Den store optakt på FC København: Ståles virkelige eksamen
Der var pres på Ståle Solbakken, da mesterskabet skulle afgøres i foråret. FC Midtjylland, SønderjyskE og i starten AaB pressede på. Men det var slet ikke FC Københavns rigtige eksamen. Den kommer først nu.
Her tager Peter Brüchmann et kig på den måned, der afgør, om vi er på vej ind i en ny storhedstid i FC Københavns historie – også med de internationale dimensioner, der er de eneste rigtige at bedømme ud fra.
Af Peter Brüchmann
Hvor mange klip er der i Ståle Solbakkens partoutkort til jobbet i FC København?
Blev der spurgt, da først AaB nappede guldmedaljerne i 2014 og dernæst FC Midtjylland gentog nordjydernes præstation i 2015.
Måske blev der ligefrem talt på knapper i bestyrelsen i december 2014, da Glen Riddersholm og FC Midtjylland var ved at udstille FC Københavns store oprustning for andet år i træk.
Presset var – også set ganske nøgternt – stort på Ståle Solbakken, da mesterskab nummer to glippede. Samlet set var det tredje gang på fire år, at langt, langt mindre budgetter løb med det mesterskab, som FC København i Ståle Solbakkens første epoke havde taget nærmest patent på.
Så vind de guldmedaljer eller vi tænder for varmen i sædet. Lød forventningen fra medier og omgivelser, før den sæson, der blev afsluttet med Solbakkens første mesterskab siden tilbagekomsten til København i 2013.
Det var en forventning, der også gjaldt FC Københavns egen ledelse, hvor man havde den store tromme fremme i årsregnskabet for 2014 i et signal, der var svært at misforstå:
På side 12 i regnskabet overfor et helsides foto af Andreas Cornelius og dommedags-typer med cifrene ’129 millioner’ stod der følgende: ”I overensstemmelse med den fastlagte strategi om at øge sandsynligheden for deltagelse i UEFA Champions League for F.C. København er investeringsniveauet i spillertruppen øget og udgjorde 128,8 mio. kr. i 2014 mod 33,9 mio. kr. i 2013.”
Oversat til bestyrelses-dansk: Vi har hældt en formue ind i den trup, så du kan ikke undgå at vinde de guldmedaljer.
Det signal var Ståle Solbakken ikke selv lykkelig for. Det var transferbeløb i et vindue med meget store udskiftninger – ikke et udtryk for, at budgettet for løn- og afskrivninger var skruet voldsomt i vejret. Selv om en offensiv også på den del var meldt ud året før. Men offentligheden så kun de 129 mio. og oversatte det til øget pres.
Sandheden er, at Ståle Solbakkens egentlige eksamen slet ikke er overstået. Mesterskabet var kun et adgangskort til det rigtige eksamensbord. Og det står den norske cheftræner og manager nu foran.
Her får du en tur igennem den særdeles bumpede vej fra 2013 og frem til eksamensbordet i 2016.
Rejsen begynder i Belfast på onsdag
Bevares, der var pres på for at vinde det mesterskab. Men det er stadig kun forudsætningen for at skabe den egentlige succes.
FC Københavns helt tydelige prioritet ser således ud:
- Vind Superligaen
- Skab europæisk succes
- Pokalturneringen
Trykket ligger så entydigt på punkt nummer 2. Men hurdlen er, at punkt 1 er forudsætningen for punkt 2.
Gamle kynikere som undertegnede vil gerne se alle beslutninger gennem et internationalt filter. Groft sagt er Superligaen en lille liga, hvor både spillere og trænere drømmer om at komme videre fra. Du behøver bare at zappe fra den altid lidt tynde lørdagskamp i Superligaen til hvilken som helst arena i Premier League eller Bundesligaen for at forstå hvorfor.
Bashkim Kadrii spillede en af sine bedste kampe mod Dnipro, da FC København sidst forsøgte at åbne dørene ind til Champions League. Foto: Getty Images/Jan Christensen
Men Superligaen er forudsætningen for international succes. Og hvis man er i tvivl om forskellen på at blive nummer et eller to, behøver man blot kigge på, hvad FC København var oppe imod for to år siden, da man bankede på Champions League-døren som runners-up efter AaB: Først det ganske kompetente ukrainske hold Dnipro Dnipropetrovsk – som man besejrede sammenlagt 2-0 - og så i den afgørende play-off-runde om adgangen til Ali Babas diamanthule: Bayer Leverkusen. Slam. 7-2 og kan I så komme hjem igen.
