Skønhedens pris er fiasko
Det er i de dybeste kriser man finder ud af hvad der betyder mest. Således var det også for Marcelo Bielsa, der fra sin største krise, rejste sig som et kompromisløst monster, og siden har skabt smuk fodbold med alle sine hold. Men skønhedens pris har næsten altid været fiasko.
Af Michael Kjær, ungdomstræner i FC Nordsjælland og tidligere deltager på Mediano Sócrates
Ønsker du at høre Michael læse artiklen op? Hør den i afspilleren herunder eller find den i vores kanal Mediano Sandbox.
Hvileløst vandrer Marcelo Bielsa frem og tilbage med blikket stift rettet mod gulvet. Et forsøg på at ordne det anarki af tanker, der flyver rundt inde bag pandebrasken på argentineren. Det er sådan, han plejer at gå rundt ude på sidelinjen, mens spillet går sin gang. Men kampen er slut. Dommerens sidste fløjt har for længst lydt, og denne velkendte rastløshed finder nu sted i omklædningsrummet. Rundt om ham sidder hans spillere. Alle med foroverbøjede overkroppe, nedsunkne hoveder og skuffelsen graveret i deres ansigter.
Marseille har spillet 0-0 mod Lyon. Et point til hver af topholdene, men i denne stund føles det mere som to points tabt. Otte minutter før tid havde Florian Thauvin skrabet bolden over stregen. Det havde alle på Velodromen kunne se, med undtagelse af ham, der skulle se det; manden med fløjten. Han vinkede blot spillet videre, og siden dette er 2015s forgangne dage, hvor hverken VAR eller mållinjeteknologi var at finde i Ligue 1, stod hans beslutning ved magt. En fatal dom, der gav førertrøjen i det tætte titelræs til aristokraterne fra Paris.
Men der er ingen grund til at lede efter undskyldninger. De hjælper intet, forsikrer Bielsa sine spillere:
“Accepter uretfærdigheden, fortsæt med at arbejde hårdt, og i sidste ende vil alting, som en slags kosmisk lov, falde på plads. Og I,” fortæller han sine spillere, “vil få som I fortjener.”
Derefter lykønsker han dem, og spillerne responderer med en melankolsk klapsalve.
Hvis det var en profeti om et nært forestående mesterskab, så var Bielsa ingen profet. Tværtimod var det startskuddet til Marseilles totale nedsmeltning. I de følgende otte kampe, der resterede i sæsonen, smed man 12 points, og tabte ikke kun ethvert håb om mesterskabet, men raslede ned på fjerdepladsen. Da sommeren kom, flygtede stjernerne væk; Dimitri Payet, Giannelli Imbula, André Ayew, Florian Thauvin og topscorer Andre-Pierre Gignac. Alle havde de spillet deres livs sæson, og alle som en forlod de den synkende skude. Bielsa blev der sommeren over, men efter sæsonens første kamp, et 1-0 nederlag hjemme til upåagtede AS Nancy, sagde han op. “Nu tager jeg hjem til Argentina,” fortalte han det måbende pressekorps, kort efter han havde besvaret selvsammes spørgsmål angående kampen.
Sådan går det med Bielsa. Som livet evigt slutter med døden, er den sidste følelse med Bielsa bestandig den samme; kaosset og fiaskoen. Trods henrivende fodbold, som også hans Marseille-hold havde forgyldt fransk fodbold med, dannes der altid et bundfald af skuffelse. “Hvis fodboldspillere var robotter, ville jeg aldrig tabe”, lyder hans apologi.
Måske er længslen efter spillets perfektion stor, men også fodboldspillere er kun mennesker, der begår fejl, og det ses i Bielsas trofækabinet. Her står kun to tilstøvede argentinske mesterskabspokaler tilbage fra 90’erne og OL-guldet med Argentina i 2004. Resten har han formået at tabe, som hans Athletic Bilbao, der i samme sæson tabte både Copa del Rey- og Europa League-finalen. Ja, kynikerne har efterhånden brændemærket Marcelo Bielsa som en nederlagets ambassadør.
Alligevel er koret af dem, der lovpriser ham, kun vokset i årenes løb. Bielsistas kalder de sig, som hans trofaste disciple, og inkluderer navne som Pep Guardiola, Diego Simeone og Mauricio Pochettino. Og nok vinder Bielsa sjældent guld, men hans triumfer overstiger det dødeliges materialisme. For det Bielsa har formået, og som kun de færreste formår, er at inspirere. Hans filosofi har sat dybe aftryk på det, vi i dag forstår ved moderne fodbold.
