MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Redaktørens blog: Sådan gik den første uge med vores nye kanal

Redaktørens blog: Sådan gik den første uge med vores nye kanal

Redaktørens blog: Her lægger chefredaktør Peter Brüchmann de første erfaringer med Medianos nye kanal frem og siger tak for modtagelsen af de fire første udsendelser i Kanalen Støt Mediano.

Af Peter Brüchmann


Tag et kig på denne kurve. Det er udviklingen i vores medlemmer - og indtægter - i Støt Mediano. Vi er gået fra det, der i fodboldens verden ville blive kaldt en resultatmæssig krise i oktober til gode oplevelser i denne uge.

Mediano lancerede mandag en ny kanal, der bare hedder Støt Mediano. Læs blog fra lancering her.

Vi har de første fem dage med kanalen Støt Mediano fået 200 nye medlemmer. Og det skal sættes i forhold til, at vi i oktober fik 31 nye - og mistede 81. Altså netto mistede vi 50.

Det kan lyde som små tal, når man tænker på antallet af abonnenter på en stor streamingtjeneste, medievirksomhed eller større forretninger end et fodboldmedie i Vanløse. Men for Mediano er det så afgørende, at det skifter tonen på 2024 fra dyster til lys. Intet mindre.

Og det er en stor ting i et mediebillede, hvor der ifølge Fagbladet Journalisten er nedlagt 200 stillinger i den danske medieverden siden sidste sommer.

Støt Mediano har i skrivende stund 3.260 medlemmer. Og i løbet af 2023 er Støt Mediano blevet en stor forandring af Mediano og hele vores model. Vores ambition og plan for 2024 er:

  • 400 udsendelser i vores hovedkanal - finansieret af vores partnere. Gratis for alle.

  • 100 udsendelser i kanalen Støt Mediano - finansieret af vores frivillige abonnenter. De betaler et beløb, som de selv bestemmer. Det starter ved 30 kroner pr. måned - svarende til en krone om dagen.

Støt Mediano udgør i dag et millionbeløb for os på Mediano og er en væsentlig del af vores forretning. Vi har i disse uger dialoger med alle vores partnere, og udsigten for 2024 er fin - især efter, at kurven, som du ser i toppen, vendte.

Det er Støt Mediano, der ændrer fremtidsperspektivet fra uklart til lyst. 2023 vil blive det syvende regnskab ud af otte mulige med sorte tal - kun i corona-året 2020 endte vi på et mindre underskud. Og selv i en tid, hvor mediemarkedet hærges af annoncemarkedets håndbremser eller store bremser, er jeg optimistisk for de kommende år.

Modtagelsen af den nye kanal har været langt over vores egne forventninger. Vi havde ventet:

  • At vi skulle bruge en måned på at få den nye løsning til at fungere teknisk og at få de nuværende medlemmer af Støt Mediano ombord.

  • Vi havde ingen forventninger om nye medlemmer, fordi vi skulle bevise, at episoderne var lette at høre i lytternes normale feed, når de havde fundet den nye kanal.

  • Masser af reaktioner om, at vi for første gang lagde udsendelser - og ikke kun artikler - ind i Støt Mediano.

  • Måske endda reaktioner fra vores medlemmer, hvor vi ved, at nogle siger: “Jeg har ikke meldt mig ind i Støt Mediano for at få særlige fordele, men fordi I er noget særligt.”

Men i stedet er det gået således:

  • Medlemmerne af Støt Mediano har typisk sagt, at det var lettere, end de troede at finde kanalen.

  • Vi har modtaget fem kritiske eller undrende spørgsmål. ‘Var vi ikke imod betalingsmur?’ ‘Vi vil hellere have gratis udsendelser.’ Eller nogle, der af princip er imod at betale for podcast.

  • De mange lyttere, der ikke er medlemmer af Støt Mediano har stadig lyttet til de store udsendelser og har hidtil ikke været kritiske, selv om vi her i den første uge har lagt nogle teasere for den nye kanal ud i det normale feed (det gør vi ikke i den kommende tid).

