Jan 15

Jan 15 Diego Armando Maradona. Guddommelige evner - jordiske laster.

Historien om Diego Armando Maradona er fortællingen om fodboldens Elvis Presley. Mens han gjorde, hvad han ville på banen, havde han udenfor banen stort besvær med at håndtere tilværelsen, der nærmest var en evig jagt efter endnu en nat med bjerge af mad, sprut, stoffer og prostituerede.
Her får du en fortælling i to dele om Maradonas liv - på godt og ondt.

Den er skrevet af Karsten Krogh i 2008 og der er stort set ikke ændret i den. Så hør enten den indspillede version, hvor Karsten selv læser op, eller læs den længere nede i denne artikel.

Her finder du artiklen på lyd som Karsten har indspillet 13 år efter den blev skrevet:

Mediano · Diego Armando Maradona. Gudommelige evner - jordiske laster

Embed Block

Add an embed URL or code. Learn more

Her finder du artikelen i tekst:

Diego Armando Maradona døde 25. november og nåede lige at være 60 i 26 dage, før han udåndede. Han havde haft det skidt i en længere periode efter en operation i hjernen, og kilder tæt på ham fortalte, at de få gange man havde set Maradona de seneste uger, havde han virket svimmel, han havde næsten ikke kunnet tale, og han virkede hæmmet rent motorisk. Flere tætte venner havde antydet, at det måske var bedre, at han var død, før han blev helt invalid.

Mit navn er Karsten Krogh, og for en mand født i 1972, som jeg er, var Diego Maradona den absolut største fodboldspiller nogensinde. Om det er der ingen tvivl. Jeg har brugt nogle måneder på at finde ud af hvorfor. Hans rekorder holder slet ikke trit med Messis og Ronaldos, og hans liv efter fodbolden har heller ikke ligefrem tjent ham til ære. Han har efter alt at dømme heller ikke været voldsomt sympatisk eller synderligt intelligent. Men han er alligevel den største og mest facinerende for mig.

Jeg hørte første gang om Diego Maradona i 1981, da DR varmede op til VM i 1982 med en lille præsentation af de forskellige lande. Alle de sydamerikanske lande var eksotiske og interessante, fordi man kendte meget af få af deres spillere, men man vidste, at deres ligaer var nogle af de bedste i verden. De var også relativt dominerende i VM. Argentina og Brasilien havde vundet fire af de sidste seks VM-turneringer. Det er svært at forestille sig i dag, hvor vesteuropæiske lande har vundet de sidste fire VM-turneringer og er altdominerende i fodboldverdenen. Men dengang spillede mange af de bedste spillere i verden stadig hjemme i Argentina og Brasilien. Man kendte dem slet ikke, og derfor var VM så enormt spændende og stor en begivenhed.

Ikke bare så man sjældent andet i Danmark end en forskudt landskamp og tipsfodbold om lørdagen – man så absolut intet fra andre steder end Europa, så VM var en definerende fodboldbegivenhed over hele verden. Der kom altid noget spændende og uventet til VM – bade taktisk og spillemæssigt - og man vidste, at man ville tale om det i de kommende år.

I 1982 i Spanien var der ekstremt store forventninger til en lille krølhåret fyr, der spillede for de regerende verdensmestre. For mig så Maradona enormt eksotisk ud. Lille, tætbygget, med kæmpestort, krøllet hår, der næsten skjulte hans ansigt. Men man kunne se hans øjne, og dem kunne jeg godt lide. Han kiggede på sine modstandere og lignede én, der havde tænkt sig at snyde dem allesammen og vinde det hele.

Da man for første gang rigtigt så ham spille – det foregik ved VM i 1982 - kunne man øjeblikkeligt se, at han var helt speciel. Han sugede bolden til sig og dansede nærmest afsted med den, mens modstanderne bakkede og bakkede, indtil han nærmest hoppede forbi dem i fuld balance med et lille prik med venstrefoden. Jeg var ti år gammel og fuldstændig solgt. Hver eneste gang han fik bolden, håbede jeg, at han ikke ville aflevere den igen, men bare drible. Der var alligevel ingen, der kunne stoppe ham.

