Holtegaards Blog: Kampen om 15. pladsen
Femte spillerunde i de europæiske gruppespil skal spilles nu, og efter en rigtig god dansk fjerderunde, er muligheden for at nå den vigtige 15. plads nu igen indenfor rækkevidde.
Af Jonathan Holtegaard
Det så ellers ikke for godt ud inden fjerde runde, men to sejre og to uafgjorte gjorde, at Danmark gik forbi Israel og Norge og dermed nu ligger nummer 20. Målet er dog en 15. plads, og lad os traditionen tro lige få en opfrisker på hvad forskellen er på at slutte uden for top 15 og i den.
Slutter Danmark ikke i top 15, vil pladserne være således:
Nummer 1: Champions League 1. kvalifikationsrunde (mesterforløb)
Nummer 2: Conference League 2. kvalifikationsrunde
Nummer 3: Conference League 2. kvalifikationsrunde
Landspokalturneringen: Conference League 2. kvalifikationsrunde
Slutter Danmark i top 15, vil pladserne være således:
Nummer 1: Champions League 2. kvalifikationsrunde (mester-forløb)
Nummer 2: Champions League 2. kvalifikationsrunde (ikkemester-forløb)
Nummer 3: Conference League 2. kvalifikationsrunde
Nummer 4: Conference League 2. kvalifikationsrunde
Landspokalturneringen: Europa League 3. kvalifikationsrunde
Bemærk også, at det er næste sæsons pladser, vi spiller om. Pladserne i denne sæson er fastlagte, og er som beskrevet ovenover.
Vi er som skrevet før nu gået forbi Israel og Norge. Dermed beskæftiger vi os ikke med dem mere. Ikke fordi at de ikke stadig kan gå forbi os, for det kan de, men fordi at vi udelukkende skal kigge opad. Danmark spillede sig seriøst ind i kampen om top 15 i sidste spillerunde, men faktum er også, at en runde nogenlunde som sidst igen er nødvendig for at chancen for top 15 stadig er til stede.
Nummer 19: Grækenland
For at gå forbi Grækenland her i femte spillerunde, skal Danmark have en sejr og en uafgjort. Det virker som udgangspunkt også realistisk nok, da F.C. København er storfavoritter og både FC Midtjylland samt Randers FC begge må betegnes som favoritter i deres to opgør. Brøndby IF er til gengæld nok meget afhængig af hvordan deres modstander i Olympique Lyon stiller op, men da de allerede er sikre på førstepladsen, forventes det at en del stamspillere starter på bænken. Det kan vi i hvert fald håbe på.
Problemet er dog blot her, at Grækenland også har noget at skulle sige her. Olympiakos møder Fenerbahçe, mens PAOK FC møder Slovan Bratislava. En sejr og en uafgjort er derfor kun nok for Danmark, hvis begge græske hold taber deres kampe. Hvilket ikke virker synderligt sandsynligt. Så derfor er mere end en sejr og en uafgjort nok nødvendigt for, at Grækenland overhales i denne runde.
Nummer 18: Tyrkiet
Tyrkiet har tre klubber tilbage. Heldigvis tabte Beşiktaş onsdag aften deres kamp i Champions League, og dermed er det kun Fenerbahçe og Galatasaray, der kan spille point hjem til tyrkerne torsdag. Galatasaray møder Olympique Marseille, mens som tidligere skrevet at Fenerbahçe møder Olympiakos. Et internt ranglisteopgør er altid godt, da begge lande derfor ikke kan få maksimumpoint. Med Beşiktaş-nederlag, og to svære opgør for de to andre klubber, er det måske endda mere realistisk at det bliver Tyrkiet Danmark går forbi fremfor Grækenland. Danmark skal dog bruge hele to sejre og en uafgjort for at gå forbi Tyrkiet – men det anser jeg dog også som forholdsvis realistisk. Man kan i hvert fald sige det sådan, at skal Danmark op i den top 15, så er sådan en dansk pointhøst nødvendig, og den vil altså med to tyrkiske nederlag sende Danmark forbi Tyrkiet.
Nummer 17: Cypern
To sejre og en uafgjort vil også være nok til at sende os forbi Cypern, hvis begge deres tilbageværende klubber taber.
Omonia skal en tur til Qarabag, mens Anorthosis møder Gent hjemme. To forholdsvis åbne opgør, hvor vi kan håbe at det falder ud til belgisk og aserbajdsjansk fordel.
Nummer 16: Tjekkiet
Med hele tre hold tilbage, tror jeg Tjekkiet bliver det sværeste land for Danmark at indhente. Danmark skal bruge tre sejre eller to sejre og to uafgjorte for at gå forbi Tjekkiet – hvis de vel og mærke ingen point får selv. Det kommer Tjekkiet jo nok til, og derfor bliver det nok ikke i denne omgang at Danmark går forbi tjekkerne. Men lad os håbe, at vi for alvor puster dem i nakken inden sidste og sjette spillerunde venter til december.
De tre tjekkiske kampe består af Slavia Prag mod Feyenoord, Jablonec mod AZ Alkmaar og så Sparta Prag mod Rangers FC.
Nummer 15: Kroatien
På den vigtige 15. plads har vi Kroatien, der dog heldigvis kun har et enkelt land tilbage – Dinamo Zagreb. I aften møder de Genk. Danmark er tre sejre eller to sejre og to uafgjorte efter Kroatien.
Landsholdet
Vi springer lige fra europæisk klubfodbold til landsholdsfodbold, hvor Danmark nu er rykket op på niendepladsen på FIFAs verdensrangliste. Den kører separat fra UEFAs koefficientklubrangliste, men vi har gennemgået den her før, og med den nye opdatering, gør vi det lige igen.
Om ikke så længe er der jo lodtrækning til VM-slutrunden, og her har Danmark kæmpet for at komme i top syv – så man er sikret en plads i første seedningslag ved VM. En niendeplads er derfor naturligvis ikke nok, men chancen for en plads i første lag er dog stadig til stede. Selvom den er absolut minimal.
Ovenover Danmark ligger nemlig Portugal og Italien, og de er endnu ikke kvalificeret til VM. Glipper deres kvalifikation, ja så er det naturligvis ligegyldigt, at de ligger over Danmark, og dermed kan Danmark få en plads i første seedningslag.
Det er dog højst urealistisk, og vi må derfor nok forberede os på, en plads i andet seedningslag.
Foto: Getty Images