I år er det i næste uge nordirske Cruzaders FC, der forhåbentlig bliver første trædesten. Så følger 3. kvalifikationsrunde med modstandere som i bedste fald Sheriff Tiraspol fra Moldova og FH Hafnarfjardar fra Island og i værste fald Røde Stjerne eller Dinamo Tbilisi. Dette skyldes, at FCK går ind som seedet i gruppen af mesterhold.
Denne 3. kvalifikationsrunde er helt afgørende, fordi en sejr giver sikker adgang til Europa Leagues gruppespil samt adgang til den helt store playoff-kamp om adgang til det ’rigtige’ gruppespil i Champions Leauge. Her venter hold som Celtic, Salzburg, Apoel Nicosia. Hvis Danmark havde haft to pladser og FCK ikke havde været mesterhold, havde alternativerne heddet Manchester City, Porto og Ajax.
Så vejen er stadig svær. Men både den lille succes, Europa League, og den store, Champions League, er indenfor rækkevidde. Første skridt hedder udekamp mod Cruzaders på onsdag kl. 20.00 på arenaen Seaview i Belfast, der har plads til 3.383 tilskuere. Så rejsen indledes klædeligt ydmygt.
FCK dobler op i Superligaen
Men lad os lige begynde fortællingen i Danmark. Mediano har de seneste uger kunnet fortælle om de nye styrkeforhold i en Superliga med 14 hold. Her tegner sig et ualmindelig markant mønster, hvor konkurrenter som Brøndby og FC Midtjylland frivilligt bakker i en øget økonomisk ansvarlighed og i den grad placerer sig i en helt anden kupé end den nationale business class, som FC København befinder sig på.
Brøndby har slået bremsen i og går fra et budget for løn og afskrivninger på 65 mio. til 56 mio. - måske endda mindre - og har kurs mod, at dette budget kan ramme 40 mio. i 2020, hvor man skal opnå sund økonomisk balance. I FC København har man hidtil regnet med, at Brøndby i sidste sæson med Agger, Elmander, m.fl. på lønningslisten, befandt sig på 70-80 mio. i dette budget. Men ifølge mine oplysninger er tallene altså en opbremsning fra niveauet 65 mio. til 56 mio. kroner afhængigt af, hvordan indeværende transfervindue ender.
“Det er altså – for nu at bruge staveplade-retorikken – ret vilde tal, som i de kommende år vil betyde, at et kikset mesterskab nærmest er en fiasko for FC København”
I FC København har man antaget, at FC Midtjylland med Matthew Benhams millioner bevægede sig op i laget 60-70 mio. kroner. Det er en intern benchmark-vurdering ud fra de lønniveauer, man kender til, når man konkurrerer om de samme spillere og forhandler med klubber, agenter og spillere. Det afvises delvist fra FC Midtjylland, hvor man nu bremser en anelse til et niveau omkring 53-54 mio. kroner – især fordi løntunge spillere som Kristian Bak, Erik Sviatchenko, Jim Larsen, Petter Andersson og Morten Duncan Rasmussen er ude af budgettet, og fordi man har indset, at det gik lidt rigeligt hurtigt med indkøbskurven – måske på bekostninger af talenter som Rasmus Nissen, Mikkel Duelund og det U19-hold, der har gjort det fremragende i ungdommens Champions League.
Resten af det centrale felt ligger i området mellem 28 og 35 mio. kroner i budget med AGF, OB, Esbjerg og AaB – i den rækkefølge – som det tætte felt. Og forårets sølvvindere fra SønderjyskE skruer meget moderat op fra 15 mio. kroner til ca. 18 mio. kroner. Læs her om Brøndby. Og læs her om kampen om det nye slutspil.
Så sat meget på spidsen vil presset i Superligaen på FC København se således ud:
- Næsten dobbelt så stort budget som Brøndby og FC Midtjylland
- Næsten tre gange så stort budget som AGF, der ventes at lande på 35 mio. kroner.
- Mere end tre gange så stort budget som OB, Esbjerg, AaB og Randers.
- Mere end fem gange så stort budget som SønderjyskE.
Det er altså – for nu at bruge staveplade-retorikken – ret vilde tal, som i de kommende år vil betyde, at et kikset mesterskab nærmest er en fiasko for FC København.