Det var der så alligevel. Han hed Claudio Gentile og var en benhård italiensk forsvarsspiller, født i Libyen. Han sparkede og rev Maradona i stykker i den første kamp i mellemrunden i Spanien, og Argentina var allerede så afhængige af Maradona, at de faldt sammen uden ham og tabte 2-1. Da Maradona fik rødt i den næste kamp mod Brasilien, græd jeg en smule. Også fordi, der så ville gå så lang tid, før jeg ville se ham igen. Der var jo ingen som ham i England eller de andre steder, hvor man kunne se fodbold, og der skulle gå mange år, før man fik chancen for at se Maradona på tv igen.

Jeg så Diego Maradona i levende live 10. februar 2006. Jeg var i Buenos Aires på ferie, og da mine venner og jeg var til en Davis Cup-kamp mellem Argentina og Sverige, kom Maradona pludselig gående forbi os. Han havde fire bodyguards med, men de lignede mest bare nogle tykke venner i sorte t-shirts. Mine venner er lige så store fans af Maradona som mig, og ugen før havde vi netop rejst flere hundrede kilometer ned til Mar del Plata, hvor vi besøgte et Maradona-museum, som vi brugte hele dagen på. Pludselig stod han ved siden af os. Det var næsten religiøst.

Han satte sig ned blandt publikum. Han var den eneste i en Argentina-trøje - tennispublikum er generelt lidt overklasse over hele verden og klæder sig pænt på og opfører sig pænt. Maradona var ligeglad. Han begyndte organisere en fast jubel, hver gang den argentinske spiller, Wimbledon-finalisten David Nalbandian, vandt et point. Han gav også Nalbandian gode råd mellem boldene. Flere gange nikkede Nalbandian forstående til Maradona. Selv Robin Söderling, den svenske modstander, virkede helt påvirket af den store mands tilstedeværelse. Han tabte i tre hurtige sæt, og Maradona råbte højest af alle, da kampen var færdig. Alle kiggede på ham hele tiden. Selv de to spillere. Jeg glemmer det aldrig.

Det var mystikken og det eksotiske, der fangede mig ved fodboldspilleren Maradona. Og selvfølgelig den vanvittige teknik og balance. Men først og fremmest var jeg fascineret af, hvor anderledes han så ud og opførte sig på banen. Senere blev det lige så meget hans fejlbarlighed, jeg blev draget af. Jeg har aldrig været til perfekte fodboldmaskiner som Ronaldo og Messi. Jeg kan godt lide, at fodboldspillere er kantede, viser deres personlighed og ikke er bange for at skille sig ud. Og det var Maradona aldrig. Måske var det derfor, at det for mig altid var interessant, hvad der skete med Maradona. Selv til sidst da han kom længere og længere ud og tydeligvis mistede alt perspektiv. Jeg håbede altid, at det ville ende godt med ham, men inderst vidste jeg godt, at det næppe var en mulighed.

I 2008 fik jeg lov at skrive en artikel om Maradona, og den blev meget, meget lang. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, at ret mange læste den. Maradona havde på det tidspunkt været træner i nogle år, men det man hørte om, var hans problemer med stoffer, kolossal overvægt, elskerinde, skilsmisser og den slags. Jeg besluttede udelukkende at skrive om Maradonas liv, mens han voksede op, og mens han var fodboldspiller. Næsten halvdelen af denne meget lange artikel handler om hans familie og hans opdragelse – de første tyve år af hans liv. Hvordan han blev formet som menneske. Ikke interessant for alle og enhver – så er læseren advaret. Jeg indtaler også hele artiklen, så man kan høre den som en podcast, hvis man kan holde til at høre på min stemme i relativt lang tid.