I alt udgiver vi i denne uge hele fem udsendelser i den nye kanal kun for medlemmerne af Støt Mediano:

  • MANDAG: Karsten Kroghs kærlighedsportræt af Parma

  • MANDAG: Mediano Breaking om AaB og stadionplaner i Aalborg

  • ONSDAG: Premier League Special - Ti år med Manchester United med Adam Møller Gomaa, Thomas Pyndt og Rasmus Monnerup.

  • FREDAG: Mediano Story - om Jacob Neestrups vej til FCKs trænerbænk

  • SØNDAG: Superliga Special om Hvidovre-Vejle og Viborg-FC København 

Jeg vil i det følgende prøve at besvare nogle af de generelle spørgsmål, vi har modtaget og emner, som vi kan se optager jer lyttere:

Spørgsmål 1: Bliver hovedkanalen nu udhulet?

Der forsvinder udsendelser, der ikke har partnere. Det er i første omgang Mediano Breaking, Superliga Special om kampe fredag og mandag, Mediano Special og Mediano Story. Der kommer flere formater, når vi har lagt det endelige snit mellem hovedkanal og Støt Mediano.

Vi har nævnt, at vi ikke har nogen partner til Fodbold var bedre i 90erne for 2024. Og hvis alternativet er at lukke formatet, så vil vi hellere forsøge at styrke formatet ved at gøre det eksklusivt i Støt Mediano.

Men en af vores største udfordringer for 2024 er at bevise, at hovedkanalen ikke bliver svagere, men stærkere af vores plan. Så I kan godt forvente, at vi kommer til at nørkle med nye formater og forsøge at finde partnere til disse. Og vi kommer til at udvikle på vores eksisterende formater i hovedkanalen.

Kritikken var langt hårdere, da vi indgik et samarbejde med Podimo og producerede tre formater, som vi ikke hidtil havde lavet, eksklusivt for Podimo.

“Ja ja, det er kun begyndelsen. Lige om lidt ligger det hele bag en betalingsmur,” lød kritikken fra en del. Vi gik dengang til valg på, at samarbejdet ville gøre Medianos hovedkanal stærkere - ikke svagere. Det må lytterne bedømme, men vi føler selv, at vi er stærkere i 2023 end i 2021.

Samme udfordring tager vi på os for de kommende år. Der vil mangle formater i hovedkanalen, fordi nogle bor i Støt Mediano og er en del af vores forretning, men de 400 udsendelser i den gratis hovedkanal skal blive stærkere - ikke svagere.

Spørgsmål 2: Sagde I ikke, at I ville droppe betalingsmuren?

Jo, det var planen med vores strategiplan ‘Lidt smukkere fodbold’ fra 22. august. Vi rev de sidste betalingsmure ned med artiklerne fra ‘Magasinet Støt Mediano’, der dengang blev gratis og blev til Mediano Story.

Vi havde håbet - og troet - at det ville betyde flere medlemmer i Støt Mediano. Vi mente selv, at det styrkede ‘sagen’. Vi lancerede Fodboldens Public Service og gav nogle af de positioner, hvor vi ikke havde partnere til Center for Ludomani og Alkohol & Samfund.

Planen lykkedes ikke på alle punkter. Først og fremmest fik vi ikke flere medlemmer af Støt Mediano, men vi begyndte ligefrem at miste medlemmer. Vi kiggede derfor ind i et 2024, hvor vi kunne gå to veje:

  • Lave de 300-400 udsendelser, hvor vi havde partnere og troede på, at vi kunne finde det. Og så lukke de formater, der ikke havde partner.

  • Eller at forsøge at finansiere de 100 udsendelser uden partner på anden vis ved at gøre mere for medlemmerne af Støt Mediano.

Altså: 400+0 eller 400+100. Et valg mellem at spare nogle formater væk eller forsøge at lave de udsendelser, som både vi elsker at lave og lytterne elsker at høre.

