Champions League-finalen 2005 - en Milan-fans erindringer
Champions League-finalen er lige om hjørnet. I to artikler genfortæller Esben Suurballe Christensen og Brian Bødker den legendariske 2005-udgave fra to helt forskellige perspektiver: Den ene er glødende Liverpool-fan, den anden inkarneret Milano-tilhænger. Her får du Brian Bødkers bidrag:
Af Brian Bødker
Nogle kampe kan man ikke bare lige ryste af sig. De sætter sig dybe spor og bliver en vital del af éns fodboldminder.
Én af disse kampe er Champions League finalen i 2005 imellem AC Milan og Liverpool FC.
Denne finale, imellem to af fodboldens giganter, var episk. Desværre tabte mit hold, og det har taget mig en rum tid at forstå dette nederlag. Desværre husker jeg dumme nederlag bedre end vigtige sejre. Men livet skal jo forlæns leves og baglæns forstås, og tiden har hjulpet på forståelsen. Med tiden har jeg forstået, hvilken helt unik præstation Liverpool leverede samt, at jeg ikke har givet Milan-holdet nok respekt for deres indsats d. 25. maj 2005 i Istanbul.
Inden finalekampen
Jeg var rolig og afklaret inden finalen. Jeg vurderede Milan til at være klar favorit, men i finaler kan alt ske. I 2005 havde AC Milan det bedste hold og de spillere i verden. Liverpool var en klub, som skulle respekteres, men som ikke virkede til at skulle volde Milan besvær. Det var ikke for at svine Liverpool til eller at være overlegen, men Liverpools vej til finalen var banet af to gabende kedelige kampe, og lidt heldige sejre imod Juventus og Chelsea.
I kvartfinalen havde Milan slået FC Internazionale ud i en dramatisk kamp, der måtte afbrydes da Inter´s fans overdyngende banen med fyrværkeri. Når du ser billeder af fyrværkeri og kaotiske tilstande på et stadion i Italien, er det ofte fra den kamp. Der er bl.a. det ikoniske billede, hvor Inter´s forsvarer Materazzi læner sig op ad Rui Costa med et lystæppe af fyrværkeri i baggrunden. I semifinalen slog Milan hollandske PSV Eindhoven ud i en flot kamp, hvor PSV var på nippet til at tage finalepladsen.
Det legendariske opgør mellem Inter og Milan i kvartfinalen bliver også husket for en solid omgang pyroteknik.
Foto: Getty Images
Med udsigten til en fodboldmæssig lækkerbisken tog det ikke lang tid at arrangere et lille komsammen i Århus, hvor jeg og tre andre venner mødtes for at se kampen.
Kampen
Mit humør var højt. Jeg underholdte selskabet med, at der var stor sandsynlighed for, at Milan skulle få den syvende Champions League-titel. Milan skulle vise alle i Italien, at nok spillede Juventus førsteviolin i det nationale teater, men på den internationale scene var Milan protagonisten. Endvidere ville Milan med en sejr hale ind på Real Madrids forspring i antal Champions League-sejre. Jo, der blev tænkt store tanker som Milan-fan i 00erne, da Milan havde holdet til at indfri drømmene. Holdet rummede et bombesikkert og velspillende forsvar med Maldini, Stam, Nesta og Cafu.
På midtbanen havde træner Ancelotti arrangeret det så genialt, at der både var plads til Andrea Pirlo og Kakà i en 4-4-2 diamant (eller mere korrekt: 4-1-2-1-2). Det var en meget boldsikker og kontrollerende midtbane med Pirlo som en dirigerende ’regista’ og Kakà, der som ’trequartista’ satte turbo på angrebet. Midtbanen havde også Seedorf og Gattuso på siderne, så man havde musklerne til at kontrollere. Oppe i front havde Milan de to meget dygtige angribere: Crespo og Shevchenko. De to kunne score i vigtige kampe og selv skabe chancerne. Skulle der blive brug for udskiftning, sad der en ”giftig inderside” på bænken i form af Jon Dahl Tomassen. Jeg troede virkelig på det.
Min tro på noget stort blev fra starten bekræftet. Milan tog straks initiativet og blev belønnet i det første minut. Liverpools Traoré begik frispark i Liverpools højre side, og Pirlo gjorde klar til at sparke det. Milans forsvarsgarde var kørt i stilling til et hovedstødsforsøg, men i stedet overraskede Pirlo alle ved at sparke en blød bold i ca. 1,5 meters højde ind lige ved straffesparkspletten. Der havde Maldini timet sit løb perfekt til at kunne halvflugte bolden i mål til 1-0. ”Ja! Sådan … fantastisk start!”.
Liverpool gav bolden op og søgte at få initiativet. Kampen bølgede lidt frem og tilbage med chancer i begge ender. Det var dog Milan, som havde momentum, og som dikterede spillets rytme. I denne fase var jeg behagelig afslappet, da jeg var sikker på, at det kun var et spørgsmål om tid, før Milan fik scoret igen. Samtidig spillede Liverpool ikke specielt godt, og havde ikke for alvor været farlige.
