MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano Story: Mysteriet Pione Sisto

Mediano Story: Mysteriet Pione Sisto

Pione Sisto har forladt Superligaen. Et af de største talenter i dansk topfodbold – og et af de største mysterier – bandlyst og udstødt af klubben, der skabte ham. Klubben, som skulle genrejse den karriere, der allerede var på afveje, da han vendte retur 5. september 2020 kort før den corona-forsinkede sæson startede. Men selv de velkendte rammer i Ikast kunne kun kortvarigt gøre Pione Sisto til fodboldspiller igen. Mediano dykker her dybere ned i en skæbnefortælling om en spiller, der kunne drible enhver rundtosset, men som selv mistede orienteringen undervejs.

Af Klaus Egelund

I Medianos nye strategi, som hedder Lidt smukkere fodbold, river vi alle betalingsmure ned og skruer op for antallet af skrevne artikler. Artiklerne vil blive indlæst, fordi vi ved, at vores brugere holder af at lytte.

Der var noget ildevarslende ved pressemødet på MCH Arena 7. september 2020.

Pione Sisto kom hjem til FC Midtjylland og vendte i opløbet ryggen til FC København… og løverne betalte tilmed for privatflyet til Danmark.

Som Ekstra Bladets mand i Jylland var jeg var til stede i Europa Lounge den dag, som skulle være den helt store festdag, men i dag er det de kolossale advarselssignaler, som står tilbage i min bevidsthed.

Indrømmet: Hukommelsen er præget af det styrt mod afgrunden, som Pione Sisto endte med at tage, men allerede på dagen var oplevelsen så besynderlig, at jeg satte mig til tasterne med kraftige overvejelser om at spidse pennen og lade alarmen lyde.

Hvorfor nu det? Først og fremmest var der simpelthen for mange gabende huller i Pione Sistos overvejelser bag valget af FC Midtjylland.

”Mit hjerte valgte pludselig at tage FC Midtjylland. Jeg fandt ud af, at det altid har været mit ønske, men nogle gange bliver man testet,” forklarede Pione Sisto, og på driblerens udsagn fremgik det, at han på sit værelse på Hotel D’Angleterre nærmest havde fået en åbenbaring… En oplevelse som hans kamerahold havde optaget.

Ja… kamerahold. Pione Sisto vendte nemlig hjem til Danmark med et par kameramænd kredsende om sig som satellitter til at dokumentere alt omkring den skelsættende transfer.

Her kan du høre historien om Pione Sisto indlæst af forfatteren selv - Klaus Egelund:

Ankomsten skete på et bagtæppe af latterliggørelse fra Spanien næret af Pione Sistos berømte juice-diæt, isolation i forhold til truppen i Celta og den berygtede køretur på 3000 kilometer til Danmark under den første hårde nedlukning under corona-pandemien.

Og så var der Sistos egen beretning om depression efter det fejlslagne VM i Rusland.

Medier beskyldes ofte for at køre en forudsigelig stil, hvor helte bygges op… og rives ned igen. Jeg vil ikke afvise, at det kan opleves sådan, men det er jo ikke sådan, at journalister sidder på redaktionsmøder og beslutter sig for at hugge en tilfældig stjerne ned. Der er bare ting, som går ubemærket hen før berømmelsens spot rammer.

Hvem pokker bider mærke i, om en debuterende teenager spiller uden at binde sine snørebånd? Men sker det samme under VM, så er det pludselig noget.

Det var lidt, som om Pione Sisto trådte ind til det pressemøde i Herning på et nulpunkt. Jeg har dækket så mange spillere tidligere, der er kommet alvorligt i klemme under deres ophold i udlandet. Ofte bliver de ofre for et politisk spil i udlandet, hvor klubberne bruger medier til at presse uønskede spillere ud, og da de fleste udlandsproffer cutter forbindelsen til hjemlige medier, når de rejser ud, så står de isolerede, når stormen raser, uden et trygt sted at fortælle den anden side af historien.

Pione Sisto havde i den vanskelige tid ikke svaret sin telefon i Spanien, når jeg havde ringet. Og hans bror – og agent – Angelo Sisto gad heller ikke.

Den bevidsthed stod tindrende klart for mig, som Pione Sisto forsøgte at sætte ord på sin hjemkomst til MCH Arena.