Jeg har stort set ikke ændret noget i artiklen, så man skal forestille sig, at man læser den i 2008. To år efter jeg så ham på en tennisbane i udkanten af Buenos Aires og ikke kunne sige et ord bagefter. God fornøjelse med læsningen.

Guddommelige evner – jordiske laster

Historien om Diego Armando Maradona er fortællingen om fodboldens Elvis Presley. Mens han gjorde, hvad han ville på banen, havde han udenfor banen stort besvær med at håndtere tilværelsen, der nærmest var en evig jagt efter endnu en nat med bjerge af mad, sprut, stoffer og prostituerede. Dette er første del af historien om Diego Maradona

Af Karsten Krogh

De almindelige regler har aldrig eksisteret for Diego Armando Maradona. Lige så grænseløs som han var på fodboldbanen, når han ydmygede modstanderne, lige så vildt har han levet sit liv udenfor banen, hvor festerne, stofferne og hedonismen aldrig stoppede. Historien om Maradona er fortællingen om en mand, der altid har spillet og levet hurtigere og mere intenst end alle andre.

Fra markerne og gaderne i det sydlige Buenos Aires til de største stadions i verden har Maradona fortryllet mennesker, og med sin guddommelige venstre fod og sin overudviklede fodboldintelligens har han en stor plads i de fleste fodboldelskeres hjerter. Men begrebet mådehold har aldrig eksisteret for den lille krøltop. Samtidig har managere, agenter og ”venner” spundet guld på Maradona, der hele tiden bare har levet fra dag til dag – uden plan eller perspektiv

Maradonas konstant eskalerende nedtur truede allerede med at gøre en ende på hans liv, da han var 44. Grotesk overvægtig fik han et hjerteanfald efter en overdosis af kokain. Han svævede mellem liv og død i flere dage, men overlevede. Hele Argentina holdt vejret i den svære tid og bad for deres mærkværdige anti-helt, der stadig har en særegen status efter sine præstationer for landsholdet, da han ved VM i 1986 nærmest ene mand satte et post-militærdiktatorisk Argentina på verdenskortet. Maradona er evigt folkekær og elsket af de argentinske masser. I dag bor og lever han i Buenos Aires

”Han er den største, der har spillet fodbold. Der er simpelthen ingen ved siden af ham. På godt og ondt har hans vanvittige liv og enorme selviscenesættelse også gjort ham endnu større og mere mytisk. Hvis man udelukkende ser på de spillemæssige meritter, kan man måske tale om, at en Zidane har været næsten lige så stor, men han var helt selvudslettende som person, og fodbold er jo også show. Det har Maradona altid leveret – sammen med fantastisk fodbold,” siger tidligere landsholdspiller Jakob Kjeldberg, der dækkede Maradona op i en landskamp i 1993 i Argentina.

Fodboldkommentatoren Peter Piil var også med dengang sammen med det danske fodboldlandshold som journalist. Danmark skulle efter EM-triumfen året forinden spille en slags mini-VM-finale mod Argentina, der havde vundet Copa America. Diego Maradona var efter sin første dopingdom netop vendt tilbage og skulle spille mod Danmark.

”Landet var nærmest på den anden ende, fordi Maradona skulle spille på landsholdet igen, og i en forholdsvis lille ferieby som Mar del Plata, hvor kampen skulle spilles, var det nærmest den største begivenhed nogensinde. Folk var ellevilde. Jeg husker, at jeg på min flyvetur fra Buenos Aires til Mar del Plata kom i snak med en ældre dame. Hun var tydeligvis velhavende og meget distingveret. Vi snakkede om løst og fast, og hun var vidende og kultiveret, men da vi kom ind på emnet Maradona, rystede hun sørgmodigt på hovedet.

”Alt for mange penge og for meget berømmelse. En fattig knægt som ham kan slet ikke klare det. Han bliver helt ødelagt af sin berømmelse, og der er ingen til at lære ham, hvordan man skal opføre sig. Han går i hundene”, sagde den fine gamle dame trist. Jeg mærkede mig hendes ord – og hver gang man hører om Maradonas nye eskapader, har jeg altid tænkt på hendes sørgmodige ansigt. Hun fik helt ret,” erindrer Peter Piil.

