Essay: Her kan du læse et essay skrevet af forfatteren Jonas Kleinschmidt om kærligheden ved fodbolden. Og den voksne udgave af den barnlige kærlighed ved spillet. Om at finde den som 39-årig på en indendørs bane i barndommens gymnastiksal.

Af Jonas Kleinschmidt

Hvor mange fodboldkampe kan jeg nå at spille, inden jeg dør? Tanken ramte mig, da jeg lå i min seng en mandag aften for et par uger siden, efter jeg havde været oppe på min gamle skole og spille fodbold med nogle venner. Jeg havde mødt én af dem forleden ude foran den lokale Netto.

Vi faldt i snak. Vi havde ikke set hinanden i 15 år. Det var ikke fordi, at vi var gode venner dengang. Men vi kendte hinanden. Vi havde gået på samme skole altid, ham i en klasse under mig. Vi havde haft fælles venner. Og vigtigst: Vi havde engang spillet fodbold sammen.

““Og så gik han altid selv. Det var jeg helt vild med”

Jeg kunne stadig, så mange år efter, helt tydeligt se for mig hans bevægelser på en fodboldbane. Hans vrid i kroppen, når han snød en modstander og gik den modsatte vej. Hans let foroverbøjede løbestil, hvor det hele tiden så ud, som om han var ved at snuble, men hvor han altid, i sidste afgørende øjeblik, formåede at holde sig på benene. Han var bedre end de fleste. Havde en naturlighed med bolden. Og så gik han altid selv. Det var jeg helt vild med. Det elskede jeg også selv at gøre, og jeg blev aldrig sur, når andre også gik selv. For mig var det helt naturligt at være en solorøv. Man modtager bolden, orienterer sig, dér er bolden, dér er modstanderen, og som det mest naturlige i verden er ens første indskydelse at tage et træk, en dribling. Sådan har jeg altid haft det på en fodboldbane. Og sådan vidste jeg, at min gamle ven også havde det.

Forfatteren Jonas Kleinschmidt, der har skrevet dette essay. Foto: Niels Vogensen Biasevich

Den aften fortalte han mig, at ham og nogle af vores fælles bekendte og andre fædre fra området var begyndt at spille fodbold igen. Hvorhenne? I gymnastiksalen på vores gamle skole såmænd. Det lød jo tillokkende. Den gymnastiksal, hvor jeg havde tonset rundt, år efter år, gymnastiktime efter gymnastiktime, driblende og sparkende til de skriggule indendørsbolde, vi altid spillede med dengang. Dem der lignede overdimensionerede tennisbolde.

Om jeg ikke kunne tænke mig at spille med en aften? Ja, jo, det kunne da godt være, mumlede jeg. For ved nærmere eftertanke, hvilket jeg ikke indviede ham i, vidste jeg ikke, om det nu også var så god en idé.

Mit blik havde i de seneste par år fået øje på en ny type menneske i gadebilledet: Mænd på min egen alder, der humpede rundt på krykker med en skinne om knæet. Det kunne blive mig. Den frygt var nok til, at jeg tøvede. Alt det jeg står for derhjemme. Alle vores rutiner. Jeg havde ikke tid til at blive skadet. Det ville få korthuset til at bryde sammen, hvis jeg ikke længere kunne gøre min del. Løfte børnene ud af køjesengen og bære dem ind i stuen på ryggen, som om jeg er en hest og også selvom de er alt for store til at blive båret på den måde. Stå i køkkenet og smøre madpakker, bøje sig ned efter gryder, pander, Margrethe-skåle, når der skulle laves aftensmad. Aflevere og hente i christianiacyklen. Op og ned af den der evindelige bakke på vej til børnehaven og skolen. Alt det ville jeg ikke kunne med et ødelagt knæ. I bedste fald ville et ødelagt knæ besværliggøre de daglige opgaver i en grad, som jeg ikke kunne overskue konsekvenserne af. Det ville være så latterligt. Min kone ville synes, jeg var så latterlig. Og det ville være så tydeligt. Alle ville kunne se det; der humper en mand rundt, der troede, at han kunne lege ung igen. Nej, det gik ikke, så hellere droppe det. Fodbold var noget, jeg spillede engang.

