Fremtiden kan hedde den Europæiske Superliga
En paneuropæisk liga bestående af de kommercielt mest attraktive klubber er en drøm for nogle, et mareridt for andre. I dette indlæg vurderer Jesper Ravnborg, om tanken er fri fantasi eller et uundgåeligt fremtidsscenarie
Af Jesper Ravnborg
I disse uger er dansk fodbold for alvor på prøve, når de fire danske hold forsøger at vinde over mere velbjærgede modstandere for at samle de livsnødvendige koefficientpoint sammen, som vil definere fremtidens ve og vel for dansk fodbold i de kommende år. Klubberne kan ikke klare sig uden at få del i de mange mediemillioner, som international fodbold genererer, og hvis de ønsker at forblive i det gode selskab, må der også skrabes koefficientpoint sammen. Den videre fremfærd på Europas klubfodboldscene vil afgøre de økonomiske forhold i de berørte klubber igennem de seriøse kapitalindsprøjtninger, som følger en eventuel succes. Det er nemlig en aldeles lukrativ forretning at deltage i gruppespillet i en af de europæiske klubturneringer. Dette ses klart på de børsnoterede klubbers kurs, der er steget betragteligt i takt med håbet om kvalifikation, omend aktiekurser på fodboldklubber ofte lever deres eget liv.
En klub som FC Midtjylland budgetterer i deres ledelsesstrategi med at nå mindst tre ud af fem europæiske gruppespil (FC København velsagtens fem ud af fem). Strategien er farlig, når det er klokkeklart, at størstedelen af de udenlandske klubber, der konkurreres mod, har langt bedre forudsætninger sportsligt og økonomisk. Problemerne er imidlertid ikke kun af lokal dansk karakter. For store klubber som eksempelvis Inter, Liverpool og Milan, der har milliardstore budgetter sponsoreret af oversøiske rigmænd, kunne man tro, at fundamentet var så stabilt, at europæisk succes er ligegyldig. Men sandheden er, at det er meget mere komplekst, idet sportslig succes også afhænger af netop deltagelsen i de medieeksponerede turneringer. Hvem gider spille i en klub, der ikke er med på vognen?
Denne artikels fokus er ikke de ledelsesmæssige beslutninger, som træffes rundt omkring i klubberne. Dertil har jeg ikke den fornødne indsigt i bestyrelslokalerne, men i stedet vil jeg kaste et lys over de økonomiske forhold og gevinster, som ligger i de europæiske turneringer. Jeg vil adressere frygten for fremkomsten af en ”Super Europe League”, en ide der på skrømt støttes af flere af Europas topklubber, tidligere personificeret igennem ”G-14”.
Drømmen om en europæisk liga er endnu kun en revolutionær tanke, men dog ikke et umuligt scenarie. Det er egentlig absurd, at det forbliver en raritet at finde denne udvikling beskrevet i sportspressen, når denne, for topklubberne så besnærende, tanke vil kunne omkalfatre fodbolden for altid. Dette vil jeg afhjælpe ved at se på, hvilke konsekvenser en mulig ”Super Europæisk Liga” vil kunne have både for topklubberne selv og de mange mindre klubber, som bare kan se på. Den historiske udvikling af klubturneringerne, sideløbende med kommercialiseringen og globaliseringen skal skabe baggrund for forståelsen af de nationale ligaers ageren her og nu og i den nærmeste fremtid.
"Der er en reel fare for, at ukontrollable markedskræfter æder idrætten op indefra og ødelægger de sportslige grundprincipper."
Citatet er leveret af det tidligere danske medlem af den internationale olympiske komité Kaj Holm, som i et frontalangreb i Politiken fredag den 28. uugust 1998 gik i rette med den altoverskyggende kommercielle udvikling af moderne idræt i et nærmest frapperende klarsyn. Manden, som i afmagt forsøgte at irettesætte et plutokrati i voldsom udvikling, var præmaturt på kollisionskurs med globaliseringen og udviklingen af fodboldsporten. Skægt er det dog, at dette citat skulle vise sig at være tidløst, og nærmest aldrig har været mere aktuelt end nu, hvor vi er vidne til, at en pris på en fodboldspiller på over en milliard kroner snart ikke vil være noget særsyn.
