Nov 24

Nov 24 Mediano Story: Vejen hjem fra Lerpytter - historien om Jacob Neestrup

To minutter inde i sin debut for FC København blev Jacob Neestrups aktive fodboldkarriere ødelagt. Det vidste den dengang 18-årige midtbanespiller dog ikke på det tidspunkt, så han kæmpede videre i fire år med en dårlig ankel, før han måtte give op. Det var en hård skæbne for en ung mand, men på den anden side; hvis han ikke var blevet tacklet så tungt dengang i Thisted, havde han ikke stået på sidelinjen som succesfuld FCK-cheftræner i dag.

Indlæst og skrevet af Thomas Pyndt

Vi er i denne uge gået i luften med vores helt nye kanal med navnet, Støt Mediano, og nu er den fjerde udsendelse klar i kanalen. Her får du artiklen at læse ganske gratis samt en teaser for portrættet af FC Københavns cheftræners Jacob Neestrups skæve vej til nutiden. Vil du høre den fulde udsendelse indlæst af Thomas Pyndt er det i kanalen Støt Mediano.

I alt udgiver vi i denne uge hele fem udsendelser i den nye kanal kun for medlemmerne af Støt Mediano:

MANDAG: Kroghs kærlighedsportræt af Parma
MANDAG: Mediano Breaking om AaB og stadionplaner i Aalborg
ONSDAG: Premier League Special - Ti år med Manchester United med Adam Møller Gomaa, Thomas Pyndt og Rasmus Monnerup.
FREDAG: Mediano Story - om Jacob Neestrups vej til FCKs trænerbænk
SØNDAG: Superliga Special om Hvidovre-Vejle og Viborg-FC København

Man havde selvfølgelig håbet, at den lokale helt Jesper Grønkjær ikke var lyskeskadet, og det var da også ærgerligt, at cheftræner Ståle Solbakken havde valgt at lade profiler som Jesper Christiansen, Tobias Linderoth, Michael Silberbauer, Atiba Hutchinson og Marcus Allbäck hvile benene hjemme i København i starten af et hektisk Champions League-efterår, men det var stadig en kæmpe begivenhed i Thy.

Lodtrækningen til 3. runde af pokalturneringen havde nemlig maget det således, at det ambitiøse og nyoprykkede 1. divisionshold fra Thisted FC havde trukket den forsvarende mester fra FC København – og så ovenikøbet hjemme på legendariske Lerpytter Stadion.

Og selv om kampen skulle spilles på en onsdag klokken 16.45, var der enorm interesse. Hjemmebanen med det særprægede navn var nemlig mere end udsolgt, og der blev sat en stadig stående stadionrekord på de kanter med hele 5813 tilskuere.

For FCK var det nok mere noget, der bare skulle overstås. Onsdagen før var man debuteret i Champions League med 0-0 hjemme mod Benfica, og tirsdagen efter skulle man en tur til Glasgow for at møde Celtic, mens Superligaen bød på kampe mod FC Nordsjælland og FC Midtjylland omkring pokalkampen på Lerpytter. Så det var et FC København i alternativ opstilling, der onsdag formiddag tog et privatfly til Thisted for at komme videre i pokalturneringen uden alt for mange sværdslag, men samtidig betød de mange sparede profiler også, at nogle af klubbens unge talenter håbede på spilletid.

Det gjorde den 18-årige midtbanemand Jacob Neestrup i hvert fald. Han var stadig tilknyttet U/19-holdet, men var begyndt at træne med førsteholdet en gang imellem, og det var gået fint.

”Jeg fik at vide, at jeg skulle træne med dagen før pokalkampen, og dér fik jeg så at vide, at jeg var med i truppen. Der blev udtaget 16 spillere, men man måtte kun skifte tre mand ind, så jeg frygtede jo, at jeg var det yderste mandat, men på hotellet inden kampen fik jeg så at vide, at det var jeg ikke. Så jeg sad der på bænken med en forventning om, at jeg ville komme ind på et tidspunkt, og det gjorde jeg så ved stillingen 1-0 til os,” fortæller den nuværende cheftræner i FC København om sin førsteholdsdebut for klubben 17 år tidligere.

Jacob Neestrup kom endda ind som den første mand fra bænken i stedet for angriberen Martin Bernburg, der dannede en alternativ frontduo med den normale centerforsvarer Michael Gravgaard. Det var selvfølgelig ikke en en-til-en-udskiftning, for Neestrup var mere en defensiv midtbanemand, men det var sådan, det blev.

