Liverpools Klopp-satsning - Man har et standpunkt, til man tager et nyt!

Da Fenway Sports Group ud af det blå gav manager Jürgen Klopp en forbedret seks års kontrakt, var det endnu et strategiskifte blandt mange fra den Boston-baserede ejergruppe

Af Esben Suurballe Christensen

Da det blev offentliggjort, at Jürgen Klopp havde skrevet under på en forlængelse af den allerede eksisterende kontrakt, skrev den daværende The Times journalist Tony Barrett en artikel, der udlagde det kommende magtforhold i klubben.

I artiklen påpegede Tony Barrett, at der er tale om et opgør med Fenway Sports Groups (FSG) hidtidige praksis i Liverpool. Hvor manageren tidligere var én blandt flere ligestillede, er der nu tale om en mere autoritær model, hvor Klopp er den øverste. Han er nu reelt sportsdirektør, mens alle andre i hierarkiet - fra ledere til scouts - er der for at implementere hans visioner. Tony Barrett noterer sig også i artiklen, at der er tale om en ændring af FSGs foretrukne model med den voldsomme tiltro til Jürgen Klopp  

Tony Barrett sagde i øvrigt for en uges tid siden sit job op på den hæderkronede avis, angiveligt fordi han var stærkt fortørnet over, at The Times ikke satte Hillsborough retssagens udfald på dens forside. Hillsborough er som skrevet her stadigvæk en begivenhed der vækker stærke følelser i scouserne.

• Medianos Liverpool-optakt - lige til at proppe i ørerne:

Klopps nye rolle er - vil denne artikel hævde - den tredje store strategiske ændring, når det gælder ansvar for rekruttering, transfers, og scouting, Fenway Sports Group har lavet siden de overtog klubben - ved hjælp af den engelske højesteret - i oktober 2010. Og det kan tolkes som værende ejergruppens sidste skud i bøssen i jagten på succes, hvilket reelt er ensbetydende med det engelske mesterskab.

FSGs første plan

Da FSG overtog klubben, var et af de bærende budskaber, at tiden med en manager som eneansvarlig for alle sportslige gøremål var ovre. Det var en tid, der tilhørte dinosaurerne.  Der skulle være en sportsdirektør. Og allerede godt en måned efter FSG havde overtaget klubben, blev franskmanden Damien Comolli præsenteret som sportsdirektør med det primære ansvar for transfers og scouting.

Comolli var godt nok manden, der hentede Luis Suarez i Ajax. Men han købte også Andy Carroll i Newcastle for 35 mio pund, den panikbefængte transferdeadline dag i januar, da Fernando Torres tog til London.

Andy Carroll - det blev aldrig helt godt med ham i Liverpool.

Foto: Laurence Griffiths/Getty Images

Carroll er stadig den dag i dag med de 35 mio pund, det største indkøb Liverpool nogensinde har fortaget sig. Comolli  købte også - dyrt - Jordan Henderson, Charlie Adam og Stewart Downing.

Alle var det indkøb, der bragte så stor kritik, at Kenny Dalglish blev sendt på pension og golfbanerne igen. Og da den unge uprøvede Swansea-manager Brendan Rodgers blev præsenteret som hans afløser,  kæmpede FSG-topbosserne John Henry, Tom Werner og Mike Gordon ikke synderligt imod, da Rodgers nægtede at arbejde med en sportsdirektør.

Comolli var allerede i april blevet sendt på porten, grundet utilfredshed med Liverpools transferpolitik hos de amerikanske ejere. Der var dog vedholdende rygter om, at FSG havde udset sig den senere Manchester United-manager Louis Van Gaal som ny sportsdirektør. Med Van Gaals senere virke som Manchester United-manager og surrealistiske fremtræden in mente, var det nok meget godt, at Rodgers stod fast.

Transferkomiteen dannes

I stedet indgik FSG et kompromis med Brendan Rodgers. I stedet for en sportsdirektør skulle der være en transferkomite. Rodgers havde angiveligt insisteret på, at han skulle have eneansvaret for transfers, men FSG satte hælene i, og Rodgers havde ikke et stort nok navn til at kunne trumfe det igennem, såfremt han ville have sin karrieres største job.

Så kompromiset blev altså en transferkomite, hvor alle potentielle transfers skulle diskuteres og analyseres mellem de respektive medlemmer af komiten.

Og hvem var så medlem af denne nu notoriske berygtede komite?

