MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Galleri: Den skæve VM-historie

Galleri: Den skæve VM-historie

Verdensmesterskabet i fodbold har en 92 år lang historie, der leder op til dette års slutrunde i Qatar. Se nogle af de sjoveste, mest kontroversielle og rørende øjeblikke her.

Af Sebastian Stanbury

Det hele begyndte i Uruguay i 1930. 16 lande deltog i kampen om det allerførste verdensmesterskab i fodbold, men det var en noget anderledes turnering dengang. Kun fire europæiske hold var med, og de sejlede alle over Atlanterhavet for at deltage.

Turneringen har haft adskillige fortællinger og udtryk undervejs. Den har været på fem kontinenter (vi mangler stadig VM i Oceanien eller Antarktis), og som årene er gået, er slutrunden blevet mere strømlinet, professionaliseret og storstilet.

Men lige fra start har VM været bygget op om drømmen om at blive verdensmester. Den ånd levede i 1930, og den lever stadig i 2022. Og så har turneringen været rig på skæve fortællinger og markante billeder.

Her er nogle af dem. Ét fra hver af de 21 hidtidige turneringer.

VM 1930: Lige fra begyndelsen var VM noget, der kunne trække folk på stadion. Finalen i 1930, som Uruguay vandt med 4-2 over Argentina, blev overværet af næsten 70.000 tilskuere i Montevideo. Foto: Ullstein Bild/Getty Images

VM 1934: VM har altid været politisk. Da Italien vandt VM på hjemmebane, insisterede diktatoren Benito Mussolini på, at han ville give sin egen pokal til vinderne, udover at de også fik FIFA’s officielle trofæ. Coppa del Duce rummer en del fascistisk symbolik og er stadig i det italienske fodboldforbunds besiddelse. Foto: Gamma-Keystone/Getty Images

VM 1938: Lodtrækning mellem Italien og Norge før ottendedelsfinalen, og det er tilsyneladende svært at se mønten i det langhårede græs. Tjek lige den tyske dommer Alois Beraneks outfit! Burde dommere begynde at dømme i smokingjakke igen? Foto: Gamma-Keystone/Getty Images

VM 1950: Slutrunden i Brasilien endte med at blive afviklet med kun 13 hold. Det var svært for FIFA at overtale mange af landene til at tage den dyre og besværlige rejse til Sydamerika. De, der så nåede frem, så nu ud til at hygge sig meget godt. Her er det schweiziske hold på badetur i Joá. Foto: Henri Schihin/RDB/Ullstein Bild/Getty Images

VM 1954: Præmieceremonier var noget mindre pompøse i 1950’erne. Podiet var således ganske lille, da Fritz Walter som anfører for det vindende vesttyske hold fik overrakt pokalen - og det var slet ikke ham, der skulle op på det. Der var dog sørget for, at en FIFA-præsident Jules Rimet ikke behøvede at bære sin egen paraply. Foto: RDB/Ullstein Bild/Getty Images

VM 1958: Det bliver måske aldrig overgået, at franske Just Fontaine lavede 13 mål ved slutrunden i 1958. Ved hjemkomsten til Frankrig blev han båret i kongestol allerede på landingsbanen, og over hovedet hævede han sit topscorertrofæ: En jagtriffel fra Husqvarna. Foto: Universal/Corbis/VCG/Getty Images

VM 1958: Okay, vi er nødt til at snyde og bringe to billeder fra 1958. Men tænk, at VM var lige ovre på den anden side af Øresund! Og billederne er suveræne: Her er det sovjetiske Konstantin Krizevskij, som tager sig en sejltur på en svensk sø. Foto: Emilio Ronchini/Mondadori via Getty Images

VM 1962: Det vakte stor opsigt i Superligaen, da Erik Hamrén blev AaB-træner og begyndte at lave havregrød til spillerne. Men allerede for 60 år siden assisterede træner Sepp Herberger det tyske landsholds kok - i jakkesæt og slips. Foto: Gayer-Sportbild/Ullstein Bild/Getty Images

