Så langt er FC København fra Europas top 40 - og sådan kommer holdet derop igen
Tirsdag aften spiller FC København det, der kan blive den vigtigste fodboldkamp med et dansk hold involveret i 2016. FCK er rutsjet ned på Europa-ranglistens 81. plads og er langt fra den top 40-placering, man havde i Ståle Solbakkens første epoke.
Her giver Peter Brüchmann et bud på, hvor højt op FCK realistisk kan nå og ikke mindst på, hvordan man kommer derop.
Af Peter Brüchmann
Tag lige et kig ned gennem det FC København-hold, der lørdag aften verfede FC Midtjylland ud af Parken med noget, der lignede en dream-on-loverboys-lussing. 3-1 og tilbage på 2. klasse med jer. For ’her reger’ du ved nok hvem.
William Kvist løb rundt i sine ungdommelige neongrønne støvler og skjulte effektivt sit CPR-nummer med 24-02-85 som sine første seks cifre. 31 år og på en markant måde the odd-man-out på et FCK-hold, der bryder med mange gængse opfattelser af et succeshold.
Resten af Ståle Solbakkens mandskab er med en imponerende præcision alle mellem 22 og 27 år. Gennemsnitsalderen er lige i overkanten af 25 år. Regner man ikke dagene med, men kun runde år var startopstillingen lørdag aften 25,00 år gammel i snit.
Det er faktum nummer 1, som er en anelse overraskende ved et hold, der bedømmes til at være så dominerende, som tilfældet er med FC København. Og undskyld Brøndby, med dominerende mener jeg ikke i Superligaen her og nu, men i de prognoser, som alle har udstukket de seneste 12 måneder for de kommende år. Brøndby kommer vi rigeligt tilbage til i denne uge - især efter den inspiration, vi blev beriget med søndag aften.
Der findes i fodboldverdenen formler for den slags aldersmæssige regnestykker, som beskrives med FCKs aktuelle opstilling, og med enkelte undtagelser er tommelfingerreglen, at et vinderhold ligger med et par års højere gennemsnitsalder end FC København.
Det andet faktum er det lidt mere sofistikerede regnestykke, hvor man kigger på, hvor stor anciennitet på holdet, spillerne har. Her er der tale om, hvor lang tid den enkelte spiller har været på holdet og dermed hvor godt kulturen, fodboldfilosofien og mentaliteten er arbejdet ind i den enkelte spiller og i summen af disse som kollektivets styrke. Dette laves i mange klubber som et vægtet regnestykke, hvor antallet af spilleminutter er det centrale parameter, så man ikke trækker op eller ned, hvis man er en marginal trupspiller.
Da Ståle Solbakken og FC København sidst dominerede dansk fodbold og skabte international succes kulminerende i sæsonen 2010/11, havde spillerne været på holdet i lidt mere end tre år i gennemsnit. Det er faktisk også gennemsnittet for Champions League-deltagere. Blandt de, der spiller helt i top i Champions League, regner man med helt op til 3,5 år i snit. Men på det nuværende FC København-hold er tallet to år – altså forholdsvis lavt.
Spillere som Thomas Delaney, William Kvist og Mathias Zanka Jørgensen trækker pænt op, mens en række øvrige stamspillere har været i klubben et år eller mindre.
Pletskud på transfermarkedet
I det lys er FC Københavns aktuelle succes imponerende. Den fortæller først og fremmest om en næsten naturstridig træfsikkerhed på transfermarkedet, som adskiller sig markant fra fortiden. Alene i 2016 stikker Erik Johansson og Rasmus Falk i den grad ud med højt niveau og en slående hurtig integration, som bryder med den normale tilpasning til allerhøjeste niveau på et halvt til et helt år.
Erik Johansson et pletskud i FC København. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg.
I 2015 var det Federico Santander, Kasper Kusk, Peter Ankersen og før dem Ludwig Augustinsson, der forholdsvis smertefrit blev integreret. Ja, medierne skrev om Santanders manglende målfarlighed, men hans fodboldmæssige bidrag og bidrag til kollektivets arbejdsradius kunne sjældent anfægtes. Tager du William Kvist og Robin Olsen med, er der tale om spillere, der alle som en er ramt indenfor skivens to inderste cirkler.
Hvordan timer man et holds topniveau?
Det interessante her er så at se på, hvornår dette hold burde toppe. Kigger man tilbage på direktør Anders Hørsholts udtalelser fra 2013 og 2014, da Ståle Solbakken først blev cheftræner og dernæst overordnet manager, så burde det for længst være sket. Det skrev jeg en del om på Mediano her.
