Mediano Superliga: Brøndby-FC Midtjylland Special
Mandagskamp: To røde kort, nej kun et, men to straffespark og tre point mellem Superligaens nummer et og to. Der er lagt op til en direkte mesterskabsduel næste weekend efter FC Midtjyllands sejr på Brøndby Stadion. Her får du analysen af hvordan vi nåede hertil.
Af Alex Munk Hjort
Podcasten i denne artikel er lavet i samarbejde med Støt Mediano og Arbejdernes Landsbank.
Niels Frederiksen måtte smide sin gameplan i skraldespanden allerede efter 8 minutter, da anfører Andreas Maxsø blev udvist - det var i øvrigt Brøndbys tredje røde kort i de seneste seks kampe. Men det var ikke umiddelbart til at se, at holdet fra Vestegnen var i undertal. FC Midtjylland fik ikke kontrol over kampen og pludselig stod Simon Hedlund med bolden på straffesparkspletten.
Der skulle også et straffespark i den anden ende til, før midtjyderne for alvor vågnede op 0-1 blev til 2-1 på tre minutter lige inden pausen. Derfra lignede det aldrig andet end en sejr til Ulvene. Sejren blev også cementeret efter koks i opspillet fra Josip Radosevic, hvorefter Anders Dreyer kunne score til slutresultatet 3-1.
Med resultatet, og FC Københavns nederlag til Randers søndag eftermiddag, kan der nu være totalt pointlighed i toppen af Superligaen efter det direkte opgør i Herning på søndag. Inden da har FC Midtjylland dog lige en semifinale i pokalen mod Vejle.
Du kan i denne udsendelse blandt andet høre om:
Brøndbys forvaltning af undertalsspillet
Kontinuiteten i Brøndbys startopstilling
Hvilken placering Brøndby skal sigte efter nu
FC Midtjyllands defensive præstation
De offensive profiler: Dreyer og Isaksen
Hvem af FC Midtjylland og FC København der har fordelen i det resterende kampprogram
Ekspert: Steffen Dam
Vært: Alex Munk Hjort
Lyt med her:
Husk projekt 'Støt Mediano', hvor du kan blive frivillig abonnent på Mediano. Det kan du gøre her.
Du kan også læse om formålet med Støt Mediano. Det kan du gøre her.
Foto: Lars Rønbøg