Vi ses om en uge - Mediano går i hængekøjen
EM og vores 'træningskamp' er slut. Vi er ved at gøre klar til de store ligaers start i august og næste skridt i Medianos udvikling. Men først tager vi lige en god uges tid i hængekøjen - og giver en status
Af Peter Brüchmann, Chefredaktør Mediano
Kære alle Medianos,
Tusind tak, fordi I har læst og lyttet med i juni og juli.
Mediano er et helt nyt medie med en helt ny model for at bringe indhold ud til et meget præcist og engageret publikum. Det har vi øvet os på i hele EM-perioden, som var en slags træningskamp for os. Kald det bare vores beta-version.
Vi har sat os selv i verden for at give det smukke spil et lidt dybere blik og et lidt større perspektiv. Det gør vi i podcast, hvor vi prøver at vælge mere præcist og komme længere ned i emnerne, end du oplever andre steder. Det gør vi i artikler, analyser og blogs, hvor vi bruger de bogstaver, der er nødvendige for at fortælle de rigtige historier.
Og så rækker vi hånden ud til at alle jer. Mediano er ikke en redaktion, der skriver og sender fra-os-til-jer. Vi er et community, hvor alle er velkomne til at bidrage. Vi har sådan set bare forsøgt at skabe en scene for store fodboldoplevelser, som alle er velkomne til at optræde på.
Det har mange af jer gjort. Nogle af de allerbedste artikler og ideer er ikke kommet fra en lille redaktion i vores faste kerne. De er dumpet ind i vores postbakke, og vi har nogle gange bare siddet tilbage og sagt wauv, det her kunne vi aldrig selv have skrevet.
Det gælder, når I har lyst til at rejse en debat. Det gælder, når I brænder inde med bjerge af viden om lige præcis den klub eller den liga, I har tabt jeres hjerte til - og savner en scene. Og det gælder, når indignationen brænder og I bare synes, at verden skal vide, hvordan det virkelig hænger sammen i en klub, en liga eller en organisation.
Nu kommer de store ligaer
Vores virkelige kamp var ikke EM. Den kommer først nu. I august begynder de store ligaer, og Mediano kommer til at fokusere så meget som overhovedet muligt på Premier League, Champions League, Bundesligaen, Serie A og La Liga. Vi elsker også, når I hjælper os med at dykke ned i MLS, den færøske turnering eller fodbold i et endnu mere eksotisk hjørne af verden.
Og så er Alka Superligaen denne weekend kørt fra perron med fuld damp på motorkedlerne. Det er lidt vores dårlige samvittighed. For vi er nødt til at fløjte til pause og tage en god uges tid i hængekøjen, mens vi lader op til tiden frem mod august og de store ligaers start.
Vi er meget få personer, der redigerer Mediano og jeres gode indhold. Det vil vi gerne være klar til fra uge 30. Så vi sætter lige Mediano på pause 8-10 dage, inden vi er stærkt tilbage.
Vi håber, at I vil glæde jer, til vi er tilbage igen. Og så håber vi, at I kan finde godt indhold hos andre fine medier, gode blogs og seriøse podcast til at stille sulten imens. Det er derude.
En lille status
Lad os gøre en lille status. Mediano kom fra ingenting. Vi havde ingen store mediehuse til at lede brugerne hen til Mediano, ingen penge til markedsføring af et helt nyt medie. Vi havde kun håbet om, at nogen ville kunne lide vores indhold og ville være med til at sprede budskabet.
Det har I heldigvis gjort og tusind tak for det.
Vi havde håbet på, at 10.000 af jer ville finde frem til Mediano i en EM-periode, hvor store medier pumpede kvalificeret EM-stof ud til seere, lyttere, læsere og brugere. Meget optimistisk drømte vi om at nå helt ud til 25.000 af jer. Men tallene viste, at vi snildt passerede 35.000 unikke brugere.
Vi måler i Google Analytics, lidt endnu, og har bygget vores site på en simpel template på Squarespaces platform. Men vi er voldsomt taknemmelige for at nå så vidt omkring i et tætpakket mediefelt.