Hørsholt talte om to Champions League-puljespil på fire år. Så ifølge den meget offensive udmelding – som både var et signal til og fra bestyrelsen: fodbolden er igen vigtig(st) og et pres på Ståle Solbakken – hedder det to af de store puljespil i træk nu. Det vil være en pressball af dimensioner, og det er da heller ikke overliggeren længere.
FCKs ledelse: Ståle Solbakken, Johan Lange og Anders Hørsholt. Foto: Getty Images/Jan Christensen.
Den meget voldsomme udmelding har vist sig at være for optimistisk. Store dele af Europa har skruet op, mens FC København groft sagt økonomisk har stået stille på niveauet omkring de 100 millioner til løn og afskrivninger. Og så tager det altså bare tre til fem år at bygge en varig succes og en gennemført sund sportslig organisation.
Så min påstand er, at det her hold er timet til stor succes i 2017 ifølge en naturlig opbygning af hold og kultur. Trinene burde ifølge normal logik være:
Europa League i 2016. Tilbage i pengene og især de sportslige erfaringer og en integreret europæisk rygrad. Og så det rigtige peak næste år. Logikken handler om holdets alder, holdets sammenhængskraft og især den anciennitet, der er beskrevet ovenfor.
Det store ’men’
Men. Og det er et stort men. For her kommer det virkeligt interessante i den strategi, som Ståle Solbakken, hans tekniske direktør/sportschef Johan Lange har lagt og fået godkendt af direktionen: FC København kan i den grad blive ofre for sin egen strategiske succes. Man har valgt meget åbenlyst at satse på unge, sultne spillere med meget stort potentiale. Skoleeksemplerne på dette er Daniel Amartey, der sidste vinter blev solgt til Leicester, Ludwig Augustinsson på 22, Benjamin Verbic på 22 og nu Andrija Pavlovic på 22.
De er hentet i alderen 20-22 år. De er taget i ed på en karrieremæssig udvikling, hvor de spiller to-tre år i FC København, vinder titler, skaber succes, etablerer sig på landshold og bliver hærdet til det rigtige skridt til top 5 ligaer i Europa. Dermed er de også murbrækkere, der åbner døren – og markedsfører FC København – overfor andre svenske, andre slovenske og andre serbiske spillere. Vel at mærke de bedste og mest attraktive i disse hjemlige ligaer.
Dette arbejde handler selvfølgelig meget om scouting og om at finde de rigtige spillere på de rigtige tidspunkter i karrieren. Sikre, at det også er spillere med de rigtige ’hoveder’ som i mentalitet, karakter og intelligens. Her har FCK scoutet virkelig flot de seneste år.
Ludwig Augustinsson, et forbillede på kampbanen og på træningsbanen. Foto: Getty Images/Jan Christensen.
Men når både spillere og hold får succes, så bliver der pludselig kø ved affyringsrampen – uanset, hvad der er aftalt i en karriereplan. Lige nu har FC København netop solgt Nicolai Jørgensen (ifølge aftale) og kan sige farvel til Thomas Delaney når som helst (ifølge aftale). Næste sommer gælder aftalen Mathias Zanka Jørgensen og Ludwig Augustinsson. De skal afsted i noget, der ligner karrieremæssige planlægningsforløb - Zanka med kontraktudløb og Augustinsson, fordi interessen bare stiger og stiger, og han risikerer at vokse ud af ligaen trods flere år tilbage af kontrakten.
Men hvad nu, hvis Rasmus Falk fortsætter sin udvikling med samme hastighed som lige nu? Hvad nu, hvis Erik Johansson om ni måneder står som de skandinaviske ligaers entydigt bedste forsvarsspiller? Hvad nu, hvis Pavlovic pludselig slår igennem og rammer en Spalvis-stime?
Det er her, at Ståle Solbakken og Johan Lange kan blive ofre for deres egen succes og skal balancere FC København mellem hovedbanegård og naturlig udvikling.
Kan det blive ved at gå godt?
Indtil nu har Solbakkens team været unaturligt dygtige til at løse problemet. Daniel Amartey var blot 18 måneder i klubben, inden Leicester bød 60 mio. kroner. Klar stod William Kvist, lidt støvet, lidt ramponeret efter en indbringende rundtur i dårlig ledelse og svære pitstop i Stuttgart, Fulham og Wigan.
Delaney og Kvist - stærke sammen i FCK, stærke på landsholdet. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg.