Vi valgte det sidste. Og så må man for min skyld sige, at vi skiftede mening, at vi zigzagger eller at vi var naive. Jeg drejer gerne på rattet for at sikre de arbejdspladser, vi har skabt og at lave stærkt indhold. Alternativet er ikke rart, og det er ikke det samme som, at vi ændrer kurs på andre områder.

På Mediano tjener vi penge for at kunne lave stærkt indhold - vi laver ikke indhold for at tjene penge.

Vi har siden oktober 2021 haft Støt Mediano. Vi har haft artikler eksklusive for medlemmerne. Vi har lavet live-events og optagelser eksklusivt for medlemmerne, så der har i mere end to år været gjort forskel på medlemmer og ikke-medlemmer. Men fra og med denne uge har vi også lavet udsendelser eksklusivt for medlemmerne af Støt.

Spørgsmål 3: Hvad så med Fodboldens Public Service?

Forklaring: Fodboldens Public Service handler om at give en stemme til sager, der er vigtige såsom Center for Ludomani og Alkohol & Samfund - sager, der flugter med Medianos stillingtagen om betting- og alkoholreklamer.

Disse placerede vi fra 22. august på udsendelser, hvor vi ikke har nogen partner. Vi vil stadig give pladsen til disse sager, men i andre udsendelser og i særlige serier. Lige nu har vi haft hænderne fulde med få den nye kanal og det nye setup til at fungere.

Så Mediano har stadig taget stilling til reklamer for betting og alkohol. Og vi ledsager det stadig med Fodboldens Public Service og med indhold.

Spørgsmål 4: Hvilke formater kan ende i kanalen Støt Mediano?

Her har vi en delikat balance. Vi taler om ‘udsendelser uden partnere’, men hvad nu, hvis ikke har en partner på Max Mediano eller Premier League, som i perioder har været tilfældet? Her forsøger vi i 2024 at ramme følgende balance. De store brede liga-formater - Medianos rygrad - skal være tilgængelige for alle, og vi skal forsøge at gøre det selv, hvis der opstår perioder, hvor der ikke er partner. Disse formater er:

  • Mediano Superliga

  • Superliga Preview

  • Mediano PL

  • Landsholdet

  • EM og VM i fodbold

  • Max Mediano

  • Europa Magasinet

  • Mediano 1. division

  • Mediano 2. division

  • Mediano La Liga

  • Mediano Bundesliga

  • Mediano Serie A

Det er også de formater, der har flest lyttere, så Medianos hovedkanal vil stadig udgive i snit otte udsendelser hver uge i ret stor skala.

I Støt Mediano vil du møde:

  • Mediano Breaking

  • Mediano Story

  • Mediano Special

  • Superliga Specials

  • Mediano Socrates

Og så har vi en række formater, der ikke er afklarede, men som kan ende i Støt Mediano:

  • Fodbold var bedre i 90erne

  • Superliga for Voksne

  • Mediano Marketing

  • Det taktiske Værksted.

Vi vil stadig følge skellet mellem partnere og ingen-partnere. F.eks. har vi lige forlænget aftalen med Miele for 2024, så Fredagsfrokosten vil udkomme i hovedkanalen. Det er den logik, vi forsøger at følge, men altså også med en skelen til, at der skal være en logik for lytterne. Derfor forsøger vi at holde de store liga-formater i Medianos hovedkanal.

Spørgsmål 5: Hvad sker der med priserne i Støt Mediano?

Vi placerer altså 100 udsendelser eksklusivt i Støt Mediano, men vi ændrer ikke prisen for de 3.260, der er medlemmer.

Men vi har i denne uge ændret mindsteprisen for nye medlemmer, der kommer efter den 23. november fra 25 kroner til 30 kroner. Du bestemmer stadig selv prisen, og de fleste vælger 35 eller 50 kroner, men nu er den laveste pris, du kan vælge, altså 30 kroner. Det svarer til en krone om dagen, og det er en pris, der primært er tænkt til studerende, men vi agter hverken at kontrollere, bede om studiekort eller gøre noget som helst i den henseende. Det styrer I helt fint selv, og vi er glade for alle, der kommer med. Og vi kan se, at rigtigt mange løbende vælger frivilligt at sætte deres abonnement op. Det er skønt, mest på grund af tanken i det, men selvfølgelig også for forretningen.

