MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Kære, kære lyttere - 10 millioner tak

Kære, kære lyttere - 10 millioner tak

Redaktørens blog: Her gør chefredaktør Peter Brüchmann en status efter de første 10 millioner afspillede episoder af Medianos podcast-udgivelser siden 2016. Her kan du også finde lidt nyheder og en slags stillingsopslag.

Af Peter Brüchmann

Vi blev positivt overraskede på redaktionsmødet i dag. Redaktør Sandø havde talt sammen for alle vores kanaler og kunne meddele, at der nu ifølge data i Soundcloud var blevet afspillet 10.333.955 episoder siden Medianos fødsel i 2016.

’For fanden, Sture, vi har hverken jordbærkage eller cherrytomater. Du kan sgu da ikke bare komme med sådan et tal.’

Udbrød stammens ældste.

Når man har siddet med en ny kanal og kigget på de første 100 afspilninger tikke ind, så de næste 400 og kender vejen op til, at 1.000 personer gider lytte med, så ved man, at der er lang vej. Og så bliver man en smule ydmyg. OK, en lillebitte smule ydmyg.

Og bare for lige at undgå alle spekulationer om tallene. Der er enkelte dobbelt-publiceringer, som når en udsendelse f.eks. har været publiceret både i Bossword og i Mediano. Den kan i princippet være hørt af den samme lytter. Omvendt mistede vi undervejs en hel kanal, Mediano PL, hvor data blev væk som vores svar på skibet Atlantis. Alle de afspilninger forsvandt og er ikke talt med. Så tallet er næppe 100 procent præcist, men reelt set altså højere.

Nu er vi ikke de store festører, jyske eller sjællandske mestre i fejring, så vi gik straks i gang med at planlægge forårets Superliga-dækning på redaktionsmødet. Men tillad os at dvæle et øjeblik ved to år og snart 9 måneder i selskab med mange af jer. Jeg ved ikke, hvad det har betydet for jer derude, men for mange af os har det ændret vores liv. I har gidet lytte, I har gidet fortælle om os til jeres venner, og visionære virksomheder har gidet betale for at være i selskab med jer, siden den allerstørste aftale til midt i de fem cifre i 2016 til aftaler, der gør, at vi i næste måned har tre medarbejdere på journalistisk overenskomst, en masse freelancere, betalte eksperter og en – moderat – lønnet chef.

Fra midt i marts har vi også Emil Halkier ansat på fuldtid som redaktør på Mediano Håndbold, så vi for alvor kan sætte skub i den kanal. Vi har Sture Sandø som Superliga-redaktør og Adam Møller Gomaa som redaktør på international fodbold. Og så har vi Thomas Nørskov Hansen som producer og vært og Asbjørn Andreasen som altmuligmand og projektleder, mens han skriver speciale på et universitet, som jeg altid glemmer, hvorvidt det er Aarhus (det er det vist), København eller Aalborg.  Det er os, der er inden i Mediano i det daglige.

Alle får løn. Tre vil være på DJ-overenskomst. Og Thomas er i jobafklaring og kom til os uden løn, men er forhåbentlig godt i gang med at arbejde sig ind i organisationen, hvis vi ellers kan få skaffet de rigtige aftaler. Det er den vej mange af os er gået. Vi har investeret i fremtidige arbejdspladser, og rigtigt meget af det er ved at lykkes.

Og så er vi efterhånden en 20-40 andre, der også arbejder med Mediano lige fra 15-årige datter Brüchmann, der – en meget sjælden gang imellem - støvsuger studierne til Tanja, der først skal til at gå ombord i Mediano Music.

Lidt om tallet

Der er ofte en masse palaver om podcast-tal. Hvor meget er faktisk afspillede episoder. Hvor meget er downloads. Og er der skjulte tal. Vores stammer fra Soundcloud, hvor vi uploader vores filer. Her tæller alt, hvad enten man lytter i iTunes, Spotify eller i en android-baseret app. Vi kan ikke dokumentere, at samtlige 10.3 mio. registrerede afspillede episoder er hørt fra ende til anden.