”Jeg begynder at varme op lige efter pausen, hvilket jo er et lidt atypisk tidspunkt, og så er der et indkast, hvor Ståle bruger opholdet i spillet til at give Bernburg en lille overhaling, og så svarer Bernburg noget tilbage. Og sekundet efter, han gjorde det, kalder Ståle på mig. Så skal jeg ind i stedet for ham,” siger Jacob Neestrup.

Men debuten på førsteholdet blev en kort fornøjelse.

”Jeg er ret sikker på, at det er min første berøring, for efter et par minutter bliver bolden spillet op til Michael, der så lægger den af til mig. Den bliver lidt kort, men jeg når lige at prikke til bolden, før jeg så bliver tacklet af to spillere samtidig. En fra hver side.”

”Jeg får med det samme store smerter i knæet og bliver behandlet på banen, før jeg bliver støttet ud. Og så kan jeg huske, at jeg ligger der mellem sidelinjen og et hegn, som folk står bagved, og de er egentlig søde og behagelige,” fortæller Neestrup om den naturlige medfølelse rettet mod et ungt talent, der kun nåede at spille et par minutter af sin førsteholdsdebut, før det altså gik helt galt.

Men der var noget andet galt, end man egentlig troede i første omgang.

”Det paradoksale ved skaden var jo, at jeg havde så store smerter i mit knæ, at alle troede, at jeg var blevet korsbåndskadet. De tjekkede kun mit knæ, for det var der, jeg havde så ondt, og det passede med, at knæet havde fået et stort vrid i tacklingen. Det hævede op, og der var alle tegn på, at det var en potentiel korsbåndskade.”

”Jeg har aldrig haft så ondt i mit knæ før, og jeg var ret sikker på, at jeg var alvorligt skadet. Og på turen hjem i flyet – vi fløj med et af de der DAT-propelfly med den røde snude – tog smerterne til, og mit knæ blev mere og mere stift.”

”Jeg var jo helt knust. Det var et stort chok for mig, for jeg havde aldrig oplevet at blive skadet på den måde før. Og det var min første kamp, og jeg var et rigtig godt sted i min udvikling. Det var ikke en sjov tur hjem,” siger Jacob Neestrup om en kamp, som FCK i øvrigt endte med at vinde efter en afsluttende straffesparkskonkurrence.

For Thisted fik udlignet Hjalte Nørregaards føringsmål, før hjemmeholdet så brændte tre straffespark i træk, men det var selvfølgelig helt underordnet for den unge og alvorligt skadede midtbanespiller. Men det var bare ikke knæet, den var gal med.

”Et par dage efter fandt vi ud af, at jeg var sluppet med forskrækkelsen i knæet. Til gengæld begyndte jeg at få store smerter i den ankel, der havde fået et ordentligt skrald, da tacklingen blev sat ind fra begge sider. Den var hævet, og jeg mener også, at der var et lille brud, som jeg så blev behandlet for.”

”Så gik der måske seks uger, før jeg efter planen skulle prøve at løbe lidt på den, og så fik jeg nogle smerter i min fod, som jeg aldrig vil glemme. Jeg kunne ikke løbe lige ud. Der var ingen, der kunne forstå det, for skaden var helet, og der var jo ikke noget at se.”

”Til sidst besluttede Frank Odgaard at lave en kikkertundersøgelse af foden på hospitalet inde i Parken, og der fandt han ud af, at det var brusken i anklen, der var problemet. Det var simpelt hen blevet slået løst i begge sider, så han fjernede mere eller mindre det hele, og der var jo ikke nogen garanti for, at det bare ville komme tilbage.”

”Da jeg fik fortalt det hele bagefter, gik det for alvor op for mig, at det var alvorligt. Det var en rigtig dum skade. Faktisk værre end alt muligt andet,” siger fortidens midtbanemand.

Så set i bakspejlet havde et overrevet korsbånd måske næsten været bedre, for det kender man, og det er til at forholde sig til?

”Nej, for så havde jeg jo nok ikke været cheftræner i FCK i dag,” siger 35-årige Jacob Neestrup.

MANGE TRANSPORTTIMER MED BENDTNER

Jacob Neestrup voksede op på Amager og havde nærmest Fremad Amagers baner i baghaven, så det var naturligt, at fodbolden hurtigt fyldte meget. Og det viste sig også hurtigt, at han var ret god til det. Så allerede da han var syv-otte år gammel, skiftede han til KB med et par kammerater og en af holdets trænere, og et par år efter kom der mere tilgang fra Amager i form af Tårnbys jævnaldrende Nicklas Bendtner.

