Fokus på fodboldens organisationer: Sportens etiske forfald

Vi får brød og skuespil, når vi ser EM og VM i fodbold. Men hvor er sporten på vej hen, når organisationerne er i både forfald og frit fald. 

Det spørger debattør Jesper Ravnborg i dette blogindlæg. Han er til daglig idrætsstuderende på Københavns Universitet, har været fodboldtræner i B1903 og har taget flere af DBUs trænerkurser. Og så er Jesper Ravnborg 21 år og kommer til at bidrage med masser af holdninger på Mediano.

Af Jesper Ravnborg

En epoke er slut. Oden om FIFA toppen er sunget. Ingen tror længere på fodboldtoppens retskaffenhed. En katastrofal udvikling i en verden styret af milliardbeløb og en medieunderholdning verden over. At mennesker er til fals for penge er velkendt, men vores tillid til sport afhænger af vores tro på det ubestikkelige. Det viser sig nu, at vi har været for naive igen.

En række personer er taget i svindel med store pengesummer, og alt tyder på, at svindlen stikker langt dybere, end vi havde anet. FIFA præsident Sepp Blatters detronisering er den foreløbige kulmination, men skandalerne synes ingen ende at have.

Som ny præsident har Gianino Infantino iværksat en reformpakke, som blandt andet indbefatter afgrænsede valgperioder i et forsøg på at forbedre ledelseskulturen i det til tider papmacheagtige foretagende. Ambitiøse forandringer på de indre linjer er en forudsætning for succes, hvis landsholdsfodboldens verdensomspændende organisation skal undgå at erodere til forfald.

Tager man et inkvisitorisk blik på organisationen FIFA og ser på, om det overhovedet er muligt at genskabe tilliden i befolkningerne og skabe en tabula rasa eller om den raptus, som ramte de rådsnare topembedsmænd i FIFA, har ødelagt fodboldens uskyld for altid, vil det med al ønskelig tydelighed fremgå, at opgaven er yderst vanskelig for Infantino.

Michel Platini side om side med sin mest loyale medarbejder i flere år, Gianni Infantino. Foto: Getty Images/Harold Cunningham.

Men virkeligheden er altings prøvesten, og om han får succes eller ender som endnu en fin etikette på en flaske uden indhold, er et stort spørgsmål. For har historien ikke vist, at ens egen uniform oftest har det med at tage farve af våbenbroderens? I dette tilfælde forstået som Infantinos forrige chef hos UEFA, Michel Platini, som selv viste sig at have et moralsk forkasteligt verdensbillede. En person, der til afsløringerne, nød almindelig respekt, også hos den danske fodboldorganisation DBU, der længe støttede hans kandidatur.

Verden vil bedrages

Bryg en kop kaffe og lad os sammen prøve at navigere ned igennem FIFA-elitens nøjsomt konstruerede ”moralske” kompas.

Verden vil bedrages. Men det skal helst foregå på en måde, så vi ikke bliver konfronteret med det. De seneste måneder har derfor på mange måder været deprimerende for elskere af  elitefodbold, som er ved at miste sin integritet. For selv for den mest blåøjede naivist bliver det stadigt sværere og sværere at tro på, at alt foregår efter bogen. Hvad mange har anet, bliver efterhånden krystalklart: Der er foregået systematisk svindel med penge og magt inden for store dele af den største organisation i fodboldens verden, FIFA. Vi kan nok affinde os med, at Armstrong og Bjarne Riis hænges ud for doping, fordi vi kan bilde os ind, at det kun er de enkelte tilfælde. Vi vil gerne bilde os selv ind, at matchfixing lavet i det fjerne Østen kun har påvirket enkelte ubetydelige sportsresultater. Men at korruption, som det nu er kommet frem, er systematisk og velorganiseret i den øverste fodboldelite, er en anden sag. Vi tvinges til at åbne øjnene for en helt anden virkelighed, end den vi hævder, at vi vil se.

Det sidste års demaskeringer af FIFA toppens omgang med de økonomiske midler stadfæster det, vi alle frygtede, nemlig at fodfoldforbundenes verdensorganisation styres af en magtelite, hvis metoder synes uforenelige med de dyder, som skal prioriteres i en demokratisk funderet verden. En lang række af FIFA’s patriarker er nu blevet arresteret, og de to ronkedorer, Sepp Blatter og Michel Platini, er blevet udelukket fra alle fodboldaktiviteter (administrative, sportslige og andre) i henholdsvis fire og seks år på baggrund af økonomiske transaktioner, en betaling på to millioner schweizerfranc disse to imellem.