Frygten for en skade var ikke min eneste grund til at tøve. Det var næsten tyve år siden, jeg havde set mange af de her drenge, der nu var blevet mænd, men som engang havde været en fast del af mit liv og min hverdag. Jeg havde lavet alt muligt siden dengang. Gået på gymnasiet. Senere universitetet. Jeg var blevet gift og havde fået børn. Jeg var kommet videre, som man siger. Men jeg var også flyttet tilbage igen. Det har jeg glemt at tilføje. Det er vigtigt. Jeg er flyttet tilbage til min barndomsby igen. Hvorfor egentlig? Man flytter vel ikke tilbage for at slippe væk? Så hvorfor sagde jeg ikke bare ja? Fordi jeg ikke længere var den samme som dengang. Jeg var blevet en anden. Havde løsrevet mig det hængedynd, som fortiden også er. Sagen var bare, at det havde jeg så alligevel ikke. Jeg var også stadig den samme. Den dreng, jeg havde været dengang, bar jeg med mig i alt, hvad jeg gjorde og tænkte. Han var i mig som en grundtone. Og jeg savnede at spille fodbold. Det lød jo sjovt. Den gamle gymnastiksal. De rød-hvide håndboldmål. Det umiddelbare og det drengede. Jeg elskede det. Inderst inde. Og jeg var jo god dengang.

De få gange jeg rent faktisk havde spillet fodbold i årene siden, havde jeg nydt det helt ufatteligt meget. Bare det at sparke til en flad Paw Patrol plastikbold ude i haven, når det en sjælden gang imellem lykkedes mig at lokke mine døtre med derud, havde været en overrumplende god følelse. Tænk at noget så enkelt og banalt føltes så godt. Det gav jo ikke mening. En simpel glæde, hvor alt andet i et splitsekund omkring mig forsvandt. Et angstfrit rum, hvor dyder jeg ellers normalt satte ekstremt højt, selvrefleksion og tanken om mig selv i verden, ikke længere betød noget. En ren følelse. Tiden der blev opløst, fordi jeg stod og jonglerede med en plastikbold.

Her nogle af de bøger, Jonas Kleinschmidt har skrevet - fodbold indgår ganske ofte

Ingen har beskrevet den fortryllende kraft, der ligger i at sparke til en fodbold bedre end Dan Turèll gør det i digtet “Sidste ønske” fra digtsamlingen Alhambra Blues:

Mit sidste ønske
når tiden er inde:
Giv mig en bold
en mur i en baggård
og bare en halv times tid

Ja! Det er jo præcis sådan, det er. Der findes ikke noget bedre. Åh. Bare ét spark til. Jeg tror ikke, jeg i mit liv har været lykkeligere, hvis lykke er et øjeblik af komplet velvære, hvor man glemmer sig selv og bare er, end i de øjeblikke, jeg har spillet fodbold og et eller andet, en dribling, et træk, et skud, et mål, en aflevering, en glidende tackling, et knaldhårdt hovedstød, et udsøgt lob, en perfekt timet tæmning har fået alt omkring mig til at fortone sig og jeg i det øjeblik har oplevet at være ét med mig selv og verden.

Og ofte behøvede man jo ikke engang et hold. En selv var nok. Og en bold selvfølgelig. Mål kunne man altid lave. Den ene stolpe kunne være en trøje, den anden et træ. Eller hjørnet af et skur. Det er lige meget, når det er sidste spark i VM-finalen, og Brian Laudrup står klar ved straffesparkspletten. Alle de kampe og turneringer, jeg som dreng har spillet igennem i hovedet. Brian Laudrup der kan afgøre det hele. Sideskilningens kælne svaj ned over panden. Den kølige måde han lægger bolden til rette på. Han. Er. Så. Cool. Men…han brænder. Nej! Det er forfærdeligt. Nu kan Tyskland sikre sig trofæet. Men de brænder også. Stefan Effenberg, den skiderik, skyder over, og så hviler alt på Flemming Povlsen. Han gumler helt vildt på sit tyggegummi, tager sig god tid, selvom hans mor kalder nu. Han skal komme ind, de skal spise. Men så skyder han, den rammer stolpen, og går ind, det er et helt vildt spark, stolpe-ind, eller træskur-ind, et virkelig smukt mål. Vild jubel på stadion. Danmark er verdensmestre. Det havde ingen troet overhovedet kunne lade sig gøre.