”Ja, og så kom Magnus Troest lidt senere igen. Han er 87'er, mens Bendtner og jeg begge er 88'ere, og vi blev rigtig gode venner, efter vi begyndte at spille sammen,” siger Neestrup om holdkammeraten på de unge årgange gennem seks sæsoner i KB, før Bendtner skiftede til Arsenal som 16-årig.

”Vi mistede lidt kontakten til hinanden, da han tog til England, men inden da var vi rigtig gode holdkammerater og hang ud sammen på Amager. Også Magnus Troest. Der var jo rigtig mange transporttimer. Jeg kan huske, at man tog bussen fra KB og ind til Hovedbanegården, og så stod man på 250S, hvor jeg så stod af på Sundbyvester Plads, og de kørte videre ud af mod Tårnby. Der har vi brugt mange timer sammen, når man fulgtes,” siger Jacob Neestrup om fortidens holdkammerat, der blandt andet scorede 30 mål i 81 landskampe for Danmark.

”Han var virkelig god. Han var så god, at selv om jeg som 35-årig har fået så meget erfaring og har arbejdet med rigtig mange dygtige spillere, så spørger jeg stadig mig selv, om Bendtner ville kunne have gjort det ene eller det andet. For mig er han stadig det måske største talent af dem alle,” siger cheftræneren om en holdkammerat, der blev en målestok for et topniveau.

”Nogle af de ting, han lavede, specielt når han trænede... Det var jo det, der var med Nicklas dengang, han var klart bedst, når han trænede opad. Når han spillede mod dem, der var ældre end ham selv. Det var der, han viste, hvor meget bedre end os andre han var,” siger Jacob Neestrup, der også var med til at vinde en del på de unge KB-hold, før Bendtner blev solgt.

Dengang spillede han selv på kanten, men han kunne også gå ind på en offensiv midtbane, indtil en juniortræner fik en ide.

”Det var faktisk først, da Jonnie Larsen, en af de bedste trænere, jeg nogensinde har haft, fandt ud af, at jeg ikke var særlig hurtig, men til gengæld kunne løbe meget og havde nogle lederegenskaber, at jeg kom ind som en kontrollerende spiller på den centrale midtbane. Han var juniortræner på det tidspunkt, så jeg har vel været 15.”

”Men jeg har haft mange dygtige ungdomstrænere. Jeg havde en træner, der hed Martin Korshagen, som arbejdede inde på Det Kongelige Teater i mange år og derfor også stoppede som træner i KB, jeg har haft Martin Andersen, Søren Belling, som måske var en af dem, der har betydet allermest for Nicklas Bendtner. Andreas Bering og så Johnnie Larsen, der jo mere var den hårde hund. Endelig var der Niels Sørensen til sidst som ynglinge. Han var meget punktlig og gik op i sådan nogle ting, som man måske dengang kunne føle var lidt ligegyldige. Så jeg har haft mange forskellige trænere, som jeg faktisk ofte tænker tilbage på.”

”Søren og Andreas var for eksempel ekstremt dygtige til at forklare ting. Det er noget af det, jeg går meget op i i dag. Kan man forklare komplekse ting på en enkel måde, og kan man undgå at gøre enkle ting komplekse. Det var de ekstremt dygtige til. Jonnie gav mere en hår på brystet. Han dyrkede min personlighed sindssygt meget. Jeg havde et samspil med ham – det havde han med nogle enkelte spillere – der kunne virke meget hårdt, men jeg elskede det,” fortæller Jacob Neestrup om de mange år på KB, der var med til at forme ham som menneske.

”Der er ingen tvivl om, at jeg var en rigtig god holdkammerat. Jeg tror, at mange følte sig trygge ved mig, for jeg var sjov at være sammen med, og jeg kunne være sammen med alle. Det har altid været min styrke. Og så kunne jeg godt tage ansvar inde på banen. Jeg har aldrig været bange for at tage konflikter inde på banen.”

”Jeg har været så glad for den opdragelse, jeg fik i KB, for jeg var altid en bedre kammerat i det fællesskab, der var i KB, end i det manglende fællesskab, der nogle gange kunne være i de klasser, jeg gik i, og hvor der ikke altid var plads til den lidt frembusende type, som jeg var.”

