Postkort fra migrantlejren: Et bedre liv
VM er forbi for længst. Her følger så også slutningen på serien Postkort fra migrantlejren, som Mediano lancerede op til slutrunden i Qatar. Migrantarbejderen Phillip ser tilbage på mørke år, men også en lysere fremtid.
Af Søren Førby
Denne artikel bringes takket være Støt Mediano. Det er takket være de mange Støt-medlemmer, at vi kan betale en dygtig journalist for at skrive artikler fra den Arabiske Halvø. Klik her for at blive Støt-medlem.
Postkort fra migrantlejren
Op til og under VM sidst i 2022 bragte serien Postkort fra migrantlejren, hvor den 25-årige migrantarbejder Phillip berettede om livet i skyggen af stadionprojektørerne. Dette er det sidste postkort, Phillip sender fra Qatar. VM sluttede for snart to måneder siden, men migrantarbejderes kritisable tilværelse i landet er ikke bragt i orden.
I januar har der i parker og gader siddet migrantarbejdere, der leder efter et arbejde. Mange er blevet fyret efter VM, fordi hele landet er sat i et lavere gear, end det har kørt med de seneste 12 år.
For Phillip er det også tid til at kigge tilbage på sin tid i Qatar, der har budt ham alt fra fængsel til ubetalte lønninger. Han har kun set sin datter, der blev født få måneder inden afrejse, én gang, men alligevel er han overbevist om, at fire-fem helvedesår i Qatar var det rigtige at gøre for hans lille familie.
Kære Danmark
VM i Qatar er slut. Messi fik sin guldmedalje, og Qatar fik alt det drama, flotte fodboldspil og glade mennesker, landet havde betalt for.
Der blev ikke drukket meget alkohol under slutrunden, men alligevel har Doha tømmermændsblues her snart to måneder efter sidste fløjt, fortæller Phillip. Gaderne føles tomme, den høje musik er slukket, og fan-zonerne er pillet ned.
Under VM var migrantarbejderne gemt væk fra byggepladserne i Doha, da alle offentlige byggerier blev sat på pause. Nogle blev sendt hjem på obligatorisk ferie. Andre blev sendt hjem i deres migrantlejr eller på deres værelse uden løn.
Der er igen mænd i blå kedeldragter på stilladserne rundt i Doha. Byggeriet er ved at komme ud af sin VM-dvale. Farten er dog ikke den samme som i årene op til slutrunden, og derfor har mange arbejdere oplevet ikke at blive kaldt tilbage på arbejde.
Når Phillip går rundt i byen, støder han på mange mænd fra sydasiatiske lande. De ligger i Dohas grønne områder og slapper af. Selv på en tirsdag formiddag, hvor ingen normalt har fri. Folk snakker lavmælt sammen og betragter menneskerne, der går forbi. Nogle drikker en vand. Andre grupper sidder bare i stilhed.
Ifølge Phillip er det folk, der ikke er blevet kaldt tilbage på arbejde efter VM. Alle brancher har gearet ned, så der ikke længere har brug for alle arbejderne, som da Qatar kørte i sjette gear på vejen til VM.
”De håber på, at de kan komme i arbejde igen. Ellers må de tage hjem,” siger Phillip.
Nogle VM-arbejdere, der blev hevet til Qatar for at vise turister vej til metroen, er blevet i landet for at søge arbejde. Mange af VM-arbejderne er også fra fattige asiatiske lande som Bangladesh, Indien og Nepal.
Problemet er imidlertid, at arbejderne ikke har et Qatar ID, som er obligatorisk at have for at opholde sig i landet i længere tid. ID’et er et bevis på, at migrantarbejderne har en sponsor, der har bragt dem til landet.
Når firmaer gerne vil af med deres arbejdere på en hurtig måde, annullerer de migranternes ID, så de dermed skifter status fra migrantarbejdere til illegal indvandrere.
Og det er en blanding af VM-arbejdere og arbejdere, der har været i landet længe, men som efter VM er blevet opsagt, der fylder gader og parker i Doha. De er på udkig efter en måde at forsørge sig selv og familien derhjemme.
Nogle sover på gaden, fordi de ikke har råd til at leje en seng.
Ifølge Phillip har de arbejdsløse migranter fået indtil 1. marts til at finde et arbejde, inden de vil blive sendt hjem. Phillip fortæller, at under normale omstændigheder bliver afrikanske og asiatiske arbejdere spurgt om ID en gang eller to om ugen af politiet.
Det er ikke længere tilfældet. Politiets ID-jagt er i dvale, men Phillip har hørt, at jagtsæsonen igen bliver genoptaget 1. marts, så alle, der ikke har et arbejde – og dermed ikke et ID – til den tid vil blive sendt hjem.
Politiet holder heller ikke længere vagt på vejen ind til den lejr, hvor Phillip bor. Det begyndte de ellers på i ugerne op til VM, hvor passagererne i alle busser og biler blev tjekket for ID. De ville vide, hvem passagerne var, og hvad de skulle i lejren.
Men efter VM er politiet mere eller mindre forsvundet fra lejren.
”De ville jo bare sikre sig, at journalister ikke kom ind i lejren for at se tilstandene,” konstaterer Phillip tørt.
Fra grisk chef til bedre job
Phillip har fået nyt job. Siden første postkort har han forsøgt at komme ud af sit gamle arbejde som sikkerhedsvagt. Hans tidligere chef ville have ham til at betale 4500 riyals (9000 kroner) for løsladelse fra jobbet. Hvis ikke han betalte, kunne han ikke skifte.
