Mourinho i United: En betinget kærlighedsaffære
José Mourinho vil mærke både kærligheden og presset fra fansene med det samme i United. Medianos Rasmus Onslev Kremmer fortæller hvorfor
Af Rasmus Onslev Kremmer
Den 27. maj 2016 blev José Mourinho præsenteret som Manchester Uniteds nye manager. Det var kulminationen på en årelang flirt og massive rygter mellem den engelske storklub og den portugisiske taktiker. Historien om Mourinho og Manchester United begyndte dog længe før det.
I foråret 2004 sendte FC Porto med Mourinho i spidsen Manchester United ud af Champions League allerede i ottendedelsfinalen. I det 90. minut fumlede den amerikanske målmand Tim Howard bolden ud til Costinha efter et frispark, og Portospilleren scorede let til 1-1 og dermed 2-3 samlet. Mourinho havde svært ved at skjule sin begejstring og spurtede en halv banelængde op ad sidelinjen og hen til sine spillere. Selv om forholdet mellem Mourinho og Manchester United dermed fik en turbulent begyndelse, blev kimen lagt til en langvarig flirt. Manchester Uniteds fans var skuffede, men anerkendte samtidig, at de blev slået af portugisisk snilde og vilje.
Jose Mourinho og Alex Ferguson i et kærligt "manhug".
Foto: Matthew Peters/Getty Images
Ni år senere bød Old Trafford endnu en gang velkommen til Mourinho, da han i 2013 kom på besøg med Real Madrid i Champions League. Kampen blev husket for to ting: En kontroversiel udvisning til Nani, der måske kostede Manchester United avancementet i turneringen, og en lige så kontroversiel udtalelse fra Mourinho. Efter kampen gav han nemlig udtryk for, at det bedste hold tabte. En bemærkning, der utvivlsomt gjorde ham upopulær i store dele af den spanske hovedstad. Men også en bemærkning, der understregede hans forhold til Manchester United, og som af mange fans og eksperter blev tolket som en uopfordret jobansøgning.
Gensidig respekt
Der er ingen tvivl om, at der en speciel kemi mellem Mourinho og Old Trafford – særligt Stretford End. Uanset om Mourinho har stået i spidsen for Porto, Chelsea, Inter eller Real Madrid, har han altid opført sig pænt over for Manchester United-fansene og reageret med en hilsen, når de har sunget til ham.
Der har altid været en gensidig respekt trods drabelige dueller i både Premier League, FA Cup og Champions League. Han har aldrig talt dårligt om klubben eller dens managere. Til gengæld har han været på kant med stort set alle andre.
Om det er fordi, at han har haft en skjult dagsorden, finder vi nok aldrig ud af. Der er dog flere ting, der peger i retning af, at han længe har ønsket at sidde bag de røde mursten på hjemmeholdets bænk på Old Trafford.
Den tidligere Chelseaspiller Marcel Desailly siger for eksempel, at Mourinho ville have jobbet allerede i 2010. Hans plan var tilsyneladende at vende tilbage til England og blive Manchester United-manager på et tidspunkt, når han var færdig i Spanien. Da Ferguson trak sig tilbage efter mesterskabet i 2013, var Mourinho ifølge den spanske journalist Diego Torres sikker på, at han ville få managerjobbet i Manchester United, og han var dybt skuffet, da klubben i stedet valgte Evertons daværende manager David Moyes.
The United Way
I slutningen af maj i år gik drømmen alligevel i opfyldelse for Mourinho, da Manchester United offentliggjorde klubbens nye manager. Det var et logisk og kontroversielt valg på en og samme tid. Det virker logisk, at en mand, der har vundet 22 pokaler siden 2003, skal stå i spidsen for en af verdens største klubber. En klub, der har vundet 20 nationale mesterskaber – heraf 13 Premier League-titler. Umiddelbart et oplagt valg.
Men det er også et kontroversielt valg. Manchester United og Mourinho er på mange måder hinandens modsætninger. Der er stort set altid negative historier i kølvandet på Mourinho. Fingerskandalen mod Barcelona, den fyrede læge i Chelsea og adskillige svinere rettet mod dommere. Han har samtidig et ry for at parkere bussen og spille resultatfodbold, og så er han ikke specielt glad for at bruge unge spillere.
Manchester United har på den anden side en selvopfattelse, hvor det både handler om at underholde og vinde. Man skal med andre ord spille ’The United Way.’ Det har kostet flere managers jobbet gennem årene, at de ikke har formået det.