Som teoretiker er der ingen, der kommer ham i nærheden. Hans viden om spillet er kolossal. Som en kemiker kender sit periodiske system, har Bielsa identificeret alle spillets elementar-dele. Eksempelvis har han slået fast, at fodbold i alt kan spilles i 13 forskellige systemer, mens han har regnet sig frem til, at der findes 36 måder at kommunikere igennem en aflevering på. Som besad fodbolden sit eget sprog.
Engang blev han spurgt, hvad han skulle få ferien til at gå med. “Jeg skal dyrke lidt motion, og så skal jeg se 14 timers fodbold hver dag,” lød svaret. Han har endda fundet en måde, hvorpå han kan se to kampe på samme tid. Og når han taler om det spil, han holder så kært, så lytter folk andægtigt, hvad end det er spillere, trænerkollegaer eller konkurrenter. De ved, at han ved, hvad han taler om, som da han på Johan Cruyff Arena i 2016 anførte fem måder, hvorpå man kunne sætte sin direkte modstander
Denne dissekering af spillet er fascinerende, men Bielsas vigtigste formaninger ligger faktisk gemt i hans kritikeres anstødssten; hans mange fiaskoer. For fodbolden er ikke bare hans passion, men som begrebets etymologi også antyder, hans lidelse. Heri har Bielsa gjort sig en erfaring, som er ham den mest dyrebare, og som ikke blot tjener til inspiration for fodboldens snævre omkreds, men som rummer en almenmenneskelig gyldighed. Vi kan huske os selv på Goethes ord: Han har lært noget selv; han kan lære os noget.
Den indre frigørelse
Vi skal tilbage til 1992 for at finde det skæbnesvangre øjeblik. Bielsa selv havde aldrig været nogen stor fodboldspiller, men her var en lovende trænerkarriere begyndt at tage form. Igennem flere år havde han arbejdet i Newell’s Old Boys ungdomssektor, den største klub i byen Rosario, hvor Bielsa er født og opvokset.
Bielsa var steget hurtigt i graderne, og i 1991 blev han cheftræner for det hold, han altid havde elsket. Tilmed gik han og Newell’s hen og vandt det argentinske mesterskab i hans første sæson. Ingen kunne fortænke Marcelo Bielsa i at tro, at han var kaldet til en glorværdig fremtid; kun 36 år gammel, argentinsk mester, lokal helgenstatus og med hele livet foran sig.
Men i den efterfølgende sæson, sæsonen 1991-92, begyndte resultaterne at vakle. De unge Newell’s-knægte, som udgjorde størstedelen af truppen, syntes fysisk nedbrudte. Det var, hvad det senere har vist sig, en bivirkning af Bielsas metodiske træningsregime, hvor første og vigtigste parameter hos en fodboldspiller er hans evne til at løbe. Træthedstegnene havde allerede sneget sig ind i mesterskabssæsonen, og gennem kalenderåret 1991 formåede Newell’s kun at vinde ni kampe ud af i alt 38.
1992 startede med en 2-0-sejr over Quilmes, men tre dage senere ankom San Lorenzo til Rosario og Bielsas mandskab blev på bestialsk vis flået fra hinanden. 6-0 blev de barbariske cifre, og fansene havde nu fået nok af denne Bielsa. Han måtte på porten! Det endte så vidt, at en gruppe af de mest hardcore fans troppede op foran Bielsas privatbolig. De krævede hans øjeblikkelige opsigelse, men endte i stedet med at løbe skrigende bort. For ud kom der ingen resignerende Bielsa. Derimod åbnede han døren, og bad dem smutte, hvis de ikke ønskede at blive sprængt i luften. Han havde en håndgranat i hånden.
Deraf tilnavnet El Loco. Det var dog ikke andet end en facade, for inde bag den gale mands excentricitet, var hans sjæl sønderrevet. Det fik han, og hans spillere, at mærke, da holdet et par dage efter rejste til Santa Fé for at spille den efterfølgende kamp mod Unión. Ved ankomsten til hotellet, gik Bielsa straks op på sit værelse, låste sig inde, trak gardinerne for, slukkede lyset og brød sammen i en ustyrlig gråd.
“Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig. Jeg oplevede for alvor, hvad det vil sige at have lyst til at dø. Min lidelse var ikke kun af professionel karakter. Jeg led som fan,” har han senere fortalt.
Det var her, midt i sit inderstes mest voldsomme opbrud, at Bielsa begyndte sin indre inspektion, og af denne indtraf erkendelsen; hans kærlighed til spillet, såvel som til livet, måtte forblive uafhængig af resultatet. Han ringede straks til sin kone og forklarede ræsonnementet:
“I tre måneder lå vores datter og svævede mellem liv og død, og nu er hun helbredt. Så forklar mig, hvordan jeg kan ligge her, grædefærdig, og ønske at jorden går under på grund af en fodboldkamps udfald?”
