Spillerblog: Mit fodboldliv med skader, glædestårer og tomrum
Søren Mussmann fik debut som 16-årig. Indstillede karrieren som 23-årig. Her fortæller han sin egen historie om personlig tragedie, glædestårer på Brøndby Stadion og en mindre depression. Om fire hofteoperationer, et italiensk udenlandseventyr. Tomrum. Gode minder.
AF SØREN MUSSMANN
I artiklen kan du også høre Søren Mussmann indlæse denne blog - artikel og podcast er et samarbejde mellem Mediano og Spillerforeningen.
Jeg husker det tydeligt. Efter endnu en skade brød jeg sammen hjemme hos mine forældre. ”Jeg kan ikke klare det mere. Jeg føler, at hver gang jeg bliver klar, så kommer der en skade igen,” udbrød jeg. Deres svar var simpelt: ”Så stop dog.”
Jeg tog rådet til mig, sov på den – og valgte at fortsætte. Det kunne fandeme ikke være rigtigt, at det skulle stoppe nu, før jeg overhovedet var kommet i gang.
Sådan har der været mange episoder i min professionelle fodboldkarriere. Der har været en masse bump på vejen, der har truet min karriere. Det sidste bump var min fjerde hofteskade, som endte med at sætte punktum for min professionelle fodboldkarriere i en alder af 23 år.
Min første store nedtur
Jeg vidste det selvfølgelig ikke dengang. Det er måske også at overfortolke en smule. Men allerede i min debut kunne man ane, hvordan min karriere ville udforme sig. Min første optræden for SønderjyskEs førstehold var i en træningskamp mod St. Pauli. Jeg var 16, og på det tidspunkt havde jeg lært, at fodbold ikke længere bare var sjovt – det er en benhård branche og en stor forretning.
Her kan du høre Søren Mussmann selv indlæse sin historie i en podcast:
Jeg blev skiftet ind med 20 minutter igen, og allerede efter fem minutter brækkede jeg foden. Stædig som jeg var, spillede jeg kampen færdig med en brækket knogle. Da kampen var slut, kom endnu en lektie om livet i fodboldbranchen: Jeg var en af de unge, og selvom de ældre spillere bare havde småskavanker, kom jeg sidst på briksen. Så var min plads i hierarkiet ligesom slået fast.
Så den dag lærte jeg noget om hierarkiet i en fodboldklub. Jeg lærte også, at livet som fodboldspiller er en rutsjebanetur af en anden verden. Det er virkelig op og ned. For bedst som jeg var kommet op at snuse lidt til noget, der mindede om førsteholdsfodbold, blev jeg sat tilbage. Farvel til fodboldstøvler og goddag til en kæmpe skinne.
At skulle kapere den oplevelse som en ung og ambitiøs knægt var hårdt. Og for at gøre ondt værre oplevede jeg en personlig tragedie uden for banen, hvor min bedste ven døde af kræft. Dér ramlede det hele sammen. Det var min første store nedtur. Jeg tror faktisk, jeg fik en lille depression. Og det er ikke noget, man snakker om i omklædningsrummet. Også på den front er fodbold en machoverden. Endnu en lektie.
I den periode oplevede jeg det tomrum, som fodbold også kan skabe. Mens de andre var på træningsbanen, var jeg i gang med genoptræningen, og det var derfor svært at føle sig som en del af holdet. Jeg havde svært ved at komme tæt på de andre spillere, fordi jeg ofte var isoleret for mig selv og brugte mere tid med den fysiske stab. Det var næsten sådan at jeg kunne fryde mig lidt, hvis en af de andre blev skadet, for så jeg vidste jeg, at jeg næste dag ikke ville være alene i fitnessrummet.
Glædestårer på Brøndby Stadion
Jeg kæmpede mig tilbage. Det blev min ting. Som 17-årig fik jeg superligadebut mod Brøndby IF, og som 18-årig blev jeg rykket op i førsteholdstruppen. Og uden for banen kom jeg også videre – godt hjulpet på vej af de positive takter på fodboldbanen.