Fortællingen om Maradona er fyldt med så mange store øjeblikke og mærkværdigheder, at det har været nødvendigt at dele den op. Dette første afsnit handler primært om hans opvækst i Argentina, mens anden del tager udgangspunkt i hans europæiske karriere.

Forældre fra landet

Fortællingen om den store spiller begynder i små kår. Maradonas mor Tota og far Diego senior (det hedder han) boede i deres ungdom i den lille bondelandsby Esquina, der ligger tæt ved den paraguayanske grænse. Et sted der i 1940’erne endnu ikke havde set nogen form for industrialisering. Folk var enten fiskere, jægere eller havde små primitive landbrug.

Diego Maradona senior var af indiansk afstamning og levede hele sin ungdom i Esquina – kun 200 meter fra sin kommende kone. Han var lille, men bred af bygning og havde en stærk ryg og stærke ben, der kunne klare det hårde arbejde, han udførte. Diego var en form for daglejer, der hver morgen læssede de skibe, der sejlede til Buenos Aires og solgte varer som frugt, ris og korn. Jobbet var elendigt betalt. Men Diego brokkede sig aldrig. Faktisk var han kendt som en hård negl, og efter et uheld hvor den lille mand brækkede tre ribben, men stædigt arbejdede videre til dagen var omme, blev han af kollegerne døbt Chitoro – på spansk en blanding af ven og tyr. Når der ikke var arbejde at få, tog Chitoro på jagt og satte fælder op for på den måde at få noget at spise. En simpel, tavs og hårdtarbejdende mand.

Som hovedparten af den argentinske befolkning nedstammer Maradonas mor Tota fra europæiske immigranter. Totas forældre var fattigfolk fra det sydlige Italien. De var meget religiøse, og troen tog Tota med sig. Hun har altid haft små statuetter med jomfru Maria omkring sig, og det smittede af på sønnen, der i hele karrieren også havde religiøse ikoner med sig i sine skiftende hjem, omklædningsrum og hotelværelser. Hvor alvorligt guds ord i praksis blev taget i Maradona-familien, er mere tvivlsomt. Faktisk blev Tota og Chitoro først gift efter, at Tota havde født sit tredje ud af otte børn, og Diego Maradonas omfattende omgang med glædespiger af den eller den anden slags gennem hele karrieren er vist ikke helt efter de hellige skrifter. Men bede til jomfru Maria gjorde man i hvert fald hjemme hos Maradona-familien.

Ambitioner for familien

Tota var en hårdtarbejdende tjenestepige med ambitioner for familien. I 1950 tog hun som 20-årig ned til storbyen Buenos Aires, hvor rygtet var, at man kunne tjene flere penge – eller bare penge i det hele taget – og efter nogle måneder fulgte en noget tøvende Chitoro, der ikke var begejstret for at forlade det simple, men velkendte liv i Esquina.

Tota havde fået et godt job hos en velhavende familie, men uden nogen form for skolegang eller erfaring måtte Chitoro tage det værste arbejde, man kunne få. Hårdt, sundhedsfarligt fabriksarbejde på benmelsfabrikken. Jægeren og friluftsmanden stod 13 timer om dagen i giftige støvdampe og længtes efter den frie luft på sin hjemegn. De fleste arbejdere døde af lungesygdomme eller blev tvunget til at stoppe pga. sygdom. Men så galt gik det aldrig for Chitoro – han blev nemlig far til en helt speciel dreng.

30. oktober 1960 fødte Tota sit fjerde barn, og denne gang var der endelig tale om en dreng. Der skulle komme to brødre mere, men Diego, som barnet naturligvis skulle hedde efter far Diego Chitoro, var den førstefødte dreng, og i latinamerikanske lande har det traditionelt en stor betydning. Den førstefødte søn har et særligt stort ansvar som den, der i højeste grad skal sørge for smør på brødet og passe på familien. Lille Diego fik en relativ streng, men kærlig opdragelse af sine forældre.