Men i dag fremstår William Kvist som forudsætningen for Thomas Delaneys succes. I en lidt mere forskudt rolle-fordeling har Kvist gjort Delaney endnu bedre og endnu mere fri til at være en offensiv dynamo. Lige så vigtigt er det, at han selv er i gang med en udvikling, der bringer ham op i nærheden af det niveau, han havde, da han var allerbedst og rejste til Stuttgart. For ikke ret mange måneder siden var William Kvist sikker mand på mediernes forudsigelige generations-skifte-liste på landsholdet. Et lidt for snusfornuftigt hadeobjekt med potentiale for satiriske radioprogrammer og twitter-humor. I dag er han og Delaney et indlysende alternativ til Delaney og Pierre-Emile Højbjerg på Åge Hareides landshold.
Nicolai Jørgensen er erstattet på en lidt anderledes måde. Ikke i en 1:1 model. Ikke af Rasmus Falk. Ikke af Andrija Pavlovic. Men i virkeligheden er Jørgensen erstattet af et roterende team med høj konkurrence, der har gjort FC København endnu mere direkte, med et større kollektivt tryk og med en mindre individuel afhængighed a la den, man havde af Jørgensen.
Vi sagde det med Jørgensen og nu siger vi det igen: Kan det blive ved at gå godt? Ståle Solbakken var selv ret direkte, da han efter FC Midtjylland-kampen lørdag aften talte om, at hans hold kunne blive ’afpillet’ af trykket fra store klubber. Det bliver en svær balance.
Kan man lave en Rosenborg-model?
Jeg har de seneste dage talt med folk i FCK-miljøet og prøvet en tese af: Kan de danske mestre på nogen måde bringe sig i en situation a la Rosenborgs dynasti fra 90erne og 00erne, hvor man mellem 1995 og 2007 kvalificerede sig til 11 ud af 13 puljespil i Champions League og nærmest kunne have en række af spillerne i klubben i store dele af karrieren. Det ville kræve, at for eksempel Thomas Delaney kunne skabe en naturlig karrieremæssig indtjening a la udlandet. Vi kunne kalde det 20 mio. på bogen, når kalenderen stilles på old boys-fodbold. Ikke at det skete i Rosenborg, men det ville modellen kræve i nutiden. En række af disse fodboldspillere – med Kvist og Delaney som gode eksempler – er også bogligt orienterede og sørger for at tage uddannelser ved siden af.
Rosenborgs gamle Champions League-guru, Nils Arne Eggen. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg.
I en Rosenborg-model kunne man gå ud af karrieren med en aktuel uddannelse. Og måske 20 mio. på bogen. Men tesen afvises med de besindige ord: Det handler om andet end penge. Det handler for spillertyper som disse også om oplevelser, udfordring og det at kunne motivere sig gennem en hel karriere. Har man tilstrækkelig højt niveau, kan disse krav bare ikke indfries med en hel karriere i Superligaen.
Så tilbage står altså en udfordring, hvor kunststykker a la Kvist-for-Amartey, Falk-med-flere-for-Jørgensen og lignende skal gentages i det uendelige for Solbakken og Lange.
Fødekæden kan kun bestå af to ben: Dygtig scouting og dygtig talentudvikling.
Det første kræver, at Johan Lange, Lars Højer, Bjarne Hansen og andre med FCKs scouting-ansvar kan blive ved at ramme plet og at Anders Hørsholt og hans stab kan skabe forudsætningerne for, at FC København kan blive ved at købe fra hylder, der er højere end alle andre i Skandinavien. Det vil sige i rummet 2-3 mio. euro og fremover måske endda endnu højere.
Tilbage på Skandinaviens trone
Det er her, at betydningen af Solbakken og Langes arbejde er kolossal. I årene 2006-2011 overtog FCK Rosenborgs tronstol og blev entydigt storklubben i Skandinavien. Den position blev kraftigt udfordret i årene fra 2011-2015, hvor FCK dykkede og bakkede økonomisk. Nu er man i færd med at indtage posten igen, og her skal man ikke undervurdere det signal, der ligger i, at Erik Johansson som 27-årig vender hjem fra Belgien og rammer sit højeste niveau og at Daniel Amartey, Ludwig Augustinsson og måske Rasmus Falk bruger FCK som det store trinbræt til Europa.
Det perspektiv betyder, at FCK fortsat kan rekruttere de rigtige spillere på de rigtige tidspunkter i karrieren.
Andreas Cornelius, en af de seneste oprykkere fra FCKs akademi. Foto; Getty Images/Lars Rønbøg.