En tommelfingerregel siger, at økonomien over tid vil betyde 75 procent i vægtskålen. Når man så dertil ligger, at Ståle Solbakken efterhånden har fået styr på sit hold, sin organisation og den kultur, der skal præge udviklingen af et fodboldhold, vil forventningen i den grad være en klar og forholdsvis entydig FCK-dominans i de kommende år.
Skal man virkelig begejstre Parken, skal man i Champions League, lyder en ofte hørt sætning, når FC København kigger på sine fans og omvendt. Foto: Jan Christensen/Getty Images
FC København befandt sig i den netop afsluttede sæson på cirka 100 mio. kroner i sit budget for løn- og afskrivninger. Helt præcist i den allernærmeste underkant af 100 mio. og ikke de 129 mio., som blev misforstået af offentligheden på grund af førnævnte regnskabs-signal. Heller ikke de 125-130 mio., som lå i de signaler, som direktør Anders Hørsholt afsendte i 2013. Dem vender vi tilbage til.
Lige som, når FC København kigger på sine konkurrenter, findes der også vurderinger den anden vej. Her hører jeg tallet 120-130 mio. nævnt. Igen kan det være et udtryk for forskelle i forhold til, hvad man tæller med i den sportslige vurdering. Det afgørende er dog, at niveauet fra 2015/16 til den kommende sæson i store træk er uændret, og derfor anvender undertegnede tallet 100 mio. som udgangspunkt, fordi det er så sammenligneligt med konkurrenterne, som det har været muligt i denne opgørelse.
Skjærbæk og Korsgaards nye linje
Nogle læsere vil givetvis indvende, at det er mange tal og meget lidt fodbold. Men tallene er afgørende, fordi de fortæller om FC Københavns sportslige ambitionsniveau. De fortæller om presset for at dominere Danmark. Og de fortæller om, hvor FCK står i forhold til de hold, der internationalt rækker ud af samme Champions League-billet, som danskerne gør.
Og som en sidste krølle fortæller tallene også om fodboldens betydning i en koncern som Parken Sport & Entertainment.
FCK har tidligere i årene omkring finanskrisen toppet på 127 mio. kroner og bremsede så op til ca. 91 mio. kroner, da gælden i Parken Sport & Entertainment skulle arbejdes ned og de nye ejere skulle finde sine fødder i forhold til dette lidt uberegnelige og især uforudsigelige fodboldregnskab.
Groft sagt spruttede især den ene nye storaktionær Erik Skjærbæk over, hvad der var foregået under Flemming Østergaards ledelse. Og sammen med den anden centrale storaktionær, Karl Peter Korsgaard Sørensen – de trådte begge ind i 2009 – blev der indledt en markant ny linje på alle områder. Det sportslige var den uberegnelige størrelse, og det gik for så vidt fremragende, indtil Solbakken rejste til Köln og sagde farvel i juni 2011.
Koblingen var uhyre tæt, da Flemming Østergaard stod bag Ståle Solbakken og budgettet havde 'løs overkant'. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
Men herefter oplevede man for alvor lotteri-siden af fodbold-investeringen, og derfor bremsede man ned fra de 127 mio. til 91 mio. kroner. Først fordi ’det gik jo meget godt og skulle FCK være så meget dyrere end alle andre i Danmark?’, dernæst fordi investeringerne slet ikke kom hjem igen.
Når man kigger på udviklingen i et historisk perspektiv, blev der begået store fejl, der kostede dyrt for både FC København og for dansk fodbold.
De nye ejere gearede ned efter finanskrisen. Det gjorde alle andre også, så FCK bevarede sit relative forspring i Danmark. Og den fejlagtige antagelse var, at de danske mestre ville gå direkte i Champions League – blandt andet i kraft af alt, hvad der var bygget op i Solbakkens første periode. Det blev en meget kortsigtet disposition.
FC Nordsjælland og Allan K. Pedersen red ind i tombolaen og høstede hele den store gevinst i 2012, mens FCK var hastigt på vej nedad. Den historie kender vi alle.
Vi skal være en fast del af Champions League-familien
Det interessante her er at spole tilbage til den storstilede plan, som direktør Anders Hørsholt lancerede i december 2013, da man havde indset skadens omfang og iværksat en plan. Ståle Solbakken blev først sidestillet med Carsten V. Jensen, og begyndelsen til skabelsen af en syndebuk i skikkelse af den hidtidige sportsdirektør var fundet.