I Qatar bygger man på livet løs til VM i fodbold 2022. Foto: Getty Images/Matthew Ashton.

Den omfattende korruptions-skandale, som har ramt FIFA, har sendt rystelser igennem sportsverdenen ,og malstrøm af ømtålelige kendsgerninger om storsvindel, som er blevet blotlagt af de amerikanske myndigheder, vidner om et kulturelt depraveret og moralsk forladt foretagende, som igennem selvtægt har snydt efter forgodtbefindende og efterladt fodboldens troværdighed og etik i frit fald. Fraværende i det nærværende og nærværende i det fraværende synes FIFA-toppen at have forladt dydens smalle stil og bekendt kulør og prioriteret egne rigdomme over verdens illusoriske drøm om en solidarisk fodboldverden.

Fodboldens troværdighed under pres

FIFA-toppens ledere er blevet personificeringen på den utroværdighed, som har ramt hele sportsverdenen, og dette establishment kalder i disse dage på en omkalfatring.

Fodboldens troværdighed er under et voldsomt pres. Den topstyrede FIFA-organisation solgte afholdelsen af verdens utvivlsomt største sportsbegivenhed, Verdensmesterskaberne i fodbold for oliepenge.  Qatar blev valgt til at være værter for denne megabegivenhed i 2022, selvom al sund fornuft taler imod. Alene varmen vil udgøre et umenneskeligt problem for spillerne, så man overvejer at flytte tidspunktet for afviklingen af mesterskaberne til om vinteren, midt under klubturneringerne. Hertil kommer de politiske og sociale problemstillinger ved valg af værtsnationen.

Det  er en skamplet på fodbolden. FIFA er de facto et glimrende eksempel på, hvordan økonomiske interesser underminerer sportens oprindelige formål. Det fremgår af verdens største fagforening, International Trade Union Confederation, at 4000 immigranter formentlig vil miste livet under bygning af fodboldstadions i Qatar forårsaget af kummerlige og helt utilgivelige arbejdsvilkår, hvilket under normale omstændigheder aldrig burde accepteres. 

Rykkes turneringen til om vinteren på grund af varmen, kan det blive svært at gennemføre denne og klubturneringer på forsvarlig vis. Det er direkte dehumaniserende at blåstemple Qatars værtsskab. 

Sepp Blatter med Franz Beckenbauer til VM i 2006. Men hvordan fik Tyskland værtsskabet? Foto: Getty Images/Cristoph Koepsel.

Det tyske fodboldforbund er også kommet i søgelyset. Angiveligt under mistanke for igennem en overførsel på 6,7 millioner euro at have købt sig til slutrunden i 2006, hvilket skandaliserer det hele endnu mere, for hvis en retsstat som Tyskland kan have ’købt’ sig til et værtsskab, er sportens troværdighed i den grad i frit fald. Herunder er vi endnu ikke kommet ind på den kuriøse tildeling af afholdelsen af verdensmesterskaberne i fodbold til Rusland i 2018, hvilket de siden er blevet beskyldt for at have opnået ved bestikkelse. Selvom Rusland benægter disse såkaldte injurier, synes det alligevel at være lettere komisk, at Vladimir Putin proklamerer, at Blatter har gjort sig fortjent til Nobels fredspris samt italesætter ham som en ”respekteret person” og mere eller mindre anfægter troværdigheden af de korruptionsanklager, som har ramt institutionen, FIFA.

Island og Wales mobiliserede til EM

Samtidig er det i den grad ejendommeligt, at en tiltrængt inkvisitorisk granskning af FIFA først er fundet sted, da USA , hvor fodbold spiller en mindre rolle, er gået ind i sagen. Dette udstiller Europas fodboldorganisationers inkompetence.
Dette års EM-slutrunde i Frankrig har været et præmaturt eksempel på den åbenlyse derangering af landsholdsfodbolden. Selvom små lande som Island og Wales gjorde det godt, var det tydeligt, at den rent økonomisk funderede udvidelse af slutrunder til 24 deltagerlande betød en kvalitetsforringelse, der står i skarp kontrast til klubturneringen Champions League.  En deportation af kommende VM-slutrunder til lande som Rusland og Qatar hjælper naturligvis ikke på mangelen af tillid til de sportslige hensyn, og FIFA’s usædelighed kan herved komme til at ramme dem selv som en boomerang, hvis interessenterne de kommende år bortfalder.