Med tålmodighed fik Milan sat sig mere og mere på spillet, og belønningen kom i det 39. minut. Bolden erobredes på Milans halvdel, og spilles videre til Kakà. Han satte turbo på, spurtede forbi Liverpool-spillerne og spillede Crespo helt fri i det rette øjeblik. Crespo var sikkerheden selv, og scorede meget sikkert i modsatte målhjørne. ” Jaaa!! Ja, for fanden!!!”. ”Smukt og enkelt mål … sådan!”. Dette måls skønhed overgås kun af skønheden i det næste mål.
Crespo scorer sit første af to mål i 1. halvleg.
Foto: Getty Images
I det 44. minut spillede Pirlo under pres Kakà fri ved midtercirklen. Kakà satte igen turbo på, og førte elegant bolden op på midten af Liverpools banehalvdel. Imens løb Shevchenko i position til højre for Kakà, imens Crespo løb kryds fra højre til venstre - på trods af Hyypiä fejt prøver at hægte ham. Kakà lavede en perfekt timet aflevering til Shevchenko i højre side af straffesparksfeltet, og han spillede på tværs til Crespo, som tæt på målet kunne score usvigeligt sikkert. ”Jaaaaaaaa!! Det er genialt det dér, hold da kæft, hvor er det godt spillet, Liverpool er chanceløse … Dudek er skudt læk!”
Jeg var stolt som en pave. Mit hold spillede perfekt og var i fuld balance og kontrol. Føringen var i lige tråd med ånden i AC Milan: Milan skal spille overbevisende, og der må ikke være tvivl om, hvem der er bedst. Sejrene skal komme i hus via initiativ, dominans og flot spil. Netop det jeg elsker ved denne klub.
Men i Istanbul gjorde Milan mere end det, de spillede næsten klassisk brasiliansk. Bolden blev spillet stille og roligt rundt, indtil Pirlo serverede en drømmeaflevering eller Kakà leverede et eksplosivt temposkift, som satte Liverpool i ubalance. Det var helt fortjent, at Milan-spillerne gik til pause med en komfortabel føring på 3-0. En af vennerne bemærkede på tørt århusiansk: ”Nu får Liverpool en ordentlig sæk!” Jeg kunne berolige ham med, at Milan ikke ønsker at ydmyge andre hold, men nok snarere ville bruge den klassiske italiensk strategi, og trække sig tilbage og forsvare sejren.
Anden halvleg fløjtes i gang og Liverpool kom som forventet stormende. Milan afventede og afbødede presset fint, men…..
I det 54. minut headede Gerrard bolden ind bag Dida i Milans mål. ”Sådan noget pis!” Men nå, ingen problem. Troen på sejren var ikke rystet og smilet var stadig stort. ”Så vinder Milan bare 3-1”
To minutter efter skød Smicer lettere desperat langt udefra, men … den gik sgu ind! ”Hva’ fanden…!…. hvad laver Dida!?! Tag jer nu sammen og luk af!”
Nå, der kom ro på. Milan førte stadig 3-2, og er mestre i at forsvare en føring. Kampen nervøs med en del personlige fejl, og har udviklet sig til en gang indianerbold. Jeg sad på kanten af stolen. Min høje puls og svedige håndflader viste klart, at jeg også var nervøs.
I det 60. minut løber Gerrard ind i Milan straffesparksfelt og tilkæmper sig et straffe i duellen med Gattuso. ”Nej, nej, nej … det sker bare ikke det her! … Hvad fanden laver du, dommer, der er slet ikke straffe dér? Bare fordistankelben Gerrard falder, skal han ikke altid have straffe?!?”.
Xabi Alonso sparkede straffesparket. ”Ja!! sådan Dida!!!”. Målmand Dida reddede meget flot det første skud fra Alonso, men…… ”Neeej”, Alonso scorede på returbolden.
3-3…. Agrhhhh……!!!!!
Hold da kæft, for en mavepuster! Alt luft blev trykket ud af mit mellemgulv. Jeg var helt forstenet og desillusioneret.! ”Jamen…. altså…. hvad fanden sker der?”
Indenfor 6 minutter – seks forbandede minutter – var kampen forvandlet fra Himmel til Helvede. Liverpool havde udlignet og gjort mægtige Milan groggy. En imponerende, men også heldig præstation af Liverpool. Heldig, for ingen strategi kan give så godt resultat. Men det kan tro, fight, og held gøre. Det var dog ikke desto mindre fortjent, da Liverpool kørte på 120 % og søgte alle mulige chancer. Det var omvendt meget dårligt, at Milan ikke fik ro på og kørte sejren hjem på rutinen. Det er til dato et mysterium blandt både spillerne, klubben og skribenter, hvorfor dette superhold af meget rutinerede og kompetente spillere ikke formåede dette. Mange tilfældige omstændigheder lyder den løse forklaring.