Diego har selv indrømmet, at han til tider fik bank af sin far, men han gør altid opmærksom på, at det var almindeligt dengang, og Diego har aldrig båret nag til Chitoro. Måske var det også for det bedste, at Chitoro nogle gange brugte ekstra hårde overtalelsesmidler til at holde Diego ude af problemer i det kvarter, han boede i. Kvarter er vel egentlig så meget sagt. Fiorito, i den allerfattigste, sydlige del af Buenos Aires, var vel nærmest bare en samling marker, hvor de, som ikke kunne få en ordentlig bolig, kunne slå sig ned. I Fiorito gik man ikke udenfor efter mørkets frembrud – det var en kendt sag, at det ikke ligefrem var guds bedste børn, der opholdt sig i området. Tyve, røvere, alfonser, og det der var værre, boede i og omkring Maradonas fødested.

Umuligt at få bolden fra ham

Far Chirito byggede selv det hus, som hele familien måtte bo i, og det foregik mest med fundne metalstykker, enkelte mursten og pap. Huset havde to rum, og det er ikke nemt at forestille sig, at ti mennesker skulle bo i sådan et skur. Men livet gik i Fiorito, og mens lille Diego ikke havde den store lyst til at læse og skrive, så viste han sig at være glad for bolde og god til at spille med dem.

Han fik sin første bold af sin onkel Beto, da han var tre år, og det var umuligt at få bolden fra den lille dreng. Diego tog bogstaveligt talt bolden med sig i seng. Når han skulle løbe ærinder for sin mor, foregik det med bolden på fødderne, og når han skulle i skole og hjem igen, var det med bolden limet fast til venstrefoden. Faktisk skete det mere end én gang, at Diego fik varmet sine rygstykker af far Chirito, fordi den lille knægt havde ødelagt et par nye sko på rekordtid ved at sparke til sin elskede bold.

Diego husker selv sin tidlige barndom som en tid, hvor han altid spillede på markerne bag de skure, som folk i Fiorito boede i. Allerede dengang mærkede Diego, at han var speciel, når han løb rundt med bolden på markerne. Det var noget helt andet end skolen. Diego så sig selv som ’the chosen one’ på boldbanerne, og på trods af hans størrelse sad han højt i hierarkiet på banen, som han også siger i sin bog.

” … jeg følte, at jeg med bolden skilte mig ud fra de andre, at ligegyldig i hvilken vanskelig situation jeg havnede i, kom jeg altid sejrrig ud af den, jeg vandt altid. Som man vælger i livet, vælger man også i kampene. Det er altid de to største, der vælger deres hold, og dér bygges det hele op. Og, ja, i kampene valgte de altid mig, ’Krøltop’, først”.

Fodbold på marker, legepladser og små grønne områder er stadig et meget almindeligt syn i Argentina. Danske Søren Møberg, der har været primus motor for det argentinske hjemløse-landshold, har boet i Buenos Aires de sidste syv år og ser hele tiden fodbold blive spillet på alle mulige steder i det fodboldgale land.

”Så snart man kommer udenfor det centrale Buenos Aires, er der fyldt op på alle de grønne pletter rundt omkring. Om søndagen hvor man traditionelt er på udflugt med familien, kommer der altid folk med en gammel slidt bold, og så danner man hurtigt to hold og spiller noget bold. Det hele er nok blevet lidt mere organiseret end i Maradonas tid, men i de lavere klasser er det stadig meget almindeligt, at man spiller fodbold i parken eller på markerne rundt omkring. Hvis man er god nok, kommer man i klubber, når man når en vis alder, men mange karrierer er startet på legepladser og gader i stræder rundt omkring i Argentina,” siger Søren Møberg.

