Mediano Sócrates: Lionel Messi og kunsten at stå stille

Indtil nu har vi kun kendt til produktet. Afslutningerne, driblingerne, pasningerne. Alt det som Lionel Messi har tryllebundet os med i årenes løb. Men der ligger en proces bag, som har at gøre med hans forståelse for kunsten at stå stille.

Af Michael Kjær, U-træner i B93 og deltager på Mediano Sócrates

Det kan være en utaknemmelig opgave at dissekere og forstå Lionel Messis spil til trods for alle de værktøjer, vi har til rådighed i moderne fodbold. ”Lad vær med at beskriv ham. Se ham!” Selv Pep Guardiola synes at have opgivet at forstå Lionel Messi.

Ifølge den tyske fodboldteoretiker Martin Rafelt, der er medstifter af det bredt anerkendte website Spielverlagerung.com, skal kilden til Lionel Messis genialiteter findes i hans sans for den effektive løsning. Der hvor Lionel Messi adskiller sig fra andre store spillere som Pelé, Diego Maradona eller Cristiano Ronaldo er, at han ikke søger det spektakulære for det spektakulæres skyld.

Messi er ikke bare en exceptionel dribler. Han har også forståelse for, hvornår han skal drible og, måske vigtigere, hvornår han ikke skal drible, men aflevere. Messi formår bedre end nogen anden at bruge bolden som et manipulationsværktøj, hvor han beholder bolden længe nok til at tiltrække modstanderen, men kort nok til at udnytte de rum, som modstanderholdet afgiver.

Men hvad er det vi ser, når vi ser Lionel Messi? Får vi det hele med? Tag eksempelvis dette mål. Det er tilbage fra 16/17-sæsonen i en kamp mod Real Sociedad. I slutningen af klippet modtager Messi bolden på kanten af feltet, hvorefter han resolut banker bolden ind i det korte hjørne. Det er ikke spektakulært. Det er effektivt. Målet vidner dog ikke kun om Messis effektivitet, når han er på bolden. Det illustrerer også et ganske overset og ofte misforstået element ved Messis fodboldspil: Hans effektivitet uden bolden.

Når Messi ikke er på bolden, bevæger han sig ikke meget. I sidste sæsons Champions League var Messi den spiller, der havde løbet færrest meter af alle spillere. Det samme gjorde sig gældende ved sommerens VM-slutrunde, mens det spanske sportsmedie Marca havde målt, at Lionel Messi i løbet af sidste sæsons El Clásico d. 23. december havde gået rundt i 83% af kampen. Trods dette, lykkedes han med både at score og assistere et mål i Barcelonas 3-0 sejr.

Den primitive analyse har været, at Messi ikke gad det hårde arbejde. At han var doven af natur. I hans hjemland har man tolket det således, at Messi ikke udviser samme stolthed ved at repræsentere det argentinske landshold, som hans holdkammerater. Oven på Argentinas 3-0 nederlag til Kroatien i gruppespillet skrev den argentinske sportsjournalist og klummeskribent, Sebastián Fest, at landsholdet La Albiceleste ikke længere bestod af Messi plus ti andre, men af 11 spillere minus Lionel Messi.

Den gængse forklaring har dog lydt, at Lionel Messi sparede kræfter, når han ikke var på bolden. På den måde kunne han levere de offensive eksplosioner, når den havnede for hans fødder, som det fremgår af denne analyse på DR fra sommerens VM-slutrunde.

Trods de mange fortolkninger, har der været bred enighed om, at Lionel Messi ikke er en særlig god fodboldspiller uden bolden. Denne konsensus er baseret på førnævnte statistikker, for det kan vel aldrig være dårligt at løbe mange meter? Eller godt at løbe få? I Danmark hyldede vi eksempelvis Christian Eriksen for de mange meter, som han havde løbet under sommerens VM-slutrunde. I kontrast til Messi, førte Eriksen an i statistikken på flest tilbagelagte meter pr. kamp. Hans produktivitet uden bolden blev anset som en slags kompensation for magien, som udeblev, når han var på bolden.

Færre men bedre meter

Spørgsmålet er, om vi har misforstået disse løbestatistikker? At de ikke kan tolkes så entydigt, som de er blevet gjort. En af spillets ypperstepræster, Johan Cruyff, foretrak faktisk, at hans spillere løb færre meter, så de kunne koncentrere sig om at finde den rette position på det rigtige tidspunkt. Og det var vel og mærke ikke fordi, at Cruyff negligerede spillet uden bolden. Hollænderen var af den holdning, at det var vigtigere for ham, hvad spillerne foretog sig når de ikke var på bolden:

“Det er statistisk bevist, at en fodboldspiller gennemsnitligt kun har bolden tre minutter i løbet af en fodboldkamp […] Så det vigtigste er: hvad gør man i løbet af de 87 minutter, hvor man ikke har bolden. Det er, hvad der afgør, om man er en god spiller eller ej.”

Hidtil har de fleste sportsanalytikere antaget, at det var umuligt at måle om en spiller befandt sig det rette sted på det rigtige tidspunkt. Det var for komplekst. Løbestatistikken gav muligvis ikke det perfekte billede af en spillers evner uden bolden, men det var den bedste indikator.

Henover de seneste år, er der dog sket en markant udvikling, hvor dataanalytikerne for alvor har fundet fodfæste i fodboldens univers. Nu snakker man ikke længere om antal afslutninger, men om expected goals, og hvorfor kigge på boldbesiddelse, når man kan se antallet af nøgleafleveringer? Det er komplekse statistikker, som bestemt ikke udregnes af fodboldtrænere, men derimod af personer med baggrund i alt fra programmering til atom- og partikelfysik. Men det er også statistikker, som os fodboldfans kan bruge til at sige noget væsentlig om spillet.

