Historien om Warnock og Cardiff: Banaliteternes berettigelse

Bag om Cardiff: Medianos Oscar Rothstein skriver her om topholdet i Championship Cardiff. Fem kampe, 15 point og i spidsen står en mand, der egentlig takkede i 

Af Oscar Rothstein

Det er snart ti år siden, at Neil Warnock stoppede karrieren: "There won’t be another job for me", fortalte han på et pressemøde i det tidlige efterår 2007.

Samme år udgav han en selvbiografi, der kiggede tilbage på et langt fodboldliv. Siden har han været manager i fem klubber: Crystal Palace, Queens Park Rangers, Leeds, Rotherham og i dag Cardiff. Meningen er svær at få øje på, men det siger ikke desto mindre en del om den 68-årige englænder, der på under et år har ført waliserne fra bund til top i The Championship, hvor sæsonens første fem kampe alle er vundet.

Han snakker helst i overskrifter, også når det er unødvendigt, og han er det, man på de britiske øer kalder a proper football man: konservativ, kolerisk, pragmatisk, bramfri og i evig cirkulation blandt klubberne i Englands to-tre bedste rækker.

Gennem 37 år, siden det første job i den lille Lincolnshire-klub Gainsborough Trinity, har Warnock gennem ikke færre end næsten 1400 kampe skreget sig hæs for hele femten klubber.

Undervejs er han rykket en division op imponerende syv gange, en rekord han indtil videre deler med Sheffield United-ikonet Dave Bassett og den tidligere engelske landstræner Graham Taylor. Med Cardiff kan han mejsle sig ind i den engelske fodboldhistorie.

På natklub med bøde-risiko

Tallene er imponerende i sig selv, men Warnock bliver for alvor interessant, når man forsøger at placere ham i forhold til strømningerne i det 21. århundredes fodbold. I det lys fremstår Yorkshire-kæmpen som en antitese til den tiltagende videnskabeliggørelse af sporten. Mens flere og flere klubber går efter yngre trænere, der ikke kun er taktisk-teoretisk kyndige, men også har indsigt i fysiologien, datalogien og psykologiens betydning for den gode præstation, er Warnock et minde om en snart svunden og mere simpel tid.

En tid, hvor det kunne lade sig gøre, som Warnock gjorde det i Torquay United, at styrke sammenholdet ved at sende spillerne på natklub med besked om, at der ventede en bødestraf svarende til to ugers løn, hvis de tog hjem tidligere end midnat. En tid hvor det kunne lade sig gøre, som Warnock gjorde det i Brighton, at straffe spillerne for et nederlag ved at sløjfe hotelovernatningerne inden udekampe og i stedet køre afsted på selve dagen - også selv om modstanderen var Hartlepool United seks timer mod nord. 

Kloakrotten Diouf

Warnock er ikke det engelske ligasystems eneste proper football man, men de bliver færre og færre. Peter Reid, Iain Dowie og Sam Allardyce har trukket sig tilbage, Harry Redknapp, Phil Brown, Gary Johnson, og Steve Bruce har næppe længe igen, og Tim Sherwoods karriere er kørt ud på et sidespor, inden den for alvor kom i gang. På deres bekostning nyder en ny og anderledes visionær generation af trænere anført af Garry Monk og Eddie Howe stor anerkendelse.

I disse år vender større dele af et ellers traditionelt ensporet fodbold-England således ryggen til det syn på spillet, som Warnock og kompagni repræsenterer. I 2013 blev den tidligere Liverpool-spiller og nuværende tv-ekspert Jamie Redknapp latterliggjort efter at have foreslået Tim Sherwood som Tottenham-manager med det ene argument, at han er “a proper football man”. Og tidligere i år grinte alle af Redknapps kollegaer, Paul Merson og Phil Thompson, der udstillede deres ignorance i en svada mod Hull City-ledelsen, som i stedet for en hårdkogt englænder havde ansat portugisiske Marco Silva, der ifølge Sky Sports-eksperterne ikke skulle have den fjerneste idé om Premier League. Som om at den engelske fodbold skulle være fuldstændig usammenlignelig med den kontinentale.