Man kan også vælge engangsbetaling. Det er stadig fra 50 kroner og op. Man kan selv indstille prisen, når man melder sig ind i Medianos vigtigste klub.

Vil vi i fremtiden bede de hidtidige medlemmer betale 30 kr. i det omfang, der er nogle, der stadig betaler 25? Eller bede de, der nu betaler 30 om at betale 35? Selvfølgelig vil vi en dag kigge på prisen igen, men de medlemmer, der har været med i lang tid, har været loyale overfor os. Og det forpligter, så vi ikke bare går på pris-jagt i forretningens tjeneste. Derfor er vi ved at kigge på de kommende år og hvordan vi kan gengælde loyaliteten og kigge f.eks. et halvt eller et helt år frem, inden vi ændrer på noget.

Spørgsmål 6: Hvad er målet?

Vi har haft mange mål i tiden med Støt Mediano. Vi steg fra 700 i januar til 3000 i august. Vi nåede sommerens mål om 2.500 medlemmer og drømte om 4.000 til EM næste sommer. Men så kom krisen i efteråret, og lige nu er vi glade for 3.260 og glæder os for hver eneste, der kommer med.

Men vi har ikke længere et mål. Det kan være, at vi lander fint på 3.260. Det kan også være, at vi når et gammelt mål om 6.000 medlemmer til Medianos 10 års fødselsdag den 1. juni 2026. Come what may.

Vi skal egentlig bare have råd til at lave et stærkt Mediano, så vi kan lave det bedst tænkelige indhold og honorere vores eksperter og medarbejdere for at lave det.

Spørgsmål 7: Det tekniske

Vi har stadig langt fra alle 3260 medlemmer af Støt Mediano i gang med at lytte til den nye kanal. Derfor bliver vores fornemste indsats de kommende måneder også at hjælpe så mange som muligt med at få udbytte af de mange udsendelser.

Olivia og Nicklas er vores support. Skriv til kontakt@mediano.nu, hvis du har spørgsmål. Vi har mandag og tirsdag inviteret en række lyttere til fokusgrupper i Vanløse. Det glæder jeg mig personligt meget til.

Vi har fået tre-fire supportmails om dagen, og det er meget lidt. Og 75 procent har været, fordi medlemmer har forsøgt at logge ind i Mit Mediano i stedet for Støt Mediano. Mit Mediano er en kanal, vi byggede, så man kunne skræddersy sit eget feed, hvis man f.eks. ville have en ren Superliga-kanal dengang, vi havde mange kanaler. Men så ændrede vi til kun at udgive i hovedkanalen, og i dag er vi ved at tage tilløb til at ombygge Mit Mediano til en tjeneste med de forskellige elementer for medlemmer. Så: Gå ind via STØT Mediano og ikke Mit Mediano, så undgår du problemer.

Her er guiden til, hvordan man får den nye kanal ind på sin telefon, når man er medlem (du får proceduren helt automatisk, når du melder dig ind). Først en illustration af, hvordan den nye kanal vil placere sig i dit feed:

Et af vores mål med at lave den nye kanal på denne måde har været, at du skal opleve det som det samme feed, du kender. Bare bedre.

Derfor har kanalen et logo og et navn, der ligner den normale hovedkanal.

Trin 1 til at få kanalen ind i dit feed, når du er medlem:

Trin 2

Trin 3

Relevante links:

Superliga Special - Åbnede Viborg guldkampen helt op lørdag aften? Om Viborg-FCK og Hvidovre-Vejle

Superliga Special - Åbnede Viborg guldkampen helt op lørdag aften? Om Viborg-FCK og Hvidovre-Vejle

Superliga for Voksne - Fodboldtrøje Special

Superliga for Voksne - Fodboldtrøje Special