Fodbold har alle dage været kommercielt
Konturerne af den kommercielle udvikling og følgerne af denne har således været under opsejling længe. I sin grundpræmis kan man plædere for, at det har eksisteret siden industrialiseringen og imperialismens England, hvor nutidens sportsgrene udviklede sig i konkurrence med en række andre, men hvor kun nogle blev gjort universelle og udødelige. Påstanden vedrørende den kommercielle tilstedeværelse i sportens verden har været diskuteret i den britiske sportspresse i en artikel i ”The national Journal of The History of Sports” fra 2015, skrevet af Tony Collins, en historieprofessor ved De Monfort University i Leicester. Til Weekendavisen rekapituleres:
”Forestillingen om, at sport, som vi kender det i dag, er gået fra at være folkets sport til i dag at være overtaget af økonomiske interesser er en vildfarelse, lige siden moderne sports fødsel har der været tætte bånd mellem sport og forretning, og når hele verden i dag følger den boksesport, der tog sit udspring i Storbritannien, og ikke den franske kampsportsvariant savate, er en af forklaringerne, at den franske variant i modsætning til den engelske manglede et kommercielt fokus”.
Det kommercielle fokus, lader Collins forstå, blev legemliggjort igennem de præmiepenge, som var på spil ved den engelske boksesport allerede i det 19. århundrede. At fodbolden også altid har været kommerciel, er et interessant perspektiv på en forstokket fodboldverden, som bygger på et lettere opstyltet og ukueligt selvbillede samt en forskønnende romantisering af fodboldens dyder, hvilket denne skribent personligt også abonnerer på. Kultursociologer har beskrevet, hvordan de engelske ”working class lads” i 1960’erne mistede deres forhold til klubberne, der ikke længere byggede på lokale spillere, og hvor arbejderdyder som ”be tough and strong” var på retræte, mens maskiner gjorde deres indtog. Det er vigtigt at forstå, at fodbold, lige siden det gik fra dens uorganiserede form til den organiserede masseunderholdning, har indbefattet en lukrativ forretning, som alle dage har været kommerciel, og selvom dette udsagn måske drypper lidt malurt i bægeret for den romantiske fodboldfan, forholder jeg mig retten til at kalde det et fait accompli. Men om det er sund skepsis eller usund mistillid til fodboldsporten, vil jeg lade den enkelte læser bedømme.
Historisk set blev den første europæiske turnering fodboldholdene imellem afviklet i 1955, dengang under navnet ”European Champions Clubs Cup”. Som det forstås under dette navn var det ”Mesterholdenes turnering”, hvilket er meget langt fra det format, turneringen bliver afviklet under i dag, hvor mange klubber udover mesterholdene kan deltage. Kongeklubben fra Real Madrid startede med at tage patent på turneringen ved at vinde den de første fem gange, den blev afviklet. Senere er andre klubber, som bekendt, kommet til og turneringen er den dag i dag vundet fem gange af hele seks klubber. Rammerne om turneringen blev i sæsonen 1992/1993 ændret til dets nuværende format under navnet ” UEFA Champions League” med kvalifikation og gruppespil, seedningslag samt den væsentlige ”koefficientliste” som det udtryk, der definerer klubbernes og landenes styrkeforhold. Herved blev det muligt at kvalificere flere klubber fra samme land til turneringen. En detalje, som kan synes som en bagatel for formatet, men som er af enorm væsentlighed for UEFA, idet man på denne baggrund kunne holde storklubbenes indestængte røst i ave.
I 1957 skabtes Messeby-turneringen for holdene lige efter mestrene, og også den skiftede navn senere, til det mere velklingende UEFA Cuppen. I 1999 blev også Europa Cup’en for pokalvindere, der havde levet sit eget liv fra 1960, indlemmet i UEFA Cup’en. UEFA-cup’en, som blev afviklet første gang i 1971, blev efterfølgende i 2009 af merkantile grunde omdøbt til ”Europa League”.
