Brüchmann: Hvad er den store fortælling om FC København? Ja undskyld, men jeg kan ikke se den
Ny blog - også på lyd: Har Brøndby fundet sig selv med fortællingen om Vestegnen, den arbejdssomme presfodbold og det store Fællesskab? Og er FC København omvendt ved at miste sin fortælling – og ende som en lidt større, lidt dyrere og lidt bedre ledet udgave af OB? Det spørger Peter Brüchmann i denne klumme om de to traditionelle rivaler i toppen af dansk fodbold.
Af Peter Brüchmann
Det var noget helt særligt, da Thomas Delaney landede i helikopteren midt i Parken i foråret. Flot lyst sommertøj, det der hår, der bare altid ser lækkert ud uanset, hvad han så gør – og i samme periode tog han en tur op i folkehavet på B-tribunen.
De elskede ham. Han elskede dem. Og kærligheden er formentlig intakt den dag i dag. Også i noget, der ikke kan gøres op i mesterskaber.
Det var også noget særligt FCK’sk, da Mathias Zanka Jørgensen stod med mikrofonen lidt tidligere i maj foran et lidt mindre folkehav, der var rejst ind fra et stadion i postnummer 2605 eller kommet til fra andre steder for at smage lidt på festen: Vi er federe end de andre, og vi har lige vist det igen. På vores måde. Zanka sagde det ikke, men han var og er meget mere central i FC Københavns sjæl, end vi gik og forestillede os dengang i forsommeren.
Med Mathias Zanka forsvandt den der mikstur af elegance, arrogance og ånd, som helt præcist definerede, hvad FC København handler om: Vi må aldrig blive ligegyldige. Det er ok, at der er to, der hader os, hvis bare den sidste virkelig elsker os, og vi bare er gode nok til at give fingeren til de to andre.
Det er ikke fældet ned. Det er ikke taget fra et manifest. Men det er sådan, FC København er bygget. Jeg behøver ikke skrive en masse arkiv-guf om Niels Chr. Holmstrøm. Jer, der er kommet så langt ned i denne artikel, ved godt, hvad det handler om. Vi er federe end de andre – og vi kan bære det. Sådan er fugemassen rundt om parolerne, ordene om drenge og mænd og alt det andet, som FC København er bygget på.
Hvis du ønsker at høre denne klumme som podcast eller lydklip, kan du høre den her. Vi har nemlig for første gang også prøvet at indtale noget, der egentlig er skrevet til vores site:
Da dommeren sagde ’Last action’ til Lars Højer
Overbygningen og forretningen er kun 25 år gammel, men kan sagtens bryste sig af en stolt historik og kan sagtens lave legende-fortællinger og udstille pokalskabene. Faktisk rammer FCK præcist ind i generationsbilledet mellem det historieløse og det historie-elskende nisse-segment – som mig selv. Jeg var med, da Frank Mathiesen, HC Hansen og Co. sad som en bittelille administration i en meget stor villa på Svanemøllevej. Jeg var med, da Benny Johansen tog Wegner, Pierre, Ulle, Højer, Tvillingerne og Manne på tur – først med B1903-flyet til Trabzon og siden havde Harald med på udflugt og vi sad bag ruderne på Linfield Park i en logge, da holdet tabte 3-0 – og i returen da dommeren sagde ’Last Action’ til Lars Højer.
Er jeg så også farvet i denne fortælling? Ja, jeg har siddet på Østergaards hjørnekontor mange gange. Mest for at få en kammeratlig samtale. Og måske bedst betegnet, da den store Don sendte en gave til min runde fødselsdag med navnet ’Brokmand’ og nummeret 40 på ryggen. Jeg turde dog aldrig gå i den.
Jeg har også siddet til kammeratlige samtaler hos direktør Hørsholt. Og måske kommer der en kaffe-invitation igen efter denne klumme.
Men selv hvis jeg renser alle mine oplevelser fra nostalgi, spillere og historiens nogle gange glorificerede glansbillede, så ser jeg i dag et produkt – ikke en fortælling. Jeg ser et udmærket fodboldhold med en meget dygtig ledelse, som har præsteret over evne – og budget – det seneste årti, men jeg ser ikke den store fortælling om FC København.