Konen havde ikke svaret. Hun vidste godt, at hendes mand var besat af fodbold, og også i sådan grad, at det overgik det sygelige. Et nederlag gør ondt, men hvem i alverden når så langt ud, at tanken om selvmord strejfer dem?
Heldigvis var spørgsmålet til konen retorisk. For det var ikke selve nederlaget, men hans egen reaktion på nederlaget, som havde rystet Bielsa i sjælen. Men her på sit aflåste hotelværelse i Santa Fé oplevede han et af de øjeblikke, som forandrer en hel tilværelse.
Han elskede jo blot fodbold, men hans hjerte var blevet ledt på afveje. Hans indre var blevet et offer for omverdenens bedømmelser, som havde boret sig helt ind i knoglemarven. I denne stund indså Bielsa, at han måtte forsvare sig selv, så han kunne bevare sin passion. Og dette kunne kun ske ved, at han løsrev sig fra alle spillets konventioner, heriblandt den uophørlige dikotomi mellem succes og fiasko.
Det var ud af dette hotelværelse i Santa Fé, at den radikale og kompromisløse Bielsa opstod. Den Bielsa, som fodboldverdenen med tiden er kommet til både at forundres over og holde af. For også i fodboldmæssig forstand var han blevet afklaret, og taktikken til den kamp, som skulle spilles, blev straks ændret.
Spillere på nye positioner, mens formationen nu hed 3-3-1-3 med Mauricio Pochettino, dengang 19 år, som ny forsvarsgeneral. De havde end ikke trænet i denne formation, og nu, ovenpå et af klubbens mest brutale nederlag og midt i en spillemæssig krise, kastede Bielsa spillerne ud i dette eksperiment? Han var afgjort en gal mand, må spillerne have tænkt.
“En mand med nye ideer vil altid være gal mand, indtil hans ideer triumferer,” er et af Bielsas mest kendte citater, og med god grund. For i de efterfølgende måneder eroderede Newell’s-holdet al modstand bort. Som forvandlet spillede de nu den mest opportunistiske form for fodbold; højt pres, konstante løb for boldholderen og de mange spil på tredjemanden, som kom susende rundt om både med- og modspillere. De spillede, bemærkede den argentinske sportsjournalist Fernando Niembro, som var de kammerater i krig. En symbolik, som blev personificeret ved venstrebacken Julio Sandana, hvis kone blev dræbt i en trafikulykke, men som dagen derpå spillede kamp. Han fandt styrken, sagde han, i Bielsa og det kammeratskab, han havde skabt på holdet.
I løbet af det forår spillede Newell’s sig frem til to finaler. Både den argentinske mesterskabsfinale ved at vinde La Clausura, og finalen i Copa Libertadores. To finaler, der ligesom med Bielsas Athletic-hold, blev tabt. Efterfølgende sagde Bielsa op. Han var udmattet, sagde han, og sikke en rejse det også havde været.
I offentligheden optræder han med den fineste nobelhed, men også altid med en vis form for reserverethed. Og skønt fansene i hans nuværende klub, Leeds United, elsker ham og hans fodbold, så kæmper de med at forstå ham;
“Selvom vi ofte hilser på hinanden, så vil jeg ikke kunne fortælle dig, hvem han er som person. Han er et meget privat menneske, som kun lever for sin fodbold”, har Leeds-legenden Eddie Gray blandt andet fortalt The Telegraph.
Alligevel kan Leeds-tilhængerne ofte spotte ham i bybilledet. Her ser de ham sidde med sine assistenter på kaffebaren Costa og planlægge træning, ligesom der har floreret billeder af han, som enhver anden dødelig, handler ind i den lokale Tesco. Selvfølgelig iført sit lidt oversized Leeds-tracksuit. Det samme tracksuit, som han har på, når han hver dag går sin 45 minutters lange rute mellem Leeds’ træningsanlæg og hans beskedne etværelseslejlighed. Med andre ord; han påfører sig ingen ydre glans, ligesom han ikke er til fals for smiger, for han ved godt, at denne kun lever så længe resultaterne er gode.
Af samme grund afskyr han medierne, trods hans besvarelse på pressekonferencerne altid udtrykkes med en sjælden akkuratesse. Der findes et herligt klip på YouTube, hvor Bielsa, i sin tid som Chiles landstræner, giver en lille dreng sit livs oplevelse ved at tage ham med ind til landsholdstræningen. Træningen foregår for lukkede døre, så da knægten igen kommer ud, denne gang med en bold i hænderne signeret af alle spillerne og et lykkeligt smil i ansigtet, står en skare af journalister klar med spørgsmål; “Hvad fortalte señor Bielsa dig?” Og svaret kommer prompte: “At jeg for alt i verden skulle undgå at snakke med jer!”