De små løg og den første berømmelse

Det var Diegos gode ven Goyo, der tog den lille krølhårede knægt med til rigtig, organiseret træning, da Diego var ni år gammel. Holdet hed ’Los Cebollitas’ (de små løg) og var et ungdomshold for 1. divisionsholdet Argentinos Juniors. Træneren, bare kendt som Francis, var egentlig godt tilfreds med sit drengehold og ikke interesseret i nye spillere – specielt ikke i en dreng der var meget mindre end alle de andre – men det ændrede sig hurtigt. Selvom nogle af de andre spillere var op til fem år ældre end ham, var Diego bedre. Han var hurtigere, klogere og teknisk bedre end de andre spillere, og Francis troede ikke et sekund på, at Diego var ni år gammel. Faktisk var den erfarne træner overbevist om, at Diego, med de små ben, den brede ryg - som han havde arvet fra Chitoro - og det underligt store hoved, var en form for dværg og i virkeligheden en voksen mand! Der måtte en dåbsattest til, før Diego fik lov at spille med på Los Cebollitas.

Diegos kærlighedsaffære med de små løg varede godt fem år, og Diego taler selv med stor begejstring om tiden på sit første fodboldhold. Som ungdomshold var Cebollitas helt suveræne – et af de allerbedste hold i Buenos Aires, og på et tidspunkt vandt de 136 kampe i træk i deres turnering. Diego havde tidligt fået trøjen med nummer 10 og var blevet så glad for den, at han kun ville spille med det nummer.

Rygtet begyndte at gå, at Cebollitas havde en fænomenal spiller på deres hold, som næsten altid var den mindste på banen, og 28. september 1971 kom den første avisartikel om Maradona i avisen Clarin:

”Han er venstrefodet, men kan også bruge højre. Diego Caradona, ti år gammel, fik applaus i pausen mellem Argentinos Juniors og Independiente, hvor han viste sit helt unikke talent for at kontrollere og drible med bolden. Hans trøje er for stor til ham, og han kan næsten ikke se noget for hår. Han ligner noget, der kommer fra en mark. Han kan dræbe bolden og i samme bevægelse løfte den op med begge fødder. Han ligner en dreng, der er født til at spille fodbold. Han ser ikke ud som om, han hører til i vores tid, men det gør han. Han har en meget argentinsk kærlighed til bolden, og takket være ham vil der også fremover være store spillere i vores land”.

Midtpunktet i familien

Caradona – en lille trykfejl – begyndte at blive kendt. Lille Diego blev en dreng, folk kom for at se, og Tota og Chitoro begyndte at følge sønnens karriere tættere. Fodbolden, der i starten blev set som et irritationsmoment i Maradona-hjemmet, blev nu midtpunktet for hele familien. Forældrene, storesøstrene, fætre, onkler og venner af familien rejste med til Diegos kampe i og omkring Buenos Aires, og Tota og Chitoro blev overdynget med komplimenter for deres søns fodboldspil.

Trænere fra andre hold var også interesseret i at hente den lille sensation, men der blev passet godt på Diego af træner Francis, som med sine egne ord ”fulgte Diego hjem hver eneste aften” - så bange var han for at miste sin lille guldfugl. Francis tog også Diego med til en speciallæge, der skulle gøre drengen større med vitaminindsprøjtninger – lille Diegos første møde med nålen, men det skulle langtfra blive det sidste.

Diego blev nu ikke meget større, men han blev ved med at score mål og fik også en tjans som bolddreng for Argentinos Juniors. I en kamp mellem Argentinos og deres ærkerivaler Boca Juniors, Argentinas største hold, fik Diego til opgave at underholde med boldkunstner i pausen. Første halvleg havde været lidt halvkedelig, men Maradona livede publikum op med sine tricks - i en tid langt før man så spillere jonglere med bolden for showets skyld. Den tiårige Diego var så god, at tilskuerne hellere ville se drengen fortsætte end anden halvleg af fodboldkampen. Deres råb ”lad ham blive” var ikke nok til at holde de to hold fra banen, men Diego var blevet rørt over, at udeholdets tilskuere havde jublet over ham, og fra den dag vidste den lille Diego, at han ville spille for sin fars favorithold, Boca Juniors, når han blev stor.