Det minder mig om dengang, man let ku’ slå tiden ihjel, som Peter Sommer synger på et af karrierens allerførste numre. Hvis man spillede en fodboldkamp inde i sig selv.

Så jeg sagde ja til min gamle ven. Ja! Jeg vil gerne spille. Skriv til mig næste gang I spiller. Så kommer jeg.

En uge efter sad jeg på min cykel i vintermørket en mandag aften lidt over ni på vej op imod min gamle skole. Jeg havde allerede fortrudt. Hvor var det dog åndssvagt det her. Hvad havde jeg gang i? Hvordan var jeg blevet så stor en kliché? Godt nok en helt afsindig latterlig midtlivskrise at begynde at spille fodbold igen med sine gamle folkeskolevenner i en alder af 39. Eller var jeg for hård ved mig selv? Det var jeg helt sikkert. Men stadig. Der var noget latterligt over det.

Da jeg drejede til højre ned af skolevejen og så parkeringspladsen og cykelskuret, overvejede jeg at vende om. Alting lignede sig selv. Den røde murstensbygning lå tung og bastant i mørket. De fleste af vinduerne var mørklagte, men i enkelte var lyset tændt og kastede en gullig glød ud i alt det sorte. Med et huskede jeg mit liv i klasselokalerne. At møde ind i skole fem minutter i otte hver morgen. Det grå linoleumsgulv. Landkortet der kunne trækkes ned foran tavlen. Det forløsende frikvarter, hvor én af os sad klar med bolden tæt ved døren og i det klokken ringede ud, flåede dagens udvalgte boldholder (det var tit den samme) døren op og stormede ned i skolegården for at tage en bane. Vi spillede på asfalt med små metalmål, og hvis man skød hårdt nok, kunne den lille orange plastikbold kline sig ind imellem to af de metalstænger, der udgjorde bagenden af målet. Bagefter sad vi svedende og dampende i klassen med våde t-shirts og svedperler på pande og tindinger. Jeg husker det som en helt enormt dejlig følelse.

Jeg parkerede min cykel, klikkede min cykelhjelm af og gik hen imod indgangen. Hvor mange gange havde jeg ikke gået på præcis den måde. Jeg åbnede den tunge dør ind til skolen, gik ind i den lavloftede forhal og kunne også her konstatere, at alt lignede sig selv. Mælkekasserne. Den lille bod, hvor man hver dag kunne købe en frikadellesandwich, en toast, en nuddelkop. Så fik jeg øje på min gamle ven, der stod i yderkanten af en mindre gruppe. Han vinkede mig over, vi hilste, og jeg nikkede afmålt til de andre fremmødte. Nogle kendte jeg fra gamle dage, andre ikke. Der hvilede en uforløst og lidt akavet stemning over gruppen, som der altid gør, når mænd mødes i en større gruppe, og ingen rigtigt ved, hvem der kender hinander hinanden, og hvem, der ikke gør. Men i det vi forlod forhallen og gik ind i den store gymnastiksal, ændrede stemningen sig. En læderbold blev tyret ud i salen. Et par stykker løb efter den. Der blev uddelt overtrækstrøjer. Den lugt! Det var der en, der jokede med, at den slags trøjer altid stinker, og det kunne alle nikke genkendende til. Vi lo, snappede desperat efter grinet, som en fisk søger mod overfladen og snapper efter luft. Åh! Den forløsende latter. Det hjalp. Det gjorde godt. Nu kunne vi snart komme i gang. Det skulle nok gå. To hold, fem på hver, én bold, to mål, spil!

Første gang jeg modtog bolden, lagde jeg den død med undersiden af foden. Trillede den så lidt til siden og sendte bolden tilbage til min medspiller med en hård, lige inderside. Smak. Afleveringen sad hvor den skulle. Jeg elsker indendørs fodbold, tænkte jeg. Der findes ikke noget sjovere end indendørs fodbold.