”Så på den måde er jeg taknemmelig for, at jeg har været i KB i så mange år, for ellers havde jeg været et dårligere menneske med et svagere værdisæt. Det er det, der er det fede ved sådan en holdsport, hvis man har nogle gode trænere omkring sig. Og nogle forskellige. Det er det interessante for mig, at de var så forskellige,” siger Jacob Neestrup om nogle af de folk, der var med til at præge ham i de unge år og sørge for at ordene 'gør drenge til mænd og mænd til drenge' over indgangen til KB også gjaldt ham.

Men da drengen så var blevet en midtbanemand på 18½ år, gik det hele i stå på grund af den grimme tackling oppe på Lerpytter Stadion i Thisted.

ET LANGTRUKKET FARVEL TIL FODBOLDEN

Den ramte den 20. september 2006, men han fik kæmpet sig tilbage, og otte måneder senere fik Neestrup Superliga-debut med et indhop fire minutter før tid i sidste spillerunde, da de sikre mestre fra FCK spillede 0-0 i Vejle.

Jacob Neestrup fejrer mesterskabet (og sin Superliga-debut) sammen med resten af FCK-holdet i Vejle i 2007. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Efter sommerpausen sad han på bænken i Champions League-kvalifikationskampene mod Beitar Jerusalem og Benfica, før han fik de sidste ni minutter af 5-2 sejren over Esbjerg i Superligaens 5. spillerunde i Parken foran knap 16.000 tilskuere.

Dengang betød hjemmebanedebuten meget for den unge spiller, men det kom bare aldrig videre end det. Han var på vej – og så alligevel ikke.

”På det tidspunkt var jeg et af de største talenter i årgang 88, hvis man tager Bendtner væk, men årgang 88-gruppen i KB var ikke lige så stærk som de senere årgange. Jeg var den bedste af dem, der var tilbage, men jeg var formentlig ikke dygtig nok i forhold til de årgange, der var omkring mig og som kom lige efter. For eksempel er Thomas Delaney årgang 91.”

”En gang imellem spørger jeg faktisk mig selv om, hvor stort mit talent egentlig var. Jeg ofrede meget, men jeg ofrede alligevel ikke alt, når jeg sammenligner med de unge mennesker i dag. Og så er det klart, at den ankelskade også gjorde noget, så det vil jeg aldrig kunne få et svar på,” siger Jacob Neestrup.

Men han spillede dog stadig noget i FCK-regi. Desværre for ham var det nede på reserveholdet i 2. division, og det var ingen succes.

”Ja, jeg spillede kampe, men det var jo ikke et set-up, der var noget. 2. division dengang var bare dårlig fodbold på dårlige baner. Alt var dårligt. Det var lidt tamt,” husker Neestrup.

Og i sommeren 2009 var det slut med FCK. Den nu 21-årige midtbanespillers kontrakt løb ud, og så rejste han til Norge og tørnede ud for Stavanger IK, der endte med at rykke ud af den næstbedste række, før han spillede nogle måneder på Island i foråret og sommeren 2010. Men anklen gav større og større problemer, selv om det blev til 12 kampe i Norge og seks kampe på Island.

”Jeg synes ikke, at det var sjovt at spille. Når jeg kigger tilbage i dag, så var Norge og Island et langtrukket farvel til min identitet som fodboldspiller. For uanset om du er topspiller eller bare en fodboldspiller, er det svært at give slip på. Identiteten i at være fodboldspiller.”

”Så jeg var ked af det og bitter, og jeg syntes, det var rigtigt, rigtigt svært. Det var jo en løgn over for mig selv at spille deroppe. Jeg vidste godt, hvad vej pilen pegede, men det var også svært at sige til mig selv, at jeg ikke skulle være en del af det liv længere.”

”Og så kan jeg huske, at jeg ringede hjem til min far oppe fra Island og sagde, at nu ville jeg ikke spille fodbold mere. Nu ville jeg bare hjem. Og så kom jeg hjem,” siger Jacob Neestrup, der opgav drømmen om at blive professionel fodboldspiller i efteråret 2010, fire år efter tacklingen i Thisted.

Men selv om det selvfølgelig var hårdt, er han stadig glad for den tid, han brugte i Norge og på Island.

”I dag er jeg meget taknemmelig for mit ophold i Norge, for blandt mine holdkammerater fra dengang har jeg i dag fået to-tre rigtig nære venner. De sov hos mig og min kone for nylig, da vi spillede Champions League mod Bayern München, og jeg er også oppe at besøge dem. Og det er alligevel ved at være mere end 10 år siden, og de har jo også et helt andet liv i dag.”