Heller ikke Warnock bliver altid taget seriøst. Trods de rekordmange oprykninger er den brede opfattelse, at hans taktiske evner er forholdsvis begrænsede. At hans fodboldleksikon både begynder og slutter med kapitlet om lange bolde og store muskler. Til gengæld er ingen i tvivl om, at han kan råbe højt, og alle husker dengang, han kaldte den tidligere Liverpool-spiller El-Hadji Diouf for en “kloakrotte”.

Uden at blive ufin kan man sagtens mene, at der noget om snakken. Indtil videre ligger Cardiffs gennemsnitlige boldbesiddelse kun lige over 40%, mens sølle 62% af alle afleveringer har ramt en medspiller i blåt. Ifølge statistikhjemmesiden WhoScored snitter Warnocks mandskab således ikke mere end 208 short passes på halvfems minutter. Det er klart færrest af samtlige 24 hold i The Championship. Til gengæld har kun Harry Redknapps Birmingham vundet flere hovedstødsdueller.

Resultaterne er imidlertid umulige at argumentere mod, især med tanke på kvaliteten hos et par af modstanderne i indledningen. I sæsonens første hjemmekamp på Cardiff City Stadium blev profilspækkede Aston Villa overløbet med 3-0, ogi fjerde spillerunde lagde waliserne en dæmper på euforien i storsatsende Wolves, der havde lagt ud med maksimumpont, men som mod The Bluebirds tabte 2-1 på et sent mål af Nathaniel Mendez-Laing.

En indskudt sætning

Netop Mendez-Laing er et glimrende eksempel på et klassisk Warnock-greb: at give stemplede bad boys en sidste chance, bedst som deres karriere ser ud til at være på afveje. Den 25-årige kantspiller debuterede allerede som 17-årig i Wolves, og var på det tidspunkt et af Englands største talenter i 1992-årgangen. Men gentagne disciplinære problemer sendte ham først til Peterborough og siden til Rochdale i League One, inden Warnock i sommer hentede ham på en fri transfer: “Neil har sagt til mig, at jeg bare skal glemme alt, holde fokus og arbejde hårdt”, fortalte Mendez-Laing fornyligt i et interview med Wales Online.

Det lyder uhyre simpelt, og det er det nok også, for historien om Warnock er på mange måder historien om banaliteternes berettigelse. Ligeså ofte han har været udskældt af fodboldæstetikere, ligeså ofte har tidligere spillere rost ham for hans unikke balance mellem kække bemærkninger, det englænderne med et ganske uoversætteligt ord kalder banter, og regulære møgfald. “Stemningen i omklædningsrummet er den bedste, jeg nogensinde har oplevet. Selv ikke det år, vi rykkede op, var den så god”, sagde Rotherhams Lee Frecklington, da Warnock var manager i klubben i foråret 2016.

Der findes næppe den person, der vil påstå, at Warnocks fodbold angiver spillets fremtid. I en Guardian-artikel fra 2012 skriver journalisten Michael Hann om en unavngiven spiller med fortid under Warnock, der virkelig nød at spille for ham, men som måtte indrømme, at han ikke rigtig kan tage sig af det taktiske. “I like to give it at bit of a go” har Warnock flere gange sagt om sin egen stil, hvad det end så betyder, men det gør ham egentlig til en ret så charmende formaning om, at fodbold også kan være usandsynligt simpelt.

I en tid med en guardiolask opmærksomhed rettet mod den mindste detalje, hvor trænere som Maurizio Sarri, Julian Nagelsmann og Marcelo Bielsa understreger fodboldtaktikkens kompleksitet, placerer trænere som Warnock sig som en indskudt sætning, der minder om, at der med gode resultater ikke altid følger store, forkromede idéer.

The Championship er selvfølgelig ikke Champions League, og engelsk fodbold er stadig engelsk fodbold,  også selvom briterne i disse år er under stærk indflydelse fra resten af Europa. Alligevel rummer Cardiffs forrygende sæsonstart en interessant pointe: en ordinær tilgang kan give ekstraordinære resultater.