Det andet ben er talentudviklingen. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan FC København investerede mere i talentudviklingen end andre og hvordan man efter nogle dyk har virkelig godt fat i talentårgangene fra 17 år og nedefter. Jeg har brugt tallet 20 mio. kroner pr. år, men det anfægtes af klubben. Der er forskellige opgørelsesmetoder, fordi en række personer, fysiske trænere, mentaltrænere, fysioterapeuter, målmands- og angrebstrænere i nogle klubber går igen fra førstehold til akademi. Men et retvisende tal i FCK vil nok være omkring 15 mio., som dog stadig er mere end, hvad Brøndby, FC Midtjylland og FC Nordsjælland investerer.
Lige nu synes der at være et gab mellem ’the natural born KBs’ Delaney og Kvist og så de næste bud. Christoffer Remmer er måske nok opvokset hos Hvidovre, men var akademispiller og er nu solgt til Molde. Andreas Cornelius er også tilkommer i ungdomsårene, men brød igennem som en af Brian Riemers akademispillere, ligesom Danny Amankwaa stødte til fra Brønshøj og blev akademispiller. Men trinet til førsteholdet fra School of Excellence synes lige nu lovlig langt og ligner de næste et-to år et tålmodighedsprojekt med håbet om et lucky punch.
Så på kort sigt handler det om at caste rigtigt blandt de mest lovende spillere i alderen 20-25 år på de markeder, som FCK opererer på.
Derfor er Champions League ikke logisk
Stemningen i det danske fodboldmiljø lige nu er, at FC København har gode chancer for at ondulere APOEL Nicosia. Ikke bare tirsdag aften, men over to kampe. Og ja, chancerne er der. Men vinduet til Champions League er så udpræget blevet mindre siden 2010, hvor seneste Solbakken-hold toppede.
Dengang var FC København med sine 127 mio. kroner i budget for løn og afskrivninger jævnbyrdige med hold som FC Brügge. Da de to hold mødtes i december 2008 i Europa League sammenlignede man budgetter, inden Cesar Santin afgjorde kampen. Danskerne kunne se, at man var oppe på et niveau, hvor man kunne sammenligne sig med det stærke belgiske hold.
“Derfor er det ikke logisk, at FC København skal kvalificere sig til to ud af fire puljespil i Champions League”
Siden gearede FCK i årene efter Ståle, Flemming Østergaard og Dan Hammer ned til 91 mio. kroner. I dag er man trods meldinger om en oprustning til 2011-niveau stadig ’kun’ på ca. 100 mio. kroner, mens hold som Brügge, Red Bull Salzburg og FC Basel vurderes til at ligge omkring de 200 mio. kroner. Måske Brügge 180-200, måske de to andre lidt højere.
Så vejen til Champions League er alt andet lige blevet vanskeligere.
I indeværende transfervindue har FC Brügge således købt Hans Vanaken fra Lokeren for 4 mio. euro (tal fra transfermarkt.de, mens Red Bull Salzburg har købt Munas Dabbur fra Grasshoppers for 6 mio. euro. Hvis FC København virkelig strækker sig langt, nærmer man sig 3 mio. euro.
Munas Dabbur, købt af FC Basel for et beløb, der er dobbelt så stort som noget, FC København nogensinde har brugt. Foto: Getty Images/Matthew Ashton.
Lønmæssigt ligger nogle af de mellemeuropæiske klubber, der kan sammenlignes med FCK i forhold til Champions League-ambitioner på op til 10 mio. kroner (1,2-1,3 mio. euro) i årsløn til de bedst lønnede spillere, mens danskerne ligger på max-lønninger på 3-4 mio. kroner. I opgørelser, som Ekstra Bladet har lavet, ligger toplønningerne i FCK i niveauet fem mio. kroner, men selv her vil man være på halvt niveau af de mellemeuropæiske konkurrenter.
Derfor er det ikke logisk, at FC København skal kvalificere sig til to ud af fire puljespil i Champions League. Det vil kræve en overpræstation i forhold til normalt gældende økonomiske forudsætninger.
Ståles egen udvikling
Lad os til sidst kigge på Ståle Solbakkens egen udvikling. Han er pt. på en fire-årig kontrakt, der løber til sommeren 2018 – det vil sige to år endnu. Som det ærgerrige menneske, han er, vil han formentlig være optændt af behovet for at revanchere sig selv på den internationale scene. Også med andet end FCK.
Altså på et tidspunkt bevise, at Köln ikke gav ham tid nok til at lykkes og at Wolverhampton var en fejl.