”Og så er jeg også glad for at have boet på og oplevet Island, for det er et meget specielt sted på jorden. Jeg har set nogle ting, jeg ellers aldrig ville have set,” siger Jacob Neestrup om nogle positive sideeffekter af den professionelle karriere, der kuldsejlede alt for tidligt.

Men hvad kunne det være blevet til, hvis han ikke var blevet skadet så tidligt? Da undertegnede interviewede Neestrup i efteråret 2007, nævnte han William Kvist som et forbillede som en midtbanespiller fra KB's egne rækker, der havde taget et skridt ind på Ståle Solbakkens hold, og Kvist endte jo som en stor profil med masser af mesterskaber, landskampe og en udlandskarriere i Tyskland og England.

Men han kunne måske også været blevet som den med Kvist jævnaldrende Morten Bertolt, der dengang i efteråret 2007 havde været på lån i norske HamKam og så småt var på vej videre til en lejeaftale i Viborg. Han nåede 14 kampe for FCK og 163 Superligakampe i alt for seks forskellige klubber.

”Jeg tror, det havde været som Bertolt. William Kvist havde jo det der med at kunne arbejde rigtig hårdt lige som Delaney. Og så var de også dygtigere end mig. Men der kommer også nogle tilfældigheder ind. Havner man i den rigtige klub på det rigtige tidspunkt?”

”Tag Silkeborg i dag. På det hold kan en gennemsnitlig spiller blive så dygtig i holdets stærke struktur, at han pludselig ender med at være – ja, tag Nicolai Vallys,” siger Jacob Neestrup om et spørgsmål, der aldrig vil blive besvaret.

Og hvad så med den ankel, der stoppede det hele?

”Jeg kan stadig mærke den på en kold dag, eller hvis jeg spiller med i kant til træning, men jeg har ingen problemer, når jeg løber, medmindre jeg skal hoppe eller dreje. Så jeg har ingen undskyldninger for ikke at dyrke det motion, der skal til for at være sund og rask, men jeg spiller for eksempel ikke oldboys, selv om det da kunne være meget sjovt, for jeg ville kunne mærke det,” siger Jacob Neestrup på den anden side af fortidens frustrationer.

Men dengang i slutningen af 2010 var det slemt.

EN KOP KAFFE ÅBNEDE DØREN TIL FREMTIDEN

Tiden i Norge og på Island havde gjort det klart, at det var slut, men det gjorde stadig ondt på den dengang 22-årige Jacob Neestrup.

”Da jeg kom hjem, var der nogle rigtig hårde måneder, for jeg vidste ikke, hvad der skulle ske. Jeg var afklaret med, at jeg ikke skulle være professionel fodboldspiller, og det havde jeg også fortalt til min omverden. Men så fik jeg mulighed for at starte som amatør i Fremad Amager, og det var jeg så glad for.”

”Jeg mener, at vi lå i Danmarksserien på det tidspunkt efter en tvangsnedrykning oven på en konkurs, men der var et omklædningsrum, og det var med en gruppe af tidligere Superliga-spillere, der skulle tage en uddannelse eller ville prioritere familie og job, men stadig spille et sted. Og så kunne vi jo hjælpe klubben med at rykke op.”

”Så jeg var i Fremad Amager to-tre måneder, mens jeg gjorde mig nogle tanker om, hvad jeg ville med mit liv. Og så var det så, at jeg tog en kop kaffe med Michael 'Mio' (Nielsen, red.) og Sune Smith-Nielsen ude i FC Københavns School of Excellence, som det hed dengang.”

”Det var faktisk Jesper Larsen, der er tidligere behandler i FC København, der satte kontakten op, for det var i en periode, hvor han hjalp mig med rigtig mange ting i den der bearbejdning af en ny identitet, for hva' fan' gør man. Og så drak vi den der kop kaffe,” siger Jacob Neestrup om endnu en afgørende begivenhed i hans fodboldliv.

For den snak betød, at tiden i Fremad Amager blev kort. Ja, faktisk endte han med at pjække fra træning derude i flere uger, for der dukkede pludselig noget op, som Neestrup aldrig havde overvejet.

”Jeg havde slet ikke tænkt over, at jeg skulle være træner, men så havde jeg den her kaffeaftale, der ender med, at Sune og 'Mio' siger, at jeg jo kan starte med at være med omkring Brian Riemers U/19-hold tirsdag og torsdag morgen.”