I sit rette element
Sådan er Bielsa, altid uden den mindste form for koketteri for kameraerne. I en verden, hvor det er blevet normen, at professionelle sportsfolk har SoMe-strategier, præcis som politikere har tilknyttet spindoktorer, er det derfor Bielsa, der bliver anset som skør. Ja, af denne væremåde, hvor han ikke som andre spytter sine følelser ud som blod, forbliver han for mange mere et mysterium end et menneske.
Dette billede, som efterhånden er hans image, bliver kun forstærket, når hans overdrevent retskafne natur træder frem. Såsom da han på et pressemøde blev spurgt ind til Leeds’ plan B, og otte minutter senere afsluttede sit svar med at adressere en offentlig undskyldning til Hernan Crespo.
Bielsa havde engang, tilbage i sin tid som argentinsk landstræner, fortalt en ung Crespo, at han udviste stor modenhed i sit spil. Men dette var en løgn, kun strikket sammen for at styrke Crespos selvtillid. For de fleste ville det være en ligegyldighed, en bagatel, men for Bielsa var det en løgn, han aldrig havde tilgivet sig selv for.
Vil man se Bielsa i sit rette element, foregår det på træningsbanen. Til det, er internettet vores ven. Der findes blandt andet en video af en Bielsas træningssessioner fra hans tid som Argentinas landstræner tilbage fra slutningen af 90’erne.
Her er den vanlige skyhed som forsvundet. Han både bander og svovler ad sine spillere, ligesom han hjerteligt ler af dem, når de ikke forstår hans komplekse spilmønstre. Selv i de mest enkle pasningsøvelser, ligner han en mand i ekstase. Han er loco, men samtidig er man ikke et sekund i tvivl om, at netop her, på træningsbanen, hvor han får tingene til at gro, er han i åndelig ligevægt.
På et tidspunkt samler han spillerne for at forklare meningen med galskaben. De opspilsmønstre de træner, skal bruges i en kamp seks måneder senere, når Argentina skal møde Ecuador. Ecuador kommer til at stille op i en 4-2-2-2 formation, fortæller Bielsa med en selvsikkerhed, som var han også træner for Ecuador, og nu begynder han så at opliste en kavalkade af hypotetiske scenarier.
“Hvis du, Sorin, går frem, støder Gallego tilbage, og Hugo går ind centralt,” forklarer han, og giver syv-otte andre tænkelige eksempler på positionelle rotationer, som argentinerne skal benytte i opbygningsspillet over for Ecuardors 4-2-2-2. Forvirrende, jovist, men også fortryllende. For det er jo her, at hans værker bliver skabt, men for helt at begribe kunstens såvel som fodboldens storværker, er det ikke nok blot at have set dem i deres færdige skikkelse. Man må også have beluret dem ved deres tilblivelse, og det er vi her så privilegerede at få adgang til.
Men det er også her, på træningsbanen, at vi finder den egentlige mening i de påbud, som Bielsa leverede til sine Marseille-spillere, dengang mod Lyon, hvor de troede, at mesterskabet var tabt. For hos Bielsa, der som ung studerede landbrugsvidenskab, er det væksten, hvad end det er som fodboldspiller eller menneske, som har betydning. Han tillægger, populært sagt, processen større værdi end udfaldet, og det er netop i skuffelsens terræn at grobunden er mest frugtbar. Det er nederlagets iboende kraft, der smerteligt, men også næringsrigt pløjer sjælen, akkurat som Bielsa oplevede det den aften på hotelværelset i Santa Fé.
Bielsas lykønskning var ikke baseret på nogen form for spirituelt forsyn. Det var blot og bar en erkendelse af, at spillerne allerede havde vundet i form af deres præstation. At dette moment, som de sammen mærkede i omklædningsrummet, faktisk indeholdt den virkelige sejr. De havde spillet fodbold på den eneste måde som Bielsa forstår fodbold på. En forståelse, som han nåede frem til, da han havde lyst til at dø, og som han siden har dedikeret sit liv til. En forståelse, som han tilbage i 2010, til en forelæsning på universitet i Santiago, forklarede således:
“For mig er fodbold dette; Vi var alle kammerater, og vi nød at spille sammen. Alle gav vi alt, hvad vi havde og forsøgte at gøre vores bedste. Vi angreb, og når vi mistede bolden, så gjorde vi alt for at vinde den igen med illusionen om et nyt angreb. Og så håbede vi ellers, at heldet tilsmilede os. Det er, hvad fodbold handler om mig.”
Mens vores liv i disse dage ligger stille, er dette måske værd at overveje; at en krise aldrig er så dårlig, at den ikke er godt for noget. Man kan, som Bielsa, bruge den til at finde ud af, hvad der egentlig har betydning.
Fotos: Getty Images
