Holtegaards blog: Danmarks kamp for koefficientpoint – del 2
Danmark fik en ganske fin åbning på de europæiske gruppespil med én sejr og tre uafgjorte i første spillerunde. Det gav Danmark et enkelt ranglistepoint, og rykkede os forbi Israel, så vi nu er nummer 22. Nu er det tid til anden spillerunde, og her er overblikket.
Af Jonathan Holtegaard
Det hele handler om, at Danmark skal i top 15. Har du ikke læst guiden til forskellen på top 15 eller ej, så læs første opdatering HER.
Så lad os gå lige til sagen. Som skrevet i underrubriken, gik vi forbi Israel, og de er dermed ude af regnskabet. Ikke ens betydende med, at Israel ikke kan indhente os igen, men når vi ligger nummer 22 og skal ligge nummer 15, så er det altså kun opad vi skal kigge.
Det virker realistisk at gå forbi Sverige i denne runde. Sverige er 0,650 rangliste point foran Danmark og kan ikke optjene flere point i denne runde. De har kun ét hold tilbage, Malmö FF, som onsdag tabte deres Champions League kamp.
Som nævnt i del 1, så giver en sejr to point og uafgjort et enkelt – lige meget i hvilken turnering det er. Pointene skal så divideres med det antal hold landene har med. I Danmarks tilfælde fem. Får Danmark to sejre, en sejr og to uafgjorte eller fire uafgjorte vil Danmark få 0,8 rangliste point og dermed gå forbi Sverige.
Over Sverige ligger Norge 1,025 point foran Danmark. Danmark skal dermed op og have to sejre og en uafgjort for også at gå forbi Norge, og det virker, kampprogrammet taget i betragtning, en kende urealistisk. Læg dertil, at Norges deltager også skal tabe. Bodo/Glimt møder på udebane CSKA Sofia, så forvent ikke at Norge også overhældes i denne runde – selvom den realistiske mulighed naturligvis er der.
Nu har vi allerede gennemgået Sverige og Norge, så lad os tage de sidste, vi mangler. For selvom vi ikke kan gå forbi dem nu, så det rigtig vigtigt at de i hver runde får så få point som muligt – og at de danske hold vinder så mange kampe som muligt.
Efter hvert land står der, hvor mange ranglistepoint vi er efter dem. Er vi for eksempel ét ranglistepoint efter, så kræver det to sejre og en uafgjort. En sejr giver to point, uafgjort et – dividér det med fem, og så har du resultatet af hvor mange sejre eller uafgjorte vi er efter. Den udregning kan dog ikke laves helt til ende, da din placering i gruppen til sidst giver dig bonuspoint. Men lad os se på det, når vi nærmer os afslutningen.
Nummer 21 – Sverige: Malmö FF (tabte onsdag) – 0,650 point efter
Nummer 20 – Norge: Bodø/Glimt (møder CSKA Sofia) – 1,025
Nummer 19 – Grækenland: Olympiakos (møder Fenerbahce) og PAOK (møder Slovan Bratislava) – 1,475
Nummer 18 - Tyrkiet: Besiktas (tabte tirsdag), Galatasaray (møder Marseille) og Fenerbahce (møder Olympiakos) – 1,725
Nummer 17 – Tjekkiet: Slavia Prag (møder Feyenoord), Sparta Prag (møder Rangers) og Jablonec (møder AZ) – 2,025
Nummer 16 – Cypern: Omonia (møder Qarabag) og Anorthosis (møder Gent) – 2,400
Nummer 15 – Kroatien: Dinamo Zagreb (møder Genk) – 2,425
Så på papiret er Danmark altså tolv sejre og en uafgjort efter Kroatien. Det lyder, og er også, rigtig meget, men hvis Danmark klarer sig godt, så venter der bonuspoint hvis de går videre fra grupperne. Så fortvivl ikke, der er langt op, men det er altså ikke umuligt. Husk, at vi har fire klubber, der kan give point i hver runde.
Når de første tre runder er spillet, kan vi lave nogle prognoser hvor vi medregner bonuspointene. Lige pt., er de for langt ude i fremtiden så din matematik derhjemme er forholdsvis simpel. Danmark skal vinde, og så skal Sverige, Norge, Grækenland, Tyrkiet, Tjekkiet, Cypern og Kroatien vinde så lidt som overhoved muligt.
/Jonathan
Foto: Baris Acarli - UEFA/UEFA via Getty Images