Marseilles Alen Boksic i kamp med Milan-legenden Franco Baresi i den første Champions League-finale. Marseille vandt 1-0, men blev senere tvangsnedrykket til 2. division på grund af en matchfixing-skandale.
Foto: Getty Images
Hermed var grundstenen til den mest kommercielle og økonomisk givende forretning i europæisk fodboldhistorie lagt. Deltagerne i Champions League-turneringen får en pulje på 9,4 milliarder kroner at spille om, mens deltagende mandskaber i Europa League spiller om 2,8 milliarder kroner i præmiesum. Alene for at kvalificere sig til Champions League profiteres med en sum på 90 millioner kroner. Yderligere tildeles en sum på 11 millioner kroner pr. sejr i turneringen, mens en uafgjort bliver takseret med 3,7 millioner kroner. Vinderne af turneringen løber med den beskedne sum af 400 millioner kroner, regnet ud fra de akkumulerede præstationer undervejs. Europa League kaster et lidt mindre afkast af sig, men dog i et dansk lys ganske indbydende beløb, på 18 millioner for at kvalificere sig til turneringen mens en sejr og uafgjort takseres med 2,7 millioner og 900.000 kr. Til disse beløb skal lægges tilskuerindtægter fra de 3 garanterede hjemmekampe samt afledte effekter i form af merchandise, ølsalg, mv. Beløb som disse ratificerer klubbernes bestræbelser på at nå det forjættede land, specielt UEFA Champion League, som også er fokus her.
Det er en eksisterende holdning, at UEFA allerede er gået storklubbernes ærinde ved at tillade mere end mesterholdet fra hver liga, og hermed tilskynde en glidebane mod de økonomiske interessers overtag, men samtidig er det i dette henseende vigtigt at forstå, at en lighedsideologi aldrig har været en del af fodboldens DNA. Et lighedsmageri ligesom det vi ser i for eksempel NFL, har aldrig fundet billigelse i fodboldkredse, og en balanceret konkurrence klubberne imellem er nødvendigvis ikke adspurgt blandt publikum, hvilket er en vinkel, som man skal huske at have in mente i vurderingen af UEFAs rolle. Specielt er det interessant, hvordan fodbolden med bred opbakning opretholder de store klubbers undertrykkelse af de mindre klubber og herved fastholder fordums samfundsstrukturer med en form for permanent underklasse. Hvor man i USA tilstræber lige konkurrence, har man i Europa valgt at fokusere på penge til de få… Disse repressive forhold er notoriske og samtidig bredt accepterede. I sin nuværende form, hvor en række mellemgode hold får lov til at deltage i gruppespillet, og de to bedste hold fra hver gruppe kvalificerer sig til knockoutfasen, mens treerne ryger over i Europa League, har vi en struktur, hvor de rige og store klubber først for alvor træder i karakter efter jul, mens Europa League er helt uinteressant, ”tabernes turnering”, som Beckenbauer har udtrykt det. I 2006 gik Michel Platini til valg til posten som UEFA-præsident på en agenda om flere nationale mestre i turneringen. Et sympatisk træk, som det rent faktisk lykkedes ham at få indført, trods store protester fra flere sider om et lavere sportsligt niveau.
Mediemilliarderne ruller ind, men ikke alle er tilfredse med at skulle dele. Med den bestandige udvikling og ekspansion af de økonomiske og kommercielle interesser, hvor er vi så på vej hen? Min tese er, at der inden for 20 år vil være etableret en privat superliga for europæiske hold. En revolution som, i min optik, er på linje med den udredning, som Peter Brüchmann – chefredaktør på Mediano – har lavet om kinesisk fodbold. Denne påstand vil jeg udbygge i det følgende.