Forfremmelsen af Solbakken stjal overskrifterne. Men kig lige på, hvad Hørsholt sagde i samme anledning. Det sportslige budget skulle øges med 30 procent, vist nok med 10 procent om året frem mod 2016, og man skulle tilbage til det niveau, man havde i 2010. Også budgetmæssigt.
FCK skulle være en fast bestanddel af Champions League-familien og igen nå niveauet fra en 1/8-finale i Champions League – og ’måske endda mere end det’. Reelt var ambitionen dengang i 2013 altså som højeste barre en kvartfinale i Champions League. Det er altså en heftig melding, og jeg havde nærmest glemt formuleringerne, indtil jeg dykkede ned i dem i forbindelse med arbejdet med denne artikel.
Direktøren udtrykte også en vis form for tålmodighed og talte om to puljespil i Champions League de følgende fire år. Se Hørsholts udtalelser her:
Det var set i bakspejlet en uhyre ambitiøs udmelding.
Den målsætning er i den grad ikke indfriet. Processen har taget noget længere tid end ventet. Enten fordi Solbakken ikke har leveret eller fordi patienten i virkeligheden var mere syg end først antaget.
Og nu bliver det lidt kildent: Mange vil mene, at Solbakken ikke har leveret. Men jeg vil tage de uindfriede ambitioner på den konto, der handler om at opbygge en varig succes og at skabe den rigtige kultur. Det kræver tid. Også noget mere tid end Hørsholt vurderede i december 2013. Jeg anerkender i den grad, at man kan uenig i den delvise frikendelse af Solbakkens lod i skuffelserne.
“Nu hedder det Champions League og nu ruller Solbakkens tog bare derudaf. Men det er – igen min vurdering – naivt”
Ud fra de temmeligt bastante 2013-meldinger kunne man forvente, at nu hedder det Champions League og nu ruller Solbakkens tog bare derudaf. Men det er – igen min vurdering – naivt.
Europa har siden 2010 kørt hurtigere end FC København. Afstanden er blevet større. Og det er ikke et lille trin op til Champions League. Det er i 2016 et stort trin, og måske skal det danske mesterhold søge sit gearskifte gennem Europa League og en videre opbygning.
Så skal jeg ikke stå på sidelinjen
Det, de fleste har glemt, er andre ord fra 2013. Det var Ståle Solbakken selv, der talte om, at man måske nok i 2013/14-sæsonen kun kunne gå efter at spille med om guldet, ikke nødvendigvis vinde det. Nordmanden havde immervæk overtaget et skidt udgangspunkt fra sæsonstarten, da Ariël Jacobs blev afskediget og Solbakken hentet tilbage for næsen af det DBU, som Solbakken gerne ville have arbejdet for, men som aldrig ringede til teamet omkring den norske træner.
Solbakken udtrykte på pressemødet i december 2013, at der i de følgende sæsoner ikke ville være nogen undskyldning for ikke at vinde guld med FCK. Så skulle han i hvert fald næppe fortsat stå på sidelinjen, lød tonen fra Solbakken.
Og hvad skete der: AaB vandt mesterskabet i 2014 med seks points margin, mens FC Midtjylland efter 29 runder i 2015 kunne se et forspring på 12 point ned til FC København.
Glen Riddersholm og FC Midtjylland havde i december 2014 presset Ståle Solbakken helt derud, hvor Parkens bestyrelse skulle tjekke, hvor meget is der i virkeligheden var i maven. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
I den sæson trak Parkens bestyrelse luft ind og kiggede hinanden i øjnene. I virkeligheden var det ikke mesterskabets afgørelse den 17. maj 2015, der var skæringsdatoen.
Endnu mere vitalt var efterårets møde mellem FC Midtjylland og FCK. Den 7. december 2014 kunne Riddersholms FCM have bragt sig 14 point foran FCK efter blot 17 runder.
Her sad et fodbold-Danmark, en Parken-bestyrelse og en FCK-direktion og kiggede på en storstilet satsning, en ambitiøs treårs plan og udtalte mål om, at gøre det mindst lige så godt som 1/8-finalen mod Chelsea i 2011. Og så klaskede opkomlingen Riddersholm og hans vilde ulve rundt med prestigeprojektet fra Hovedstaden.