Det var et brændt barn.

Efter alle officielle interviews valgte han at passe BT’s Farzam Abolhosseini og mig op til en længere snak om mediernes rolle – spørgsmålene kom fra Pione, men samtalen var bestemt ikke irrelevant eller dum. Normalt er den slags korridorsnak uvurdérlig. Paraderne er sænket, blokken er lagt væk, og det er bare en kærkommen mulighed for at træde ud af de professionelle roller og mærke hinanden som mennesker.

Rundt om samtalen svævede Pione Sistos to kameramænd…

Hverken Farzam eller jeg valgte at inddrage situationen i vores dækning af Sistos første dag i FC Midtjylland. Det uformelle i samtalen var ret oplagt. Da dagens artikler var afleveret, så undrede vi os stille over oplevelsen... men et par tabloide skriverkarle må tage det meste med.

Tvivlen kom Pione Sisto til gode. Der er ikke mange historier, jeg på samme måde ville ønske, at jeg kunne rejse tilbage og vinkle om.

Altså… nu finder jeg sydsudanesisk stammedans lige så eksotisk som min nabo, men når man nu har set Piones forældre danse rundt, da han blev udtaget til U21-landsholdet og A-landsholdet, så bliver det lidt iscenesat at se det igen… det var jo ikke fordi de valsede rundt i Vigo, da skiftet til Celta blev til noget.

Hvem pokker ønskede ikke at se hele Danmarks yndlingsflygtning rejse sig igen og forløse løftet om en stor fodboldkarriere? Jeg ville elske den fortælling. Og jeg troede oprigtigt på, at FC Midtjylland kunne hive Pione Sisto op af den karrieremæssige sump, som han var endt i.

Godt nok havde Pione Sisto et år forinden på Instagram omtalt sig selv som ’den mest hadede person i Danmark’, men i trygge rammer, tæt på familien i Tjørring, så var mulighederne for at lykkes vel maksimeret. Nogle gange handler fodbold jo om noget så simpelt som at spotte et stort talent, der har mistet kursen i et par år og styre det tilbage på skinnerne.

Dagen efter pressemødet mødte Pione Sisto op til sin første træning i FC Midtjylland. Endnu en gang cirklede de to kameramænd omkring ham. Der har været en del personligheder forbi træningsbanerne i Ikast, men ingen har tidligere haft sit eget kamerahold til at dokumentere det.

Nogle dage senere smed Pione Sisto et sammenklip om de første dage i FCM-trøjen op på sin YouTube-kanal. Åbenbaringen fra D’Angleterrre var ikke med, selv om det øjensynligt var det skelsættende øjeblik i beslutningen om at vælge FC Midtjylland. Men den uformelle seance med journalisterne efter pressemødet var.

Herregud… hvis det kunne lette Pione Sistos vej tilbage blandt spillere med relevans i Danmark, at han fik luft for et opgør med medierne, så fred med det. Men det forstærkede den snigende fornemmelse af, at Pione Sistos retur til Superligaen ikke var en garanteret succes.

Men inden det bliver alt for dystert, så lad os mindes en tid, hvor tingene var mere ubekymrede og løfterige.

18-årige Pione Sisto har scoret mod AGF i 2013: Foto Lars Rønbøg/FrontzoneSport/Getty Images

Kom her… hop lige ind i tidsmaskinen med mig. Dér står Emmelie de Forest i bare tæer og synger Only Teardrops til Eurovision-triumf i Malmö. Og dér drøner Lebogang Phiri ned mod Frederik Rønnow i AC Horsens-målet, banker Dennis Rommedahls aflevering i nettet og sikrer Brøndby overlevelse i Superligaen. I Herning får en 18-årig dribler sin første startplads og får lidt mere end en time for FC Midtjylland uden at gøre det store væsen af sig, da ulvene lukker sæsonen med 3-2 over AGF.

20. maj 2013 – lidt mere end ti år siden – var stort set sidste gang, at Pione Sisto kunne påberåbe sig en vis anonymitet.