Da David Moyes for eksempel sagde, at Manchester United bør stræbe efter at blive ligesom Manchester City, lavede han derfor et gigantisk selvmål. For som viceformand for Manchester United Supporters Trust, Sean Bones, sagde i en artikel på BBC: - Vi skal ikke stræbe efter at blive ligesom nogen. Vi bør sætte standarden for, hvordan fodbold skal spilles.
Og Louis van Gaal begik samme fejl, da han regerede i Manchester United. Dels mente han, at fansene har for store forventninger, og dels satte hans hold rekord for færrest antal mål i Premier League for et Manchester United-hold.
Mourinho skal tilpasse sig klubben – ikke omvendt
Det ligger med andre ord i klubbens DNA, at der skal spilles underholdende fodbold, vindes kampe og hentes trofæer på Old Trafford. Det bliver Mourinho nødt til at tilpasse sig. Der er ingen tvivl om, at han vinder både kampe og trofæer, men der er mere diskussion om underholdningsværdien.
Det er dog værd at bemærke, at Mourinhos Real Madrid-hold i 2012 satte rekord for flest mål i La Liga med hele 121. Og de efterfølgende sæsoner var hans hold blandt de tre mest scorende i henholdsvis La Liga og Premier Liga.
Så han kan altså godt få sine hold til at underholde og score mange mål. Han er bare primært kendt for sin pragmatiske tilgang til fodboldspillet, hvor sejren kommer i både første og anden række. Det rimer ikke umiddelbart på Manchester United, men vi skal huske på, at Ferguson også sommetider gik på kompromis med spillestilen i jagten på succes. Især på udebane.
Akademispillere er et must
Det er imidlertid ikke nok for Mourinho at vinde pokaler og underholde fansene på Old Trafford med flydende, direkte angrebsspil. Det skal også gøres med unge spillere fra akademiet. De mest kendte eksempler er selvfølgelig ”class of 92” med Ryan Giggs, David Beckham, Gary Neville, Phil Neville, Paul Scholes og Nicky Butt samt de legendariske ”Busby Babes”.
Marcus Rashford er en af de akademispillere, Jose Mourinho gerne skal finde plads til.
Foto: Shaun Botterill
Manchester United har en fin tradition for at bruge talenterne fra deres ungdomshold. Siden 1937 har der altid været en spiller med akademibaggrund i Manchester Uniteds trup. Det er rundt regnet omkring 3800 kampe. I sidste sæson var det spillere som Marcus Rashord, Tim Fosu-Mensah, Jesse Lingard og Cameron Borthwick-Jackson, der leverede de mest opsigtsvækkende præstationer og gjorde sig selv til favoritter blandt fansene. Rashford stemplede endda ind på den største scene med så stor overbevisning, at han blev Englands yngste spiller nogensinde til et EM.
Derfor hviler der et stort pres på Mourinho, som ikke ligefrem er kendt for sit arbejde med unge spillere. Det er ikke et punkt, hvor hverken Manchester United som klub eller fansene er parat til at gå for meget på kompromis. Men det er nok samtidig utopi at tro på en ny ”class of 92”, der kan være de bærende kræfter på et slagstærkt Manchester United-hold lige nu. Der skal dog som minimum være nogle tidligere akademispillere i truppen. Spillere som Rashford, Fosu-Mensah og Lingard bør for eksempel have en rolle på fremtidens Manchester United-hold.
Selv om trofæer kan overskygge for det meste, vil det altid skinne igennem, hvis Manchester United ikke formår at underholde sine fans og bringe akademispillere frem på den største fodboldscene. Klubbens DNA må der ikke pilles for meget ved.
Mourinho minder om Ferguson
Mourinho er til gengæld kendt for sine kontroverser - med medier, spillere, managere og sågar sit eget personale. Det er okay, at han gør det som en del af nogle mindgames, hvor han laver den nødvendige fortælling om ’os’ mod ’dem’. Det kan motivere både spillere og fans og skabe sammenhold. Ferguson brugte ofte samme metode, når han skulle tage presset og fokus fra spillerne eller vise, at det er Manchester United mod resten af verden.
Men det er en hårfin balance, og som manager for en klub, der er meget bevidst om sit image, har Mourinho ikke råd til at skabe sig for meget a la Eva Carneiro-sagen eller fingeren i øjet på Tito Vilanova. Manchester Uniteds manager skal simpelthen opføre sig anstændigt både på og uden for banen.
Holder ægteskabet?
