Ny artikelserie: Postkort fra migrantlejren
Frem mod VM i Qatar i november sætter Mediano fokus på de stærkt kritisable forhold, der er fundamentet for den kontroversielle slutrunde. I en ny artikelserie vil vi ugentligt berette om livet for de migrantarbejdere, der har været med til at forberede Qatar til VM, og hvoraf tusinder har mistet livet undervejs.
Af Søren Førby
Denne artikel bringes takket være Støt Mediano. Det er takket være de mange Støt-medlemmer, at vi kan betale en dygtig journalist for at skrive artikler fra den Arabiske Halvø. Klik her for at blive Støt-medlem.
Postkort fra migrantlejren
Verdens største sportsbegivenhed løber af stablen om mindre end to måneder, når VM bliver sparket i gang i Qatar. Slutrunden kommer til at tiltrække opmærksomhed fra hele verden, og landet glæder sig til at vise sine milliardinvesteringer frem.
Men for nogle er virkeligheden i Qatar langt fra det, landet viser frem til slutrunden. I små lejre ude i ørkenen bor millioner af migrantarbejdere langt væk fra VM, luksushoteller og eufori.
I denne artikelserie kommer vi tættere på livet i en migrantlejr. Phillip, en migrantarbejder, vil i ugerne op til VM fortælle, hvad der egentlig sker i en lejr og om de problemer og vilkår, migrantarbejdere lever under. Problemer, der sjældent bliver hørt uden for lejren.
Kære Danmark…
I starten af sidste uge fik Phillip endnu et jobtilbud. Det er det tredje job i år, han ikke kan tage imod, selvom det er hans store ønske at få et nyt job. Det har han villet i flere måneder, men hans chef gør det umuligt for ham.
Phillip har arbejdet for firmaet, siden han kom til Qatar for fire år siden. Arbejdsløsheden i hans afrikanske hjemland var så høj, at han næppe vil komme til at tjene nogen penge. Udsigten til en arbejdsløs tilværelse fik den dengang 22-årige afrikaner til at søge lykken i nyrige Qatar, der skreg på arbejdskraft.
Men arbejdet har ikke været, som han forventede eller blev lovet. Han bor på et værelse med fem andre mænd. Tre køjesenge er presset ind i rummet på ni kvadratmeter og efterlader kun lige gulvplads nok til et par kufferter.
Værelset er slidt, og væggene har pletter, der ser usunde ud. Køkkenet deler de seks mænd med 20 andre arbejdere.
Phillip er ved ved at få nok af sin arbejdsgiver. Han arbejder 12 timer om dagen som sikkerhedsvagt på et hotel. Han står der seks dage om ugen til en løn, der svarer til 3600 kroner. Det er omkring 12,50 kroner i timen.
På papiret har han fri hver fredag. Det sker dog ofte, at han bliver kaldt ind på arbejde på sin fridag, så han nogle gange arbejder 18 dage i træk.
Det kunne han være sluppet fri af med det nye job, hvor arbejdsdagen kun består af otte timer som sikkerhedsvagt på et hotel. Han ville tilmed få 200 riyals (400 kroner) mere i løn om måneden.
Og ved siden af det skulle han rykke ud af sit nuværende hjem og ind i en anden migrantlejr. Her skulle han kun dele værelse med én anden arbejder. Samme størrelse rum, mere gulvplads og ingen køjesenge, for her var der plads til to enkeltsenge.
Men sådan blev det ikke. Hans nuværende chef vil ikke give ham det fratrædelsespapir, han skal have for at skrive under på en kontrakt på det nye arbejde.
Det koster virksomheden en masse penge, hvis den skal erstatte Phillip. Først og fremmest skal agenterne, der etablerer kontakten mellem virksomheden og arbejderne i udlandet, have en hyre. Dernæst koster det en flybillet til migrantarbejderen, og til sidst går der nogle måneder, før den nye arbejder er fuldstændig inde i jobbet.
Da Phillip bad om at blive løsladt fra sin kontrakt, blev han mødt med et umuligt krav. Arbejdsgiveren vil have 4500 riyals (9000 kroner) for at give ham fri. Sidst han bad om at blive fritstillet, kostede det 500 riyals (1000 kroner) mindre.
Phillip har en månedsløn på 1800 riyal (3600 kroner). Det første, han gør hver måned, er at sende 800 riyals hjem til sin familie i Afrika. I løbet af en måned bruger han omkring 400 riyals på mad, og lever han billigt, kan han putte 600 riyals (1200 kroner) på sin opsparing.
Han vurderer, at det vil koste ham 6-7 måneders opsparing at blive fritstillet.
I Qatar er forholdet mellem arbejdsgiver og -tager langt fra det, vi kender i Danmark. Arbejderen er underlagt virksomhedernes ofte stramme regler. Er virksomheden utilfreds med migrantarbejderen, kan den uden varsel opsige ham og sende ham hjem til Ghana, Pakistan, eller hvor han nu kommer fra.
Det hedder kafala-systemet. Det er blevet kritiseret af flere menneskerettighedsorganisationer, der kalder det moderne slaveri, da virksomhederne dybest set ejer deres migrantarbejdere.
Systemet betyder, at alle migrantarbejdere skal have en sponsor i Qatar, før de må arbejde. Det er typisk arbejdsgiveren, og dermed har arbejdsgiveren ansvaret – og kontrollen over – migrantarbejderens visa og opholdstilladelse.