Bare to måneder senere boltrede han sig i sæsonpremieren på Aarhus Stadion. Det var Pione Sistos løb på tværpasningen fra Morten ’Duncan’ Rasmussen, der stressede Mikkel Kirkeskov til at score et kluntet selvmål. Og da der var gået en halv time, stak Sisto afsted på Petter Anderssons pasning og løftede med største selvfølgelighed kuglen ind over Steffen Rasmussen til 2-0.

Det var en smilende, munter teenager med en tyk Tjørring-dialekt, der tog Superligaen med storm under Glen Riddersholms årvågne tilsyn.

Pione Sisto styrkede sit åbenlyse talent takket være en uhørt dedikation til hårdt arbejde. Fortællingerne er mange om nyprofessionelle Pione Sisto, der mødte op før alle andre og lavede sine egne øvelser. Og når truppen forsvandt hjem efter træning, så tog teenageren kugler og kegler under armen og gav den gas igen.

"Når jeg sent om eftermiddagen lige skulle sørge for at lukke af, inden jeg tog hjem, løb Pione rundt på Bane 1 med kegler og bolde og driblede. Og når jeg kom ned i klubben efter at have været hjemme, så jeg Pione løbe rundt på Bane 1 og selvtræne. Han var der også, hvis jeg kom forbi anlægget i min ferie."

"Det første år var jeg nødt til at trække ham til side og sige, at han skulle holde ferie. Jeg fortalte ham, at det var dejligt at se hans begejstring for spillet og kærligheden til fodbold, men at hovedet og kroppen også havde brug for at trække vejret," berettede Glen Riddersholm til Tipsbladet i 2018.

Kristian Bach Bak beskrev det kærligt over for mig med ordene: ”Pione sover i sit træningstøj,” da snakken faldt på den fremadstormende dribler.

Det er imidlertid værd at have i baghovedet, at FC Midtjylland allerede tidligt fandt ud af, at Pione Sisto havde brug for at søge mod det, som han følte kunne løfte noget godt til noget exceptionelt. Og Sisto blev opfordret til konstant at søge de ekstra marginaler for at få det rå talent til at blomstre.

Samtidig blev FC Midtjylland nødt til at indpode nogle ret vigtige mekanismer fra fodbolden. Noget så basalt som fokus på stillingen i en kamp var ikke vigtigt for Pione Sisto, der kørte rundt med modstanderne til træning uden tanke på, om hans hold var foran eller bagud.

Holdkammeraten på U17-mandskabet, Victor Fischer, måtte tage fat i Sisto efter hans dribleture foran eget forsvar havde kostet et mål og pålagde med meget klar instruks den unge Sisto forbud mod at drible rundt på egen banehalvdel.

"Man kan ikke nå så langt uden at ville huskes for at vinde nogle trofæer. Det er en kæmpe drivkraft for de største atleter og fodboldstjerner i verden. De vil vinde. Den egenskab havde Pione ikke. Det var ikke gået op for ham. Det betød ikke noget for ham. Det var ikke noget, han prioriterede," lød Glen Riddersholms beskrivelse af situationen til Tipsbladet.

Der løber en meget genkendelig tråd til familien i fortællingen om dedikation og hårdt arbejde. Det er i disse dage præcis 29 år siden, at Sisto-familien kom til Danmark som flygtninge fra rædslerne under borgerkrigen i Sydsudan. Masima og Sisto Majileikwa havde ni børn med sig. Pione var nyfødt og den yngste.

Det er en udadvendt familie, der har gjort en stor indsats for at skabe et nyt liv i Danmark. Storebrødrene Akari og Lobolo-Hitti er meget rammende repræsentanter som Netto-medarbejdere i henholdsvis Aalborg og Sorgenfri, hvor deres overskud og venlige gemyt udløste fansider på Facebook og medieomtale… og ved siden af det læste de begge. Akari er i dag civilingeniør og driver sit eget byggefirma i Vildbjerg. Lobolo-Hitti er landbrugsøkonom. De to er repræsentative for familien i sin helhed: Veluddannede, vellidte og ihærdige.

På den baggrund er det logisk nok, at Pione Sisto orienterer sig mod familien i 2016 og lader sin agentaftale med Jonas Ankersen løbe ud. I stedet vælger han at overlade rådgivningen til sin bror, Angelo Sisto. Firmaet får senere også Lopunyak Sisto ind i kredsen.