Dave Fallows og Barry Hunter sad der på baggrund af deres job i som de ledende figurer i Liverpools scouting afdeling. De var blevet headhuntet under stor fanfare fra Manchester City. Mike Edwards sad der som chef for den analytiske afdeling. Noget, FSG altid har lagt stor vægt på. Administrerende Liverpool-direktør Ian Ayre sad der. Brendan Rodgers var selvskreven og sidste mand var amerikanske Mike Gordon, FSG præsident. Den mand fra FSG-toppen, der spenderer mest tid i Liverpool og har klubben som sit primære resort område, ganske enkelt fordi, han er den af FSG-toppen, der ved mest om fodbold - uagtet det endnu ikke er blevet fastlagt, hvad det helt præcist indebærer.

Jürgen Klopp med ledelsen af FSG under en træningstur i USA. Mike Gordon, der har plads i transferkomiteen, står til højre for Klopp. De to andre er John Henry og Tom Werner.

Foto: Andrew Powell/Getty Images

Hvad der fodboldfagligt kvalificerer både Ian Ayre og mindst Mike Gordon til at sidde i en komite, der skal bestemme, hvilke spillere der skal hentes ind til Liverpools førstehold, er endnu ikke blevet afdækket. Men det var det kompromis, Brendan Rodgers måtte spise.

Ved enhver lejlighed gjorde Rodgers gjorde en dyd ud at fortælle offentligt, at han havde det sidste ord, når det kom til transfers under hele sin tid som Liverpool-manager - at der ikke kom spillere ind i truppen, uden han havde sagt god for dem. Men allerede den sommer han tog over som manager, blev magtforholdet i komiten klart.

Rodgers´ helt store transfermål den sommer var Fulham-forwarden Clint Dempsey, men han var 28 år og FSG, der baserer store dele af deres forretning på Moneyball-filosofien, ville ikke betale hverken transfersum eller løn til en spiller i så “fremtrædende” en alder. Så Rodgers måtte nøjes med Fabio Borini, efter han havde takket nej til transferkomitens forslag om Daniel Sturridge. Rodgers ville også have Ashley Williams, som han kendte fra Swansea. Men også her satte transferkomiten hælene i. Så det blev det allerede klart, hvem der reelt bestemte over transfers i Liverpool Football Club. Det var ikke Brendan Rodgers.

Pressen vidste alt

Angiveligt var LFC- og FSG-majoritetsejer John Henry så vred over, at Brendan Rodgers takkede nej til Daniel Sturridge, at han krævede at Sturridge blev købt i vintervinduet, da det stod klart, at LFC manglede mål og klasse oppe foran, når Luis Suarez enten var skadet, karantæneramt eller ramte stolpen.

I al den tid Brendan Rodgers var manager for Liverpool Football Club foregik der et spil omkring transfers i pressen. Der blev briefet i stor stil til journalister fra diverse medlemmer af komiten, når signings enten blev en succes eller en fiasko. Hver eneste transfersigning blev imødekommet af spørgsmålet om hvem der havde signet ham. Var det Rodgers eller transferkomiten?

Rodgers var ikke sen til at hylde - de få - transfersucceser Liverpool havde under ham som hans egne, mens fiaskoer blev løbende briefet som værende transferkomitens. Flere troværdige journalister har hævdet, at Rodgers var forbløffet over, at Arsenal ville betale 40 mio pund for Suarez, da manageren ikke mente, angriberen var det værd.

FSG satte hælene i, nok engang både overfor Rodgers og en forbløffet samt fornærmet Arsene Wenger. Suarez blev - og var egenhændigt ved at skyde Liverpool til mesterskabet i 13/14 sæsonen.

Egentlig er der ikke noget odiøst i en transferkomite. De fleste store klubber har en gruppe af personer både fra ejerkredsen og den sportslige sektor, der har en dialog kørende, når det gælder transfers. Men udadtil og indadtil er det sportsdirektøren eller manageren, der står med ansvaret i sidste ende. Det er kun Liverpool, der har været dumme nok til at navngive den gruppe og fortælle offentligheden om det i forsøget på, at se smarte og ikke mindst nyskabende ud.

For det skabte usikkerhed om, hvem der havde ansvaret for rekrutteringen og det underminerede manageren. Især i et land og en presse, der fortsat er så traditionsbunden, som England er. Brendan Rodgers, der ikke havde haft nogen stor succesrate på transferfronten i tidligere klubber eller i Liverpool, kom til at stå for skud for fiaskosignings, der åbenlyst ikke var hans egne. Omvendt kunne han sole sig i ros for ansættelser, der angiveligt ikke havde været hans ønske.

