November er Støt-måned på Mediano
Kampagne: Igennem hele november vil vi på Mediano afsøge muligheder for, hvordan vi kan gøre mere for medlemmerne af Støt Mediano. Det sker igennem udsendelser, live-arrangementer, fokusgrupper og pilotprojekter, hvor vi vil afprøve, hvordan vi kan give medlemmerne særlige tilbud.
Af Peter Brüchmann
En af de udviklinger på Mediano, vi er mest glade for gennem de seneste år, er Støt Mediano. Siden vi satte Støt Mediano i søen den 7. oktober 2021, har vi fået mere end 3.000 medlemmer, der betaler hver måned for, at vi kan lave det Mediano, som lytterne gerne vil have og vi kan lave de udsendelser, vi gerne vil lave.
Det er en af Medianos største succeser.
Men vi er slet ikke i mål, og derfor gør vi november til Støt Måned på Mediano. Du vil i november kunne opleve en række udsendelser og arrangementer, hvor Støt Mediano spiller en helt særlig rolle.
I dag har vi inviteret medlemmerne af Støt Mediano til at skabe mandagens Mediano PL-udsendelse med de spørgsmål, som lytterne gerne vil have Pyndt, Monnerup og Gomaa til at besvare. Det sker på alle vore liga-formater i november.
På tirsdag inviterer vi 16 lyttere til debat-arrangement i Aarhus, hvor vi skal kigge på, hvilken Superliga-klub, der har fat i den lange ende, når det kommer til Jyllands bedste bud på mesterskabet de kommende år. Alle deltagere kommer fra Støt Mediano, og vi har fundet vinderne.
Hver dag i hele november trækker vi lod om en ‘Bettingreklamer ud af fodbold’-kop samt en Støt Mediano-fodbold blandt de nye, der kommer med i Støt Mediano. Vi laver også en række lodtrækninger blandt jer, der allerede er medlem.
Vi indkalder til to fokusgrupper for at blive klogere på Støt Mediano. En blandt jer, der allerede er medlemmer og en blandt ikke-medlemmer.
Og så kommer vi til at lave nogle ret afgørende test med udsendelser, der kan betyde en justeret model for Mediano (mere om det senere).
Mediebranchen er generelt hårdt ramt på sine indtægter disse år. Det gælder især annoncer, tv-reklamer og for vores vedkommende sponsorater på podcast. Vi har løbende haft formater, som vi ikke har kunnet sælge, og vi har derfor som regel to valg:
Lukke formatet, måske sætte det i bero
Finde en anden måde at finansiere det på.
Den anden måde har vist sig at være Støt Mediano. På grund af de 3.000 medlemmer kan vi lave Mediano Breaking, når OB fyrer Andreas Alm, selv om vi ikke har nogen partner. Vi kan lave en ekstra-udsendelse tirsdag morgen, når Brøndby og AGF har spillet mandag aften - også en udsendelse uden partner.
Vi har i perioder udgivet Mediano PL, Max Mediano og Bundesligaen, selv om vi ikke har haft nogen partner. Det vil vi gerne fortsætte med, og lige nu kræver det i den grad, at vi kan fortsætte væksten i Støt Mediano. Om målet så er 4.000, 5.000 eller 6.000 medlemmer er umuligt at svare på. Der er ingen, der aner, hvordan udviklingen ser ud de kommende år.
Det afgørende for Mediano er, at vi kan være bæredygtige og sikre lønninger til de dygtigste eksperter og værter. Vi tjener penge for at lave indhold - vi laver ikke indhold for at tjene penge.
Og nu lidt mere om vores test i november, der godt kan ende med at få store konsekvenser. Mediano lancerede i august vores nye strategi, ‘Lidt smukkere fodbold’, hvor vi blandt andet rev betalingsmuren helt ned og fortalte, at alle udsendelser (som altid) og nu også alle artikler var gratis og tilgængelige for alle.
Vi havde drømt om og måske også troet, at det ville føre til flere medlemmer. Det gjorde det ikke. Vores tal er gået en smule tilbage - fra 3100 til 3036 medlemmer i går. Måske nok et lille fald på 64 medlemmer, men en udvikling den forkerte vej på et tidspunkt, hvor 2024 ligner en udfordring økonomisk set.
På Mediano har vi altid hyldet transparensen og prøvet at lægge tingene så åbent frem som muligt, så det gør jeg også i dag. Vi vil i november teste, hvordan vi kan gøre mere for de, der betaler i Støt Mediano - og det kan indebære en test med udsendelser, der kun er tilgængelige for medlemmerne af Støt Mediano.
Er det et knæfald for betalingsmuren? Er det et tilbagetog fra trompeterne i august? Kan jeg høre nogen spørge, og ja, det vil i givet fald betyde en ændring. Lad mig tage et eksempel: Vi har lige nu ikke nogen partner til ‘Fodbold var bedre i 90erne’ næste år. Vil vi gerne fortsætte med at lave det? Ja, det kan jeg dælme love dig for, at vi gerne vil. Vil lytterne gerne have udsendelsen? Ja, tallet er forbi 25.000 lyttere pr. episode, så det tillader vi os at tolke.
Så det efterlader os med tre valg:
Find en partner. Men hvad nu, hvis vi ikke lykkes
Vi kan lukke formatet. Det vil vi helst ikke.
Eller vi kan finansiere det på en ny måde. F.eks. ved, at det er eksklusivt for medlemmerne i Støt Mediano.
Jeg har ingen ide om, hvor det ender. Vi vil allerhelst finde en stor partner, der vil være med til at udvikle ‘90erne’ f.eks de kommende to år. Men vi har i flere uger arbejdet hårdt på at finde en partner til Premier League, hvor lyttertallet på de største udsendelser er over 45.000 og hvor man som virksomhed kan stå helt alene fra 1. januar, så det er ikke noget, man bare lige finder. Derfor holder vi alle muligheder åbne.
Nå, nu ved du lidt om, hvad der er på vej i november, og du ved lidt om hvilke overvejelser, vi har.
November kommer til at handle om, hvordan vi kan gøre mere for medlemmerne i Støt Mediano. Det handler i første omgang allermest om at blive klogere og finde ud af, hvordan vi kan blive endnu mere relevante for medlemmer end om på kort bane at få en masse nye medlemmer.
November og december bliver også brugt på at få afklaret, hvilke af vores partnere er med os til næste år. Vi har løbende dialoger med nye partnere - du er selvfølgelig altid velkommen til at tage fat på os, hvis du vil høre mere om partnerskaber. Jeg kan fanges på bruchmann@mediano.nu.