Et sådant gebyr er egentlig ulovligt at opkræve. Det blev det i en af de reformer, som Qatar indførte op til VM, da kritikken haglede ned over landet. Det er dog ikke alle steder – langt fra – arbejderne mærker reformerne.
Phillip arbejdede 10-12 timer om dagen, seks dage om ugen. Han var sikkerhedsvagt på hoteller rundt i Doha, og flere dage skulle han stå ved indgangen til hotellet. Han havde ikke fri adgang til vand. Han skulle stå op fem-seks timer i træk. Han kunne ikke være syg, havde ikke ferie og brokkede han sig, blev han straffet ved få lejrarrest, så han ikke blev kaldt på arbejde. Og når Phillip ikke arbejdede, fik han selvsagt ingen løn.
Nu er det dog lykkedes at slippe ud af chefens griske jerngreb. I årets første uge startede han som chauffør på et hospital i Doha. Når patienter eller pårørende ankommer til hospitalet, ruller de op til indgangen og kaster bilnøglen til Phillip, der så parkerer bilen for dem. Fuldstændig som man har set det i amerikanske film, når velhavende mennesker ankommer til en fancy restaurant.
Han har svært ved at skjule sin begejstring for det nye job. Lønnen er bedre, han arbejder kun syv-otte timer om dagen, og så får han én gang om året betalt en flybillet tur/retur til hjemlandet.
”Dette job er fair. Det var det andet overhovedet ikke, men det her er et godt job, så nu er jeg glad,” siger Phillip.
Fremmed for sin datter
Det er ved at være fire år siden, Phillip forlod sit afrikanske hjemland for at søge lykken i Qatar. Få måneder inden afgang blev han far for første gang. Han fik en lille pige. Hustruen har været alene hele datterens levetid.
Phillip har kun været tilbage i landet en enkelt gang. Det var i januar 2022, hvor datteren var tre år gammel. Han har ikke været der ved hendes første skridt, første ord eller andre førstegangsoplevelser.
Men det har været det rigtige at gøre, er hans konklusion, når han ser tilbage på fire strabadserende år i Qatar. Han er overbevist om, at han har skabt et bedre fundament for den lille families fremtid.
”Jeg har ofret nogle år af mit liv, for så kan jeg, min hustru og datter få et bedre liv derhjemme. Det er jeg sikker på, ” siger Phillip.
Han har tjent sendt flere penge hjem til familien, end det var muligt at tjene i hjemlandet. Dog er pengene kommet med en høj pris. Phillip har flere måneder ikke fået løn, og det har gjort, at han konstant har levet med frygten for, om han kunne forsøge familien næste måned.
Phillip har sovet på gaden i flere nætter, fordi hans arbejdsgiver havde udlejet sengepladsen til en anden. Og værst har arbejdsgiveren smidt ham i fængsel, fordi han havde brokket sit over forholdene. Dagen efter brokkeriet blev han vækket af en politibetjent og en kvinde fra HR, der kørte ham til den nærmeste celle. Der sad han i to dage, inden han blev løsladt igen. Uden forklaring.
De oplevelser tilsat en skefuld angst for at falde død om i varmen har været Phillips liv i fire år. Hvis rekrutteringsagenten, der fik ham til Qatar, dengang havde fortalt sandheden om arbejdsforholdene, var Phillip aldrig taget afsted.
Men da han var i Qatar, kunne han ikke slippe væk fra forhindringerne, chefen eller angsten. Så han var nødt til at tage én dag ad gangen, og efter fire år står han stadig op – og endda med et godt job.
”Men jeg har følt mig magtesløs i mange situationer, hvor jeg ikke kunne gøre noget som helst. Som da jeg var i fængsel, eller i de måneder jeg ikke fik løn. Jeg klagede, men det så ikke ud til at hjælpe noget,” siger han.
I dag sammenligner Phillip sig selv med de jævnaldrende, unge mænd i hjemlandet. Bortset fra at nogle af dem er blevet fædre et par gange, har tiden ellers stået stille i deres liv, mens Phillip har været i Qatar.
Han har selv fået arbejdserfaring fra et land i udvikling, og om lidt har han færdiggjort et seks måneders arkitekt-kursus, der gør ham i stand til at tegne huse tilbage i hjemlandet. Ifølge ham er det mere uddannelse end dem, der tegner husene hjemme i landsbyen nu. Han drømmer om at få succes som arkitekt.
”Hvis jeg kan blive ham, der tegner husene derhjemme, så kommer min familie aldrig til at mangle noget. Jeg tror, at det er realistisk, fordi jeg har min uddannelse og har set mange arkitekttegnede bygninger her i Doha.”
Phillips øjne lyser helt op, når han fortæller om fremtiden hjemme i Afrika. Årene i Qatar har været de fire mest forfærdelige i hans levetid, men han er stolt over, at han har kæmpet sig igennem det og har skabt et solidt fundament til et bedre liv for ham, hustruen og ikke mindst datteren.
Mediano bragte det første Postkort fra Migrantlejren tilbage i september måned. I alt har migrantarbejderen Phillip via Søren Førbys pen berettet om livet i Qatar i otte breve fra Den Arabiske Halvø, og Søren Førby har skrevet yderligere en håndfuld reportager fra VM-værten.
Det har kunnet lade sig gøre takket være bidrag fra Støt Mediano. Bliv frivillig abonnent og bidrag til, at Mediano kan lave endnu mere ambitiøs og kritisk journalistik.
Foto: Getty Images