De høje lønninger skræmte

Liverpools helt store problem i årene under Rodgers var, at hvert år sagde man farvel til bærende kræfter og holdets bedste spillere, såsom Jamie Carragher, Steven Gerrard, Luis Suarez og Raheem Sterling.

Disse blev erstattet af spillere - fortrinsvis fra Southampton -  der ikke altid passede ind i den spilfilosofi, som manageren havde og som nok havde et vist potentiale, men ingenlunde samme klasse som dem, de erstattede. Det forringede holdet og skabte en usammenhængende trup. Ikke overraskende, fraset en uventet opblomstring takket være Luis Suarez og et lige-ved mesterskab, er LFC siden FSG erhvervede sig klubben, endt på middelmådighedens midterplaceringer.  

Dette hænger sammen med, at FSG var forfærdede over lønningerne, da man overtog LFC  - især til aldrende spillere på lange kontrakter, der ikke kunne sælges videre med profit. Liverpool var dengang  i top tre, hvad angår lønninger. Det gjorde FSG op med. De ville en smartere måde. De ville slå systemet, oligarkernes pengestrøm - og købte mesterskaber. De ville have unge spillere, der havde masser af potentiale til at blive de superstjerner, de erstattede. De ville have en ung manager, der havde skabt et navn på at træne og udvikle unge spillere og desuden praktiserede en offensiv spillestil, der lå godt til øjet. FSG ville bevise, at man man med unge spillere og god træning kunne vinde pokaler. Indtil videre har tiden under FSG budt på en Liga Cup-pokal - vundet over Cardiff på straffespark. Der har indtil til sidste sæson været en sammenhæng mellem lønniveau og top fire i Premier League

Leicester gjorde det, FSG drømmer om: at vinde det engelske mesterskab med et markant mindre lønbudget end de store. 

Foto: Michael Regan/Getty Images

Ironisk nok blev det så Leicester, der personificerede FSGs våde drøm. Dog med en så aldrende trup, at det aldrig kunne være sket på FSGs vagt. Men Leicester slog systemet. De slog den nærmeste ubrydelige ligning og sandhed, at de hold, der betaler mest i løn, også er dem, der ender på CL-pladserne. Leicester endte som bekendt både på en CL-plads og med et mesterskab. Det må have ærgret John Henry og co., at det blev Leicester, der brød strømmen og ikke Liverpool. For det må have gjort det klart for direktionsgangen på Chapel Street, ( hvor Liverpool FC har deres administrative hovedkvarter) og i Boston, at også andre klubber forsøger at gøre tingene anderledes. At tænke ud af boksen. At gøre tingene smartere. At optimere måden hvorpå man kan vinde fodboldkampe. At majoriteten af top 10 i Premier League ikke bare vulgært kaster tv-penge ud af vinduet - og lukker øjnene. At de rent faktisk også har en strategisk plan, langsigtet som kortsigtet. Ikke just overraskende.

Brendan Rodgers fik en chance til i sommeren 2015. Hvordan nogen kan overleve et 1-6-nederlag til Stoke City er en gåde. Det burde være fyringsgrund i sig selv, hvis man ser sig selv som en storklub. Men Rodgers blev. Retrospektivt nok fordi den mand, der skulle afløse ham, Jürgen Klopp, havde insisteret på, at tiden var inde til at holde orlov efter afskeden med Dortmund. For det er ikke nogen hemmelighed, at FSG, inden de ansatte Rodgers, var ivrige efter at tilknytte Klopp.

Det stod lynhurtigt klart, at Rodgers´ dage i Liverpool var talte, kort efter sæsonstart. Selvom FSG havde åbnet checkhæftet og skaffet ham blandt andre Christian Benteke - på trods af, at de fleste iagttagere havde svært ved at se belgieren passe ind i Rodgers spillefilosofi. Liverpool var allerede i oktober kørt agterud af mesterskabskampen og top fire. Intet nyt under solen der. Der er altid næste sæson.

Ind med den nye stærke mand

Så Rodgers røg efter 1-1 på Goodison, en derbykamp denne signatur så sammen med The Travelling Kop. En uges tid efter blev det offentliggjort, at Liverpool FC havde fået en ny manager - Jürgen Klopp. FSG havde endelig fået den mand, de havde jagtet så intensivt.