Den aften i Parkens kølige december-rammer vandt FC København 3-0, og forspringet hed otte point i stedet for 14. Jeg kan ikke vide, hvor tæt Ståle Solbakken var på at ryge på agendaen på et bestyrelsesmøde dengang i december 2014, men jeg tør godt kalde det den måske vigtigste 6-points-kamp i nordmandens FCK-periode - og en af de datoer, der kan blive skelsættende for klubbens udvikling.
Sandheden er også, at hverken bestyrelse eller Anders Hørsholt havde noget alternativ. Direktøren havde måske oven i købet sat alt sin personlige ledelsesmæssige kapital ind på projekt Solbakken. Nogle mener, at skulle Solbakken have været fyret, kunne Hørsholt være blevet trukket med.
“En pompøs tre års plan var i færd med at smuldre, og mange bestyrelser havde nok trykket på knappen”
Alternativet havde været helt ny start, helt ny træner, nye volumniøse – og usikre – investeringer i nye spillere. Så det var i den grad pest eller kolera for nu at gribe en kliche.
Det ville ud fra en normal fodboldlogik være nærliggende at afskedige den ansvarlige for store investeringer og en strategisk ændring af betragteligt niveau. Men det gjorde bestyrelsen som bekendt ikke.
Og tak for det. En pompøs tre års plan var i færd med at smuldre, og mange bestyrelser havde nok trykket på knappen. Især, hvis FCK havde tabt og afstanden havde været 14 point op til opkomlingen fra Herning.
Jeg ved ikke præcis, hvor tæt det var på. Jeg ved ikke, hvem der advokaderede for hvad og hvor stort presset var. Men eftertiden har vist, at den is, der trods alt var i Parken-maverne, viste sig berettiget.
Alternativet havde været kolossal uro, ny slingrekurs og tvivl om især fodboldens fremtid i Parken-regi – og dermed tvivl om det, der igen har vist sig at skulle være lokomotivet i dansk klubfodbolds udvikling.
Champions League kræver en overpræstation
I dag står FC København med en sund organisation. Man står som double-vinder og er klar til at begynde trin-for-trin at bygge på sin europæiske udvikling igen.
Det interessante og for fodboldens udvikling ganske glædelige er, at det ikke kun er forskellen mellem 127 og 91 mio. kroner eller forskellen mellem 91 og 100 mio., der er mest afgørende. Det er kontinuiteten og kulturen.
Kender jeg Solbakken ret, er han ikke helt enig og er næppe jordens nemmeste medarbejder for Anders Hørsholt og Co. i direktion og bestyrelse. Nordmanden stiller store krav til sine omgivelser. Og han ved, at han er oppe imod budgetter på 180, 200 eller måske endda helt op til 300 mio. kroner, når døren til Champions League skal slås ind. Og her skal et FC København reelt overpræstere for at opnå adgang.
Ståle Solbakken, Johan Lange og Anders Hørsholt præsenterede i december 2013 og maj 2014 - da Solbakken overtog det sportslige eneansvar - FC Københavns nye ambitiøse strategi. Foto: Getty Images/Jan Christensen
Så selvfølgelig prøver alle at løfte barren.
Men det er og bliver kulturen i en klub som FC København, der skal skabe forudsætningen for den overpræstation som en adgang til Champions Leagues gruppespil vil være.
Trinet op er blevet større siden 2010, og FCK vil næppe fra 2016 og frem have niveauet til at kunne indfri ambitionen om at blive ’en fast del af Champions League-familien’. Det kræver – i min vurdering – at FC København rykker endnu mere fra det øvrige Danmark og tættere på det Europa, der er det reelle parameter. Også selv om kulturen i dag er sund.
Men forudsætningerne er blevet bedre for at kunne lykkes i enkelte sæsoner – i kraft af Solbakkens arbejde.
Kultur, kultur, kultur
Lige nu hører vi ordet ’kultur’ brugt i en grad, så du sikkert også er ved at have kvalme over det derude, når du hører om Island, Leicester eller SønderjyskEs gode omklædningsrum.
Men lad os prøve at oversætte det til Solbakken’sk. Han overtog en trup, hvor han skulle skabe nye lederfigurer. Hvem skulle indtage de roller, som Michael Gravgaard, Brede Hangeland, William Kvist og Jesper Grønkjær havde haft? De figurer var væk.