En 25 år gammel ide
Ideen om en ”Super Europæisk Liga” har eksisteret lige siden Champions League blev grundlagt i sæsonen 1992/1993. Det er ikke svært at hitte rede i det økonomisk fordelagtige, der er i at samle de bedste klubber rundt omkring i Europa i et stort ambitiøst format, som øjensynligt ville få opmærksomhed fra store dele af verdens befolkning. UEFA henter netop nu store økonomiske gevinster ved at agere tovholder for det europæiske projektet, og de distribuerer samtidig selv midlerne videre til de deltagende klubber. Men det er midler, som de største klubber har ment kunne fordeles mere retfærdigt ud fra et kommercielt synspunkt. Samme diskussion om fordelingen ses i de store lande, hvor La Liga i Spanien og Premier League i England repræsenterer hver sin strategi.
Ideen om et nyt format blev først gang udtrykt i slutningen af 1990’erne i magasinet Vogue, hvor firmaet Media Partners angiveligt skal have været interesseret i at støtte en ”Super Europæisk Liga”, hvor de største hold i Europa simpelthen skulle løsrive sig fra de nationale bånd for at hellige sig det internationale i en kompromisløs forretningsmodel. Blandt andet skulle Media Partners have afholdt møder med topklubber som AC Milan og Manchester United i forsøget på at etablere modellen.
Senere er det blevet eksemplificeret igennem den herostratisk berømte gruppering ”G-14”, som blev grundlagt i september 2000 og arbejdede sideløbende med UEFA og FIFA i et forsøg på at få flere midler til klubberne. Senere blev gruppen ekspanderet til 18. Deltagerlisten bestod af klubber som AC Milan, Bayern München, FC Barcelona Borussia Dortmund, Internazionale, Juventus FC, Liverpool FC, Manchester United, Paris Saint-Germaint, FC Porto, Olympique Marseille, PSV Eindhoven og Real Madrid. Senere kom Arsenal FC, Bayer 04 Leverkusen, Olympique Lyonnaise og Valencia FC. Bemærkelsesværdigt er det altså at et hold som Chelsea ikke er medtaget, men grundlæggende er det europæiske mastodonter, som har fundet vej til foreningen. Siden har de haft flere sagnomspundne opgør med UEFA og FIFA vedrørende alt fra distribuering af økonomiske midler til mere nærværende problemer som det at kræve økonomisk kompensation fra verdens fodboldorganisationer i forbindelse med skader under afholdelse af landsholdenes verdensmesterskaber. Foreningen opnåede dette ved et Modus Vivendi, idet foreningen indvilgede i en drastisk ekspansion og omgruppering, til det vi kender i dag under navnet ”ECA – European Club Association”, som rummer 103 klubber fra 53 lande. Dette gik til januar 2008. Allerede i 2006 havde The Guardian angiveligt fået fat i et internt dokument forfattet af ”G-14”, som skulle formulere en drøm om at tage ejerskab på Champions League-turneringen og gennem privatisering af sponsor- og tv-aftaler opbygge et langt mere magtfuldt organ med en selvsupplerende dominans blandt de store klubber. Selvom G-14-foreningen benægtede mødets eksistens, er det alligevel interessant, hvorledes dette dokument udløste ramaskrig internt hos de skinhellige i FIFA og UEFA, som truede med voldsomme sanktioner mod klubberne gennem langvarige suspensioner. Siden dette skelsættende øjeblik i 2008 skulle man tro, at FIFA og UEFA ville formå at holde storklubbernes determinerede visioner stangen, men dette er en sandhed med modifikationer. Sammenhængskraften var i den grad på prøve i årene efter 2008.