Allerede ved hans præsentation blev han spurgt ind til transferkomiten, og hvem der i sidste ende havde ansvaret. Klopp forklarede, at han intet problem havde med at arbejde sammen med folk omkring transfers, da han umuligt kunne nå det hele, men at han i sidste ende havde ansvaret. Der kom ikke en spiller ind i truppen, han ikke ville have. Men han forudså ingen problemer. Det blev sagt uomtvisteligt og ikke med skjulte dagsordner. Der var heller ikke efterfølgende i Liverpool Echo artikler om det modsatte, som tilfældet var, da Rodgers havde sagt det samme. Nu var der en mand med langt større renomme og CV på managerposten hos Liverpool FC. Det var ham, der havde valgt Liverpool og ikke omvendt. Det tippede magtfordelingen.

Liverpool-ledelsen har gjort meget ud af at præsentere Klopp som værende fuldstændig købt ind på den strategi, FSG sværger til. Men som Tony Barrett i indledningen beskriver, så er der ingen tvivl om, at det er “The Jürgen Klopp Show” nu. Det er ham, der udelukkende har magten og ansvaret, når det gælder fodboldrelaterede ting i Liverpool FC nu. Han er Arsene Wenger i Arsenal eller Alex Ferguson i Manchester United. Han er ikke blot en mellemleder med new public management-sprog og nye tænder, der sætter holdet og stiller op til pre - og postmatch pressekonferencer. Han er Liverpool FC udadtil og ikke mindst indadtil.

Det kan ses på denne sommers transferaktivitet. Der er ikke én spiller, man ikke kan se passer ind i den spillestil, som Klopp praktiserer. Så kan vi altid diskutere kvalitet, navne og pris. Men for første gang, siden nogle år under Rafael Benitez, bliver der købt ind til den filosofi, manageren praktiserer. Og Klopp har været benhård i afgangene. Mario Balotelli har ikke fået lov at fylde. Klopp har kvalt al optræk til kontroverser og drama ved fødslen. Det sig selv er en medalje værd, når vi taler om en spiller med tilhørende agent, der lever for kontroverser, drama og transfersummer.

Og Benteke? Forrige sommers rekordindkøb har tydeligt fået fortalt at han, i bedste fald, er femtepladsen som forward og er blevet bedt om at finde en ny klub. Det er også sket under et minimum af støj. Og mon ikke Benteke snart er at finde i Crystal Palace for majoriteten af de 32 mio pund, som LFC betalte for ham. Joe Allen, en fanfavorit, blev solgt til Stoke, selvom han havde et fremragende EM. Allen er ikke høj og fysisk nok til det, Klopp vil. Uanset hvor meget han så end kæler for bolden og hans skæg skinner i solen.

Det er Klopps vagt og bag det vindende smil og den enorme charme, er der tydelighed og om nødvendigt en særdeles fast hånd. Det er vidunderligt. Og tiltrængt.

Det kan dog undre, at FSG belønnede Klopp med seks års kontrakt, kun syv måneder efter han blev ansat. For nok nåede Liverpool to finaler, men man vandt intet, og sluttede på den obligatoriske midterplacering.

Men Klopp er for FSG den sidste chance for at vise at deres Moneyball-filosofi og økonomiske tilbageholdenhed, der skal gøre Liverpool bæredygtig. Netop fordi Klopp i Bundesligaen har bevist, at det kan lade sig gøre at slå en langt større klub med færre midler. Det er dog forbundet med en enorm portion usikkerhed i England. I Premier League er det ikke kun én klub Klopp skal kæmpe med om et mesterskab, men potentielt seks-syv andre. Så hvad hvis det ikke lykkes? Hvis ligningen om lønninger og placeringer faktisk er ubrydelig, selv for en Jürgen Klopp.

Hvor efterlader det FSG? De kan ikke blive ved med at skifte strategi i håbet om at gøre det smartere og klogere, men for færre penge end de andre. Der er ikke flere strategier tilbage at efterprøve end at hoppe med på pengetoget. Og vil FSG det? Næppe. Og kan de holde til den nådesløse kritik, der vil komme, såfremt Klopp ikke lykkes  - eller vil de sælge deres investering, der er steget til det mere end de tredobbelt siden de købte Liverpool Football Club for 300 mio pund tilbage i 2011? For Liverpool Football Club er en investering for Fenway Sports Group. Ikke andet.

Lad os håbe, det ikke bliver nødvendigt besvare det spørgsmål, for det betyder at Jürgen Klopp har fået vendt skuden og skudt Liverpool tilbage til toppen af engelsk og europæisk fodbold. Der, hvor alle os der holder med den røde halvdel af Merseyside, mener, de hører hjemme.

Topfoto: Lars Baron/Getty Images