Men her er – lagt helt offentligt frem – stats fra Soundcloud, som det ser ud fra vores hovedkanal, der bare hedder ’Mediano’. I gamle dage hed den Mediano Special, men nu har den ligesom en god brasiliansk fodboldspiller givet sig selv et og kun et navn. Tallet viser, at der i den kanal har været 7,75 mio. afsp. episoder ifølge Soundcloud.

SC-stats.PNG

Vi hører ofte et argument om, at meget er downloads og ikke rigtigt afspillede episoder. Men vi kan se, at i denne kanal svinger episoderne fra 2.000 lyttere til 20.000, så det kan næppe alt sammen være automatiske downloads. Det at lytte til podcast er et tilvalgs-medie. Du foretager som lytter et aktivt tilvalg og er dermed formentlig mere lytter, end vi er seere, når nogle af os i samtlige halvlege af fodboldkampe har fjernsynet kørende, mens vi hænger vasketøj op eller tømmer opvasken.

Og så kan vi, når vi er ude at præsentere Mediano dokumentere, at den gennemsnitlige lyttetid på episoderne i vores kanaler oftest ligger mellem 60 og 85 procent. Og det overraskende er, at nogle af de længste udsendelser, som f.eks. Mediano Preview, ofte bliver lyttet mere end 75 procent i gennemsnit, selv om de nærmer sig to timer pr. episode. Disse data kan vi se  i iTunes Analytics, som er et rigtigt godt arbejdsredskab, hvor vi også kan se, hvor folk falder fra i en udsendelse.

Vi har altid været ret åbne med vores tal. Det samme gælder vores økonomiske tal. Vi fortæller ikke folks løn, men vi blev i starten af Medianos levetid skudt i skoene, at vi benyttede os af gratis arbejdskraft. Ja, vi arbejdede alle sammen gratis til at begynde med i 2016. Ejerne gjorde det nok længst. Men i dag omsætter vi for mere end tre mio. om året, vi har aldrig fået mediestøtte, vi har ingen investorerer og er helt uafhængige. Og vores medarbejdere er på vej på overenskomst med Dansk Journalistforbund.

Det er vi en lille smule stolte af, men først og fremmest taknemmelige for. I har lyttet. I har delt. Og I har brugt så meget tid sammen med os, så vi kan skabe mere og mere indhold.

Vi søger en sælger

For at kunne udvikle Mediano yderligere har vi også brug for en salgsorganisation. Lige nu er den lille, fordi vores kommercielle chef er blevet headhuntet til et andet job. Vi ændrer en del i vores setup, så vi søger en sælger, der har mod på at være med til at løfte Mediano til næste niveau. Vi laver selv en del af salgsarbejdet, så vi ansætter ikke en sælger på fast løn. Men vi søger en person, der har mod på at lære især podcast-markedet og Mediano-modellen at kende. Du får 15 procent i provision og kan du komme op på et højt niveau, kan provisionen stige til 20 procent. Så skaffer du os endelig et road-partnerskab med en leverandør fra bilbranchen, en værkstedskæde eller en dækfabrikant til 100.000 eller 200.000, så får du 15.000 eller 30.000 kr.

Der er også mulighed for, at personen kan gå yderligere ind i organisationen og varetage kontakten og eksekveringen med vores partnere i en kombination af løn og provision, men det er ikke første trin. Vi arbejder løbende på at udvikle værdien for vores partnere, at dokumentere effekten ved at være i forbindelse med f.eks. 22-49 årige gennem 5 mio. afspillede episoder á i gennemsnit 45 minutters varighed på et år.

Du vil i denne funktion især komme til at arbejde med undertegnede. Komme med til salgsmøder, workshops og samtaler om samarbejdsmodeller. Det er et umodent marked, så man skal være bevæbnet med noget mere kreativitet, ukuelighed og pragmatisme end sælgere i den gamle medieverden traditionelt er. Til gengæld vil du også blive uddannet til nutidige og fremtidige modeller, fordi vi er med til at skabe dem.