Men det positive blev hurtigt overskygget af det negative. For da jeg blev rykket op i førsteholdstruppen, fik jeg problemer med lysken. Det viste sig at stamme fra hoften, og før jeg havde set mig om, var jeg igen sat ud af spil – denne gang i ti måneder. Nok engang oplevede jeg fodboldens tomrum, og nok engang kæmpede jeg mig tilbage.
Kort tid efter, da jeg igen var fit, ringede telefonen. Det var Lars Søndergaard, min træner på det tidspunkt, som ringede dagen efter en reserveholdskamp. Jeg havde ikke spillet særligt meget, men der var en masse skader i midterforsvaret. ”Hva’, er du klar til at starte inde i weekenden? Jeg ved godt, du kun har spillet 45 minutter i reserveholdskampen, men du er den bedste mand, jeg har lige nu, så er du frisk på at spille?”
Selvfølgelig var jeg det.
Det var en kamp mod Brøndby på et tomt Brøndby Stadion. Jeg var 18 år gammel, jeg fik fuld tid, og vi vandt kampen 3-0. Jeg var lykkelig. Efter hele den periode, jeg havde været igennem siden min officielle debut mod selvsamme Brøndby et år tidligere, følte jeg, at jeg var tilbage.
Endelig. Det var det her, jeg havde drømt om, og glæden boblede inde i mig. Det gjorde den hos alle. Når man har vundet 3-0 på Brøndby Stadion, er der god stemning i omklædningsrummet. Alle var oppe at køre. Også mig. Men jeg havde mit eget lille show.
Efter kampen og sejrssangen låste jeg mig inde på toilettet. Der var så mange ting, der kom op i mig i det øjeblik. En masse følelser fra det hårde arbejde i min genoptræningsperiode, min kræftramte ven, sejren mod Brøndby og det at være tilbage. Døren til toilettet blev låst, og så piblede det ud med glædestårer.
En befrielse at have en rolle
Men hvad kommer der efter en optur? Jep, en skade. Den her gang i det andet hofteled. Det var på det tidspunkt, jeg første gang overvejede, om jeg skulle sige stop. Var det dét værd? Jeg besluttede mig for at fortsætte. Og jeg kendte proceduren: Operation, genoptræning, og efter nogen tid var jeg tilbage på banen igen.
Den 19. april 2015 skulle vi spille ude mod OB. I løbet af sæsonen havde jeg haft nogle indhop og en enkelt start, men det var ikke noget at prale af. Men så kom kampen i Odense. Lars Søndergaard, der stadig var træner på det tidspunkt, var nok engang i røret. Han sagde, at jeg skulle starte inde, fordi Pierre Kanstrup var blevet syg.
Sådan er fodboldverdenen så spøjs. Pierres uheld var mit held. Jeg gjorde det godt, og dén kamp skulle vise sig at blive starten på min bedste periode i min fodboldkarriere. Jeg så mig ikke tilbage og spillede 24 kampe i træk. Min krop havde det godt, jeg spillede hver weekend, og jeg startede inde hver gang.
Det var befriende. Jeg kan ikke beskrive, hvor fedt det var. For første gang fik jeg en sommeropstart med, og jeg havde følelsen af, at det hele bare kørte. Jeg var ikke længere ham, der skulle ned og sidde på en motionscykel, mens de andre gik på træningsbanen. Nej, jeg havde en rolle. Jeg var vigtig for holdet, og det var helt vildt fedt for mig. Det kørte bare. I den periode følte jeg, at det næsten var for godt til at være sandt. Det var det også, skulle det vise sig.
Tag dig sammen, spis nogle piller og spil
Min stime på 24 kampe i streg åbnede muligheder for mig. Jeg mærkede interessen fra andre klubber. På den måde blev mine præstationer også startskuddet på et spil med klubben. De ville rigtig gerne forlænge, men jeg havde andre tanker. Jeg kunne godt tænke mig at prøve noget andet. Jeg havde været syv-otte år i SønderjyskE, og jeg var blevet lidt for tryg.
