MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano - vores første lille skridt mod en performance-analyse af os selv

Mediano - vores første lille skridt mod en performance-analyse af os selv

Stopur i Preview: Vi har hørt godt efter, når vores lyttere fortalte, hvordan I gerne vil have Mediano. Så her er vores første performance-analyse af, hvordan et Superliga Preview er skruet sammen - og hvad der måske skal ændres.

Af Peter Brüchmann

I har måske allerede hørt om vores spørgeskema-undersøgelse fra november og december. 2.095 af jer lyttere nåede at svare, og I gav os en masse forskellige svar, som gjorde os meget klogere.

Vi har allerede justeret en række elementer på baggrund af jeres besvarelser:

  • Mediano Superliga om mandagen er blevet mere ‘review’ med analyser af kampene, mens Preview (typisk om onsdagen) kigger frem og er mere optakter. Så de to udsendelser adskiller sig mere. Vi prøver det samme med Mediano PL og Premier League Preview.

  • I kan godt lide temaer i vores udsendelser, så vi zoomer ind på et emne eller en klub i vores liga-formater, som når vi sætter fokus på Milan i Serie A Magasinet eller Everton i Mediano PL.

  • Special-udsendelser om klubber, legender og taktiske elementer er meget populære, så det skruer vi yderligere op for.

  • I kan godt lide de faglige, underbyggede analyser mere end ‘jeg-synes-at’-udsagn. Det som håndboldens Peter Bredsdorff kalder ‘syns’ninger’ i sportens verden. Det giver vi som feedback til vores eksperter. Mere substans, mindre ‘jeg synes’.

  • I kan godt lide, at vi har forholdsvis få eksklusive partnere og ikke dænger vores indhold til i reklameblokke med 45 budskaber. Derfor har vi loft på antal af partnere og andel af sendetiden.

  • I forstår og billiger generelt vores model, hvor vi har partnere fremfor at kræve betaling (selv om enkelte udtrykker, at de gerne vil betale for at ‘slippe for’ partnere).

Læs en masse om jeres besvarelser og vores tanker her.

Men et punkt deler jer. Et mindretal ønsker kortere udsendelser. Nogle siger, at de ugentlige gennemgange godt må være strammere, mens særudsendelser må tage den tid, de nu tager. Og så er der en ret stor procentdel af jer, der er glade for måden, vi laver det hele på.

Vi kunne vælge ‘bare’ at lytte til det tilfredse flertal, og det gør vi i den grad også. Men vi vil også gerne lytte til andre og nænsomt justere på vores indhold, så vi ikke spilder nogens tid. Så vi har lavet følgende ambition:

  • Vi vil altid bruge den nødvendige tid, og intet skal være kort for at være kort.

  • Men vi vil af al magt prøve at undgå at spilde nogens tid.

  • Så vi prøver at lave de ugentlige gennemgange strammere. Ikke overfladiske. Ikke korte. Men stramme. Det vil sige samme mængde substans og proteiner, men mindre løst fedt, hvis der er noget, der kan skæres.

  • Vi rører ikke ved længden på Legends, Hammer & Brüchmann, Bold & Bøger, osv. Men intet skal være langt og løst på samme tid.

Mixer studie - Robert Hendel.jpg

Derfor prøver vi nu at analysere lidt på os selv. Vi har fået vores første studentermedhjælper. Det er Nicklas, der holder med Arsenal - ja, ligesom Hebo og Hansen, men vi skal nok prøve at styre det.

Han har haft fingrene i sidste uges Superliga Preview og lavet vores første ‘performance analyse’ - i hvert fald svarende til fodboldens boldbesiddelse. Vi har målt taletid, gennemsnitlige indgange og ‘ord-besiddelse’ - podcastens svar på boldbesiddelse. Den kan du se øverst i denne artikel.

Sture Sandø har som vært ordet i 20 procent af tiden, Francis Dickoh i 39 procent af tiden, mens Benjamin Leander har ordet 41 procent af udsendelsen.

Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Generelt skal værterne fylde mindre - i hvert fald nogle af os.. - og eksperternes vitaminer skal fylde fladen.

Mere interessant er det måske at kigge på den gennemsnitlige ‘indgang’. Nicklas har kaldt det ‘taletur’ - fremragende udtryk og det må næsten være et nyt ord.

Her kan du se rekorden, som blev sat af Benjamin Leander med 3 minutter og 32 sekunder. Det er mig bekendt ikke Mediano-rekord, men det er første gang, at vi har målt det. Ifølge gang-snakken har Benjamin haft en data-baseret analyse i et Preview på 5-6 minutter og umiddelbart før havde han et dommerrant på næsten lige så mange minutter, så han er topseedet og fjerner fokus fra nogle af chefens gamle analyser.