”Jeg tænkte, at det var perfekt, for så kunne jeg se, hvad det var, og så ved jeg ikke, om det var på grund af trænergerningen eller Brian Riemer som person, men jeg fandt meget hurtigt ud af, at det her skulle jeg være en del af.”

”Så i stedet for at være der tirsdag og torsdag morgen var jeg der hele tiden. Jeg arbejdede nærmest fuld tid, fordi jeg syntes, det var så spændende. Det var bare fedt, og jeg kunne ret tidligt mærke, at det her, det kunne og det ville jeg. Jeg fik omklædningsrummet tilbage, fællesskabet tilbage. Lidt af den identitet, som jeg jo stadig følte, at fodbolden havde været for mig på eliteniveau.”

”Og Riemer ville gerne hjælpe mig og fandt også ud af, at han kunne få en ressource og et makkerskab, og så endte jeg med at være assistent for Brian på U/19-holdet fra foråret 2011 til sommeren 2012. Det var med Jakob Busk, Andreas Cornelius, Casper Højer, Mads Aaquist, Danny Amankwaa. Det var en fed gruppe med mange dygtige spillere,” siger Jacob Neestrup om den tid, hvor han for alvor fandt sit nye kald i fodboldverdenen.

Og han var også god til det, for da Riemer i sommeren 2012 blev rykket op som assistenttræner for Ariël Jacobs på Superliga-holdet, og Morten Grahn blev U/19-træner, så overtog Neestrup ansvaret for U/17-holdet i FC København.

”Det var så måske også en postgang for tidligt, for jeg havde ikke fået mine trænerlicenser endnu, og jeg tror også, at der var lidt pres forskellige steder fra på grund af det. Sådan er det jo. Så efter seks-syv måneder fik jeg besked af Sune om, at jeg ikke skulle være U/17-cheftræner længere, men i stedet være med omkring U/14-holdet.”

”Det var et stort nederlag for mig. Jeg følte mig virkelig degraderet. Der var ikke noget med, at det var en dårlig måde, tingene blev gjort på. Jeg kan bare huske, at den var hård for mig. Og jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til at være U/14-træner. Så ville jeg hellere være assistent for U/17-holdet, for det var den aldersgruppe, jeg ville arbejde med.”

”Det gav jeg Sune besked om, og så blev det sådan. Klavs Rasmussen blev U/17-træner, og jeg var assistent for ham i et års tid, indtil jeg så blev U/17-cheftræner igen i sommeren 2014,” fortæller Jacob Neestrup, der havde brugt assistenttiden til at tage de nødvendige trænerkurser.

Og de næste fire år skulle så vise sig at blive ganske skelsættende for den unge træner.

”Det er de bedste trænerår i mit liv. Det var der, jeg udviklede mig mest, det var der, jeg blev bedst, for vi havde det fedeste miljø. Mange snakker jo om den her gyldne træner-generation i B.93 og Lyngby med Johan Lange, Thomas Frank, Niels Frederiksen og Kasper Hjulmand, der er det samme sted på samme tid.”

”Men vi havde altså også et stærkt miljø herinde fra 2014 til 2018 med mig, der jo trods alt er cheftræner i FCK, med Brian Riemer, der blev U/19-træner igen og nu er i Anderlecht, med Morten Grahn, der er Academy Director i City Group i New York og med Kenneth Weber, der er U/21-landstrænerassistent og et rent fodboldleksikon. Det var en god tid.”

”Jeg håber også, der sidder nogle spillere rundt omkring i Europa i dag og tænker, hvor heldige de var at have den trænergruppe på det tidspunkt. Der blev altså udviklet nogle fodboldspillere som Jonas Wind, Nikolas Nartey og Morten Hjulmand,” fortæller Jacob Neestrup.

DER ER ALTID EN VEJ TILBAGE

Men intet varer evigt, heller ikke en gylden tid som U/17-træner i FC København, for på et tidspunkt skulle Neestrup videre i karrieren, og det kom han ved at blive assistent for Ståle Solbakken på Superliga-holdet i sommeren 2018.

”Det var jo det næste skridt. På det tidspunkt kunne jeg sagtens gå ud og blive træner i en 1. divisionsklub, for de muligheder var der. Sune havde også en plan om, at der skulle til at ske noget, og det ville blive svært for mig at genopfinde mig selv med ny ledelsesstil og nye træninger. Så for mig var det verdens fedeste job, jeg kunne få,” siger Jacob Neestrup.