Ifølge menneskerettighedsorganisationer giver systemet arbejdsgiveren store muligheder for at udnytte sine migrantarbejdere, der ingen – eller i bedste fald dårlige – muligheder har for hverken at flygte eller klage.
Siden 2010, hvor Qatar fik tildelt værtskabet for VM 2022, er det væltet frem med historier om migrantarbejdere, der lever i slum eller arbejder mod deres vilje. Mange migrantarbejdere har også oplevet ikke at få løn i halve til hele år.
Før i tiden havde migrantarbejderne ingen rettigheder, men efter massiv kritik af kafala-systemet indførte Qatar en række arbejdsreformer.
I 2020 blev det på papiret gjort muligt for migrantarbejderne at skifte job uden chefens tilladelse. Tidligere skulle man have en NOC (No Objection Certificate) fra sin arbejdsgiver, der betød, at man hermed havde tilladelse til at få et nyt arbejde.
Foto: Søren Førby
Men NOC blev skrottet i 2020, og folk som Phillip kunne nu frit skifte arbejdsgiver. Det er hvert fald det, som FIFA og Qatar mener, når de fortæller, hvor meget VM har ændret de slavelignende forhold.
Men reformen er langt fra virkeligheden en times kørsel væk fra Doha og ud i ørkenen, hvor Phillip til daglig bor med flere tusinde andre migrantarbejdere.
Kafala-systemet er ikke nedlagt. Kun på papiret.
Phillip kan stadig ikke skifte job uden en NOC i hånden. Arbejdsgiverne efterspørger stadig brevet, når de skal ansatte nye arbejdere, da de ikke vil træde andre virksomheder over tæerne ved at ”stjæle” deres medarbejdere.
Ifølge den nye reform er det faktisk ulovligt for Phillips nuværende virksomhed at kræve de 4500 riyals (9000 kroner) for NOC. Det ved Phillip godt. Og det ved virksomheden godt.
De ved også begge, at det ikke vil hjælpe Phillip, hvis han klager over det. Det har han hørt for mange lignende historier om, så han har opgivet at prøve.
En ukendt protest
Det er ikke kun Phillip, der har problemer med sin arbejdsgiver. I den forgangne uge protesterede omkring 100 migrantarbejdere fra samme virksomhed mod deres arbejdsgiver.
Utilfredsheden kom sig af, at migrantarbejderne ikke længere vil få udbetalt madpenge. De vil ved næste løncheck få 1000 riyals (2000 kroner) udbetalt og ikke 1300 riyals (2600 kroner), som de plejer. De vil miste næsten en kvart løn.
De protesterende bestod primært af rengøringspersonale og tea-boys (en migrantarbejder, der er ansat til at gøre téen klar).
I stedet ville virksomheden spare pengene og servere mad for migrantarbejderne. Men første aften med den nye madordning endte i frustration.
Maden var så dårlig, at den blev kaldt ”hundemad” af en migrantarbejder, som ellers på ingen måde er vant til gourmet.
Det fik de mange arbejdere til at protestere. De vil selv bestemme, om de skal have ris, kylling eller suppe til aften.
I en video, der blev sendt rundt i migrantlejren (også til Phillip), kan man se en flok utilfredse migrantarbejdere, der står i kø for at fortælle virksomheden, at de har verdens værste kokke, og de vil have lov til selv at lave mad.
Phillip bor 500 meter derfra. Dagen efter gik han 500 meter langs grusvejen og ned til deres kvarter for at snakke med de protesterende. Protesten havde ikke umiddelbart hjulpet. Migrantarbejderne havde fået at vide, at de hjertens gerne selv måtte lave mad, men de vil stadig blive trukket 300 riyals i løn.
Ifølge Phillip sker disse ”små” protester ofte i lejren. Nogle gange over lønnen, andre gange over de manglende fridage og ja, nogle gange fordi arbejderne får nok af forholdene.
Utilfredshederne slipper dog sjældent ud af campen, da arbejderne ofte ingen kontakt har med personer uden for migrantverdenen. Det ved virksomhederne godt, så det er usædvanligt, hvis protesterne fører ændringer med sig.
En af de mad-protesterende skrev i denne uge, at de stadig ikke fik madpenge. De har fået at vide, at det måske bliver ændret næste måned. Det er dog ikke længere hundemad, de får serveret.
Maden er nu ”little good”.
Phillip er ikke det rigtige navn på personen i denne artikel. Migrantarbejderen er anonym af hensyn til hans egen sikkerhed. Det har tidligere haft store konsekvenser for migrantarbejdere, der fortalte om deres problemer. Redaktionen har mødt ”Phillip” i migrantlejren og er bekendt med hans rigtige identitet.
Denne artikel er kommet til verden takket være Støt Mediano.
Mediano har siden 1. januar 2020 valgt ikke at have partnere, der beskæftiger sig med betting, casino og kviklån.
Vi har den seneste tid fået mange nye frivillige abonnenter, der er med i Støt Mediano og betaler for, at vi også kan lave udsendelser, der ikke er kommercielle og/eller ikke har nogen partner. Og for, at vi kan lave et medie om fodbold uden, at bettingindustrien er med.
Her er vores beskrivelse og status på Støt Mediano og udviklingen - det er også vores vision for fremtidens Mediano.
Vil du også være med, så kig forbi Støt Mediano.
Mediano har gennem de seneste år dækket det kontroversielle VM 2022 i serien ‘Vejen til Qatar’. Her kan du finde erklæringen, da serien blev præsenteret for snart to år siden.
Og nedenunder kan du lytte til afsnittene i ‘Vejen til Qatar’:
Foto: Søren Førby