PW4 - 3,32.png

OBS: Billederne er egentlig lavet til brug på sociale medier. Det er derfor, at der står Arbejdernes Landsbank og Just-Eat i bunden af dem. Men nu bruger vi dem her som illustration.

3.32 er heller ikke i vores vurdering et problem. Helt centrale pointer skal underbygges, krydres og serveres med følelse. Men det går galt, hvis en ekspert taler for langt hver gang. Derfor vægter vi temposkiftet højt. Ingen gider høre på nogen, der taler langt hver gang. Det vil give en staccato-agtig og formentlig monoton og kedelig udsendelse. Derfor skeler vi til temposkiftet og opfordrer vores eksperter til at variere mellem flere minutter og få sekunder til en enkel præcis pointe. Det gør udsendelsen mere levende.

Vi forsøger at eliminere gentagelser, og undertegnede har som ambition en af de følgende mandage at gå tilbage i klippe-lokalet efter en udsendelse og prøve at skære den igennem og fjerne fyldord og gentagne sætninger. Min forventning er at kunne skære en udsendelse på 1.45 time ned til 1.25, men det skal ses som et forsøg og en illustrativ øvelse. Generelt er vores udsendelser live-on-tape og alle skal kunne være trygge ved, at intet tages ud af sammenhæng eller klippes til.

Her kan du se snittet for vært og de to eksperter i vinterferiens Preview. Det vil vi helst ikke have for højt af ovennævnte årsager. Og den del vil vi gerne gøre kortere for at skabe højere tempo, mere liv og mere dynamik i samtalen.

PW2 - Taletur.png

Man kan mene, at Benjamin Leander ligger højt med 1 minut og 41 sekunder i snit for en ‘taletur’, men manden forbereder sig også som til sit livs eksamen hver gang, og det er svært at bede ham gemme pointer, så disse ting vil være en balance. Generelt vil vi gerne tage dette tal ned.

Vi værter skal også prøve at tage vores indgange ned i den gennnemsnitlige tid. Der vil være introduktioner og længere forklaringer. I dagens Mediano PL taler Rasmus Monnerup i næsten tre minutter i starten for at forklare Manchester Citys situation, inden gæsterne kommer til orde. Ingen udsendelse er ens.

Jeg aner f.eks. ikke, om 28 spørgsmål er mange, som Sture Sandø stiller i sidste uges Preview. Men når først vi begynder at analysere på det, kan vi sammenligne os bedre og lære af hinanden i en kultur, hvor det handler om at blive dygtigere og forbedre os hver gang.

PW 1 - Sture 28.png

Apropos forbedringer. Jeg skulle i dag undersøge, hvad der egentlig var den første udsendelse, vi optog på Mediano. Jeg mener, at det var denne, men jeg er ikke sikker, fordi vi lancerede hele molevitten 1. juni før EM i fodbold 2016 og havde optaget flere udsendelser på forhånd.

Den er optaget i et baglokale oven på Chr. Fodes Metalfabrik på Drejervej i Nordvest København i et lokale med elendig lyd og på et tidspunkt, hvor vi ikke havde helt styr på knapperne. Vi blev ‘slagtet’ i anmeldelser i iTunes og troede, at det hele var forbi, inden vi var kommet igang.

Undertegnede sig flere gange post-cast som et eksempel på, hvor utrænede vi var. Jeg havde aldrig lavet en podcast før denne.

Men Superliga Preview fra sidste uge, som i øvrigt varede 1:59:33 timer, er i skrivende stund hørt af 19.626, så der var alligevel nogen, der hang på.

Tusind tak for jeres tålmodighed. Tak for jeres hyppige og for det meste pænt konstruktive feedback. Vi læser det hele, men har lært at filtrere ganske voldsomt. Her er altså nogle af vores første skridt.

Sig endelig til, hvis du har andre bud på, hvad Nicklas skal tage fat på.

Foto: Robert Hendel/Illustrationer: Nicklas Beran Bergstrøm

"Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Celtic." Et portræt af de stribede fra Glasgow tegnet af Sviatchenko og Højstrup

"Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Celtic." Et portræt af de stribede fra Glasgow tegnet af Sviatchenko og Højstrup

Mediano PL #26: Citys straf, Artetas aftryk, sløje Saints, sublime Son & kampen om 4. pladsen

Mediano PL #26: Citys straf, Artetas aftryk, sløje Saints, sublime Son & kampen om 4. pladsen