Ret hurtigt fornemmede jeg, at jeg ikke havde mistet mit touch. Jeg kunne stadig tæmme bolden, sende en præcis aflevering af sted, ramme min medspiller, tage et træk, lave den for indendørsfodbold helt særlige dribling, hvor man udnytter skoenes jævne gummisåler og i en hurtig, rullende bevægelse triller bolden rundt om sin modspiller eller – og den er så simpel og elegant, at det næsten gør ondt – man kan føre bolden frem, for så at træde på den og forræderisk ændre boldens retning ved lynsnart at trække den skråt tilbage, imod sit gode ben, fordi jeg er højrebenet i mit tilfælde fra venstre mod højre, inden man glider rundt om og fri af sin modspiller. Gud, hvor havde jeg savnet det!

Da det første gang lykkedes mig at snyde en modspiller med præcis den finte, skære forbi ham og med en let skruet inderside sende bolden videre op ad fløjen til en medspiller, mærkede jeg den følelse, som jeg kun har oplevet på en fodboldbane. Det jeg oplevede, var følelsen af at indgå i et spil, der i princippet er meningsløst, men som ikke desto mindre er ladet med energi og værdi. Men hvilken værdi egentlig? Hvilken værdi har noget, der er meningsløst? Det var legen, jeg mærkede. Den ubekymrede og totale leg. Det er sjovt, og det er godt, fordi det er præcis det, det er, og intet andet.

““Gud, hvor havde jeg savnet det! ”

Men det er også alt muligt andet.

For samtidig oplevede jeg i sekunderne efter den vellykkede dribling og efterfølgende aflevering en skamfuld eufori, fordi der i den uforfalskede og benovede glæde over at lykkes med en særligt lækker detalje også ligger et narcissistisk træk. Jeg ser mig selv i spejlet og har aldrig set noget så smukt. Ja, jeg tror, det er det, der er på spil. Det er barnet, der fascineret betragter sin egen afføring. Pludselig lykkes man virkelig. Man gjorde det! Ramte den perfekt med hælen, hamrede den ind fra midten. Sked i potten. Og det er til at græde over, når det sker. I et øjeblik er man fuldendt. Sendt tilbage til urtilstandens lille blævrende perfekte menneskeklump. Ikke længere splintret af samfundets og socialitetens strukturer og normer. Men forenet med sin tabte helhed.

Man ser det tit, når fodboldspilleren, der pludselig har lavet noget genialt, lunter tilbage mod sin egen banehalvdel. Det der smil. Et strejf af generthed. Blikket der pludselig søger alle de andres blikke. Men der er ingen hårdhed længere. Alt er åbent. Det ligner til forveksling selvhævdelse og selvtilfredshed. Men det er noget andet. Alle de parader man har brugt et helt liv på at bygge op er med ét revet væk, og det eneste, der er tilbage, er en hårdt tilkæmpet sårbarhed og en godhjertet uskyld der lyser ud af par nøgne drengeøjne. Et renvasket lærred. Det er af samme grund, det italienske fodboldgeni Francesco Totti sutter på sin tommelfinger, når han har helflugtet bolden ind fra en umulig vinkel. Han er blevet baby igen. Hvor heldig har man lov at være! Og det er også derfor, mange almindelige mænd, der ikke er fodboldguder, bliver ved med at vende tilbage til deres dumme anekdoter om dengang de saksesparkede den ind en efterårsdag på Kløvermarken. Fordi det var ét af de få øjeblikke, hvor de var rene i hjertet og elskede sig selv.

Men selvfølgelig varer følelsen ikke ved. Det havde jeg i euforiens øjeblik glemt. Selvhadet ligger på lur. Nederlaget og ydmygelsen. Så lille og uduelig man også kan føle sig på en fodboldbane. En dum lille lort. Det er en del af spillet. Men det var på en måde en endnu større åbenbaring, da også det gik op mig. At jeg i det øjeblik, jeg foretog en mindre vellykket eller direkte dårlig aktion på banen, stadig indgik som en naturlig del af et fænomen, der var større end mig selv og den person, jeg var blevet.

““Han er blevet baby igen. Hvor heldig har man lov at være!”