Det seneste skud på stammen, som bør få os til at genoverveje vores forestillinger om spillet, kom på dette års MIT Sloan Sports Analytics-konference i Boston. En konference, der er et mekka for alverdens datanørder, som befinder sig i sportsverdenen.

Fodbolddata har sjældent været på dagsordenen, men i år præsenterede Javier Fernandez og Luke Bornn et banebrydende studie. De to dataanalytikere, som er ansat i henholdsvis FC Barcelona og hos det amerikanske basketballhold, Sacramento Kings, havde opbygget en model, der kunne måle den enkelte fodboldspillers generering af rum i løbet af en fodboldkamp. 

Undersøgelsen viste, at Messi genererer mere rum ved at stå stille eller gå rundt på banen end nogle af hans holdkammerater skaber ved højintense løb. En opsigtsvækkende konklusion, der ikke kun ændrer på vores opfattelse af Lionel Messi, hvor hans løbestatistikker snarere er et tegn på snuhed end manglende patriotisme eller dovenskab. Den udfordrer også den menneskelige logik, for hvordan i alverden skaber man noget uden at handle?

Arven fra Cruyff

Forklaringen findes i boldens funktion. Bolden udgør selve referencepunktet for det forsvarende hold. Når bolden bliver flyttet fra højre til venstre, vil det forsvarende hold tilsvarende rykke sig mod venstre. Det er ikke raketvidenskab, men kaldes sideforskydning. Men der er ingen, der siger, at spillerne på det boldbesiddende hold skal flytte sig med spillet. Hvis en spiller i stedet stopper op, forbliver i højre side, vil der automatisk opstå større rum.

Det er det, som Messi gør i det førnævnte klip mod Real Sociedad. Angrebet starter hos Messi, da han modtager bolden omkring midten af banen. Det ligner først, at han skal til at slå den karakteristiske tværpasning til en fremadstormende Jordi Alba. I stedet tjatter Messi bolden nonchalant videre. Bolden bliver flyttet over i venstre side og Real Sociedad-holdet rykker disciplineret med over. Så spiller Barcelona bolden rundt i deres hurtige kombinationsspil, hvis fonetik har frembragt betegnelsen ”tiki-taka”. Imens står Messi stille.

Til tider har man opfattelsen af, at han ikke tænker på andet end fodbold. I dette øjeblik ligner det, at han tænker på alt andet end fodbold, mens banens andre aktører synes besatte af bolden, som besad den en magnetisk kraft.

Presset er tiltrukket, og nu vender Barcelona spillet nok en gang. Tilbage til højre side, hvor Messi står. Han har ikke rykket sig meget mere end et par meter og netop derfor har han oceaner af plads. Inden han modtager bolden, når han lige at orientere sig over skulderen, men han ved formentlig godt, at der ikke er nogen. Mens Sociedad-spillerne holdt øje med bolden, holdt han øje med dem.

Det var dette princip, som Cruyff byggede sin tese på, og som sidenhen har dannet grundlaget for juego di posicion-skolen - lidt fattigt oversat som “positonsspillet”. For det essentielle er netop positionerne, ikke bolden. Boldomgangen er kun et redskab, der har til formål at flytte modstanderne, og når dette sker, vil man opnå et positionelt overtag.

Det kræver, at de positionelle begrænsninger ikke bliver overtrådt. Eller skrevet med andre ord; at spillerne forbliver i deres positioner præcis som Messi forbliver på sin position, når han ikke løber.

Det er formentlig ikke tilfældigt, at Messi har opnået denne indsigt i positionens betydning, for Pep Guardiola er en af juego di posicion-skolens fineste elever. Hans træningsbaner er inddelt i op mod 20 zoner, hvor spillerne får tydelige instrukser om, hvor de må bevæge sig hen. Og hvor de ikke må bevæge sig hen.

Thierry Henry har berettet om, hvordan Guardiola kunne hive en spiller ud, hvis han havde placeret sig tre meter væk fra sin position. Andre spillere der har spillet under Guardiola, såsom David Silva eller Mario Götze, har ligeledes fortalt om Guardiolas mani, når det kom til positionernes betydning. Det er denne skole, som Messi er et produkt af, og derfor er det svært at forestille sig, at han ikke er bevidst om sin unikke måde at skabe rum på.

Det er først her, at bolden lander for Messis fødder ude foran Real Sociedads felt, hvorefter den flotte, men ikke spektakulære, afslutning finder sted.

Det er kun afslutningen vi husker, men det er forarbejdet, som er kilden til dette mål. Et forarbejde, som mere er tankevirksomhed end hårdt slid. Det er den ultimative selvbeherskelse ved at undgå den barnlige tilbøjelighed til at søge mod bolden. Det er Johan Cruyffs idé om det simple fodbold, det sværeste at praktisere i verden, som er inkarneret i kød og blod i form af Lionel Messi.

Indtil nu har vi kun kendt til produktet. Afslutningerne, driblingerne, pasninger. Alt det som Messi har tryllebundet os med i årenes løb, men der ligger en proces bag, som har at gøre med Lionel Messis forståelse for kunsten at stå stille.

Denne artikel er udgivet i forbindelse under et forløb i Medianos Sócrates. Mediano Sócrates er et hold af dygtige og ambitiøse formidlere, der løbende udgiver historier på Mediano - primært på tekst - igennem et forløb på otte måneder, hvor feedback, idéudvikling og oplæg fra eksterne journalister og formidlere fylder det meste.

Foto: Laurence Griffiths/Getty Images