Landsholdsfodbolden har utvivlsomt stadig en eksistensberettigelse i disse dage. Island og Wales har formået at mobilisere en patriotisk drivkraft hos befolkningerne, hvor nationalistiske tendenser i et splittet Europa spiller ind, men det rentable i opretholdelsen af landsholdsfodbolden er blevet vanskeligere at gennemskue det kurante og fornuftige i.

Opretholdelsen af det forkromede overblik over et så tumultarisk forløb som har ramt FIFA, kan være svært, så lad os tage den for en ende af.

Her begyndte skandalen at rulle

Det hele startede d. 27. maj 2015, da schweizisk politi anholder højtplacerede FIFA medlemmer på et hotel op til et forestående præsidentvalg, som Sepp Blatter som bekendt genvandt med et overbevisende flertal et par dage efter,  d. 29 maj 2015.  Men som Stalin tidligere har proklameret, er det ved en demokratisk afstemning ikke så vigtigt, hvem der stemmer, men hvem der tæller stemmerne op. Efter et par dage med forvirring samt offentlighedens negation over valgresultatet trak Sepp Blatter sig alligevel tilbage d. 2 juni, åbenlyst tynget af det pres og de insinuationer offentligheden havde fået angående hans  pekuniære forhold.

Den 3. juni skulle blive en skelsættende dag for FIFA’s ulovligheder, da Chuck Blazer, tidligere medlem af organisationen, indrømmede at have modtager bestikkelse som følge af tildeling af værtskaberne i 1998 og 2010. Samtidig kom det offentligheden for øje, at netop denne Blazer siden 2011 havde været hemmelig agent for USA og afgørende brik i myndighedernes kamp for at få korruptionsskandalerne bragt til torvs.

I slutningen af september 2015 starter de schweiziske myndigheder deres sag mod Sepp Blatter, som netop anklages for en gedulgt bankoverførsel til vennen Michel Platini, som på dette tidspunk selv gik benhårdt efter at blive valgt som FIFA-præsident i 2016, hvilket skulle vise sig at blive sværere end som så. Få dage efter dette udelukker FIFA vicepræsidenten Jack Warner på livstid, som følge af at den etiske komite i det internationale fodboldforbund havde fundet, at han havde handlet ulovligt i sit embede. Han blev beskrevet som hovedaktør i aftaler omkring tilbud, accept og modtagelse af uoplyste og ulovlige betalinger.

Chuck Blazer var FIFA-manden og den hemmelige agent, der fik skandalen til at rulle hurtigt. Foto: Getty Images/Shaun Botterill.

Den 8. oktober 2015 drager FIFA’s etiske komite konsekvensen af de verserende korruptionsryger og suspenderer Sepp Blatter og Michel Platini, og fem nye kandidater til præsidentposten offentliggøres i kølvandet på denne beslutning, herunder Gianni Infantino, som støttes af Dansk Boldspil Union, DBU. Issa Hayato vælges som provisorisk præsident på posten.

Blatter og Platini og den specielle aftale

Sepp Blatter og Michel Platini taber efterfølgende begge deres appelsager og den 23. november 2015 åbner den etiske komite sagen mod Blatter og Platini. Den 21. december 2015, efter adskillige timers afhøring af de to præsidenter, falder dommen på otte års udelukkelse, idet ingen af de to præsidenter kan forfægte årsagen til den sælsomme bankoverførsel, og idet fortielser som oftest er halve løgne, tager FIFA utvetydigt konsekvensen af dette. FIFA formulerer herved, at Platini ikke har noget retsligt krav på pengene, mens en ikke stadfæstet konspirationsteori lyder på, at Platini skulle have fået pengene som et honorar for sin opbakning til Blatter op til præsidentvalget i 2011, hvor Blatter var i hård konkurrence med Mohammed Bin Hammam fra Qatar om embedet. Selv påstår Blatter og Platini at pengene er blevet betalt som honorar for et stykke konsulentarbejde, som Platini udførte for FIFA i årene 1998 og 2002.

Dommen på otte års udelukkelse fra fodbolden blev siden reduceret til seks år, i henhold til disses mangeårige indsats i FIFA og UEFA som blev set som en mildnende omstændighed. Denne straf har Platini tilmed fået yderligere reduceret fra seks til fire år af Den Internationale Sportsdomstol, CAS i maj 2016. Et kunststykke som Blatter forsøger at gøre efter, så den 25. august 2016 vil CAS tage stilling til hans appel ved den schweiziske by Lausanne.