Hvem er man, hvis man tager den hvide trøje over hovedet i dag? Er man bare en, der holder med de største? Eller er man noget særligt? Det er her, narrativet kommer ind. Det er her selve identiteten dukker op. Jeg bruger i det følgende ordet 'fortælling' eller 'metafortælling'. Og så tager jeg med, at nogen synes, at det er et luftigt og abstrakt begreb.
William Kvist og direktør Anders Hørsholt. Foto: Jan Christensen/Getty Images.
Jeg ser et sted derude risikoen for en lidt dyrere og lidt større udgave af OB. Med en lidt bedre ledelse. Så længe DET varer.
Og det er ikke en kompliment. OB burde være mere og stå væsentligt stærkere på skuldrene af sin historie og i spidsen for sin region. Det er en anden historie, men relevant som sammenligning her.
Hvorfor skal man holde med FC København?
Vi skal ikke dybt ned i tallene og den svenske sammenligning giver altid en ordentlig pose ’jamen, det er også fordi’ og ’du kan slet ikke sammenligne Danmark og Sverige’. Men det gør jeg altså. Lev med det. Fordi det fortæller noget om den pointe, jeg prøver at komme frem med.
Tilskuertallene til de seneste kampe med Malmö FF på hjemmebane er 19.535, 18.189, 16,212 og 18.830 (ifølge klubbens egen hjemmeside). Det er heller ikke en Ankersen-kontraktperiode siden, at Malmös snittal på hjemmebane hed 22.337, mens Hammarbys var 28.938. FC Københavns snit er i denne sæson på 12.280 (inden derby søndag) og kommer fra tal på både over 14.000 og 16.000 tilskuere. Altså nedadgående. Der var også engang det hed 22.667 i snit, men den historie skal vi vist ikke ind i med den nuværende ledelse.
Og det interessante her: Indbyggertallet i København er 1,3 mio. eller 2,03 millioner i hele storby-regionen (ifølge statistikbanken.dk). I Malmø er der 280.400 i byen eller 654.400 i regionen. Undskyld de mange tal: Men Malmø – og for så vidt også Stockholm og Göteborg – har flere tilskuere hos sine klubber på et væsentligt mindre indbygger-underlag. FCK har tre gange så mange indbyggere at hente fra, men har væsentligt færre tilskuere end Malmø. Mulig sammenligning eller ej.
Og måske er problemet, at der ikke er to, der hader FCK og en, der virkelig elsker klubben i dag. Måske er der lidt for meget skuldertræk. Og tager du Ståle ud af ligningen, er der virkelig for meget skuldertræk.
Hvis jeg nu legede, at jeg var ung mand i København, så er spørgsmålet: Hvad skulle få mig til at holde med FC København og kaste min kærlighed – og det er det, det handler om – på et fodboldhold i hvidt? Jeg kan ikke se den indlysende årsag. Jeg kan se alle fortællingerne om Frem, Fremad Amager, Brønshøj. Jeg kan se fortællingen om FC Nordsjælland og det at gøre alting på en helt særlig måde.
Fortællingen om Brøndby
Nu kan jeg faktisk også se den store fortælling om Brøndby - både i sammenhæng med historien og som den, man fortæller i strategi 6.4. og alt, hvad der kommer ud af den.
Om stoltheden ved at stikke ud på Vestegnen – uden af definere sig i forhold til hovedstaden. Om presfodbolden fra en arbejderkultur eller i hvert fald historik. Om Fællesskabet, Zornigers ’unity’, om den reelle involvering med fangrupperingerne.
Ja, jeg kan også se flosklerne i strategi 6.4. og jeg kunne sagtens vælge kritiske vinkler, men overordnet har den fat i noget rigtigt.
Jeg vurderer ikke en strategiplan endeligt halvandet år inde i en 8-årig periode. Ja, faktisk accepterer jeg ikke strategier som entydige planer, de er gammeldags og udynamiske, jeg accepterer som princip mere retning end flotte strategiplaner. Det er en MEGET længere historie om det, jeg kalder constant beta og dynamisk udvikling. Men jeg anerkender det at stå på skuldrene af sin historik på en moderne måde. Jeg anerkender det at fange det at dele oplevelser i individualismens tidsalder udtrykt i fællesskabet. Og så må tålmodigheden også gerne danne skole for for eksempel AGF, der i den grad burde have Brøndbys power point fra april sidste år liggende i bagskærm, når der lægges planer – for andet end bare det kortsigtede.