UEFA har igennem årene prøvet med adskillige tilnærmelser til storholdene ved blandt andet at udvide antallet af europæiske pladser i de største ligaer, og i et forsøg på at holde de store klubber i skak prøvede UEFA at indgå i pragmatiske løsninger, hvilket især Michel Platini blev katalysatoren for. Det er vigtigt at erkende, at Platinis ønsker som præsident for UEFA altid har været fokus på pluralisme og inklusion, og dette er altså den diametralt modsatte af, hvad de centralistiske storklubber efterspørger. Michel Platini har haft som ambition at åbne turneringen for de mere perifere europæiske ligaer, hvilket blandt andet gjorde Champions League-vejen for danske mesterhold langt nemmere end tidligere gennem en ordning, hvor mesterholdene spiller mod hinanden i kvalifikationens Playoff-runde inden gruppespillet. Dette ser vi i nutidigt perspektiv udspillet ved, at FCK nærmest er favoritter i opgørene mod det cypriotiske mesterhold Apoel, og herved, lettere elegant, undgår ubønhørlige modstandere som Manchester City og Ajax, som ellers ligeledes er at finde i kvalifikationen til Champions League.
Kampene mod Apoel afgør, om FCK kommer i Champions League, hvilket har en stor indflydelse på klubbens finansielle muligheder.
Foto: Lars Rønbøg/Frontzone Sports/Getty Images
Det hemmelige møde i London
Den europæiske elite har længe ønsket en europæisk centralisering, både af det sportslige og økonomiske, både fordi klubberne mener at mange af modstanderne i gruppespillet er for lidt konkurrencedygtige, men også fordi de økonomiske midler bliver fordelt til klubber, som bourgeoisiet ganske enkelt ikke anerkender. Lige nu er vi vidner til et bemærkelsesværdigt skisma imellem fodboldeliten og fodboldorganisationernes dagsordener, og denne smeltedigel kan få alvorlige konsekvenser for fodboldens videre fremtid.
En tirsdag i ultimo februar 2016 skulle Manchester Uniteds Executive Vice Chairman Ed Woodward – som der er portræt af på Mediano - Chelseas Chairman Bruce Buck, Arsenals Chief executive Ivan Gazidis, Manchester Citys Chief executive Ferran Soriano og Liverpools CEO Ian Ayre have afholdt et møde med milliardæren Stephen Ross på Dorchester Hotel vedrørende detaljer om sommerens pre-season, som igen i år har været møntet på charmeoffensiv på Asiens, Australiens og USA’s breddegrader. Angiveligt skulle ideen om en ny privatiseret europæisk liga være adresseret på mødet, selvom de involverede eklatant afviser anklagerne, efter at de var blevet hængt til offentlig skue på bagsiden af The Sun. Om det er konspirationer eller ej, påviser anklagerne alligevel det interessante i, at ideen om en ”Super Europæisk Liga” langt fra er begravet, men derimod aldrig har været mere aktuel.
Interessant er det, at den private og superkommercielle amerikanske NFL-liga i USA til stadighed er en langt mere lukrativ forretning end dens europæiske ditto. Målt på tilskuerbase burde Champions League kunne samle et større publikum, men NFL-holdene får stadig langt flere tv-penge end Champions League holdene. Samtidig må man sige, at Premier League har opbygget et aldeles konkurrencedygtigt fundament som komparativ model til Champions League, idet tv-rettighederne til Premier League fra 2016-2019 tidligere på året er solgt for 51 milliarder kroner til mediemogulerne fra Sky og BT sports, hvilket er 70 % dyrere end den forrige tv-pakke. Dette udmønter sig i, at Premier Leagues dårligste hold indkasserer omkring en milliard-kroner mere end Champions League-vinderen. Juventus-præsidenten Andrea Agnelli har ifølge Ekstra Bladet allerede været ude og ytre sin skepsis vedrørende det nuværende fundament, og Real Madrids præsident Florentino Perez har ifølge Tipsbladet istemmet den ulmende skepsis og drømmer efter sigende personligt om en privat ”Super Europæisk Liga”, hvor der garanteres konkurrencedygtig sportslig modstand, og hvor de økonomiske midler forbliver distribueret på de ”rigtige” hænder. Der venter altså den kommende UEFA-præsident, som vælges den 14 september i stedet for den detroniserede Michel Platini, en uhyre svær balancegang, når den nuværende tv-aftale udløber i sæsonen 2018-2019. Der er allerede blevet varslet drastiske ændringer af det nuværende format, hvilket UEFA’s nuværende turneringsdirektør, Girogio Marchetti, har bekræftet over for Daily Telegraph. Blandt andet tales der om at sikre flere garanterede pladser til de største ligaer, og herved facilitere mulighederne for de store europæiske hold.
