MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Tak for turen

Tak for turen

VM Status: VM-slutrunden i Rusland er pakket ned, og nu retter vi på Mediano fokus på Superligaen, dansk fodbold og de store ligaer til efteråret. Her er en status på VM 2018 og lidt om, hvad vi nørkler med til efteråret.

Af Peter Brüchmann

På Mediano har vi nogle digitale dokumenter, som styrer vores hverdag og som giver os overblik. Det er der, hvor vi kan se, hvem der har ansvaret for Superliga-udsendelsen på mandag og hvem, der kommer ind som eksperter og analyserer.

Det ene er et planlægningsværktøj. Det andet er et status-dokument, hvor vi kan se, hvem der var med, hvor mange, der lyttede til udsendelsen - eller rettere har lyttet til udsendelsen på et givent tidspunkt - og hvor lang tid udsendelsen varede.

Det sidste gjorde vi færdig i går. Både for, at vi selv kunne få et overblik, men også for, at vi kunne skrive det her som tak til alle jer, der har fulgt med i, hvad vi har lavet under VM og som en afrapportering til vores partnere.

Vi har groft sagt lavet 93 udsendelser, sendt mere end 75 timers indhold, og vi nærmer os lige nu 900.000 aflyttede episoder på podcast. Vi har haft 125 ekspert-stole, som er blevet udfyldt af vores dygtige trænere, spillere, journalister og andet godt, der har kunnet lave originalt indhold i mange timer.

Vi har også prøvet at have en, om ikke udsendt medarbejder, så kunne være med til, at Morten Glinvad kunne lave sine analyser, blogs og blogcast til Medianos lyttere og læsere på Mediano.nu og avisen.dk - skrevet fra Moskva, St. Petersborg og omegn.

De Brøh-ne - De Brøh-ne - De Brøh-ne

Vi er til daglig i den lille faste stab to-fire ansatte, afhængig af, hvordan man tæller os ejere af Mediano - Jacob Staehelin og overtegnede - med. Vi bor på 108 kvadratmeter på en gang lige bag ved Mændenes Hjem i København NV. Så da Nestor Pitana fløjtede VM-finalen af, var vi altså ikke en hærskare af medarbejdere, der omgående rettede blikket mod, hvordan vi nu kunne servicere vores lyttere med alt om alle efterårets ligaer. Nogle af os kiggede mest mod kufferten og en kort ferie.

Vi er jer altid taknemmelige for, at I som lyttere, læsere, brugere på vores site og sociale medier har været med. Har lyttet, har deltaget i konkurrencer, har været med til at skabe vores udsendelser og har været med til at fortælle andre om, at Mediano findes. Og fortalt os, når vi sagde de samme ord for mange gange eller udtalte ham Kevin forkert (de Brøh-ne, de Brøhne, de Brøh-ne -  intet j, intet a, intet y.)

Det følgende er et talmæssigt kig på VM og et kig frem mod resten af 2018 - og en lille smule 2019.

VM har siden vi gik i luften med vores dækning af slutrunden i Rusland set således ud, når det handler om omfanget:

  • 68 VM Specials
  • 21 kortere udsendelser a la Blogcast, Match Previews og lignende
  • 4 analyser på Youtube i Mediano Bootroom
  • Altså ialt 89 podcasts og 93 udsendelser ialt
  • Der er produceret 4.483 minutters podcast - det er 74 timer og 43 minutter. Tæller vi Youtube med, kommer vi rigeligt over 75 timer
  • Der har i skrivende stund været 864.000 lyttere og 5.031 seere på Youtube (podcast er baseret på data fra Soundcloud, hvor vi uploader vores filer). Der bliver lyttet løbende, så tallet flytter sig frem mod de 900.000
  • Vi rundede under VM 10.000 likes på Facebook og 7.500 følgere på twitter. Vi fik lidt liv i vores Instagram-konto, men det er stadig et indsatsområde

Nogle spørger ind imellem til vores tal og tror, at fordi man abonnerer, så tæller alt hele tiden. Altså at enhver ny udsendelse automatisk vil blive registreret som 10.000 lyttere. Men tro os, nogle udsendelser bliver registreret med 1.000 lyttere, nogle nærmer sig 18.000 og vi kan se tallene minut for minut. Vi skal nok prøve at skrive et FAQ, som vi kan lægge op, som er mere beskrivende.

Vi har lært meget. Vi har også lavet fejl. Vi har udtalt navne forkert, glemt at tag'ge en partner et sted og sagt øh de forkerte steder. Vi havde én udsendelse, hvor lyden var dårlig, fordi vi ikke fik hakket den rigtige pil af i interfacet i vores redigeringsprogram. Det ærgrer os sindssygt, fordi for vores eksperter og os selv er en times optagelse hjerteblod, som man bare glæder sig til, at nogen vil lytte til og interagere med.