Det ligner på mange måder et fornuftsægteskab mellem en desperat klub og en kontroversiel manager. Uanset om Mourinho er The Special One, The Right One eller The Only One, er alle ingredienserne for en succeshistorie til stede. For hvis Mourinho formår at kombinere sejre med flot spil og unge spillere, udvikler kærlighedsaffæren sig utvivlsomt. Hvis ikke bliver det blot en kort affære.
Der er dog en ubekendt i regnestykket i forhold til, at Manchester United er et stykke fra fordoms styrke, selv om både fans, bookmakere og konkurrenter allerede nu igen regner Manchester United for titelkonkurrenter. Resultaterne de seneste tre sæsoner har været alt andet end Manchester United-agtige. Det betyder formentlig, at Mourinho får forholdsvis lang snor og i en periode kan slippe af sted med lidt mere, end hvis det var for ti år siden.
Selv om Mourinho på mange måder deler vandene blandt fansene, er der ingen tvivl om, at han bringer en optimisme med sig, som ikke har været på Old Trafford i lang tid. Det skyldes ikke mindst, at han har været i stand til at tiltrække stjerner som Zlatan Ibrahimovic, Henrikh Mkhitaryan og ikke mindst rekordkøbet Paul Pogba i en sæson, hvor der ikke er Champions League på menuen. Især sidstnævnte er et tegn på, at der blæser nye vinde over Old Trafford.
Og her sidder verdens dyreste spiller så. Paul Pogba er tilbage i United.
Foto: John Peters/Getty Images
Det er første gang, at Manchester United slår verdensrekord i en transfer, men det er langt fra første gang, at klubben slår en rekord med en transfer – for eksempel verdens dyreste forsvarsspiller, den dyreste teenager og den dyreste spiller i Premier League. Så denne handel er på ingen måde et tegn på, at Mourinho har misforstået, hvad Manchester United er for en størrelse. Tværtimod. Han har forstået, at Manchester United altid skal gå efter de bedste spillere, og at indkøb af stjernespillere og brugen af akademispillere sagtens kan gå hånd i hånd.
Personligt tror jeg på, at Mourinho bliver en succes, fordi han om nogen ved, hvad der skal til for at vinde Premier League og ikke er bange for at tage de nødvendige beslutninger. Det kan man for eksempel se ved, at han har sat Bastian Schweinsteiger af. Samtidig ved han godt, at denne gang er han ikke større end klubben. Det er der ingen, der er.
Og selv om alt taler imod det, håber jeg, at han bliver længere end de to-tre år, som han plejer at være i en klub, og at han undgår de sædvanlige konfrontationer. Hans køb af Eric Bailly vidner i hvert fald om, at han også tænker langsigtet, selv om det altoverskyggende mål er at komme tilbage på Premier League-tronen så hurtigt som muligt
Managersædet i Manchester United er på mange måder hans drømmejob. Spørgsmålet er bare, hvad der er størst: Hans ego eller hans fascination af klubben. Hans udtalelse i forbindelse med præsentationen som ny manager tyder heldigvis på, at han går en smule ydmygt til værks og har læst på lektien.
- Det er en ære at blive manager for Manchester United. Det er klub, der er kendt og beundret i hele verden. Der er en mystik og romantik omkring klubben, som ingen andre klubber kan matche, lød det.
Og den antagelse fik yderligere næring i forbindelse med hans første pressemøde som Manchester United-manager. Det var en velforberedt Mourinho, der mødte pressen. Han viste, at han udmærket er klar over, at der er et ekstra pres i forhold til at bruge unge spillere i Manchester United. Han vidste, at pressen ville bore i lige præcis det forhold. Derfor havde han skrevet en liste til journalisterne med de 49 spillere, han har forfremmet fra akademispillere til førsteholdsspillere. Det er langt fra alle spillerne, der efterfølgende har fået store karrierer, men det er heller ikke pointen. Det er derimod, at Mourinho udmærket er klar over, at han er kommet til en klub med en særlig arv og tradition for at bringe talenter frem samtidig med, at man vinder trofæer.
Det er selvfølgelig begrænset, hvad han kan sige i forbindelse med offentliggørelsen eller på sit første pressemøde, men der er ingen tvivl om, at Mourinho vil Manchester United, og at Manchester United har brug for Mourinho.
Mourinho får ubetinget kærlighed. Manchester United får en mand, der kender vejen til succes. På papiret et fornuftigt ægteskab, men skilsmissen lurer, hvis ikke Mourinho netop lever op til de tårnhøje forventninger og respekterer de stolte traditioner og klubbens DNA på den lange bane.
Foto: Michael Regan/FA via Getty Images