Maradona trænede nu næsten hver dag med flere forskellige hold – og ofte med spillere, der var en del ældre end ham selv. Det var ikke noget problem. Diego var stadig den bedste, og det var ikke et ukendt syn at se Diego spille for ældre hold under et ukendt navn, når holdet skulle forstærkes.

Afsløret

I en bestemt kamp mod Boca Juniors’ ungdomshold blev han dog afsløret. Diego var registreret under navnet Montonoya og blev først sat på banen i pausen, da hans hold var bagud 3-0. De fik uafgjort 3-3, og Diego scorede alle tre mål, men i kampens hede glemte en af Diegos medspillere alt om Montonoya og råbte hans rigtige navn. Modstandernes træner kom hen til Francis efter kampen og sagde:

”Hvis ham der er Montonoya, så er jeg kineser. Du har smuglet Maradona ind på banen,” sydede træneren, mens Francis ikke sagde noget. Han vidste, han var fanget. Nu ville der komme pointstraf, og hans trænerjob kunne komme i fare. Men Boca-træneren overraskede ham:

”Bare rolig. Jeg siger ikke noget. Drengen er jo fantastisk. Hvordan kan man være sur, når han spiller på den måde”, sagde den stadig chokerede Boca-træner. Alle har hørt om snyd med alderen i fodbold, men det er ikke hver dag, at man ser et fodboldhold blive ulovligt forstærket af en spiller, der er for ung!

Træner Francis tog sig meget af Diego og var også med til at klare problemerne med Diegos skolegang – eller mangel på samme. Diego var ikke nogen ørn i skolen og kom der ikke meget. Derudover læste han aldrig lektier og sov ofte i timerne, fordi han havde spillet fodbold hele den forgangne dag. Hans skoleinspektør var ikke tilfreds, men en af Francis’ bekendte var venner med inspektøren og tog ham med ud at se bold.

”Diegos hold vandt 4-0, og Diego scorede tre. Ved et af målene driblede han forbi hele det andet hold – også målmanden – og løb bare med bolden ind i målet. Skoleinspektøren var en stor fodboldfan, og den følgende torsdag bestod Diego alle sine eksamener, og inspektøren gav mig tre dyre skolebøger til Diego”, rapporterede vennen til Francis. Diego læste aldrig bøgerne, men hans problemer med skolen var forbi.

Søren Møberg forklarer, at fænomenet med mere eller mindre at droppe skolen til fordel for fodbolden ikke er ualmindeligt i Argentina.

”I Argentina er der stadig kun obligatorisk skolegang i syv år - langt de fleste tager derefter fem ekstra år. Men det er langtfra ualmindeligt, at drenge stopper skolegangen efter de syv år og satser på at blive fodboldspiller på fuld tid. I Europa drømmer omkring 85% af alle unge om at få en god uddannelse og et godt job, men i Argentina drømmer 85% om at blive fodboldspiller og kunne leve af sin sport. Især i de lavere samfundslag er der mange håbefulde fædre, der kører rundt med deres sønner og ikke går meget op i børnenes skolegang, fortæller Søren Møberg og fortsætter:

”Man ser disse gamle, ramponerede skolebusser, der kører rundt overalt i Buenos Aires og samler 14-17-årige spillere op, der så er rundt omkring til prøvetræning i Serie B- og Serie C-klubber. De får ingen penge for det, men er nærmest lykkeriddere. På den måde bliver der uddannet utrolig mange fodboldspillere i Argentina. Man hører kun om de store, der først kommer til Primera i Argentina og derefter videre til Europa. Men faktisk løber der mere end 80 argentinere rundt i de lavere serier i Serie B og C i Italien. Også de lavere divisioner i Spanien har mere end 150 argentinere. Derudover er der også mange argentinere i Equador, Bolivia, Uruguay og andre sydamerikanske lande,” siger Søren Møberg og forklarer videre, at det for mange er en reel karriervej, hvilket også forklarer, hvorfor der er så mange fodboldspillere i forhold til befolkningens størrelse.