Jeg er lige ved at sige, at penneførerne her er kommet godt fra start – og det handler ikke kun om Zorniger og holdets pointtal. Det handler om Troels Bech i hans direktionsrolle, om Jesper Jørgensen, der udover at være en stærk talmand forstår sammenhængene i en fodboldklub bedre end mange andre talmænd, jeg har hørt om på de poster og så gælder det Morten Albæk – denne flotte mand med det meget flotte hår og de helt vildt flotte ord – manden er vel en af Danmarks dygtigste retorikere. Jeg kender Morten lidt, og jeg tør nu godt sige, at jeg altid har haft et varmlufts-filter med, når jeg talte med Morten. For ja, det lyder da flot at være pavens digitale rådgiver eller at være en af verdens mest indflydelsesrige marketingsmennesker, som han er kåret som. Men her tror jeg faktisk, at Morten har en chance for at lykkes med noget ude i den store og benhårde virkelighed. Der, hvor det ikke bare handler om ord.
Verden kan fodre svin med folk, der kan noget med flotte ord. Kan du sige disruption, SOME, transformation og har været på en Five Guys i nærheden af Silicon Valley, siger det pling på Linkedin.
Hør også vores nye format Mediano Preview om denne weekends store kampe:
Skjærbæk, Karl Petter og Hørsholt
Og SÅ til FC København: Er Skjærbæk, Karl Peter og Hørsholt lykkedes i samme grad? Ja, jeg kender tallene, de sportslige præstationer taler for sig selv. Flittige læsere og lyttere, hvor meget jeg respekterer Ståle, resultater og indsatser. Men er fortællingen lige så tydelig og vellykket? Nu sætter jeg det lidt på spidsen: Man har arvet et bæredygtigt setup med Parken, kontortårne, Lalandia og et godt fodboldhold med mange points optjent i 00erne. Men er det udbygget?
Har man groft sagt forvaltet arven godt nok. Godt, ja. Men godt nok, løftet den lige så meget, som den blev løftet i i hvert fald nogle af årene før? Og her udelader jeg behændigt diskussionen om, hvorvidt Østergaard og Co. kørte af sporet til sidst og var ved at køre butikken i sænk, som man sikkert vil høre fra den aktuelle ledelse på alle øvre niveauer. Jeg taler om at løfte en værdifuld arv til enten noget nyt eller noget bedre, end dengang FCK blev skabt og gjort succesfuld. Altså de år, hvor den oprindelige fortælling blev skabt.
Østergaard, Grønkjær og Solbakken. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
Skjærbæk og Co. var tæt på at spare sig ud af arven i de første år. Og her taler jeg det sportslige. Man skar for hårdt. Budgettet gik ned til 90 mio. som slet, slet ikke er konkurrencedygtigt i Champions League-land. Man troede man kunne uden Ståle. Så fik CV skylden for at - undskyld udtrykket – at pisse millionerne væk i fejlkøb. Han blev syndebuk – og nu sætter jeg det igen lidt på spidsen – og ofret af folk, der ikke forstod fodbold ret dybt. Og for bestyrelsens vedkommende heller ikke interesserede sig for det. Og det her er ikke et forsvar for Carsten V. Jensen. Han begik mange fejl, især at sætte sig selv på bænken.
I dag står man fint. Mange puljespil på mange år – og fin ræsson i fodboldforretningen. Tilmed kommer der nu output ud af talentudviklingen. Viktor Jensen og de 26 mio. på den unge side, Delaney, Cornelius og andre på den lidt ældre side.
Den store økonomiske butik er skåret professionelt. Men er den udviklet? Nok?
Prøv lige at tage Ståle ud af den ligning
Leg lige lidt med tanken her: Tag Ståle Solbakken ud af den her ligning. Hvor står Skjærbæk og Hørsholt så? Det er en gammel leg, og mange har leget den. Men i dag er alting mere robust, siger man. Ståle siger det også. Man har lært af fejlene, hedder det.