Set fra sidelinjen er det tydeligt, at Pione Sisto tidligt begynder at justere sin opførsel i forhold til omgivelserne. Altid på når kameraerne ruller med en let bemærkning og et lattermildt gemyt, men mere reflekteret, når samtalerne bliver længere og dybe. Og han begynder at sige fra.

Da han bliver matchvinder for U21-landsholdet i åbningskampen ved EM i Tjekkiet, dumper han lige ned i en valgkamp i Danmark, hvor Ekstra Bladet markerer det på forsiden med Twitter-hashtagget #EngangVarJegFlygtning.

Det er jo ikke underligt, at det for en 20-årig fodboldspiller er meget overvældende at blive slynget ind i en eksplosiv politisk debat, der er så central i Danmark. Da jeg beder Pione Sisto om en reaktion på forsiden, vælger han at forholde sig tavs. Han virker ikke glad for, at projektørerne falder på andet end det, der foregår på banen, men det er alene baseret på min fornemmelse.

Paradokset er så, at Pione Sistos forældre bare en måned tidligere netop valgte at sætte spot på det kulturelle aspekt med deres stamme-hyldest foran landstræner Jess Thorup og det fremmødte pressekorps, da U21-truppen til EM blev nomineret.

Men hertil… og ikke længere!

Pione Sisto med sine forældre efter FC Midtjyllands mesterskab i 2015. Foto Lars Rønbøg/FrontzoneSport/Getty Images

Uden at dette skal ende i en karriere-gennemgang, så er det værd at erindre, at Pione Sistos muligheder synes uendelige, da han – kort efter af være blevet 21 år – scorer for FC Midtjylland i begge Europa League-opgør mod Manchester United. Skiftet til Celta Vigo ligner kun en mellemstation, da han i efteråret 2017 sætter sig på toppen af assistlisten i Primera med ni oplæg – foran Lionel Messi, Luis Suárez, Gareth Bale, Toni Kroos og Dani Parejo.

Seks år senere er det netop ligeværdigheden med Lionel Messi, som Pione Sisto hiver frem marts 2023, da han sidder i sin egen podcast ’Inside by Sisto’ og giver sit billede på verden.

Det er også samme podcast, hvor Pione Sisto fremhæver, at han har ”kørt rundt med Benfica” i Champions League-kvalifikationen efter FC Midtjyllands fyring af cheftræner Bo Henriksen. Pione Sisto var set fra denne stol ganske rigtigt holdets bedste og scorede i begge opgør mod den portugisiske storklub, men ulvene strøg ud af Champions League med samlet 7-2.

Gennem to afsnit fordelt over en time giver Pione Sisto sin version af, hvordan han ser verden. Efter en forvirrende periode har FC Midtjylland efter afslutningen på efterårssæsonen aftalt med dribleren, at han skal videre, og indtil der er en ny klub, så er han ikke en del af hverdagen i truppen.

Sådan lyder den officielle version fra FC Midtjylland i løbet af vinteren. Pione Sistos side af sagen får omverdenen først et glimt af i forbindelse med podcasten. Ordene er mange. Tangenter bliver til sidespor. Spørgsmål bliver rejst – få besvares. Og den oplagte udlægning er, at Pione Sisto ikke opfatter sig som offer for uretfærdigheder fra klubbens side.

Jeg møder Angelo Sisto en måned før til Europa League-opgøret mod Sporting og foreslår ham, at Pione Sisto stiller op hos Mediano og giver sin fortælling. ”Jeg vil bringe det videre,” siger han… men Pione vælger at bryde tavsheden i en ramme, som han selv har styr over.

Det er helt isoleret betragtet en skandale af sjældent sete dimensioner i Superligaen. Den bedst lønnede spiller i FC Midtjylland og dermed en af truppens ledere. Sendt på betalt orlov på ubestemt tid… for en halv million om måneden.

At den situation ikke detonerer i et kæmpebrag og sender FC Midtjylland ud i en shitstorm er et mirakel. Det er simpelthen en klassisk fortælling, hvor medier vil stille sig på den svage parts side og lange ud efter den stærke part. Tænk bare på FC Midtjyllands beslutning om at sende Jesper Hansen på bænken til fordel for Jonas Lössl. Der fik ulvene tæsk.