“Platini skulle have fået pengene som et honorar for sin opbakning til Blatter op til præsidentvalget i 2011”

Den 13. januar 2016 blev generalsekretær Jorome Valcke fyret grundet mistanke om svindel med fodboldbilletter ved VM i Brasilien i 2014. Fortrædeligheder som senere er blevet takseret med 12 års karantæne fra alt fodbold af FIFAs domstol.
Den 26. februar 2016 bliver den DBU-støttede Gianni Infatino valgt som ny FIFA præsident for øjnene af forhåndsfavoritten, Sheik Salman, på en agenda om gentrificering og reformering af den blakkede fodboldorganisation. Indtil videre har han fået en reformpakke stemt igennem, som FIFA ellers tidligere havde afvist, men nu var der et flertal på 179 stemmer for og kun 22 i mod. Initiativer som blandt andet omfatter et nyt FIFA-råd med 36 medlemmer, som vil træde i stedet for det forhenværende på 24, restriktioner af FIFA-toppens fastholdelse af taburetterne så disse nu højest kan sidde 3 x 4 år på embedet, og en yderligere granskning af FIFA kadidater til de højtstående poster. Samtidig skal der mobiliseres en større andel af kvinder i toppen af FIFA, så hvert af de kontinentale forbund nu skal vælge mindst en kvindelig repræsentant til FIFA-rådet.

DBU og støtten til Infantino

De ulasteligt udformede initiativer skal virke som bro over den kløft, der er gravet mellem FIFA og de kontinentale fodboldforbund.

Men hvem er så denne nye DBU-støttede mand, som skal bære det byrdefulde åg og reformere FIFA samt genskabe tilliden til en organisation, som synes obstruerende?

Gianni Infantino er en schweizisk-italiensk fodboldleder, som i sine yngre år har studeret jura på et universit i Freiburg. Han begyndte sin tid i UEFA i år 2000, og de følgende seks år har han arbejdet under den nu abdicerede generalsekretær Michel Platini. Under sin tid i UEFA fik han introduceret ”Financial Fair Play” og ”Improved commersial support to smaller associations” samtidig med at han var en af dem, som førte tilsyn med den nu meget varme kartoffel vedrørende udvidelse af hold ved EM-slutrunderne til 24. Han var en af arkitekterne bag udarbejdelsen af 2020 EM-slutrunden, som vil blive afholdt i 13 lande, herunder Danmark. Samtidig har Infantino deklareret, at han også vil ekspandere VM-slutrunderne, her til hele 40 hold. Yderligere vil han arbejde for menneskerettigheder, adskille politiske og kommercielle interesser og arbejde for større transparens. Innovative initiativer som synes betimelige og vederkvægende ud fra et dansk demokratisk perspektiv.

Hele fodboldtoppen til EM-finale i Paris med de politiske ledere fra finalelandene. Foto: Getty Images/Anadolu Agency

Men stikker man et spadestil dybere, ser man sprækker i den velpenslede fernis og aner konturerne af en mand, hvis fortidige eskapader oscillerer på vippen mellem det renfærdige og det moralsk forkastelige.

For nyligt viste det sig nemlig, at Gianni Infantino, dybt paradoksalt, selv er indblandet i den omfattende Panama-Papers skandale. I nogle af de mere end 11,5 millioner lækkede dokumenter er Infantinos navn dukket op, hvilket i den grad klinger hult, med de moralske standarder Infantino, italesætter som idealer for den nye FIFA-organisation under hans ledelse. Det fremgår ifølge offentliggjorte oplysninger, at Infantino efter sigende skulle have skrevet under på at sælge tv-rettigheder af en række kampe fra den prestigefyldte klub turnering, Champions League i 2006 til et par korrupte argentinske brødre, Hugo og Mariano Jingis under dubiøse omstændigheder. Rettighederne til kampene blev efterfølgende solgt videre til tredobbelt pris, hvilket var en transaktion, som blev blåstemplet af den daværende leder af den juridiske afdeling i UEFA, Gianni Infantino. Om der var bestikkelse bag transaktionen, betvivles stadig, men at Infantino godkendte transaktionen, er notorisk, hvilket efterlader ham med en del udredningsarbejde. Det skal siges, at Infantino fastholder sin uskyld, hvilket understøttes af FIFA, som ligeledes utvetydigt dementerer rygterne, hvorfor Infantino netop påkalder sig sit oprindelige velrenommerede rygte og et opgør mod de knægtende beskyldninger, som har udmøntet sig i en integritet i frit fald, og en lettere desillusionerende start som leder.