Der er Johan Lange som teknisk direktør. Der er Sune Smidt ovre i det, der engang hed School of Excellence og som for få kan huske, hvad hedder i dag. I øvrigt lidt ærgerligt, når de nu er så dygtige derovre på KB-siden af fodboldbanerne. På den kommercielle og kommunikationsmæssige side dygtige folk, som jeg kun hører godt om. Alting er i langt højere grad bygget til at kunne bære også næste gang, Ståle rejser. Og han virker ikke til at være klar til at blive FCKs Nils Arne Eggen. Jeg har spurgt ham, fordi jeg på dansk fodbolds vegne håbede på det. Så han rejser igen, når muligheden opstår.
“Han virker ikke til at være klar til at blive FCKs Nils Arne Eggen. Jeg har spurgt ham..”
Men FC København er et produkt – og ikke en meta-fortælling om noget, der kan ikke kan iklædes shorts, ende som merchandise, Youtube-klip eller et LED-skilt. Ja, jeg ser og forstår det med fremtidens fodboldkunder på familietribunen. Jeg slæbte selv min datter ind for at se en ung mand med imponerende ligegyldighed råbe bingotal op en lørdag eftermiddag før en kamp mod Horsens – og det slog mig, at en familietribune er vanskelig at segmentere som en gruppe. Min datter havde mest lyst til at se, hvad der skete nede i den anden ende på B-afsnittet.
Jeg forstår også alle loungerne, de fine værtinder og de gode netværk. Men jeg hører også sponsorer, der primært er der, fordi det er det fremmeste produkt (altså tesen om, at nr. 1 tager det hele på de fleste markeder) og ikke, fordi det er netop DEN oplevelse, man søger.
I FCKs unge år valgte man Parken og det hvide hold, fordi det var en særlig fortælling – ikke fordi det var nr. 1.
Og hvad er perspektivet efter Ståle? Er det en bestyrelse, som hurtigt – igen - bliver overbevist om, at der ikke skal investeres så meget i fodbold? Fordi det er for risikabelt. Og det er det.
Jeg kunne i den grad godt frygte det. Og jeg bruger ordet frygt, ikke fordi jeg holder med FC København, men fordi jeg holder af dansk fodbold.
Så det hele kræver altså en bestyrelse, der vil fodbold, hvis fodbold altså skal være centralt. Også uden Ståle.
Hvad pokker mener manden? Ja ja, jeg kan godt høre det. Og det er ikke en 140 tegns twitter-opgave at beskrive den store fortælling. Og hvad hulen er en ’fortælling’? Jeg påberåber mig heller ikke at have svaret. Men jeg konstaterer, at jeg ikke kan se det. Og det kan jeg faktisk i Nordsjælland, i Brøndby, i nogle af de svenske klubber – eller mindre steder som SønderjyskE.
Og det kunne jeg i Østergaard-tiden. TV-reklamen om ’I Parken må du godt’ var både begavet og sigende. Den udtrykte både selve oplevelsen ved fodbold i vækst, her er et frirum, hvor du må råbe efter dommeren og råbe bonderøve efter modstanderen. Men den udtrykte også selvfedmen, som Holmstrøm, Østergaard og senere Zanka med flere stod så flot for. Arrogancen på FCK-måden var faktisk en fortælling.
Det samme var i øvrigt - uden at vurdere træfsikkerheden - alt fra Roy Hodgson over Laudrup og Grønkjær til den imponerende og modige træfsikkerhed i at caste Solbakken.
Fra selvfedme til selvtilstrækkelighed
Det er den selvfedme (som et positivt begreb), der i dag er i fare for at blive til selvtilstrækkelighed. Vi har nok i os selv. Den bliver udtrykt, når der diskuteres fankultur. Og nej, jeg gider ikke åbne A11, boykot og familie-trakasserier. Meget af den diskussion er unødvendig. Eller burde være det.