Alt det, jeg siden jeg begyndte på universitetet for tyve år siden havde hængt min identitet op på: At vide noget om litteratur, film og musik. Hvem jeg skulle blive til og hvem jeg havde lyst til at være. Mine holdninger til børneopdragelse, tanker om den moderne manderolle. Alt det var pludselig lige meget, i det øjeblik jeg trak mig i en tackling, mistede en markering, så min direkte modspiller pludselig var fri til at score. “Kom nu, Kleine,” råbte min gamle ven. Og jeg vidste det jo godt. Det var mit mål. Min skyld. Men videre. Op på hesten igen. Et dunk i ryggen. Eller en hånd på skulderen, der sender trykbølger ned gennem rygsøjlen, hvorfra de sitrer videre ud i alle nervetråde. De der berøringer som fodbold og sport imellem mænd er så fuld af. Helende berøringer. Den selvtillid det giver at modtage sådan et dunk.

Og så: Vi bygger noget op nede fra, prøver igen, spil den sikkert rundt, men også fint nok at skyde udefra, hvis muligheden er der, sådan drenge, godt spillet, klasse, godt set, lækker aflevering.

Langsomt tankede jeg selvtillid igen. Indgik i spillet, tog ikke nogen chancer, driblede lidt mindre, og så skete det, et angreb, jeg løb med frem, var helt åben til en aflevering lidt skråt uden for målet, min gamle ven sendte bolden på tværs af banen, jeg så den komme imod mig, lod den ramme gulvet en enkelt gang, og da læderkuglen hang i luften i en halv meters højde satte jeg foden på og skød så hårdt, jeg kunne. Jeg tror aldrig, jeg har ramt en bold så rent. Det føltes, som om bolden blev rykket flad imod min vrist. Jeg behøvede ikke engang at kigge. Jeg vidste, at der var mål. Det ved man. Spørg alle, der har spillet fodbold. En brusende og samtidig klinisk ren følelse gik igennem mig som et sværd.

Bagefter sad vi svedende og udmattede på gulvet i en rundkreds. Grinede af, hvor ondt vi ville have i kroppen i morgen. Småsnakkede om jobs og børn. En taske med øl gik rundt. For nogle år siden ville det have vendt sig i mig, bare ved tanken om at drikke en øl med nogle andre mænd på den måde. Rundt om et metaforisk lejrbål. Nu havde jeg aldrig smagt noget bedre.

Om aftenen, da jeg lagde mig ned i sengen, og lige akkurat kunne klemme mig ned imellem den kolde væg på den ene side og min sovende datter og hustru på den anden, var det så, at tanken slog ned i mig. Hvor mange fodboldkampe kan jeg nå at spille, inden jeg dør? Forfatteren Knud Romer har engang udtalt, at han er panisk angst for at dø. Hvor mange somre har han tilbage, hvor han kan sidde i solen og drikke hvidvin og pille friske fjordrejer. 10? 20? Måske kun en. Måske ingen.

Den norske forfatter, Karl Ove Knausgård, der også har skrevet om glæden og fascinationen ved fodbold, har et lignende billede i sin kortroman Fuglene under himlen. Titlen har han fra Søren Kierkegaards tekst “Lillien paa Marken og Fuglen under Himlen”. Med Kierkegaards ord er fuglen lykkelig, fordi den lever i nuet. Og i Knausgårds roman bliver billedet af fuglen, der flakser over kornet et billede på det bekymringsfrie øjeblik, hvor man som menneske bare er til. I et svaj henover marken. I et løb hen over banen. Måske kun i et splitsekund. Men lige i det øjeblik er lykken til stede. Lykken findes. I en dribling, et skud, en aflevering. En hånd på skulderen, et dunk i ryggen.

Siden den mandag aften er vi mødtes regelmæssigt én gang om ugen for at spille fodbold. Og hver gang frygter jeg at blive skadet, så jeg ikke kan spille, at det er aflyst, at vi ikke er nok. På et tidspunkt stopper det jo. Det gør alle fodboldhold. På et tidspunkt smuldrer det. Måske forsvinder glæden endda. Det er sket før. Der var en lang periode, hvor jeg ikke spillede. Og der er jo også andre gode ting i livet. Men der er ikke rigtig noget som fodbold.

Foto: Getty Images