Rapport fra Qatar: De blå kedeldragter er væk

FIFA-karavanen er rullet ind i Doha, der er fuldstændig forandret i forhold til i sommer. De fattige og beskidte migrantarbejdere er pakket væk, mens bannere, flag og finpolerede frivillige er kommet til.

Af Søren Førby

Denne artikel bringes takket være Støt Mediano. Det er takket være de mange Støt-medlemmer, at vi kan betale en dygtig journalist for at skrive artikler fra den Arabiske Halvø. Klik her for at blive Støt-medlem.

I 45 graders varme stod de mange migranter og arbejdede i de blå kedeldragter. Nogle stod på et stillads, andre ordnede fortovet, mens en flok bar ting frem og tilbage. De var de eneste i gadebilledet fra tidligt formiddag til sen eftermiddag.

Vi andre sad indenfor i vores kølige aircondition, for solen gjorde det ulideligt at være udenfor, medmindre man tog et dyp i poolen.

Sådan var det i august i år, da jeg sidst var i Qatar.

Migrantarbejderne arbejdede i den brutale varme for at gøre Doha klar til VM tre måneder senere.

Fra sjette sal på mit hotelværelse kunne jeg se, hvordan de hver morgen ankom i små, slidte busser, der havde plads til omkring 20 arbejdere. En parade af busser kom næsten hver morgen ude fra ørkenen og satte arbejderne af rundt omkring i byen, inden de hentede dem igen ved aftensmadstid.

Jeg er nu tilbage i Qatar, og de er næsten alle sammen væk. Tirsdag besøgte jeg ”mit” gamle nabolag for at se, hvordan VM har ændret området.

Fra mit gamle hotelværelse kan man nu ikke se én eneste arbejder i en blå kedeldragt. Før fyldte de hele udsigten, men nu er de erstattet af fodboldfans og andre turister. Det samme er sket på hotellet, der før i tiden blev brugt som corona-karantænehotel for migrantarbejdere, når de kom til landet, inden de skulle bo ude i ørkenen.

Dengang kunne jeg komme ned i lobbyen og møde 15 nepalesere, der lige var sat af flyveren. Det kan man ikke på hotellet under VM.

De slidte busser kører heller ikke længere rundt i byen. De er erstattet af nye VM-busser, hvor der er skruet noget mere op for komforten.

Nabolaget afslørede også, at Doha dog ikke står så snorlige, som jeg tænker, at arrangørerne havde ønsket. Der er stadig store pladser med murbrokker eller slidte, faldefærdige huse omkring 10 minutters gang fra turistområdet Souq Waqif.

Tilbage i september snakkede jeg med en arbejder på en stor byggeplads, der fortalte, at pladsen under VM skulle være parkering. ”Det når de aldrig”, tænkte jeg, men det var han overbevist om, at de gjorde.

Det gjorde de ikke.

Pladsen er nu asfalteret, men der mangler stadig at blive lagt rør ned og gjort det sidste, før den kan tages i brug.

Og sådan ser det ud flere steder. Halvfærdige byggeprojekter, der ridser lakken på det ellers polerede Doha.

Det blev sidste år besluttet, at offentlige byggerier skulle sættes på pause under VM og antallet af migrantarbejdere skulle minimeres.

Men der er pyntet op til VM. Der er lavet store fanzoner, hvor man kan se koncerter eller fodbold. Der er hængt flag og farver rundt i hele byen, og på højhusene kører LED-skærme med fodboldspillere.

De blå, beskidte kedeldragter er skiftet ud med polerede uniformer på frivillige og politibetjente. Det er mit indtryk, at de fleste lige er kommet til landet.

Jeg har flere gange spurgt nogle af dem om vej, hvor de ikke anede, hvor det var. Senere finder jeg ud af, at det ligger 100 meter fra dem. De står med store skum-hænder og peger menneskeflokken rundt.

De er blevet instrueret til at gøre nogle få ting, og det er det, de forståeligt holder sig til. Det kan blot være frustrerende nogle gange.