Men der er ingen strategi, som kan forberede et hold på at komme fra en komfortabel 3-0 sejr til en 3-3 udligning på kun seks minutter. Hvis der er, vil jeg gerne se den. Det er en mental upper-cut! Det som hev holdet op i den situation, var den enkelte spillers personlige integritet og professionalisme. Derfor gav det tro på holdet, at Maldini og Gattuso talte med store ord, bankede knyttede næver sammen og pegede imod Liverpools mål. Milans »djælve« færdes hjemmevant i Helvede.
Efter udligningen virkede det som om, Milan genvandt fatningen. De begyndte at tage initiativet i det sidste kvarter af den ordinære kamp, men Liverpool kom også til chancer. I det 85.minut blev Jon Dahl Tomasson skiftet ind i en offensiv satsning for at vinde kampen. Det samme blev Serginho og i den forlængede spilletid blev også Rui Costa skiftet ind. Men hverken ”verdens bedste inderside” eller de to andre kunne vende kampen. Schevchenko havde en kæmpe dobbeltchance tæt på mål, hvor Dudek parerede både det første og andet skud. Milan havde flere gode chancer, men desværre var Dudek blevet lappet igen, og var blevet spillet varm.
Dudek klarer på mirakuløs vis i to omgange forsøg fra Schevchenko. Jon Dahl Tomasson anes i midten af billedet.
Foto: Getty Images
Liverpool havde heldet i de afgørende situationer, og de små marginaler på deres side. Jeg havde set det før, og en ubehagelig fornemmelse krøb sig frem i min hjerne: at Liverpool ville vinde denne finale. Det kom derfor ikke bag på mig, at Liverpool vandt 3-2 i straffesparkskonkurrencen.
”Sådan noget pis!”
Mine tre venner var høje af kampen, og gjorde klar til at tage ned og tjekke festen i Skolegade. Jeg takkede pænt nej til at tage med. Jeg var ikke i humør, og ville nok blive anholdt for overdreven gnavenhed, og det går jo ikke i Smilets by. På vej ud af døren sagde én af dem trøstende: ”Selv om det var noget lååårt for Milan, synes jeg stadig, at de var det bedste hold”. ”Hmmpfrfff…, okay” fik jeg fremstammet.
Jeg cyklede hjemad, og da jeg kom hjem, spurgte min kæreste, hvordan kampen var gået. ”Hmmm… ikke så godt. Jeg går i seng”, svarede jeg. Jeg kunne dog ikke sove. I mit hoved ekkoede den dumme følelse af, at Milan ikke havde tabt til Liverpool, men til sig selv. Den værste type nederlag som en professionel atlet og fans kan opleve. Næste dag stod solen op og bragte en ny dag, men Milan trøjen blev i skabet.
Efterskrift
Tiden læger mange sår og livet skal forlæns leves og baglæns forstås. Men jeg har lært at se værdien af den fantastiske præstation, som både Liverpool og Milan leverede. At Liverpool kæmpede røven ud af bukserne, med utrolig meget tro, håb og hjerte, er virkelig beundringsværdigt. Meget træls, men beundringsværdigt. Jeg har dog stadig ikke forstået, hvordan denne kamp kunne tabes, og hvordan Milan kan lukke 3 mål ind på 6 minutter. Milans flotte scoringer hjælper jo ikke en dyt, hvis de tillader tre scoringer i eget mål. Men hvor jeg før dømte Milans finalehold fra 2005 som tabere, har jeg genvundet stor respekt for dette hold.
Det var også en stor præstation at spille en meget flot første halvleg, og at komme igen efter at have fået et nyrestød, kæberasler og mavepuster inden for 6 minutter. Milan rystede det af sig og genvandt initiativet. De havde endvidere mulighederne for at afgøre kampen, men det skulle ikke være. Fru Fortuna stod den kække bi og det var Liverpool, som var mest kæk.
AC Milan og Liverpool FC gav en fantastisk fremvisning i det allerbedste, som professionel fodbold kan byde på: Toppræstationer, uforudsigelighed, spænding og intensitet. Denne opvisning er der kun få film, teaterstykker eller koncerter som kan matche.
Den aften i Istanbul skrev Milan og Liverpool et af de smukkeste kapitler fodboldens historie - desværre var med Milan på taberens side. I 2007 ville skæbnen det således, at de to hold igen skulle skrive et nyt kapitel i den smukke fodboldhistorie. AC Milan og Liverpool FC mødtes igen i Champions League-finalen. Denne gang var der ikke tvivl om Milans sejr, og heller ingen tvivl om, at min Milan-trøje var fremme. Og det er den stadig.
Læs det andet perspektiv her:
