Fodboldministeriet: Dominans og Oh nee!
Er der endelig en ny legende på plads? Hvad var egentlig ugens største comeback? Og hvem skal gå på velsignet weekend med en føring i quiz’en? Fodboldministeriet har svarene.
Af Christian Wolny & Sture Sandø
Verdenskortet bliver ved med at overraske, og i denne uge går der rent doctor Livingstone i den, når jagten på klodens sidste yderpunkter sættes ind. Landsholds-Lars er kommet slemt til skade i ugens løb, og det får store konsekvenser i jagten på den nye legende og potentielle Hall of Famer. Jacobsens forklaring og undskyldning er et kapitel for sig selv…
Podcasten er tæt på at gå i breaking, da det afsløres, hvordan man egentlig måler boldbesiddelse i en fodboldkamp, og det leder til en udførlig snak omkring, hvilke data der er relevant at kigge på og efter, når man skal bedømme, hvem der har domineret en fodboldkamp alene ud fra tal. Her bliver det ikke mindst meget klart, hvilke tal og data som IKKE er relevante.
I Roulette-runden spilles der på vegne af en indsamling i Silkeborg til fordel for Scleroseforeningen, og de får i den grad Landsholds-Lars’ respekt, da han hører om, hvad en lokal familie lægger af tid og kræfter i projektet.
Et helt andet projekt er også ved at tage form. For første gang har Fredericia All Stars, klubben som Fodboldministeriet er medejer af, været i kamp. Der udleveres en udførlig statusrapport til ejerkredsen, og uden at afsløre for meget kan vi godt fortælle, at udtrykket ”vi kan max beklage” indgår flere gange i den…
Wolny viser til gengæld uhørt højt niveau i det måske sværeste spørgsmål nogensinde i quiz’en, men om det er nok til at generobre føringen er en helt anden sag.
Balkonens svarer på lytternes spørgsmål. Denne gang handler det om de dårligste dommere fra dengang, om spillernes evne til at holde styr på tiden i en kamp og ikke mindst hvordan en trup håndterer et karrierestop hos en leder og profil.
Legende News er mildest talt gået i stå. Landsholds-Lars insisterer på, at der er styr på sagerne, men som sagt kom der en alvorlig skade i vejen for at få historierne på plads, så de kunne flyde frit igen. Hans beskrivelse af skadesforløbet er dog næsten en anekdote i sig selv.
Alt sammen får du i denne uges udgave af Fodboldministeriet, der er sponsoreret af Faxe Kondi og LeoVegas.