I har givet os masser af feedback. I forholder jer både kritisk og kærligt til vores eksperter. I sammenligner os ofte med andre medier og især tv-medier. Det er ofte rar læsning, men nogle gange også uretfærdigt overfor tv-mediet, som skal ramme en målgruppe på over en million, mens vi kan tillade os at gå dybt overfor en målgruppe, der vil vide alt om dette VM.

I de fleste udsendelser takker vi vores partnere og jer lyttere. Nogle af jer bliver sikkert træt af at høre vores varianter over ordene. Men det er bare afgørende. Partnerne kommer, fordi I er 8-18.000, der lytter med hver gang. Og indholdet kan kun komme nu på tredje år, fordi der er partnere, der kan se ideen i sådan et medie.

Så tak til:

  • Oddset - Mediano partner nu for fjerde gang
  • Arbejdernes Landsbank - partner på VM, dansk fodbold og arbejdet for en bedre fankultur
  • Crafted By - vores nye venner inde fra Carlsberg-området
  • Rentefri.dk - konkurrencer i forbindelse med Danmarks kampe
  • Fernet Branca - partner på vores morgenbord til VM-showet
GettyImages-999760572.jpg

Her lidt om, hvad der kommer til at ske i efteråret. Vi er selvfølgelig gået ombord i Superligaen. Vi kommer til at lave Premier League, Champions League og forhåbentlig også regelmæssigt indhold om La Liga, måske Serie A, Bundesliga, Championship og 1. division. 

Men vi er afhængige af partnere, der vil lege med. Vi betaler de eksperter, der er med regelmæssigt og hyppigt et fremmødehonorar. Både vi på redaktionen og I som lyttere forventer, at de er godt funderede og at de har forberedt sig. Endnu har ingen ekspert det som et job. Det håber vi kan ske en dag et stykke ude i fremtiden.  I et langt stykke af Medianos levetid gjorde alle eksperter det her gratis, fordi de også brændte for en stærk fodbolddebat. Nogle gør det stadig, dem, der kommer en enkelt gang i ny og næ. Men vi prøver at skaffe midler til fremmødehonorar, fordi det i høj grad er eksperterne, I lytter til.

Vi vil også gerne give vores egne medarbejdere så gode vilkår som muligt. Vi er i dialog med Dansk Journalistforbund om at indgå overenskomst måske allerede til nytår. Så vi styrer vores aktiviteter efter, at både værter og faste eksperter skal have betaling for deres deltagelse. Det er derfor, vi altid siger, at vi skal have en partner for, at vi kan lave f.eks. en ugentlig podcast om en liga.

Nogle af de ting, vi gerne vil i efteråret 2018, er:

  • Fortsætte med Preview, som I lyttere har været ekstremt glade for
  • Lave de korte Match Previews, som vi lavede under VM som et pilotprojekt
  • Lave en slags betting-skole, så man er klædt på til både at dyrke legen, når viden skal forvandles til spil og være forberedt til der, hvor det bliver farligt.
  • Lave mere Mediano Legends med de store historiske ting. Vi følger op på 'Superligaens Største Øjeblikke' og vil snart fortælle om en ny model her. Lytterne elsker det, men vi har ikke fundet en partner. Så her laver vi et isoleret projekt baseret på crowdfunding.
  • Udvikle vores Youtube-kanal og Mediano Bootroom. 
  • Prøve at udvikle en slags liveblog til f.eks. ugens kamp - i en liga eller generelt. Med indsigt, analyser og anbefalinger.
  • Lave en slags Medianos talentskole, hvor vi både kan finde nye skribenter, nye podcast-værter og nye eksperter. Og være med til at udvikle disse.
  • Lave flere samarbejder med organisationer og medier, hvor det giver mening. Vi lavede under VM eksklusive klummer til avisen.dk som et eksempel.
  • Masser af fokus på områder som talentudvikling (Mediano U), men også områder som fysisk træning, mental træning, data og andet. Her vil vi gerne arbejde med andre end os selv, som kan lave f.eks. et månedsmagasin indenfor et niche-område.
  • Arbejde med helt nye typer af partnerskaber, hvor indholdet ikke kun lever hos Mediano, men kan leve hos en partner - som da vi lavede Facebook Live-analyser af danske spillere i udlandet på Oddsets Facebook-side.
  • Blive endnu mere landsdækkende. Vores vært Adam Møller Gomaa pakker flyttekasser disse dage og flytter til Jylland. Det betyder, at vi nu kan mixe vores eksperter, så der også kommer nogle fra klubberne vest for Storebælt.
  • Og en masse andet.

Men for nu siger vi tusind tak for turen under VM. Tak for alle jeres ord, jeres feedback, jeres like og delinger. Og fordi I trykkede play, når vi havde udgivet en ny udsendelse.

Vi lover, at der er en masse Mediano på vej - både det, I kender og det, I forhåbentlig kommer til at kende.

Vi høres ved.

Foto: Getty Images

Mediano Superliga: Taktiske træner-genistreger gav point

Mediano Superliga: Taktiske træner-genistreger gav point

Next stop Qatar - 2022 og fodbold-VM i november og december

Next stop Qatar - 2022 og fodbold-VM i november og december