Her var blandt andet en svensk stjerne Olof Mellberg, som nordmanden clashede voldsomt med. Solbakken betragtede ganske enkelt Mellberg som et ubrugeligt fremmedelement, der lå så langt fra den sandsynlige lederfigur, som man kunne komme i norsk optik. Han gik ikke forrest og havde ikke niveauet til at bære det. Mellberg på sin side har næppe Solbakken på listen over de bedste trænere, han har haft.
Mange andre blev forsøgt trukket ind i disse roller. Selv den ultimative prof-spiller Christian Poulsen kunne ikke løfte det, Solbakken forventede.
I modsætning til f.eks. Mellberg hedder de ’voksne’ skandinaver i dag Mikael Antonsson, Tom Högli og Pelle Nilsson. De er langt fra stamspillere. Nærmest kun trupspillere med reservestatus, men de er helt afgørende i et træningsmiljø og løfter truppen i stedet for at skabe uro. Antonsson, der i mange år har været svensk landsholdsspiller, har netop forlænget sin kontrakt med to år. Formentlig til en lavere løn, men til gengæld med to års varighed. Ikke fordi han skal afløse Mathias Zanka Jørgensen næste år, men fordi han bare er værdifuld i truppen og holder niveau. Fordi han fornemmer temperaturen hos andre i truppen og kan agere efter det. En slags lederfigur uden at være leder på banen. En ret tydelig forventningsafstemning med alle i synk.
Michael Antonsson tegner det perfekte billede af en værdifuld lederfigur i Solbakkens FCK-trup - også på bænken. Foto: Getty Images/Michael Campanella.
Og på banen indtager Ludwig Augustinsson, Erik Johansson, Thomas Delaney, William Kvist og Mathias Zanka Jørgensen andre roller, der med et uendelig slidt ord kan kaldes 'kulturbærende' i et bredt aldersmæssigt spekter.
Eller tag hele arbejdet med School of Excellence, FC Københavns akademi. Der investeres noget mere end 15 mio. kroner hvert år i udviklingen af nye spillere. Måske har beløbet endda passeret 20 mio, hvilket er væsentligt mere end FC Nordsjælland, Brøndby og FC Midtjylland, der er de eneste tre klubber, der snakker med i de to-cifrede millionbeløb på talentudviklingen. I Farum benægter man at være i det niveau, men netop dette beløb kan variere kolossalt efter, hvor man placerer hele sin infrastruktur med trænere, fysiske og mentale trænere, scouts, læger, etc.
FC København er trods sin førerposition her ikke en talentudviklingsklub, men ’en klub, der vil være bedst til talentudvikling,’ som man formulerer det. Her måler man på mange parametre: Antallet af landsholdsspillere, hvor mange procent af spilletiden på Superliga-holdet, der går til spillere fra egen talentudvikling. Den sidstnævnte størrelse har ligget på 14-15 procent af Superliga-spilletiden, men det er Solbakkens ambition at få denne op – og her rammer han en meget svær balance, når der skal rækkes ud efter Europa og man køber Jan Gregus, Rasmus Falk og Andrija Pavlovic.
Det vil derfor næppe ske i denne sæson, men snarere være et langsigtet mål.
Den nye storhedstid
Igen handler det om kulturen. På Jens Jessens Vej på Frederiksberg er talentarbejdet i dag tættere knyttet på Superliga-holdet, end det har været tidligere. Staben går igen, Solbakken selv træner ind imellem på tværs mellem holdene, men udbyttet vil formentlig først være synligt fra om to-tre år. I 2013 og 2014, da Solbakken vendte tilbage, og han fik Johan Lange som sportschef-makker endte man på analysen, at FC København var bagud på de ældste årgange, men kunne være stærke fra 15 år og nedefter. Det er de hold, der netop har domineret U17-rækkerne og altså endnu har et par års udvikling at gå, før de møder Superligaen.
Så det er altså investeringer, der kræver en pæn grad af tålmodighed, men i rigtig talentudvikling på højt niveau er netop det ord – tålmodighed – også det vigtigste, hvis man ønsker varig succes.