En drøm om at spille et par europæiske kampe om lørdagen for at lukrere på det asiatiske og amerikanske marked ses som en mulighed for at bryde de nationale ligaers monopol. Selvom det er yderst tvivlsomt, om en sådan ide har gang på jord, er UEFA’s retning interessant. En stigende animositet mod det nuværende CL-format ses personificeret i klubber som Manchester United og Liverpool, som formenes adgang til den prestigefylde og enormt lukrative turnering, mens langt mindre klubber spiller sig ind i turneringen på mere overkommelige vilkår. Et faktum som måske er på retræte, hvis de nuværende forlydender om den kommende aftale er rigtig. Men samtidig er det vigtigt at understrege, hvorledes klubbernes forretningsmodeller er blevet mere kommercielle end tidligere. Kommercielle sponsorater og tv-penge fylder i disse dage langt mere for klubberne end eventuelle præmiepenge. Manchester United er i mindre grad afhængige af den økonomiske kapitalindsprøjtning, Europa League-kvalifikation bærer med sig, end det gælder for et hold som FCK. Bevares, Manchester Uniteds appeal til de bedste spillere knægtes, når de famler på det sportslige, men den økonomiske forretning er stadig intakt. Manchester Uniteds sponsorindtægter er steget voldsomt de seneste år, som det også fremgår af et portræt her på siden.
Presset vokser på UEFA
Hos FCK derimod står og falder klubbens agenda og selvopfattelse med deltagelse i Europa, og et misset Europa-gruppespil er ofte katastrofalt.
Når UEFA varsler drastiske tilnærmelser over for de største klubber i Europa, er det uomtvisteligt fordi, de mærker presset fra klubberne. Med det nye salg af tv-rettigheder i England er det et vidnesbyrd om den voldsomme attraktionsværdi, som en privat europæisk liga kunne have, og hermed en helt abnorm kommerciel værdi. Spørgsmålet er så, om en ”Super Europæisk Liga” skulle udliciteres som en privat liga – som NFL – eller om UEFA fortsat skal agere bogholder på projektet? Man kan med rette dadle FIFA og UEFA for mangt og meget, hvilket jeg selv jeg gjort i en artikel her på Mediano – men det ville stadig give mest mening at lade UEFA varetage den fordringsfulde opgave, det er at afvikle europæiske turneringer i et format, som bygger på nogle etiske og moralske værdier, samt hvor almindelig etikette stadig anerkendes, og hvor solidaritet stadig er et ord i det vokabular, som benyttes. FIFA og UEFA varetager den dag i dag stadig væsentlige opgaver såsom at forebygge dopingmisbrug, domesticere ukontrollable marketingskræfter, holde bestandigt voksende spillerbudgetter i ave igennem regler om ’Financial Fair Play’ samt begunstige mindre europæiske hold som for eksempel de danske. Ting, som man er tilbøjelig til at glemme, når man i affekt farer i flint over alle de fortrædeligheder, som også hersker i fodboldens verden. Tiltag som stadig giver organisationernes eftermæle et penselstrøg af civil fernis.
Spørgsmålet er så, hvorledes en nytænkning af nutidens Champions League skulle se ud, hvis UEFA stod for projektet. Ifølge Tipsbladet havde der været et møde i foråret 2013, afholdt mellem UEFA og klubberne, hvor klubberne havde udtrykt et ønske om en Champions League med tre divisioner af 16 hold med op- og nedrykningsspil. Samtidig blev der udtrykt ideer om at afvikle et par af kampene i Asien og arabiske lande. FCK kunne formentlig se frem til at friste en tilværelse i 3. division blandt andre mesterhold og perifere bekendtskaber fra de store ligaer, mens 1. division udelukkende ville bestå af Europas mest elitære hold målt på historie, økonomi, kultur og fanbase. Ideen ville animere en helt ny topstyring og centralisering fra klubberne og i den grad anspore til voldsom niveaudifferentiering, hvor nationale ligaer ville miste enhver form for kommerciel værdi og kørt ud på historiens mødding.