Jeg havde udløb i sommeren ’16, og lige inden vinterpausen valgte jeg at takke nej til en forlængelse. Det var en stor beslutning, men jeg følte, at det var nødvendigt. Jeg havde glædet mig til at vise mig frem, men Jakob Michelsen, der havde overtaget efter Lars Søndergaard, valgte at se andre veje. Og så skete det værst tænkelige. I en én-mod-én på træningsbanen fik jeg et kæmpe smæld i ryggen. Det viste sig at være en diskusprolaps. Dér stod jeg så: 22 år gammel, havde lige takket nej til en forlængelse, skulle finde en ny klub, og så havde jeg lige fået en diskusprolaps.
At det rent faktisk var en diskusprolaps, vidste vi ikke først, og det gav anledning til en kedelig episode. Et par dage efter skulle jeg nemlig spille en pokalkamp. Det mente klubben i hvert fald, at jeg skulle. Jeg selv var mere betænkelig.
Jeg fik slæbt mig op til anlægget. Jeg kunne næsten ikke gå, fordi jeg havde så ondt i mine ben. Jeg sagde til fyssen, at jeg ikke kunne spille. Jeg blev trukket til side – på tomandshånd – og fik at vide af en fra klubben, ”at jeg kraftedeme bare skulle tage mig sammen, spise nogle piller og spille den kamp.” Så gik personen, og jeg stod tilbage med en ”wow”-følelse. ”Det sagde du bare ikke, det dér.”
Senere fik jeg en undskyldning, fordi han godt kunne se, at det var værre end som så, men jeg synes, det fortæller noget om fodboldbranchen. ”Spis nogle piller og spil.” ”Tag en sprøjte og spil.” Der er en meget kortsigtet tankegang – en tankegang, som vi spillere selv har en del af ansvaret for, fordi vi jo også vil spille. Hvis man ikke selv spiller, så er der en anden, der gør.
Men det var ikke fordi, jeg ikke ville spille – jeg ville jo gerne vise mig frem for en ny klub. Og det ville ikke have været første gang, jeg spillede på en pillekur eller en blokade. Langt fra. Men jeg kunne simpelthen ikke.
Kaotisk, opslidende og pisse fedt
Så det så sort ud. Jeg havde takket nej til SønderjyskE, og nu stod jeg så dér. Med endnu en skade. Med endnu et genoptræningsforløb foran mig, og snart uden kontrakt. Det gav anledning til endnu en tudetur. Da jeg kom hjem i lejligheden, brød jeg ud i gråd. Igen. Det hele kollapsede en gang til – igen faldt korthuset sammen. Det var opslidende. At få lov til at smage på drømmen, og få den taget fra sig igen. Ikke kun én gang – men flere gange.
Men det var også det hele værd. For inden den sidste hofteskade satte punktum for min professionelle fodboldkarriere, fik jeg drømmen om et udlandseventyr opfyldt. Jeg nåede at spille 16 kampe i efteråret af sølvsæsonen, der vel står tilbage som klubbens største. Genoptrænede ryggen hele foråret. Kampdygtig og tilbage i omdrejninger fik min agent stablet en prøvetræning på benene i Italien. Godt nok ’bare’ i Serie B-klubben FC Pro Vercelli 1892, men det var sådan en udfordring, jeg søgte.
Det var blevet for meget det samme i Danmark. De samme stadions, de samme mennesker. Jeg havde det rigtig godt i SønderjyskE, og der var et fantastisk omklædningsrum, men det blev bare lidt for meget af det samme. Jeg havde min familie og mine venner tæt på, og det er dejligt, men jeg ville gerne ud og prøve at blive presset. Komme væk fra det hele. Væk fra trygheden.
I SønderjyskE var der et åbent omklædningsrum, hvor det handlede om at have det godt. Igen: Jeg kan ikke sige noget negativt om kulturen i SønderjyskE eller i Danmark – jeg søgte bare noget andet. Og det fik jeg i Italien. Det var kaotisk, det var opslidende og alt muligt andet. Jeg var der i syv måneder, og det var de hårdeste – og samtidig de fedeste – i min karriere.
