"Konen skred da John skiftede navn til John Portsmouth Football Club Westwood"
Thomas Gravgaard har skrevet bogen 'Hjem til fodbold' som er en personlig beretning om den britiske fodboldkultur på godt og ondt. Hør med når Gravgaard fortæller anekdoter og skænker britisk øl til både vært og lydmand i dette ekslusive interview om den engelske fodboldkultur, og hvad vi kan lære af den britiske mentalitet
Af Daniel Sichlau
Ordene er Jens Jørgen Brinchs, og de har sat sig fast i Thomas Gravgaard. Gravgaard har skrevet bogen 'Hjem til fodbold', der både er en hyldest, men også en personlig odyssé i fodboldens moderland. Gravgaard fortæller om hvordan den britiske mentalitet og fodboldkultur på den ene side er ren eskapisme, men på den anden side også er et fri- og pusterum for en grubler. For hvordan smider man den metroseksuelle mands mange kamæleonlag og finder ind til kernen i sig selv? For Gravgaard var svaret De britiske øer.
Kan vi lære mere af en tur rundt i fodboldens moderland end en backpackertur til en asiatisk flække eller en solferie i sydspanien? Og hvordan finder man balancen, når man er hjemme flere steder end i Danmark?
Gravgaard fortæller også en del forrygende anekdoter, bland andet den om John Portsmouth Football Club Westwood, der som navnet antyder er mere end bare en normal fan af Portsmouth. Navneforandringen betød at konen skred, men John har langt vigtigere ting at bekymre sig om. Blandt andet hvordan han skal svare på over 100 dødstrusler fra Southampton-fans, der er tikket ind i løbet af ugen op til derbyet mellem de to klubber.
Det nytter ikke noget at optage en udsendelse om den engelske fodboldkultur uden at smage på en af hovedingrediserne. Derfor bliver der også budt på engelsk øl i løbet af udsendelsen i Pirlos Pub.
Thomas Gravgaard byder først på en John Smith's Extra Smooth, som ikke falder i lydmand Jacob Staehelins smag, men som værten virkelig beundrer for sin fine mængde skum, der vækker minder om rigtig draft beer, selvom den er på dåse.
Dernæst står den på sydengelsk bryg, når Gravgaard byder på en Bombardier der på mange måder minder om en India Pale Ale (IPA). Her er der knald på både humle og malt, men også en krydret eftersmag der gør at den kan nydes i små sip.
'Hjem til fodbold' udgives af People's Press og er at finde i boghandlere såvel fysiske som på nettet.