Det er nogle af disse ingredienser, der gør, at jeg vurderer, at FC København under Ståle Solbakkens sportslige ledelse er på vej ind i en ny national storhedstid. I punktform:
- Et forspring på økonomisk formåen, der kan være på vej til at være større end nogensinde
- En dominerende position på den talentudvikling, der lige nu ligner det hårdeste strategiske konkurrence-parameter for mange klubber
- En stærk kultur
- En stærk sportslig ledelse med kontinuitet.
- En ejerkreds og en direktion, der skaber ro og udviser tillid mere end det modsatte. Ingen nævnt og ikke et ord om Oscar.
I Solbakkens egen stab er der skiftet ud på flere pladser.
Assistenttræner Peter Wettergren har netop forladt København for at blive svensk assistenttræner for Janne Andersson (der i parentes bemærket længe var Brøndbys favorit som ny cheftræner, indtil Sverige dukkede op med et andet sæt gule trøjer). Wettergren har også sin kæreste i Stockholm, så det var ikke fodboldhistoriens mest dramatiske beslutning.
Den tidligere succesrige sportschef i Helsingborg IF, Jesper Jansson, forlader ligeledes FC København, hvor han blev hentet til at være ’Head of scouting’. Det er et uhyre vigtigt job, når man ser på forskellen mellem Federico Santander, Erik Johansson og Ludwig Augustinsson på den ene side og Pape Pate Diouf, Christian Grindheim og Mustafa Abdellaoue på den anden. Jansson kom til en større klub i Danmark, men fik en mindre rolle, og han er formentlig lige nu på vej tilbage til karrieren i svensk fodbold, mens Johan Lange, Lars Højer m.fl. kigger på scouting-delen fremover.
Nogle af konkurrenterne i Superligaen er imponerede over FC Københavns evne til at udvise rettidig omhu. "Du ser dem aldrig hente en spiller sidst i transfervinduet. De er altid godt forberedt. Og de har tålmodigheden til at køre nye store spillere ind. Her læner de sig op ad erfaringer tilbage fra Tobias Linderoth, Dame N’Doye, m.fl." som en træner udtrykker det.
I staben er det også værd at bemærke, at afskeden med Wettergren betød et goddag til FC Midtjyllands assistenttræner og dødbolds-doktor, Brian Priske, som siges at være hurtigt accepteret og respekteret af truppen.
Brian Priske i sit nyt arbejdstøj i FC København. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
Som en indskudt bemærkning kan man sige, at disse erfaringer med Solbakken og hans måde at skabe succes på kan hæmme hans internationale ambitioner, lige så meget som de er beundringsværdige nationalt. Han er dygtig til at skabe en kultur, sætte det rigtige hold både på og udenfor banen og er på mange måder den mest interessante træner, der har været i dansk fodbold i mange år. Men hvor får han to, tre og fire år til at gøre det? Det bliver Solbakkens udfordring.
Det er vigtigt at forstå hans arbejde og hans proces, så man ikke bare på værste bodega-maner afskriver manden som fyret i Köln og fyret i Wolverhampton. Nordmanden er kompetent, men udenfor Skandinavien skal du også kunne præstere kortsigtet. Her mangler dansk fodbold stadig at se en Kasper Hjulmand, Ståle Solbakken eller Glen Riddersholm skabe et varigt succesrigt aftryk.
Den afgørende eksamen
Lad os så se på den kommende internationale eksamen. Onsdag aften pudsede FC København formen af i den sidste træningskamp mod Dinamo Zagreb i Østrig, hvor modstanderen stillede med både kroatiske og rumænske EM-slutrunde-spillere og kunne give en aktuel test med et hold, der indleder national turnering på samme tid som FC København. Zagreb vandt 1-0 efter en standard-situation sidst i kampen, hvor danskerne havde skiftet en del ud.
FCK stillede således op: Robin Olsen – Peter Ankersen, Mathias Zanka Jørgensen, Erik Johansson, Ludwig Augustinsson – Kasper Kusk, William Kvist, Thomas Delaney, Youssuf Toutouh – Andrija Pavlovic og Federico Santander.