Vi prøver  i vores salgsarbejde af al magt at gå væk fra en liste, som vi kommer ud med, men i stedet lytte til virksomhederne og høre hvilken historie, de gerne vil fortælle.

Har du mod på dette, så skriv til job@mediano senest torsdag d. 28.2. Ikke for langt. Bare lidt om, hvorfor du gerne vil med på Mediano-holdet og et kort CV.

På vej fra Mediano

Så lidt om, hvad der er på vej fra Mediano. Vi har i år lanceret en række nye kanaler og har lige nu alt mellem 11 og 17 kanaler afhængig af, hvordan man gør det op. Nogle er på standby, men klar til at køre, når vi finder en partner på det.

Nyeste kanaler er Mediano Health om sundhed, Mediano Music, Pollster om politik (sammen med A4) og Mediano Lab for fodboldens/sportens mere nicheprægede områder.

I denne uge håber vi at lancere Mediano Manager, en kanal til indhold med managerspil, drømmehold og de bedste tips til at klare sig godt i konkurrencen med vennerne. Dæk op til en udsendelse, der gør dig klar til cykelsæsonen.

Der er nye værter på vej ind på Mediano Music, så vi kan øge kadencen. Emil Halkier gør sammen med Jakob Green og Johan Strange klar til at skrue pænt op for Mediano Håndbold. Vi er i gang med en relancering af 1tap om e-sporten og øger fokus på FIFA, DOTA og begynder at lave Specials på e-sporten.

Fokus på andre ligaer

Og så vil vi gerne gå lidt dybere på nogle af de andre fodboldligaer. F.eks. har vi en dialog med Frederik Gernigon om at prøve at lave en udsendelse, gerne flere, om Ligue 1. Har du tilsvarende formidlingsmæssig erfaring og exceptionelt kendskab til den tyrkiske, hollandske, svenske eller skotske liga og kunne du tænke dig at prøve at være med til at skabe en serie på 10 afsnit om de andre ligaer, så skriv til kontakt@mediano.nu. Disse udsendelser vil vi placere i endnu en ny kanal, der hedder Mediano Sandbox. Dem vil vi løbende prøve at skaffe partnere til, så vi en dag kan lave bare en halvårlig status på interessante ligaer, som vi i dag sjældent berører.

Best of de nye kanaler

Til sidst et lille opsamlingsheat. Vi er rigtigt glade for vores nye kanaler, men måske har du ikke lige fået hørt alt det bedste, så her en anbefaling af mine personlige favoritter, hvis du vil smage på en af de nye kanaler:

  • Pollster – Hvis du skal starte et sted, så prøv “Pollster 3 – Socialdemokratiet under luppen”. Unikt indblik i og forståelse af et stort parti. '

  • Mediano Music - hør enten afsnittet med Chief 1, den fantastiske fortælling ved Jacob Andersen, det personlige portræt af Jacob Dinesen eller hør Steffen Jungersen og Jan Eriksen nørde Metallica. Maksimal unikhed hele vejen.

  • Mediano Health – hør Eskild Ebbesen nørde træningsformer i Health #2 eller især Health #4, der gav mig lyst til at løbe intervalløb igen. Og der skal altså noget til.

  • Mediano Lab – hør Jonathan Hartmann gå til mentaltræner i unik formidling i ’Den mentale side #5’.

  • Og husk, at Hammer & Brüchmann-udsendelsen er flyttet over i Mediano Magasinet for det mere varige indhold i magasinformat.

Det var vist det. 10 mio. tak for de første 33 måneder. Vi glæder os til mange flere.

Vi høres ved.

Arven efter Zidane, efterfølgende taktikker og spillerkonstellationer

Arven efter Zidane, efterfølgende taktikker og spillerkonstellationer

Her er den taktiske opskrift på FC Nordsjællands spil

Her er den taktiske opskrift på FC Nordsjællands spil