Kom helt ind i Jürgen Klopps taktiske maskinrum og lær om 4-3-3 og 4-2-3-1
Det taktiske værksted - vores nye podcast: Er Jürgen Klopp bare en krammende motivationskunstner eller er han en dygtig taktiker, der underspiller sig selv med sætninger som ‘jeg er ikke paven af fodboldtaktik’?
Det kigger vi på i et helt nyt format på Mediano. Det er fodboldtræner Rasmus Monnerup, der står bag ‘Det taktiske værksted’.
Vil du gerne et skridt dybere ned i det taktiske element i fodbolden, så skal du følge med i Mediano Lab, vores kanal om fodboldens detalje-områder.
Her har vi siden lanceringen af Mediano Lab kigget grundigt på fysisk træning og mental træning. Nu kommer turen så til det taktiske aspekt af fodbolden. Her er fodboldtræner Rasmus Monnerup i spidsen og vil forsøge at gøre lytterne klogere på både international og dansk fodbold. Forhåbentlig vil nogle af Medianos andre eksperter også forsøge sig som værter i det taktiske aspekt, som vi for eksempel har set Jonathan Hartmann gøre i vores Youtube-format, Bootroom.
‘Det taktiske værksted’ er et podcast-format, så det er lavet til det lange format, hvor man kan få alle nuancerne, detaljerne og data med. Vi bruger Flickball-bordet kendt fra Bootroom, så trænerne i studiet kan flytte på spillerne og fortælle om bevægelserne, selv om det kan forekomme usædvanligt i et format på lyd. Men nu prøver vi ad den vej.
I den første udgave kiggede vi på Manchester United og forsøgte at blive klogere på, hvad Ole Gunnar Solskjær har gjort på det taktiske område, siden han tog over fra Jose Mourinho. I dag handler det om Jürgen Klopps Liverpool.
Med sig i studiet har Rasmus Monnerup Martin Busk, der er daglig leder i Frederiksberg Boldklub, skribent på Redmen Family, mangeårig Liverpool-fan med trænerbaggrund og taktisk indsigt.
Du kan høre udsendelsen her:
Her kan du høre om:
Hvad lå bag skiftet fra 4-3-3 til 4-2-3-1 og hvilke spillere er mest centrale i det?
Hvor meget har Virgil van Dijk betydet for det defensive spil? For opspillet?
Hvilke spillere udgør idealformationen på Liverpools midtbane og hvilke styrker og svagheder fører det med sig?
Var Liverpool bedre med Coutinho? Hvad skete der i kølvandet på hans skifte?
Hvordan kan Jürgen Klopp placere sig i Liverpools historie, hvis han gør holdet til mestre for første gang i 29 år?
Hvilke chancer er der for, at Liverpool har taget et skridt op til en mulig ny epoke, hvor holdet spiller med om mesterskabet regelmæssigt i et helt årti?
Og meget mere.
Her kan du høre udsendelsen om Manchester United:
I Det taktiske værksted kan du forvente at møde analyser og diskussioner om:
Bag om de internationale storhold i de store ligaer
Tæt på Champions League-holdene
Brøndbys pres i Superligaen - hvornår er det optimalt? Hvornår halter det? Og hvor er man mest sårbare?
Hvad er det særlige ved Ståle Solbakkens detaljerede arbejde med ‘relationerne’ i spillet? Hvordan har FCK udviklet sig med tilgangen af nye spillere?
Hvordan er FC Midtjylland ændret fra Jess Thorups FCM til Kenneth Andersens Midtjylland?
Og endelig kan vi tage fat på større tendenser i spillets udvikling i mere tema-rettede udsendelser.
Vi har ikke noget partner til ‘Det taktiske værksted’ - endnu. Det arbejder vi på. Men kender du nogen, der vil være med til at skabe noget af det mest unikke Mediano-indhold og integrere din virksomheds fortælling om fordybelse, kvalitet og detaljer i vores fortælling, så skriv til kontakt@mediano.nu.
Så fortæller vi gerne mere om både Mediano Lab og ‘Det taktiske værksted.’
I første omgang sætter vi fokus på fysisk og mental træning samt taktik. Men vi kommer også til at kigge nærmere på data, scouting og forhåbentlig områder som fodboldøkonomi, markedsføring, sponsorater med mere. Vi håber, at Mediano Lab bliver et sted for endnu mere fodboldfaglig formidling.
Her kan du møde nogle af dem, der er med til at løbe kanalen i gang:
Henrik Them, vært og redaktør. Henrik er 36, har igennem mere end et årti været en af Danmarks bedste maratonløbere med en personlig rekord på 2.15.54 og en halvmaraton på 1.04.11, tidligere dansk mester på 5 og 10 km, halvmaraton og maraton. Henrik er formand for Aktivkomiteen under DIF og Team Danmark. Han er redaktør på løbepodcasten Frontrunner, træner individer og virksomheder - og så er han så fodboldinteresseret, at han formentlig er den på Mediano-redaktionen, der hører allerflest af vores egne podcast-episoder til ende.
Rasmus Monnerup, tidligere divisionstræner i FC Roskilde, træner i Skjold Birkerød, tæt på at fuldføre sin P Licens og fast ekspert på Mediano. Rasmus har også en uddannelse som skolelærer.
Mikkel Marker har været fysisk træner i OB og Lyngby. I Lyngby arbejdede med han nogle af de store trænere og spillere i klubbens nyere tid - og kan fortælle usædvanlige historier om, hvordan Eric Djemba-Djemba kunne lade op til en Superliga-kamp med noget fra et abe-kranium. I Lyngby var han med på David Nielsens bronze-vindende team og nåede senest at stifte bekendtskab med Mark Strudal som cheftræner. Og fra 2019 er Mikkel på kontrakt i norske Odd.
Kristian Mørch Rasmussen er U17 landstræner hos DBU for de kvindelige talenter og har tidligere vundet DM som assistent for Brøndbys kvinder, været akademitræner i B93 og har UEFAs A-licens, og så er Kristian meget interesseret i den mentale side af sportens udvikling. Kristian underviser også på Rungsted Gymnasium.
Find Mediano Lab i din podcast-app.
Husk at dele budskabet med andre, hvis du kender nogen, der vil have særlig interesse i dette indhold.
Hvis du har ideer til emner, vi skal fokusere på eller på anden vis bare gerne vil i kontakt med os, så skriv til lab@mediano.nu.
Se mere fra Mediano Lab
Foto: Getty Images