Men hvor får Ståle Solbakken den tid til at udfolde det, han gør bedre end mange andre: At skabe en gennemsyret vinderkultur. Den slags tager mere end én sæson. I andre klubber end FC København havde han næppe overlevet at smide et mesterskab først til AaB på renlivet økonomiklasse og dernæst til FC Midtjylland på ligeledes en lavere hylde. Og misse et puljespil for første gang i ti år.
OK, AaB-sæsonen var ikke Solbakkens ansvar, da han overtog holdet som nr. næstsidst ved fyringen af Ariël Jacobs. Der er i perioden sket kolossale udskiftninger og mange forandringer, som netop er årsagen til den aktuelle succes, men igen kræver rigtig forandringsledelse en tålmodighed, som ikke er fodboldverdenens normale spidskompetence.
Så hvor fjern er tanken om et væsentligt længere perspektiv i toppen af den skandinaviske fodbold?
Jeg lancerer derfor en tese: Ståle Solbakken som FCKs svar på Nils Arne Eggen. Eller Solbakken som Danmarks svar på Alex Ferguson. Altså et udpræget langtidsprojekt med maksimal effekt.
Parallellen til Fergusons 27 år – ok, det er rigtigt mange, men du forstår analogien - er udpræget vinderkultur, hold bygget på skabelsen af karakterer i lige så høj grad som spillere og et meget entydigt lederskab.
Sir Alex til pressemøde i Parken i 2006 før mødet med FC København. Foto: Getty Images/Matthew Peters.
Det er givetvis tidligt nok at tænke den tanke. Og nordmanden er formentlig ikke moden til den endnu. Men det kunne være interessant, hvis FCKs ledelse gjorde sig tankerne om, hvad der skulle til for at skabe den situation. Hvad ville være Ståle-vognens 3. gear, 4. gear. Og 5. gear.
Grin bare. Men ideen er hermed lanceret. Og selv om FC København denne gang synes bedre rustet til et liv uden Solbakken end sidste gang og især Johan Lange ses som den blivende sportsdirektør, der garanterer for kontinuiteten og den strategiske fasthed, er det en tanke, der bør tænkes.
Hvor er FCKs realistiske niveau?
Prøv engang at kigge på følgende tal. Det handler om at finde det realistiske høje niveau, som FC København kan nå frem til med for eksempel 10 års uafbrudt succes.
Da FC København lå allerhøjst i Europa, befandt man sig på 39. pladsen i Europa. Det var efter sæsonen 2010/11 som afslutning på det, vi kalder ’Ståle 1.0’. Man regner med 80 hold i puljespil inklusive Champions League og Europa League.
Udgangspunktet for udviklingen i Solbakkens første periode var position 143 i sæsonen 04/05 og så altså rejsen op til nr. 39. Det er en solid udvikling over fem år.
Lige nu befinder FCK sig tilbage på 81. pladsen – altså hvis man skulle give de 80 puljespils-pladser til top 80, ville FC København være ’the first one out’.
FC Basel er gået fra en 50. plads i 2009 til i dag at være nr. 20 i Europa målt på koefficienter fra en opgørelse i foråret 2016. Schweizerne har sågar været oppe som nr. 15, men befinder sig fortsat foran f.eks. Manchester United. (Som et lille PS ligger APOEL Nicosia som nr. 103, Sparta Prag, som SønderjyskE møder, nr. 42, FC Brügge 45, Red Bull Salzburg 50, FC Midtjylland 113, Brøndby 192 og SønderjyskE 298.)
Det vil med FCKs økonomiske rækkevidde anno 2016 være urealistisk at komme tilbage til top 40. Men lederskab, kultur og dygtighed kan skabe basis for gentagne overpræstationer, som der også var tale om frem til 2011. Så kombinationen af det rigtige lederskab og en bare marginalt hævet barre kan skabe basis for Europas top 50 som en mulig – troværdig - vision.
På andre parametre har Solbakken sammen med sin sportslige sektor gjort op med myten om, at han ikke spiller med unge spillere, at han ikke spiller offensivt og at han ikke spiller varieret fodbold. Meget af det har været i markant udvikling de seneste tre halvsæsoner især.
Jeg bemærkede således, hvordan Kasper Hjulmand forleden svarede, da jeg i en podcast spurgte, hvem han følte sig mest beslægtet med i forhold til fodboldfilosofi: Morten Olsen eller Ståle Solbakken. Efter et høfligt svar om Morten Olsens tidlige år på landsholdet i start 00erne føler han sig i dag væsentligt mere beslægtet med Solbakken i måden at tænke og spille fodbold.
I første omgang begynder rejsen for alvor tirsdag aften.
Foto: Getty Images/Euro Football