VM 1966: Pelé har som den eneste spiller vundet VM tre gange. Men VM er ikke kun trofæer, mål og samba. Det er også træning i regnen i Bolton, mens en enlig autografjæger ihærdigt jagter en underskrift: Foto: Central Press/Hulton Archive/Getty Images

VM 1970: England forsvarede ikke deres verdensmesterskab i Mexico, men de så ud til at have det sjovt alligevel. Her giver Jack Charlton et nummer på guitaren. Foto: Mirrorpix/Getty Images

VM 1974: Holland fik kun sølv i Vesttyskland, men der er alligevel ingen tvivl om, hvem turneringens største navn var. Her holder Johan Cruyff hof for verdenspressen. Foto: RDB/Ullstein Bild/Getty Images

VM 1978: VM i Argentina lyder eksotisk, men eftersom det var på den sydlige halvkugle, var turneringen i 1978 faktisk en vinterslutrunde. Her må Italiens Paolo Rossi have hue på for at klare træningen. Foto: Mirrorpix/Getty Images

VM 1982: Vi forbinder mest Diego Maradona med VM i 1986, men faktisk var han en helt allerede fire år forinden. For her tog han sig af en lille dreng, der var blevet væk fra sine forældre i forbindelse med en argentinsk træning. Foto: Sigfrid Casals/Getty Images

VM 1986: I 1986 stemplede Danmark og Preben Elkjær ind i VM-historien, og det fik en spansk forsvarer at mærke. Desværre var det spanierne, der lo til sidst… Foto: Jean-Yves Ruszniewski/TempSport/Corbis/VCG/Getty Images

VM 1990: Roger Milla var egentlig forbi sine bedste år som fodboldspiller, men den 38-årige camerouner fik alligevel mulighed for at sole sig i verdens beundring. Og det nød han vist. Foto: Allsport/Getty Images

VM 1994: Har I tænkt over, at man egentlig ikke ret tit ser sovende fodboldspillere? Men i 1994 diskuterede Eric Wynalda taktik med den amerikanske landstræner Bora Milutinovic på et fly, mens et par af hans holdkammerater tog sig en skraber. Foto: Mike Powell/Allsport/Getty Images

VM 1998: Man er så vant til at se fodboldspillere i enten jakkesæt eller træningsdragt, når de inspicerer banen inden kamp, men skotterne twistede deres påklædning, da de i 1998 ventede på at skulle spille åbningskamp mod Brasilien. Foto: Clive Brunskill/Allsport/Getty Images

VM 2002: Apropos debatten om fans ved slutrunden i 2022 er det sjovt at mindes 2002, da mange fans i værtsnationerne Japan og Sydkorea forelskede sig i europæiske hold. Foto: Laurence Griffiths/Getty Images)

VM 2006: Det kan godt være, at det bare er denne artikels forfatter, den er galt med, men der var altså et eller andet uhyggeligt ved Goleo, maskotten for den tyske slutrunde i 2006. Til gengæld havde han alle tiders vel nok største Copa Mundial-støvler. Her hilser han på Sepp Blatter og Franz Beckenbauer. Foto: Jan Pitman/Bongarts/Getty Images

VM 2010: Vuvuzelaen var den mest omdiskuterede genstand ved VM i Sydafrika (i konkurrence med Jabulani-bolden). Af en eller anden grund skulle Londons borgmester - den senere britiske premierminister Boris Johnson - også prøve en, da han besøgte Cape Town. Foto: Dan Kitwood/Getty Images

VM 2014: Der var et utal af billeder af triste fans, da Brasilien tabte 7-1 til Tyskland i semifinalen. Enkelte var dog også decideret rasende. Foto: Laurence Griffiths/Getty Images

VM 2018: Også ved slutrunden for fire år siden lagde storpolitikken sin klamme hånd på VM… Foto: Foto: Shaun Botterill/Getty Images

Mediano 1. division: Agger, Sønderjyske og sensationsholdet

Mediano 1. division: Agger, Sønderjyske og sensationsholdet

VM Preview - Her er din optakt til mandagens kampe

VM Preview - Her er din optakt til mandagens kampe