Kom med Medianos reporter på besøg i en af de migrantlejre, der har fyldt så meget i optakten til VM - men som fylder mindre nu, hvor der spilles fodbold i Qatar.

Af Søren Førby

Denne artikel bringes takket være Støt Mediano. Det er takket være de mange Støt-medlemmer, at vi kan betale en dygtig journalist for at skrive artikler fra den Arabiske Halvø. Klik her for at blive Støt-medlem.

Postkort fra migrantlejren

VM er i gang i Qatar, og de kritiske historier om værtslandet er stilnet i takt med, at fodbolden fylder mere og mere. De seneste måneder har Mediano sagt fokus på dagligdagen en migrantlejr i Qatar set ud fra sikkerhedsvagten Phillips øjne.

Jeg var i Phillips lejr tilbage i august, og i denne uges postkort har jeg igen besøgt lejren for at se, hvordan VM-stemningen er 50 kilometer væk fra Doha.

Kære Danmark

Luften var tyk og fugtig, da vi bevægede os gennem gangene. På væggene hang blå kedeldragter, refleksveste og andet vasketøj på lange tørresnore, der kun blev afbrudt af dørene ind til de tætpakkede værelser.

Bag dørene lå arbejdere i sine køjesenge og tog et hvil. Det var midt på dagen, solen stod højt på himlen, og selv i november var der stadig flere, der foretrak at være inde i aircondition.

Ude i køkkenet stod en mand og lavede mad over flere gasblus, og selvom det sikkert var lækker mad, var det lugten fra toilettet, der havde overtaget i bygningen.

Midt på gangen stod et slidt elektronikskab, hvorfra der hang ledninger med gaffatape.

Overalt på gangene var væggene fugtige. Flere steder var der skimmelsvamp. Det kan ikke være sundt at bo der. Men det gør omkring 100 byggeriarbejdere, der har været med til at bygge hoteller inde i Doha.

Omkring 50 kilometer fra lejren kæmper fodboldspillere om at blive verdens bedste på de otte stadioner rundt i Qatar. Der var ikke meget VM-stemning i lejren udover et enkelt argentinsk flag, der vajede ude foran en af de slidte bygninger.

Stilheden i lejren var en stor kontrast til de larmende og glade fans rundt omkring i Doha. I hovedstaden fylder fodboldtrøjer og flag alt i gadebilledet, og man kan altid snakke med fremmede om dagens resultater.

Det kunne man ikke i lejren. Der var ikke den samme begejstring over, at VM nu endelig var kommet til Qatar. Heller ikke Phillip var begejstret for VM. Han har ikke et hold, han hepper på. Det, han håbede mest på, var at Qatars landshold ville blive udspillet.

Han fik sit ønske opfyldt. Qatar er den dårligst præsterende værtsnation på banen nogensinde. Ingen værtsnationer er blevet slået ud efter to runder før Qatar.

Politiet var til frokost

Jeg blev hentet nogle hundrede meter fra mit hotel af Phillip og hans ven Sharmin. Jeg bor tæt på en metrostation, hvor der sidder en del overvågningskameraer på siden. Det samme er der på hotellet, så det var bedst at stige ind i bilen ved en mekaniker, der ikke har overvågning, længere nede af vejen.

På min telefon var alle qatarske apps slettet, så der var mindre mulighed for at spore min telefon. Qatar Airways, coronaappen Etheraz og Hayya-appen, som er et krav fra Qatars regering, hvis man vil ind på stadioner, var væk.

Paranoidt, måske, men der skulle ikke tages chancer med hverken min og i endnu højere grad Phillip og Sharmins sikkerhed.

Der har tidligere været historier om, hvordan Qatars regering eksempelvis overvåger homoseksuelles telefoner eller anholder journalister for at befinde sig ude i lejrene.

Jeg var iklædt så meget tøj som muligt, selvom termometret udenfor sneg sig op på 25 grader. Lange bukser, en lang trøje, kasket og solbriller skulle dække min hvide hud ude i lejren.

Jeg var lidt i tvivl om fodbeklædningen. Sandaler er klart mest behagelige i varmen. Sneakers var bedre til at løbe fra politi, hvis vi skulle ende i den situation.

Efter et par løbe-forsøg i sandalerne på hotelværelset, fik jeg overbevist mig selv om, at jeg godt kunne løbe i dem.

Sharmin er taxachauffør fra Bangladesh og har været i Qatar i syv år. Han er ligesom Phillip stærkt utilfreds med forholdene i lejren. De bor i samme lejr.

De seneste syv år har Sharmin været i Bangladesh sammenlagt tre måneder for at se sin kone og to børn. Han har videoopkald med dem hver dag, men har ikke råd til at tage hjem så ofte.

Phillip har tidligere fortalt, at politiet har skruet op for sin tilstedeværelse i lejren. Kort før VM patruljerede politibiler i lejren. Under VM nøjes de med ofte at stå ved indfaldsvejen til lejren for at tjekke ID på alle bilister.

Vejen fører kun ud til lejre og bliver typisk kun brugt af migranter.

Det er ikke altid, at politiet spærrer vejen for at tjekke ID. De står der typisk om morgenen og om eftermiddagen. Nogle dage står de der dagen lang, men ofte kryber de i skygge eller kører ind til byen for at spise frokost.

Sharmin havde kontakt til et par kammerater, der skrev fem minutter før, vi ankom, at politiet ikke stod der, så vi frit kunne køre igennem.

De stillestående busser

Da vi kørte ind på vejen, skiftede vejens beskaffenhed. En smal vej med store huller, der gjorde det umuligt for Sharmin at køre mere end 10 km/t.

