MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Holtegaards Blog: Når det kan betale sig at tabe

Holtegaards Blog: Når det kan betale sig at tabe

Blog: Hvorfor kan Superligaens andenplads vise sig at være mindre attraktiv end tredjepladsen? Og hvordan står det til med de resterende lande, der konkurrerer med Danmark om at holde sig i UEFAs top 15?

Af Jonathan Holtegaard

Jonathan Holtegaard blogger på Mediano om ranglister, koefficienter, lodtrækninger og mulige scenarier. I denne blog kan du læse om et dilemma, der kan opstå for flere af de hold, der både ligger godt placeret og stadig er med i pokalturneringen. Du kan sideløbende følge med i hans Facebook-gruppe ‘Brøndby Koefficient Info’.

Vi er nu nået til semifinalerne i Landspokalturneringen, og lodtrækningerne til semifinalerne faldt ud således, at vinderen af årets turnering med stor sandsynlighed også ender i top to i ligaen. Et ganske normalt scenarie, som vi ser i mange lande hver evigt eneste år. I år er dette bare ekstra interessant i Danmark.

I december meddelte UEFA nemlig, at vinderen af årets pokalturnering skulle starte i fjerde kvalifikationsrunde til Europa League (også kaldet “playoff-runden”) i stedet for tredje. Altså runden inden Europa League gruppespillet. Skulle den så glippe, ville man blive overført til Conference League-gruppespillet som taber fra fjerde kvalifikationsrunde.

Et Conference League-gruppespil der som minimum giver tyve millioner, meddelte DBU ved samme lejlighed. Dette sker kun i år, og uden at gå ud i en større teknisk forklaring på denne ændring, så skyldes det at der i UEFAs inddeling er en plads i Europa League til vinderen af Conference League. Men, da Conference League endnu ikke er afviklet, så blev der rykket lidt rundt på det, og dermed denne gode ændring. Altså kort sagt: vinderen af Landspokalturneringen i Danmark er nu sikret et gruppespil. Som minimum Conference League, men med gode muligheder for Europa League i stedet. Og så alligevel ikke.

Nu bliver det lidt mere teknisk men ikke mindre relevant. Lad os først og fremmest lige forklare, hvad de forskellige placeringer i dette års Superliga og Landspokalturnering giver adgang til:

Nummer 1: Champions League, tredje kvalifikationsrunde (mesterforløb)

Nummer 2: Champions League, anden kvalifikationsrunde (ikke-mesterforløb)

Nummer 3: Conference League, tredje kvalifikationsrunde 

Nummer 4: Conference League, anden kvalifikationsrunde

Pokalvinder: Europa League, fjerde kvalifikationsrunde

(Bemærk at hvis vinderen af Champions League, også kvalificerer sig til Champions League via deres nationale liga, så starter vinderen af Superligaen i fjerde kvalifikationsrunde til Champions League)

Scenarie 1 - AGF:

AGF har vundet Landspokalturneringen, og kan nu se frem til minimum tyve millioner i klubkassen med mulighed for langt flere, hvis de kvalificerer sig til Europa League, da de først indtræder i sidste runde inden gruppespillet.

Problemet kommer dog lidt senere. De bliver nemlig også nummer to i ligaen, og skal nu spille i Champions League-kvalifikationen, i stedet for Europa League-kvalifikationen. Sølvmedaljerne i Superligaen giver nemlig adgang Champions League-kvalifikationen og er hævet over pokalpladsen.

“Det lyder da meget fedt,” tænker man måske ved første tanke, men set ud fra et økonomisk synspunkt kan AGF nu risikere at miste de tyve millioner, de var sikret i Conference League-gruppespillet.

De indtræder nemlig i anden kvalifikationsrunde til Champions League. Taber de her, ryger de i Europa Leagues tredje kvalifikationsrunde. Taber de i den, ryger de i Conference Leagues fjerde kvalifikationsrunde. Og taber de så igen her – ja, så er de helt ude af Europa og får dermed ikke de tyve millioner de troede de var sikret via at vinde Landspokalturneringen.

Et på ingen måde urealistisk scenarie, da AGF vil være useedet i alle tre kvalifikationsrunder. ”Pokalvinderpladsen” er nu i stedet gået til nummer tre i Superligaen.

Kan det dermed betale sig for dem, ikke at blive nummer to i ligaen, hvis de vinder Pokalturneringen inden?

Scenarie 2 - FC Midtjylland:

I dette scenarie har FC Midtjylland vundet Landspokalturneringen og Superligaen. Deres ”pokalplads” – altså billetten til fjerde kvalifikationsrunde til Europa League, gives nu til nummer tre i ligaen.

Igen, andenpladsen giver Champions League kvalifikation og dermed ikke et sikret gruppespil. Vi står dermed i et scenarie, hvor ingen klubber har lyst til at blive nummer to. Okay, andenpladsen giver en chance for det forjættede land, Champions League, men altså ikke de sikre tyve millioner, som en tredjeplads ville give dig.

Set ud fra et økonomisk synspunkt, og efter en coronatid hvor klubberne desperat mangler penge, så er det voldsomt kritisk, at det faktisk kan betale sig at tabe.

Jeg medgiver, at man dermed også frasiger sig muligheden for den helt store bonus. Men vejen til Champions League i det såkaldte ”ikke-mesterforløb” er meget svært at kvalificere sig via.

Så vil klubber som Brøndby IF eller AGF som i den grad mangler penge, forspilde denne mulighed for helt sikre tyve millioner? Og glem ikke, at chancen for Europa League stadig er der, og dermed også langt, langt flere penge.

Der er alle muligheder for, at klubberne ser muligheder i at tabe for at undgå andenpladsen i Superligaen. Dermed har fodbolden spillet fallit, når man bare kan tænke i disse baner.

Det er dog vigtigt at få med, at det kun er i år at dette sker. Fra næste sæson vil der jo være en vinder af Conference League, og dermed vil vi få udfyldt det hul, som er i år.

Europa-opdatering

Pladserne i dette års turnering er på plads, og kan læses tidligere i artiklen. Men pladserne til næste sæsons Superliga og Landspokalturnering er nu også sikret. Danmark har igen i næste sæson fem hold med i Europa!

Danmark er pt. nummer 14 på UEFAs rangliste og skal ud af top 15 for at miste de fem pladser. Det er kun Tjekkiet og Kroatien, der er tilabgesom kan overhale Danmark, men da Slavia Prag og Dinamo Zagreb har trukket hinanden i en eventuel semifinale, så kan begge lande ikke gå forbi Danmark, som det kræves.

Pladserne i Superliga og Landspokalturnering 2021/2022 hedder dermed:

Nummer 1: Champions League, tredje kvalifikationsrunde (mester-forløb)

Nummer 2: Champions League, anden kvalifikationsrunde (ikke mester-forløb)

Nummer 3: Conference League, anden kvalifikationsrunde
Nummer 4:
Conference League anden kvalifikationsrunde
Pokalvinder: Europa League, tredje kvalifikationsrunde

Hvis Danmark ender nummer 15 fremfor 14 (kræver at Slavia Prag eller Dinamo Zagreb kommer helt til finalen) vil eneste ændring være, at mesteren i Superligaen starter i anden fremfor tredje kvalifikationsrunde til Champions League.

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Så åbner vi landskampsåret 2021 - med 13 landskampe plus det løse

Så åbner vi landskampsåret 2021 - med 13 landskampe plus det løse

Troels Bech i en samtale med Christian Schultz - Moderne fodboldklubbers kommunikation

Troels Bech i en samtale med Christian Schultz - Moderne fodboldklubbers kommunikation