“Om der var bestikkelse bag transaktionen, betvivles stadig, men at Infantino godkendte transaktionen, er notorisk”

Men spørgsmålet som ligger sig i slipstrømmen på disse rygter, er alligevel anmassende. I forhold til denne skribents lettere sortsyn vedrørende fodboldorganisationen FIFA’s ve og vel, kan man få sine bange anelser i forhold til det oprydningsarbejde, som venter. FIFA-toppen trænger mere end nogensinde til en leder med internationalt format, og disse dybt problematiske beskyldninger rettet mod Infantino ryster i den grad forhåbningerne om Infatino som gesandt for fremskridtet.

Den kvindelige generalsekretær

Denne uro ses, når formanden for DBU, Jesper Møller, siger, at han gerne havde set FIFA gå endnu mere dristigt til værks i reformiveren mht en øget skærpelse af regler for krav til menneskerettigheder i forbindelse med afholdelsen af VM-værtsskab, øget åbenhed, samt mere vidtgående demokratiseringsinitiativer. De seks nordiske organisationer i Danmark, Sverige, Island, Norge, Færøerne og Finland istemmer sammen et ønske om øget udvikling af blandt andet kvindefodbolden på verdensplan. Et ønske som endnu mangler reel forfølgelse fra FIFA’s side, selvom det skal applauderes, at den nye generalsekretær i FIFA , ganske historisk, fremover skal bestrides af Fatma Samoura fra Senegal, som hermed bliver den første kvinde på posten som generalsekretær i FIFA. Hun er blevet ansat efter fyringen af den midlertidige mand på posten, Markus Kattner, der var blevet kasseret på posten, idet han ubestrideligthavde været klar over transaktionen af den famøse betaling på to millioner schweizerfranc Blatter og Platini imellem, der som bekendt fik dem begge fyret.

Kendsgerninger som disse udbasunerer, hvor dybe rødder svindlen har i den katatoniske FIFA-organisation, samt opsummerer hvor omfattende en skandale det er, vi har med at gøre.

Historien om FIFA efterlader stadig flere spørgsmål end svar, men på den positive side synes der at være et bredt mandat blandt de kontinentale fodboldorganisationer til at imødekomme ønsket om en bedre fremtid, og konturerne af fremgang er trods alt til at ane i horisonten, hvilket, med rette, skal anerkendes. Dette kan ses igennem udskiftningerne på topposterne i al almindelighed og igangsættelsen af reformpakker i særdeleshed.

Manglen på selvransagelse

FIFA skal opbygge en helt ny sund kultur, strategi og organisation, som præventivt bolværk mod kommende uregelmæssigheder i fremtiden.

At dette indlæg kan forstås som en nekrolog, er forståeligt, men det er ikke hensigten. Det er et opråb om at imødekomme en sundere og mere transparent kultur, som forhåbentlig vil kunne redde fodboldverdenen fra den usædelighed, som længe har gennemsyret toppen i fodboldorganisationer som UEFA og FIFA. Korruption og svindel kalder på forandring, men trægheden i processen betyder, at vi alle har et ansvar. Spørgsmålet er, om vi orker at leve op til det, når vi kan få ”brød og skuespil”?.

“Rationalet er lige til, men den åbenlyse mangel på selvransagelse er eklatant”

Rationalet er lige til, men den åbenlyse mangel på selvransagelse er eklatant.

Sportens eksistensberettigelse bygger på tillid og almen anerkendt konkurrence-etik, men hvis dette først anfægtes gennem mistillid til sportsorganisationers magtmisbrug, hvor den pauvre grådighed er en spejling af den manglende moral, deponeret i Panama, jamen så må vi forberede os på, at fodboldens troværdighed er ved at gå på hæld.

Det forestående reformarbejde og oprydningen i den systematiske korruption og svindel i FIFA er ikke enden. Det er ikke engang begyndelsen på enden. Men det er måske enden på begyndelsen af det arbejde, som skal til for at reetablere fodboldorganisationernes retskaffenhed. Med dette velkendte Churchill credo kan vi se frem til en lang kamp for at genvinde den habilitet, som før indkapslede FIFA og UEFA.
Lad os håbe at Gianni Infantino, trods indicier som indikerer det modsatte, viser sig som den rette mand, som baner vejen for et tiltrængt paradigmeskifte mod et bedre og mere demokratiseret foretagende, hvor der atter fokuseres på menneskerettigheder, åbenhed og ikke mindst moral.

Foto: Getty Images