EM Podcast: Island åbner døren til et opgør med DBUs røde tråd
EM-podcast dag 19: Kasper Schmeichel gjorde mandag aften op med det flotte fodbold og talte efter Islands sejr over England om, at vi skal lære at vinde og kun gå efter det. Det blev en af dagens mange interessante diskussioner i Medianos EM podcast.
Af Peter Brüchmann
I panelet sad Ole Bjur, der i dag er ansvarlig for Divisionsforeningens store talentudviklingsprojekt, og Jyllands-Postens kommende sportsredaktør Troels Henriksen.
Det vakte ganske stor opsigt, da Kasper Schmeichel i Danmarks Radios EM-studie holdt en flere minutter lang og ganske markant enetale om, hvad Danmark kan lære af Island.
Det skete efter sensationssejren over England. I studiet ved siden af Schmeichel sad Danmarks assisterende landstræner, Jon Dahl Tomasson, og hørte på den markante melding fra den markante spiller.
- Vi skal ikke være så fine på den. Det handler om at vinde. Nogle taler om pænt fodbold. Jeg elsker at se det, Island har skabt. Det kan vi lære af i Danmark, sagde Schmeichel.
På de sociale medier blev udtalelsen tolket som et markant opgør med DBUs røde tråd, og det blev påpeget, at Jon Dahl Tomasson kort forinden havde talt om, at han personligt ikke brød sig om Islands måde at spille fodbold på.
- Ja, man kan delvist godt se det som et opgør med den røde tråd. Jon Dahl havde lige sagt, at han ikke var vild med måden, siger Troels Henriksen i dagens udsendelse.
- Jeg har selv for nylig været med landsholdet i Japan, og under træningerne dér så jeg en ret ny tendens, hvor Jon og Hareide opildnede spillerne til duelspil, nærkampe og højere intensitet under træningen. Det er nyt, fortæller Troels Henriksen.
Ole Bjur ser også Kasper Schmeichels udsagn som et meget målrettet statement.
- Jeg ved ikke, hvor bevidst han har været om det. Det er selvfølgelig et udsagn, der trækker i en lidt anden retning, end hvad DBU er kommet med de sidste mange år, siger Bjur.
- Hidtil har DBUs udsagn handlet meget om spillefilosofier, om boldbesiddelse, om at spille os frem nedefra og om helt faste skabeloner. På den måde har det måske været en relativ akademisk tilgang. Så kommer Kasper og siger lad os lige glemme det for en stund. Det handler altså om at vinde, siger Ole Bjur.
I dagens Mediano EM Special går Bjur og Henriksen også nærmere ind på Islands generelle fodboldudvikling med fokus på træningsfaciliteter og en høj grad af fokus på uddannelsen af mange ungdomstrænere. Bjur påpeger, hvordan man på Island også prioriterer, at kompetencerne ligger i de yngste årgange.
Og så er den tidligere Brøndby-spiller mest begejstret for det, der sker efter Islands kampe, når anfører Aron Gunnarsson klapper for i en gensidig hyldest mellem spillere og tilhængere.
Det fører til en diskussion om tendensen med stærke kulturer på flere af EMs hold, hvor lande som Wales, Italien, Island og tidligere Albanien og Kroatien har gjort stort indtryk. Som Troels Henriksen påpeger på dyder, der tidligere var udpræget britiske.
Vi smager i udsendelsen også på weekendens store godbid mellem Italien og Tyskland, og som noget af det mest perspektiverende sammenligner Ole Bjur, hvad det er Tyskland har gjort i sin talentudvikling det seneste årti og især, hvad det er England IKKE har gjort.
Ole Bjur tager os også dybere ind i det, der helt aktuelt sker i den engelske talentudvikling og de kolossale summer, der lige nu investeres i især de største klubber.
Bjur er i øvrigt selv på vej med en rapport, der ventes at vække opsigt i de danske klubber. I et samarbejde med det belgiske konsulenthus, Double Pass, har man i det seneste halvår undersøgt, indhentet rapporter og interviewet de danske klubber. De nærmeste uger vil disse rapporter gå ud til de danske klubber, hvor man er meget spændt på bedømmelsen fra Bjur og hans folk samt Double Pass.
Endelig forsøger dagens studievært at lokke de to gæster ud i en større bandbulle om Portugals landstræner, Fernando Santos, og hvorvidt han har trukket for meget ud af fodbolden med sin minimalistiske tilgang fra Portugals bænk.
HUSK: Skriv gerne en anmeldelse i iTunes, giv os en vurdering - og allervigtigst: Hvis du kan lide vores podcast, så del dem med vennerne. Mediano er et nyt medie uden markedsføring, uden mediepartner og uden budget til at promovere vores indhold, så vi lever af, at I vil dele vores indhold.
Mediano EM Special laves i samarbejde med Oddset. Mediano er et site uden bannere og uden brugerbetaling. Til gengæld tager vi vores partnere ind i indholdet, hvor det er relevant. Gå ind på oddset.dk/mediano så kan Oddset og Danske Spil se, at brugerne kommer fra Mediano og det øger chancerne for, at vi kan lave flere podcasts i fremtiden.
Podcasten er optaget på udstyr, der er venligt udlånt af Sweepr
Foto: Getty Images/Michael Regan