Må ikke være glad

Det er underligt at være tilbage, når VM-karavanen er rullet ind. Når jeg går rundt i fanzoner, på stadioner eller i Souq Waqif, kan jeg ikke lade være med at tænke på de historier og skæbner, jeg har mødt på min vej siden sidst, jeg var her.

At homoseksuelle måske sidder i fængsel lige nu, fordi de har haft datingappen Grindr på deres telefoner. At mennesker, der troede, at et arbejde i Qatar vil give dem et bedre liv, faktisk har gjort det dårligere. At en familie hjemme i Kenya savner sin søn, der kom hjem fra Qatar i en kiste.

Imens kan jeg se fodboldfans hoppe, synge, danse og huje i gaderne. De ligner ikke nogen, der har de samme skrupler, som jeg har. Jeg føler oprigtigt ikke, at jeg må være glad. Det ville være upassende.

Jeg snakkede med en tuneser efter kampen mod Danmark. Han bor i Frankrig og har fulgt den europæiske debat om Qatar som værtsland. Han synes, den var blevet skinger og misvisende. I Tunesien havde boykot slet ikke været på tale.

I det nordafrikanske land glædede man sig over, at verdens største fodboldfest endelig kom til et arabisk land. Og efter kritikken af værtslandet havde den tunesiske fan faktisk oplevet, at de arabiske fans nu holder endnu mere sammen. Selvom han egentlig er fan af Lionel Messi, jublede han over, at Saudi-Arabien slog troldmandens Argentina.

Foruden de arabiske fans er jeg stødt på en del mexicanere, der har taget den lange tur til Mellemøsten. Heller ikke her ser det ud til at boykot-diskussionen har været stor.

Sidst jeg var i Doha, snakkede jeg med en mexicansk journalist. Det skete, da jeg tilfældigvis stødte på en pressetur på Qatars nationalmuseum. Turen var arrangeret af Qatar Supreme Committee, der havde inviteret journalister fra hele verden til Qatar med alt betalt, hvis de ville berette om turen i hjemlandet.

Den mexicanske journalist kiggede lidt underligt på mig, da jeg fortalte, at jeg selv havde betalt fly og hotel til Doha. Jeg kunne prøve at spørge guiden, om jeg også kunne få en gratis tur inden VM, foreslog hun.

Turens formål var at vise journalister Qatars kultur og fremskridt. Udover nationalmuseet skulle de besøge stadioner og Souq Waqif. Den minder lidt om den tur, David Beckham fik, da han skød en promoveringsvideo for Qatars turisme.

Saglig kritik eller hån?

Når man kritiserer værtslandet på de sociale medier, får man ofte en kommentar om, at vi vesterlændinge skal respektere den arabiske kultur, når vi kommer til et arabisk land. Ligesom vi synes, at turister skal indordne sig efter danske forhold.

Det er en rigtig pointe, og derfor går man også hele tiden rundt med et dilemma hernede. For hvornår påpeger man reelle problemer, og hvornår gør man grin med et land med mennesker, der gør alt for, at det første VM i Mellemøsten bliver en succes?

Der er en balancegang.

Man kan ikke undgå at mærke den store glæde, der lyser ud af de arabiske fans i Dohas gader. De er lykkelige for, at verdens største fodboldfest er kommet til deres region. En fest, som mange ikke har følt sig inviteret til tidligere.

Hos de arabiske fans er man dog trætte af, at det er manglende øl, ukorrekte tilskuertal og en flad stemning, der fylder i de vestlige medier.

Historier med problemer, der kun fylder i spalterne for at gøre grin med værtslandet og regionen, føler de.

De små historier gør, at de lukker ørerne for de store strukturelle problemer på den arabiske halvø.

For selvfølgelig skal vi kritisere et værtsland, der ikke overholder menneskerettighederne for en stor del af sin befolkning. Der arresterer mænd, hvis de går med make-up eller har datingappen Grindr på sin telefon.

Det kan det store teater, der lige nu er kørt ind, ikke dække over, selvom både Qatar og FIFA så gerne vil have, at det nu skal handle om fodbold.

Foto: Getty Images