Jacob Neestrup midt på bænken i Parken i sin assistenttid under Ståle Solbakken.
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Efter et år med Superligaen tog den efterhånden 31-årige Neestrup så jobbet i en 1. divisionsklub med skiftet til Viborg, hvilket blev en succes, men selv om kursen var lagt mod den bedste række, valgte han i slutningen af 2020 alligevel at tage tilbage til København af familiære årsager og blive assistent for den nye cheftræner i FCK, Jess Thorup. Og da Thorup så blev fyret i september 2022, var det den nu 34-årige Jacob Neestrup, der på samme dag som knæskaden i Thisted 16 år tidligere og trods sin unge alder overtog det store job på sidelinjen.

Og det må man sige er gået ganske fornuftigt med et dansk mesterskab, en dansk pokaltitel og to ture ud i Champions League, senest med en meriterende 4-3 sejr over Manchester United i Parken.

Men hvad har den tidlige karriereafslutning som professionel fodboldspiller betydet for den unge cheftræner i storklubben?

”Hvis man sætter alt på spidsen, har den jo først og fremmest betydet, at det er en knap så heldig tilfældighed, der har givet mig muligheden for at være cheftræner i FC København. Var jeg ikke blevet alvorligt skadet, havde jeg nu formentlig skulle spille kamp i weekenden for enten Horsens, Sønderjyske eller Hvidovre måske. Og så var jeg aldrig blevet cheftræner i FC København.”

”Så hvis vi skal helt op på den store klinge, er der på den ene side mange tilfældigheder, man kan møde på sin vej gennem livet på godt og ondt, men jeg synes, at jeg med god samvittighed og i al beskedenhed kan sige, at jeg har mødt min modgang, men at jeg også med god hjælp fra familie og venner har taget et kæmpe aktivt ansvar for at være der, hvor jeg er i dag.”

”Det husker jeg faktisk både at klappe mig selv på skulderen for og samtidig sige, at jeg fortjener at gå inde i Parken. Men jeg minder også mig selv om, at når der er andre ting i livet, der lige er lidt svære, så er der altid den der berømte vej ud. Det bruger vi også i omklædningsrummet, hvis vi er bagud med et mål eller to i Jylland. Der er altid en vej ud, der er altid en vej tilbage,” siger den nu 35-årige Jacob Neestrup.

I Superligaen er han ikke længere den yngste cheftræner. Den titel indehaver FC Nordsjællands Johannes Hoff Thorup, som Neestrup i øvrigt tog Pro Licens med, men i Champions League-regi er han i særklasse den yngste chef på sidelinjen med 5½ år op til Dortmunds Edin Terzic og seks år op til Arsenals Mikel Arteta

”Jo, men det er jo også, fordi Nagelsmann ikke er i Bayern længere,” siger Neestrup, der dog er otte måneder yngre end den aktuelle tyske landstræner.

Men på trods af sin unge alder har han alligevel masser af trænererfaring, for han begyndte jo meget tidligt.

”Ja, jeg har meget erfaring, og jeg syntes også, at jeg havde meget erfaring, inden jeg blev cheftræner. Det var det, der var lidt paradoksalt. Hvad er erfaring? Jeg havde en giga erfaringsbank, da jeg skulle være cheftræner i FCK.”

”For jeg vidste jo, hvad FC København er for en størrelse, og derfor har jeg faktisk også enorm respekt for de resultater, som Ariël Jacobs lavede, og de resultater som Jess Thorup trods alt fik, for de havde ikke de samme forudsætninger, som jeg og Ståle havde i forhold til bare at forstå, hvad det her er for en klub. Man kan godt prøve at sætte sig ind i det, men forståelsen har man kun, hvis man har været her i mange år,” siger Jacob Neestrup efter en sjælden friweekend og med udsigt til et par spændende udekampe, der begge betyder noget særligt for ham.

I KAMP MOD FAVORITKLUBBEN FRA MÜNCHEN

Først gælder det et gensyn med Viborg på lørdag. Det er ikke første gang, han er derovre med FCK, men det er stadig specielt.

”Jeg glæder mig altid, når jeg skal tilbage til Viborg. Jeg ved, at de værdsætter den tid, som jeg havde i Viborg, og de ved, at jeg værdsætter den chance, de gav mig og den måde, de hjalp mig på. Det kommer jeg aldrig til at glemme, og det vil jeg altid være taknemmelig for,” siger Neestrup med en tanke tilbage på dengang, han stod som 31-årig cheftræner for et hold, hvor nogen af spillerne næsten var jævnaldrende

”Jeg tænkte, at det kunne være en udfordring, men det var det ikke. Men det er selvfølgelig en udfordring, som alle har tænkt, og derfor er jeg også mere og mere taknemmelig for, at de valgte netop mig. For de kunne have valgt så mange mere sikre kort til at tage det første spadestik i det nye Viborg FF. Og det var jo ikke, fordi der ikke var bump på vejen, da jeg var der.”