På podcast-siden valgte vi et voldsomt ambitiøst setup med at sende hver morgen under hele EM. Det blev til 36 udsendelser ialt inklusive vores optakter. Vi fik berettigede klø for at famle med lyden. Flere af os var rene debutanter og havde aldrig i vores liv haft andre podcast-erfaringer end at dukke op som gæster hos andre.
Her havde vi måske drømt om, at vi ville kunne forsyne jer med 30.000 lytninger i hele EM-forløbet. Optimistisk 50.000 episoder målt i Soundcloud, hvor vi uploader vores udsendelser. Men i slutningen af EM passerede vi 125.000 lytninger og i skrivende stund er tallet 133.000. Det er vi lige så taknemmelige for. Og vi takker for jeres tålmodighed med dårlig lyd i starten, hakkende episoder undervejs, hvor vi kom til at arbejde med lidt for mange spor i vores redigering.
Inden det bliver ren takketale, har analyserne i vores udsendelser levet af fodboldpersonligheder, der valgte at komme forbi vores lille interemistiske studie på Nørrebro uden at få en øre for det. uden kørepenge og uden en cent til parkometeret i Nørrebrogades sidegader. Alle vores gæster har været drevet af samme behov, som vi selv følte: Fodbolden og debatten i Danmark har brug for at blive mere kvalificeret, mere detaljeret og mere nuanceret.
Det har især været glædeligt at konstatere, at både gæster og vores lyttere havde den samme oplevelse: Der var og er behov for en mere seriøs behandling af fodbolden. Mange medier gør det godt, men balancerer hele tiden med ressourcerne, sendetid og viljen, og derfor er Danmark ikke førende på en kvalificeret fodbolddebat, når man ser på TV-udsendelser, trykte magasiner og stærke blogs.
Ups, Mediano på førstepladsen
Og så skader det jo ikke, at det så således ud i iTunes syv timer efter, at vi var gået i luften den 1. juni:
Vi troede først ikke helt på det. Men Mediano befandt sig rimelig stabilt på eller i nærheden af førstepladsen i kategorien for sports-podcast og har det meste af EM ligget i top 20 i den kategori, hvor man også kæmper mod Mads og Monopolet, Third Ear og Den Korte Radioavis. Dem kunne vi ikke matche hele vejen, men fik lov at smage på den søde førsteplads et par gange.
Det giver os mod på masser af mere talt indhold. Vi har lavet nogle lange interviews med Superliga-trænere som Glen Riddersholm, Lars Søndergaard, Olafur Kristjansson og Kasper Hjulmand. Det har I taget ekstremt godt imod derude og suppleret med fine kommentarer, så det er afgjort en vej, vi vil fortsætte nedad.
Vi kommer ligeledes til op til sæsonstarten i Premier League og Champions League at gå ambitiøst til værks med både optakter og regelmæssige udsendelser. Her er vi lige nu ved at sætte hold til de første optakter på de store klubber.
Vi har fremtidige ambitioner om at lave ugentlige podcast på andre store ligaer så som Bundesligaen, Serie A og La Liga. Vi kommer dog ikke til at indfri ambitionen fra sæsonens start eller i efteråret 2016, men vi kommer helt givet til at prøve at arbejde med analyser og udsendelser om disse ligaer også med henblik på et fuldt setup.
Og så bliver august ikke mindst tidspunktet, hvor du får en helt ny podcast at høre. Den tidligere landsholdsspiller Lars Jacobsen kommer sammen med Christian Wolny at lave en ugentlig podcast om dansk fodbold. Nogle af os har hørt deres dummy-optagelser. I kan godt glæde jer. Se traileren for programmet ovenfor.
Hvor kommer pengene fra - og hvad går de til?
Vores model med partnere inde i selve udsendelserne er usædvanlig i forhold til et traditionelt mediebillede. Vi talte om vores partner, Oddset, i vores EM-udsendelser og bragte odds, hvor det var relevant i samtalen. Det vil vi fortsætte med i det omfang, vi kan finde de rigtige partnere.
Vi vil også arbejde med andre kommercielle formater, men det bliver alt sammen med samme røde tråd: Ingen traditionelle bannere, ingen brugerbetaling og kun partnerskaber, hvor vi kan skabe en relevans i forhold til indholdet.