Vi blev budt velkommen af en række stillestående lastbiler og busser, da vi efter 10 minutter kom til lejren. Og selvom det var fredag, landets fridag, stod der mange flere, end der gjorde i august, hvor jeg også besøgte lejren på en fredag.

Busserne bliver ikke brugt lige så hyppigt, som før VM gik i gang. Næsten alle offentlige byggerier er sat på pause, mens VM er i landet. Det betyder, at mange af Phillip og Sharmins tidligere naboer er sendt hjem og ud af Qatar. Og det betyder også, at busserne ikke skal ind til byen så ofte.

Ellers var min første indskydelse, at lejren lignede sig selv, og da jeg fik det sagt i bilen, udbrød Sharmin:

”That’s the problem. Nothing gets done out here.”

Vi gik ind i en bygning for bryggeriarbejdere. Det var her, hvor vasketøj og fugt fyldte væggene. Der var beskidt overalt, og inde fra toilettet kunne man lugte kloakken.

Der sad en mand ude på gangen, som jeg prøvede at snakke til. Han forstod ikke meget engelsk, så Sharmin oversatte, men arbejderen frygtede at snakke med mig.

”Too much fear,” fik jeg at vide af Sharmin.

Tilbage i august havde arbejderne i bygningen en del problemer med manglende løn og dårlige forhold. Det var ikke blevet meget bedre.

Ligesom i august virkede bygningens aircondition stadig kun sporadisk. Der var flere timer om dagen, hvor arbejderne ikke kunne køle deres soveværelser. Med over 20 grader udenfor og 6-8 mænd i samme rum blev det hurtigt ulideligt varmt.

Lågerne til anlægget stod åben og ulåst, fordi cheferne havde lovet, at det blev fikset. Det var det ikke blevet efter flere måneder.

Mange af arbejderne gik for en måned siden til chefen for at klage over forholdene. Responsen var, at strømmen blev slukket i et døgn, fortæller Sharmin. Siden har de ikke klaget.

I lejrens gader var der støvet og beskidt. Flere steder stod skrald i det tørre sand. Nogle poser havde stået der i en uge, fik jeg at vide.

Der er ikke meget liv i de støvede gader. På et hjørne forsøgte et par mænd at komme i humør ved at drikke sig fulde i noget hjemmebrændt. Jeg stødte ikke på nogen, der så fodbold på et fjernsyn eller på en mobil.

Ingen arbejdere gik rundt i en VM-trøje, som man ellers ofte ser i Doha. Det kan være, at alle de fodboldinteresserede var taget ind til byen.

Mere opmærksomhed på journalister

I ruinerne fra en sammenstyrtet bygning sad to arbejdere i skyggen og fik en kop kaffe. De kiggede op fra koppen, da vi stoppede lidt derfra, og var meget interesserede i os, så vi besluttede at køre hurtigt videre.

Tilbage i august kørte Phillip og jeg rundt og tog kontakt til flere arbejdere. Vi snakkede kun med folk, der var isolerede, så det ikke var tydeligt for enhver, at der gik en europæisk journalist rundt.

Denne gang turde vi ikke tage kontakt til folk ude på gaden, fordi der er kommet mere fokus på journalister i lejren under VM.

Campus har fået at vide, at hvis de ser mennesker i lejrene, der ikke hører til, skal de kontakte politiet.

Alle lejlighedskomplekser har en campus, som er en migrantarbejder, virksomheden har udvalgt til at styre boligen. Han er en slags anfører og bindeled mellem virksomheden og migrantarbejderne og skal rapportere om livet i lejren til sine overordnede.

Phillip, Sharmin og alle andre migranter i lejren har fået at vide af deres campus, at de skal være ekstra opmærksomme og rapportere, hvis de bemærker de mindste uregelmæssigheder i lejren under VM. Som eksempelvis en journalist, der sniger sig rundt.

Det er lejre som Phillip og Sharmins, som værtslandet helst ikke vil vise frem for offentligheden.

Det har fået folk til at blive mere opmærksomme på journalister og har gjort flere endnu mere bange for at snakke med dem.

Storskærm i en anden lejr

Vi kørte over til en lejr 10 kilometer derfra. En lejr, jeg også besøgte tilbage i august. Her var der flere mennesker på gaden, og udenomsforholdene var noget bedre end hos Phillip.

Der var flere barberer, flere små butikker og et stort center, der mest af alt mindede om en Bilka. Der er også en ATM, hvor arbejderne kunne hæve penge. Det var der ikke i Phillips lejr.

Ved siden af centret var der opsat en storskærm. Sidst blev der spillet cricket i ørkensandet her, men nu var der rullet kunstgræs ud, så arbejderne kunne se VM-fodbold.

Der sad omkring 50 mennesker spredt ud på en fodboldbane. Omkring banen stod VM-nationernes flag og blafrede, mens de kastede skygger flere steder på banen. Arbejderne sad i flagenes skygge på banen.

Omkring banen sad flere politibetjente og holdt øje.

Jeg spurgte Phillip og Sharmin om, hvorfor der var så stor forskel på deres og denne camp. Det vidste de ikke, udover at deres lejligheder var billigere at leje for virksomhederne. Et værelse til 8 personer i deres camp koster 1800 riyal (3600 kr) om måneden. Det er 225 kroner per arbejder.

Og derfor er det billigere for virksomheden, hvis deres arbejdere bor i den lejr.

Deres værelser er små, gangene er fugtige og deres arbejdsdage er lange. De havde begge håbet på forbedringer inden VM, når hele verdens fokus har været på ørkenstaten.

Det er dog ikke sket, og de frygter, at det aldrig vil ske, når fokusset bliver fjernet fra Qatar efter VM-finalen 18. december.