”Men ligesom jeg snakkede om de trænere, jeg havde, da jeg var helt ung, så hjalp specielt (sportschef Jesper, red.) Fredberg og Morten (direktør Jensen, red.), mig til at blive bedre. De løftede mig, og de gav mig al den tryghed og alt det rum, jeg skulle have for at udfolde mig som træner.”

”Der var ingen spændetrøjer, men der var en klar retning. Det er den her vej, du skal køre, og så skruede jeg bare lidt op for hastigheden, kan man sige, fordi jeg havde nogle ledere omkring mig, som bare var... Jeg ses jo stadig jævnligt med Morten, og vi spiser en frokost eller en aftensmad. Så det vil altid stå som noget specielt for mig, selv om jeg er københavner,” siger Jacob Neestrup og smiler ved tanken om, at to af hans inspirationskilder i karrieren i form af Brian Riemer og Jesper Fredberg nu arbejder sammen i Anderlecht.

”Det er en belgisk klub, der er i gode hænder, for det er det perfekte match. Det er jeg stensikker på. Og det har jeg også sagt til dem begge to,” siger cheftræneren i FC København.

Efter Viborg gælder det så den femte gruppekamp i Champions League-turneringen, hvor FCK har været en smule uheldige med kun at stå med fire point i skrivende stund. Men man har i den grad været med i de fire første kampe, og det håber Neestrup vil gentage sig, selv om onsdagen byder på en meget svær udekamp mod Bayern München, der i øvrigt også er FCK-trænerens favoritklub fra gamle dage.

Jacob Neestrup følger slagets gang i Champions League-kampen mellem FCK og Bayern München i Parken. På onsdag gælder det returopgøret mod FCK-trænerens udenlandske favoritklub.
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Og selv om fanforholdet aldrig har været som Ståle Solbakkens til Liverpool med et lavt medlemsnummer i den norske fanklub og et billede af Kenny Dalglish på trænerkontoret, er det da stort for Jacob Neestrup at skulle til München med FCK. For Solbakken nåede aldrig at komme i kamp mod Liverpool, mens Neestrup altså allerede i sin anden sæson trak sin udenlandske favoritklub.

”Jeg har jo fulgt dem jævnligt, både fra dengang de var lidt kritiserede, selv om de måske nok vandt nogle titler, men ikke altid spillede det kønneste fodbold med nogle egocentriske typer som Stefan Effenberg, og så til nu, hvor de jo fra Guardiola og frem har haft et hold, der fodboldfagligt er dybt interessant at følge. Og så synes jeg, det er imponerende, at klubben kan blive ved med at vinde. De skal hele tiden holde sig selv oppe på beatet og vinde næste søndag, selv om de har vundet 200 gange tidligere. Det er en svær øvelse, så for mig er det en interessant klub.”

”Grunden til, at jeg holder med dem, er tilbage fra 1999, hvor jeg var 11 år, og to af mine gode venner fra dengang var store United-fans. Det var med Schmeichel og Ferguson og Yorke og Cole og muligheden for at vinde The Treble.”

”Til at starte med ville jeg egentlig bare være den irriterende modpart i klassen, der ikke holdt med United lige som alle de andre. Så jeg holdt med Bayern uden rigtig at vide hvorfor, men så gik det jo sådan, at Bayern kom foran, og så scorede Sheringham og Solskjær i 91. og 93. Det var dengang, der blev lagt tre minutter til, og så syntes man, at det var meget.”

”Så til at starte med var det, fordi jeg gerne ville være ham, der holdt med de andre, men når kampen så endte på den måde, og Kuffour sad der på banen og slog sin knytnæve ned i græsset, fordi han havde tabt Champions League-finalen på den måde... Ja, så begyndte jeg at holde med Bayern München,” siger Jacob Neestrup om de store følelser af uretfærdighed, der dengang ramte en 11-årig dreng hjemme på Amager.

Det var dengang, han spillede på hold med Nicklas Bendtner i KB og fodbolddrømmene levede i bedste velgående. Tacklingen på Lerpytter Stadion var stadig langt væk, men den kom, den ramte – og den skabte en succesfuld cheftræner i FC København.