Men neden under det hele ligger en grundfølelse af selvtilstrækkelighed. Som ikke kun er klassisk arrogance. Hele grundtanken om ufejlbarlighed, vi gør det rigtige og vi tager bare ansvar for os selv, udtrykker en selvtilstrækkelighed. Ikke så meget andet. Og når medierne skal skabe en debat og have ansigt på nogle emner, så er det Holmstrøm, der står sammen med Troels Bech. Nogle gange må Dan Hammer træde vande. Jovist Hørsholt skriver en fin kronik om det store perspektiv. Og det her er absolut kun en bisætning og må ikke handle om Mediano: Men vi taler ikke med bestyrelse i Parken. Hørsholt er den, der udtaler sig, ikke bestyrelsen hedder det. Men han er ikke i Mediano, hvorved FCK efterhånden er den eneste ledelse, der ikke har optrådt i Mediano, hvor vi ellers prøver at skabe så mange nuancer som muligt i debatten om og med dansk fodbold. Fred med det, vi lever fint med Ståle, Lange, Sune og Kvisten. Og det er dælanrasme ikke derfor, jeg skriver det her. Så små sko har selv ikke jeg.
Men helt stilfærdigt, som Østergaard ville have formuleret det: De der 12.000 tilskuere, de kunne vel egentlig godt være lidt flere, kunne de ikke? Kunne man række mere ud? Kunne man involvere mere? Og ja, jeg ved, at der fankoodineres som bare pokker og billetter flyver rundt på hele øen. Men det er ikke forsøg på at skabe en ny moderne fortælling om FC København – stadig kun at udvikle produktet.
“William Kvist prøver at være alt det, som FC København gerne vil være.”
William Kvist prøver at være alt det, som FC København gerne vil være. Han prøver at være mere anfører, lidt mere gladiator og kriger. Han prøver måske oven i købet i nogle sammenhænge at være lidt mere arrogant, end han egentlig er af natur. I stedet for at være det, han egentlig er: Reflektiv og anderledes end de fleste andre fodboldspillere.
Produktet – fodboldholdet – kæmper fint og skal nok lave en flot kamp mod Brøndby. Jeg og Mediano får løbende kritik, voldsom endda, for at vi ikke bare afskriver FC København i mesterskabsspørgsmålet. Men det er ikke det, denne diskussion handler om. Ikke om, at fire stjerner som Verbic, Santander, Robin Olsen og Ankersen skal væk næste sommer. Eller at Zeca efter få kampe bliver anfører, fordi kulturen ikke går så dybt tilbage lige nu.
Det handler faktisk om noget større.
En mail fra Søren Pind
Den helt klassiske del af den mest vellykkede metafortælling om FC København forsvandt, som jeg ser det med Mathias Zanka. Jeg lurede på, om der kunne være noget i Youssef Toutouh. Det der fanden-i-voldske street-udtryk, som er alt det, som en del af et moderne København spejler sig i. Eller hvad med Nedre C. Den er der stadig, og de unge blev lidt vilde og fik lov at rykke til B. Ja, det gynger fedt, når man ser en kedelig kamp mod Zlin, men er den i virkeligheden bare en flot udgave af en endetribune som alle andre har? Ikke at Nedre C i sine første år var bedre, men den var i den grad noget andet. Noget selvfedt, noget arrogant, noget nogle gange nærmest intellektuelt.
Nu er der rigtigt mange kampe, der er ’en dag på kontoret’. Sådan oplever jeg det derinde. Både fra pressepladserne og fra andre. Både på banen. Og udenfor. Og man venter på offentliggørelsen af tilskuertallet med lidt bæven – mest på dansk fodbolds vegne. For har lokomotivet mistet damp?
Jeg fik en gang en vred mail fra Søren Pind, fordi jeg var kommet for skade at gøre mig lidt munter på bekostning af det, jeg kaldte ’Anders Bircow’-rækken i Parken i en klumme i BT. Altså dem, der fik lov at sidde tæt på Don Ø og blive fanget af tv-kameraerne. Vi grinede også lidt af det hvide smil, når Kronprinssen kom på den røde løber og kindkyssede med Parken-chefen. Og det her er ikke for at spille den gamle, dømte direktør ud mod den nye corporate, moderne og dygtige afløser, men midt i alle de andre ting, som den gamle ledelse lavede, skabte de faktisk også en fortælling, der dannede skole langt ud over Danmarks grænser.
I dag kigger vi i den grad udenfor Danmarks grænser efter inspiration.
Lad os krydse fingre for, at den skaldede nordmand bliver længe. Og at FC København finder den stærkest mulige version 2.0 af den gamle fortælling.
Det har dansk fodbold brug for.
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