“Det store springende punkt er Thomas Delaney, der stadig ventes at forlade FC København”
Altså en mere end 90 procent forlængelse af det senest aktuelle mesterhold kun med Pavlovic som direkte afløser for Nicolai Jørgensen, der er rejst til Feyenoord. Robin Olsen holder fortsat Stephan Andersen ude i det, der bliver en virkelig interessant keeperduel. Den slovakiske EM-spiller Jan Gregus havde inden onsdag kun trænet let mandag og dernæst reelt kun tirsdag med sit nye hold efter, at han stødte til fra Frankrig. Rasmus Falk kom på banen i 2. halvleg og ligner en spændende forstærkning eller i hvert fald et interessant supplement til en stærk trup. Falk kommer fra en fri rolle i OB til et – for ham – strammere koncept i FC København, hvor løbearbejdet om muligt er endnu mere centralt. Dette siges Falk at have forstået hurtigt, og som ungdomskammerat med Bashkim Kadrii, Delaney med flere andre har han også været forberedt på, hvad der ventede i FC København.
Det store springende punkt er Thomas Delaney, der stadig ventes at forlade FC København, men måske først midt i den europæiske proces. Onsdag aften i Østrig bar han stadig anførerbindet, spillede fuld tid og var i den grad sit eget stærke jeg, så situationen er mildest talt usædvanlig.
Delaney blev ifølge Solbakken tilbudt den største kontrakt i FCKs historie, hvis han ville blive hen over de europæiske udfordringer. Det blev nogle steder tolket som en kontrakt til 5-7 mio. i årsløn. Sandheden er nok snarere, at FCK tilbød ham at droppe den frikøbs-klausul på fire mio. euro, der pt. er i kontrakten, så Delaney nærmest som transferfri selv kunne tage denne gulerod, hvis han skiftede for eksempel til vinter. Det er immervæk 30 mio. kroner mindre i købspris og en del af disse kunne altså blive Delaneys.
Eller rettere: De kan stadig blive Delaneys, hvis han bliver i klubben og finder en ny stærk klub. En sign-on eller rettere sign-off fee for en ny aftale kunne også stadig være en mulighed for at holde ham i f.eks. et halvt til et helt år.
Sportslig målsætning vs. økonomisk forventning
At dømme efter onsdag aften – så meget som man nu kan bedømme i en træningskamp uden kulissernes intensitet – har FC København ikke mindst i kraft af sin kontinuitet et fint fundament for de nye udfordringer. Men det er dobbelt ærgerligt, at FCK i 2015 missede Europa League ved at tabe hjemme til Baumit Jablonec (med Jan Gregus som målscorer). Den europæiske uddannelse af spillere, trup og kultur mangler holdet i dag.
Der er stadig et stykke vej fra 2010-holdet med Jesper Grønkjær, Dame N’Doye og Claudemir og især hvis det helt eller delvis bliver uden Delaney. Gregus så spændende ud i den halve time, han fik i Østrig og virker som en spiller med stor autoritet, men kan i sagens natur ikke nå at spille sig ind på holdet til de forestående europæiske eksaminer.
Derfor er Europa League så afgørende som et minimums skridt i denne sæson, mens Champions League deltagelse vil være en betragtelig succes tidligere end jeg forventer – og i et felt, der er blevet sværere at trænge igennem til. Mens FCK har ligget stabilt på sine 100 mio. kroner i sportslig-økonomisk niveau har Østeuropa, Balkan og midt-europa skruet op, fordi Champions League-guleroden er blevet så meget større at række ud efter.
Det interessante er da også, at FC København nu har to Champions League-gruppespil på fem år som målsætning på den sportslige side. Men det er vel at mærke en sportslig målsætning, ikke noget, der budgetteres økonomisk efter. Her synes der at være justeret siden de bastante Hørsholt-udtalelser i 2013.
I årsrapporten for 2015 beskriver man, at det kiksede Europa League-gruppespil påvirker regnskabet med 53,5 mio. i forhold til året før. Alene derfor er Europa Leagues puljespil efterårets basis-niveau for Ståle Solbakkens videre opbygning i både sportslig og økonomisk forstand. Mens Champions Leagues gruppespil vil bringe Solbakken og projektet foran på points. Igen: Skal man følge Hørsholts 2013-meldinger, vil man kunne sige ’det var eddermageme også på tide’. Undertegnede vil vægte forudsætningerne for den langvarige succes og den rigtige opbygning mere end den hurtige og ikke nødvendigvis holdbare succes.
Og da forventningerne på dansk fodbolds vegne lige nu primært knytter sig til FC København som lokomotiv med langt mindre forventninger til FC Midtjylland som en vogn et stykke længere nede ad den europæiske vognstamme bliver perioden i juli og august uhyre afgørende for dansk fodbold.
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