Det er svært at spå om, hvorledes man ville fordele holdene, men et eksempel i Tipsbladet fra 2013 placerede holdene således:
1. division:
FC Barcelona
Real Madrid
Chelsea
Manchester United
Manchester City
AC Milan
Juventus
Paris Saint-Germain
Bayern München
Borussia Dortmund
FC Porto
Shakhtar Donetsk
Zenit St. Petersborg
Ajax
Galatasaray
Olympiakos
2. division:
Inter
Napoli
Olympique Marseille
Lille
Atletico Madrid
Celtic
Schalke 04
CSKA Moskva
Tottenham Hotspur
Arsenal
Dynamo Kiev
Sporting Lissabon
Benfica
PSV Eindhoven
Anderlecht
VfB Stuttgart
3. division:
AS Roma
Olympique Lyon
Twente
Valencia
Bayer Leverkusen
Fenerbahce
Spartak Moskva
Legia Warszawa
FC København
FC Basel
Red Bull Salzburg
Steaua Bukarest
APOEL Nicosia
Viktoria Plzen
Røde Stjerne Beograd
Maccabi Haifa
Topklubberne ville ud fra dette eksempel formentlig opnå enormt lukrative tv- og sponsoraftaler og på den måde distancere de resterende hold yderligere, men i dette eksempel ville UEFA til stadighed, kunne moderere Elitens grådighed med midlerne, og styringen ville i nogen grad kunne hindre det totale cirkusshow, som et rent privat initiativ ville indebære. Alligevel ved man jo, at ’mer vil have mer’, og det er en uhyggelig dødsspiral fodboldøkonomien er inde i allerede nu med spillerkøb på op mod en milliard.
En trussel er at de nævnte topklubber kan løsrive sig fra organisationerne og lave en lukket liga som en ækvivalent pendant til NFL i USA. Alle beslutninger ville herved blive taget ud fra en økonomisk cost-benefit-analyse, hvor det økonomiske rationale og kommercielle brand ville bestemme ligaens retning. Formentlig ville det udmønte sig i tårnhøje spillerlønninger, enorme sponsoraftaler og inciterende tv-aftaler. Ligaen ville blive udarbejdet uden op- og nedrykningsspil med uanfægtet topstyring og centralisering til følge. Midlerne ville forblive inden for rammerne af ”familien”, hvilket længe har været et ønske hos mange. Den sportslige modstand ville således få et gevaldigt kvalitetsløft de elitære topklubber imellem.
Konsekvenserne af den kommercielle udvikling kan være svære at gennemskue, og eksemplet med den private ”Super Europe League” er stadig hypotetisk og mere eller mindre bare en fabulerende vision. Projektet rummer også endnu en del logistisk bøvl, så det er åbenlyst, at arbejdet ikke er færdigt endnu.
Selvom vi ofte er tilbøjelige til at forklejne problemet, må vi alligevel nok erkende, at det er den vej, fodbolden bevæger sig. Med salg af spillere på tærsklen til en milliard danske kroner og med imposante tv-aftaler som pejlemærker i moderne fodbold er det mig slet ikke utænkeligt, at drømmen om en ”Super Europæisk Liga” bliver realiseret inden for de næste to årtier. Om det vil tilføre fodbolden en ny stamina og flere fodboldmæssige dimensioner og anspore til seværdig og forbrugervenlig fodbold, eller om det vil havarere fodboldens image og raison d’etre i et inferno af tv- og sponsoraftaler, vil jeg ikke spå om. Dertil er der stadig for mange ubekendte, men spændende – det bliver det.
Topfoto: Getty Images