Pione Sistos ’orlov’ er imidlertid bevilget efter en bevisførelse i offentligheden, der ikke efterlader stor tvivl om, at spilleren selv aktivt har været med til at eskalere situationen.

Pione Sistos hjemkomst til FC Midtjylland minder om et trafikuheld i slowmotion.

Først et opgør med cheftræner Brian Priske, der vælger at sende Sisto i skammekrogen, efter spilleren på et taktikmøde har udfordret cheftrænerens autoritet foran resten af truppen. Det sker bare et halvt år efter hjemkomsten.

Sammenstødene i FC Midtjylland er velbeskrevne. Pione Sisto starter fremragende efter sit skifte, hvor han er med til at sikre den historiske billet til Champions League, men han bliver hurtigt et ineffektivt indslag på holdet.

Det ser fantastisk ud til træning, hvor Pione Sisto tydeligvis besidder et teknisk niveau langt højere end holdkammeraterne. Når det kommer til kamp, så bliver det til gengæld passivt og ineffektivt.

Tankevækkende er det, at Pione Sisto i sin podcast selv hæfter sig ved tiden, hvor han rivaliserer Lionel Messi på assistlisten i Primera Division. Det er seks år siden, at Pione Sisto leverede ni oplæg på en halvsæson. Siden har han lagt op til otte mål – og scoret 22 – de fleste i den danske Superliga! Lionel Messi til sammenligning: 19 oplæg og 32 mål i Champions League alene!

Der var engang, hvor man i La Liga kunne sammenligne Pione Sistos oplægsstatistik med Lionel Messis. Foto: Power Sport Images/Getty Images

Gentagne gange forsøger klubben at få spilleren tilbage på rette kurs, men det er svært at fastholde Sisto på en retning. Pione Sisto kan sige alle de rigtige ting under fire øjne i møder med cheftræner eller andre, men det er, som om det hele bliver slettet fra harddisken hen over natten – og intet forandres.

Over vinterpausen 2021 har jeg flere uformelle samtaler med daværende cheftræner Bo Henriksen, der ellers er kendt for at kunne få spillerne på sin side. Men Pione Sisto glider mellem hans fingre: ”Han er vild nok ham der,” lyder det opgivende på et tidspunkt, inden forårssæsonen skal indledes.

Pione Sisto ender et år senere i sin podcast med at udstille sit modsætningsforhold til Bo Henriksen og beskriver fyringen af cheftræneren, som om klubben træffer et valg mellem Sisto og Bo Henriksen.

Podcasten udvider den kæmpe kløft, der er opstået i forhold til holdkammeraterne, for den udstiller endegyldigt, at Pione Sisto har koblet sig af fællesskabet. Jonas Lössl konstaterer at bruddet er uopretteligt i en stor artikel i Jyllands-Posten.

”Jeg blander mig ikke i, hvad de vil på ledelsesgangen, det er slet ikke min sag. Men jeg er leder på holdet, og det kammede over for mit vedkommende, da han udgav sin podcast. Jeg synes, at han ret tydeligt siger, at han ikke er en del af gruppen. Og lige nu er vi ved at bygge et hold op. Vi har været nede at vende. Vi skal have folk, der vil med, og som vil give noget til gruppen. Vi kan godt rumme stjerner og skæve typer, der kan noget ekstraordinært. Men det skal være inden for nogle rammer, og dem har han ikke holdt sig inden for. Jeg håber, at Pione gerne vil være med. Men det er ikke det indtryk, jeg har,” siger Jonas Lössl.

Inside by Sisto er interessant at lytte til. For det giver et aktuelt billede af den virkelighedsopfattelse, som Pione Sisto har. Og det er tydeligt, at nogle af de principper, som drev ham som helt ung spiller, er rykket helt frem i prioriteringsrækken igen.

For Pione Sisto er det afgørende at maksimere sine egne vilkår. Som teenageren Pione Sisto, der blev opfordret til at søge det, der kunne give de ekstra marginaler.

Det er jagten på de små personlige forbedringer, som den berømte juicekur er udtryk for. Eller da han fravælger vaccine mod covid-19, fordi kroppen kan hele sig selv: ”Jeg tror på, at man kan passe på sig selv og gøre mange ting for sin livsstil og være stærk i forhold til sit immunforsvar. Det er det, jeg repræsenterer, og det er det, jeg deler ud af. Så kan folk gøre, hvad de vil,” som han siger i efteråret 2021.