Hverdagen er bare anderledes i udlandet. Du kan ikke snakke med din træner. Heller ikke din assistenttræner. Du bor på et hotel. Du kender ikke en skid til noget. Du er et produkt, der er købt ind for at præstere. Og du skal præstere med det samme. Samtidig får man fornemmelsen af, at holdkammeraterne tænker; ”Hvad vil du her, din dumme dansker? Du skal ikke tage min plads.” Sådan oplevede jeg det.
Selvom det var hårdt, var det virkelig fedt. Når jeg spillede, tog jeg mig selv i at nyde det. At spille på Veronas stadion – Elkjærs gamle hjemmebane – det var stort. Vi fik godt nok en røvfuld og tabte 3-0, men da jeg forlod banen, stoppede jeg op og tog et par sekunder til at tage det hele ind. Jeg havde været så meget igennem, og jeg var – selvom det ’bare’ var Serie B – kommet hertil. ”Nyd det nu”, sagde jeg til mig selv.
Nu er jeg bare Søren
Det er fandeme med at nyde det. For man ved ikke, hvad det ender med. Hvad karrieren ender med. For mig endte den med endnu en skade – den fjerde af slagsen i hoften. Da den kom, måtte jeg sande, at min krop bare ikke var bygget til at skulle være professionel fodboldspiller. Talentet var der, indstillingen var der, men kroppen havde sine begrænsninger, og de var nu nået.
Syv måneder inde i udlandseventyret var det slut. Definitivt slut. Lægens anbefaling var klar: Jeg skulle tænke mig godt om, og den besked havde jeg ikke fået før. Jeg vidste godt, hvad det betød. Da det blev officielt, var jeg alene i min lejlighed. Jeg snakkede i telefon med en gut fra bold.dk, der spurgte ind til mit stop. Og dér blev jeg ramt. I det øjeblik gik det op for mig, at det var slut. Og hvad fanden skal jeg så? Jeg blev helt tavs. Den aften lå jeg i en lejlighed i Italien og græd. Fodbold var mit liv. Jeg havde aldrig tænkt over, hvad der så skulle ske, og det var selvfølgelig dét, alle ville vide.
Jeg var så heldig, at mit tidligere agentfirma spurgte mig, om jeg havde lyst til at blive ansat hos dem, og på den måde fandt jeg relativt hurtigt ud af, hvad der skulle ske efter min fodboldkarriere. Jeg har det fint. Fordi jeg stoppede, da jeg gjorde, kan jeg løbe, være aktiv og forhåbentlig lege med mine børn, når jeg engang får sådan nogen.
Men når det er sagt, så savner jeg fucking meget at spille fodbold. Den der spænding og adrenalin, der er i kroppen før og efter en kamp. Den fornemmelse får du ikke igen, når du stopper.
Og så savner jeg omklædningsrummet. Den der sjove jargon, kammeratskabet og den der følelse, der er i et omklædningsrum, når man har vundet. Legen, fællesskabet og alt det sjove, er det, jeg tænker tilbage på.
Selvom min tid i professionel fodbold var en rutschebanetur, der bar præg af skader, tomrum og tårer, så har det været det hele værd.
Det var underligt at gå fra at være fodboldspilleren Søren til bare at være Søren. Det hele blev bare revet fra mig, og det gik simpelthen så hurtigt. Det var hårdt. Så karrierestoppet var hårdt for fodboldspilleren, men jeg fandt ud af med tiden, at det faktisk var godt for mennesket. Jeg er altid blevet anerkendt for at være god til fodbold, og har fundet ud af nu, at jeg har levet en forkælet tilværelse som fodboldspiller. Det har derfor været sundt for mig at komme ud af den boble og ud i den ’virkelige verden’. Her har jeg fundet ud af, at der er andet i livet end fodbold, og at jeg er andet end bare fodboldspiller.
Søren Mussmann
Født den 29. juni 1993
Tidligere professionel fodboldspiller i SønderjyskE og FC Pro Vercelli 1892
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