Nogle har spurgt, om man kan donere penge til Mediano. Den model har vi ikke åbnet for, men vi overvejer at gøre det på specifikke projekter - som f.eks. at rejse finansiering til et magasin eller en ny udsendelse.
Hvad med platformen? Vi vil gerne bygge vores site på et CMS (Content Management System), hvor vi kan lidt mere med sitet eller gøre det i samarbejde med andre. Vores designere fra Magic People Voodoo People (de er lige så sjove som deres navn, men dælme svært første gang, man skal skrive en email til en af drengene) vil hele tiden arbejde med Mediano, men det er først, når vi har vores eget CMS, at vi for alvor kan arbejde med formen og måden at præsentere indhold.
Vi lovede også undervejs, at vi ville fortælle, hvordan vi bruger pengene i udviklingen af Mediano. Det er nødvendigt, når vi beder jer om at lave indhold uden at få betaling, så I ikke tror, at der sidder nogle gamle redaktører og designere, der gør sig rige på jeres hjerteblod.
Vi har indtil nu lånt vores podcast-udstyr af Sweepr. Husk det. Sweepr er gode folk, der fortjener et klap på skulderen. Vi har mødtes i private lokaler og optaget i et værelse, vi har lånt.
Med aftalen med Danske Spil og Oddset får vi mulighed for at købe vores eget udstyr, og vi har en plan for at kunne mødes dagligt i et kontor-miljø, som vi lejer for en overskuelig sum året ud. Så langt, så godt.
Næste skridt
I løbet af efteråret håber vi at kunne skabe indtægter til, at vi kan tilknytte redaktører til at redigere det meget indhold, vi får tilbudt. Det er det led, der er interessant, hvis vi vil lykkes med at lave det, vi kalder 'Fodboldens Huffington Post'. Vi vil gerne kunne betale nogle af de værter/redaktører, der er ansvarlige for vores podcast med partnerskaber. Kun på den måde kan vi udvide til også at dække La Liga, Serie A, Bundesligaen og 1. division i Danmark.
Og så skal vi have udviklet sitet. Vi skal betale månedlig licens til Getty Images, og vi skal arbejde med videoplatform, licenser og en lille bitte smule hjælp til administration og revision.
Vupti, så er de penge brugt. Vi vil gerne arbejde med denne transparens, så I kan se, hvordan Mediano er skruet sammen. Også fremover.
Vi vil nemlig gerne have mange flere af jer i spil. Vi vil have faste skribenter - og gerne flere - på hver enkelt interessant klub i Danmark og i de store ligaer. Det er stadig modellen, at vi skaber scenen for store fodboldoplevelser og at skribenter, gæster i podcast og eventuelle video-formater stiller op for den dybere fodboldsags tjeneste. Ellers kan Mediano ikke eksistere.
Vi vil gerne nå hen til et sted, hvor vi kan honorere skribenter, der laver helt unikt indhold. Det kunne være den dag, vi laver et 200 siders coffee-table magasin med Mediano-indhold, som man enten kan købe, abonnere på eller finansiere via et partnerskab. Det kunne være i helt særlige blogmiljøer. Men det er fortsat en del af vores vision og ikke lige i pipeline for det tidlige efterår.
Mediano - et sted for fodboldens uddannelse
Og så er Mediano forhåbentlig så god en scene, at de personligheder, der skriver hos os og optræder i vores formater vokser, udvikler sig og kan bruge Mediano som løftestang i deres øvrige karriere. Det har vi allerede set fine eksempler på. Det er også en del af visionen.
Vi vil gerne uddanne spillere og trænere til at formidle. Vi vil finde de største skrivemæssige talenter. Og vi vil lave design og digital udvikling i en klasse, så det altid bliver et parameter for den gode brugeroplevelse.
Hvis du vil vide endnu mere om Mediano, så er her vores præsentation, da vi fortalte, at Mediano var på vej.
Her er vores velkomst ved launch af sitet.
Her er en forklaring på vores navn, hvis du skulle have misset det.
Her kan du se, hvordan du bliver partner på vores formater.
Fortsat god sommer til alle. Tak fordi I fulgte os på vej så langt.
Vi glæder os rigtigt meget til næste skridt af Medianos udvikling.