Kort tid efter støder jeg tilfældigt på Pione Sisto i Ikea uden for Aarhus: ”Glædelig jul,” siger han; venlig som altid – og smiler. Det er det første smil jeg har set i Ikea den dag. Resten i butikken bærer mundbind.

Mens Pione Sisto altså har et markant fokus på at maksimere sine egne muligheder, er det til gengæld også en gennemgående betragtning omkring træningsanlægget, at slutproduktet og holdpræstationen er trængt i baggrunden. Som om det igen er blevet mindre vigtigt, hvad stillingen egentlig er.

Præstationsangst er et udtryk, som jeg flere gange er stødt på i FCM-kredse, når der er blevet forsøgt at finde nogle årsager til udviklingen.

Der skal utvivlsomt en helt ekstraordinær situation til, for at et konkurrencemenneske på eliteniveau vælger at træde ud af fællesskabet og vælger at selvtræne på banerne i Tjørring i udkanten af Herning.

Samtidig har Pione Sisto været sat til salg transferfrit, og han har angiveligt haft helt op mod ti ganske håndgribelige muligheder uden at tage dem. Blandt dem den græske klub PAOK, der følte sig stensikre på at have overtalt den danske dribler til en aftale… og blev rasende, da han ombestemte sig på en facon, der mindede meget om kontrakt-kolbøtten mod FC København.

Og det stiller et meget centralt spørgsmål omkring talentpleje og de store stress-påvirkninger, der følger af at gå fra uslebent, råt talent til at være et stjernefrø, der skal vokse for øjnene af tusindvis af mennesker.

Svømmeren Pernille Blume snakkede flere gange i sin karriere om stress-symptomer, og hun fravalgte på den baggrund sidste år EM og VM, inden hun som 28-årig valgte at indstille karrieren sidste efterår efter en bronzemedalje ved OL i 2021.

Den formentlig bedste danske håndboldspiller nogen sinde, Mikkel Hansen, måtte trække stikket med stress i starten af 2023, og han er først nu begyndt at spille igen.

Sidste sæson var det tidligere Tottenham-talent Dele Alli centrum for en række kontroversielle episoder under sit lejemål med Besiktas, hvor især et foto af den 27-årige med en ballon i munden ved siden af en beholder med lattergas skabte ballade.

Dele Alli valgte i sommer at snakke ud om sin belastede opvækst, hvor han blev offer for seksuelt misbrug, og hans karriere balancerer lige nu, mens han forsøger at finde den mentale balance og få karrieren tilbage på sporet i Everton.

Verdenstjerner som Gianluigi Buffon, Andrés Iniesta og den brasilianske VM-topscorer Ronaldo er blandt de efterhånden mange fodboldstjerner, der har adresseret de mentale udfordringer i sporten.

Pione Sistos egen fortælling til Politiken omkring depression er værd at lytte til igen, inden der fældes dom over, hvorfor karrieren er røget ud af kurs.

Hovedpersonen selv har ikke berørt temaet, siden det interview gik i trykken i Politiken foråret 2020, og bedømt på podcasten Inside by Sisto så er Pione Sisto ikke en person, der aktuelt tvivler på sin egen opfattelse af verden.

Så forudsætningerne bør være til stede for, at klubskiftet til turistbyen Alanya ved Middelhavskysten i det sydlige Tyrkiet kan give karrieren en opblomstring.

Ni måneder efter at han har været en del af en professionel trup, så ligner det imidlertid en hård fødsel. Der er grund til at tvivle… efter fem års slingren er det den eneste forventning, det giver mening at have.

Relevante links

Om Mediano:

Om fodboldens public service og Medianos nye strategi

Foto: Getty Images

Max Mediano - North London derby og Madrid-brag i La Liga

Max Mediano - North London derby og Madrid-brag i La Liga

Superliga Preview: Fem på stribe for Brøndby - nu kan de snuppe førstepladsen fra FCK

Superliga Preview: Fem på stribe for Brøndby - nu kan de snuppe førstepladsen fra FCK