sidste kvalifikationsrunde red.) et offer for at holde for meget fast i ”sine spillere” som Omar Gonzalez i stedet for Geoff Camoron (en starter i Premier League, som burde være den vigtigste spiller i det amerikanske forsvar).”
Sunil Gulati, formand for det amerikanske fodboldforbund, har opnået størst succes på kvindesiden - her med VM-trofæet i 2015.
Wahl fortsætter sin kritik af forbundet og påtaler, at ledelsen består af for mange forretningsfolk, insidere og pampere, og for få folk, der for alvor forstår sig på fodbold. Han kritiserer også det faktum, at formandsposten er et ulønnet hverv, fremfor et lønnet arbejde – et kritikpunkt journalisten Beau Dure også har fremført i The Guardian - hvilket han vurderer har afskrækket kvalificerede kandidater fra at stille op. Han foreslår også at oprette en sportsdirektør-rolle med indflydelse over økonomi, strategi og talentudvikling, som skal få orden på et forbund, som i Wahl’s vurdering er præget af silotænkning med manglende, reel vilje til forandring.
Der er altså tydeligvis nok at tage fat I for alle der er involveret i fodbolden i USA. Ikke mindst vinderen af formandsvalget for det amerikanske forbund, der finder sted i 2018. Gulati genopstiller, men modsat valget i 2014, hvor der ingen modkandidater var, er der allerede nu to modkandidater i ex-landsholdspilleren Eric Wynalda (der blandt andet spillede for Bochum, San Jose og Chicago) og forretningsmanden Steve Gans. Derudover rygtes det, at landsholdslegenden Landon Donovan, der sluttede karrieren definitivt i 2016, også har interessere i at stille op, hvilket vil kraftigt vil kunne påvirke afstemning, alene på baggrund af hans status som spiller.
Fastholdes det nuværende kvalifikationssystem, skal det amerikanske herrelandshold først spille VM-kvalifikation i 2019, hvilket giver vinderen af formandsvalget i 2018 og dennes valg af landstræner god tid til at forberede sig. Tiden vil vise om den lange forberedelse vil vise sig konstruktiv eller ej.
Alle fotos: Getty Images