Det første tilbud

Allerede som tolvårig fik Diego sit første tilbud fra en stor klub, da mestrene fra River Plate ville sikre sig talentet. River – også kendt som Los Millonarios - er traditionelt set den rigeste klub i Argentina, men både Maradonas familie og Argentinos Juniors afslog tilbudet. Argentinos var begyndt næsten udelukkende at koncentrere sig om Maradona fra ungdomsholdet, og da Maradona blev 15, tilbød Argentinos en ny, gratis lejlighed i et finere kvarter til Maradonas familie oveni en lang, bindende kontrakt.

Fra det øjeblik var Maradona i realiteten det finansielle overhoved i familien, og det varede ikke længe, før Diego kunne gøre noget, han altid havde drømt om. Efter sin nye kontrakt med Argentinos Juniors gik Diego hjem til sin far og omfavnede manden, der havde ofret så meget af sit liv på en livsfarlig arbejdsplads, som han hadede - for sine børns skyld. Diego så Chitoro i øjnene og fortalte ham, at han ikke skulle gå på arbejde næste morgen – eller nogensinde igen. Penge var ikke et problem længere. Et øjeblik, som Diego selv udtaler, var det største i hans liv.

Diego debuterede for Argentinos Juniors ti dage før, han blev 16. Der var efterhånden skrevet så meget om det lille vidunderbarn, at tilskuerne 20. oktober 1976 i højere grad var kommet på stadion for at se den lille krøltop spille end for at se selve kampen. Diego startede på bænken, men publikum råbte hans navn hele halvlegen, og træneren var nærmest tvunget til at skifte Diego ind i pausen.

Argentinos tabte 1-0, men Diego nåede at vise enkelte prøver på sit talent. Avisrapporterne lød på, at modstanderne fra Talleres udelukkende havde koncentreret sig om, at Diego ingen plads måtte få, da de hurtigt kunne se, at den lille mand var den eneste trussel på Argentinos’ ikke særlig imponerende hold. Det viste sig hurtigt, at selv et ungt stortalent ikke kunne gøre Argentinos til et tophold. Dertil var spillerne omkring Maradona for svage, og paradoksalt nok gjorde Diegos dyre kontrakt også, at den fattige klub ikke kunne købe forstærkninger. Man havde allerede brugt alle sine penge på den lille guldfugl, der blev set som en investering, der skulle betale klubbens regninger i mange år fremover. Det kom han også til.

En vigtig dag

”Faktisk bliver 20.september i aviser og fodboldtidsskrifter ofte nævnt som en meget vigtig dag i argentinsk historie. Dagen Maradona fik sin debut. Og Argentinas Juniors profiterede rigtig meget af deres senere salg af Maradona. De havde en af deres bedste sæsoner året efter, hvor pengene fra Maradonas salg kom væltende ind – bl.a. vandt de Copa Libertadores og var i VM-finalen for klubhold mod Juventus med en meget ung Michael Laudrup på holdet”, fortæller Søren Møberg og fortsætter:

”Med hensyn til nykkerne er det bestemt ikke blevet bedre med årene. Maradona udtaler sig ofte om alt muligt mellem himmel og jord, og det er bestemt ikke alt, der kommer ud af Maradonas mund, der er lige fornuftigt. Det seneste er f.eks., at han vil være venner med Irans præsident Muhamedinejad. Men han bliver beskyttet meget af medierne hernede, og det er bestemt ikke populært at sige ham imod på den ene eller anden måde. Diego har altid ret, siger Møberg, der dog konstaterer, at tingene er ved at vende en smule.

”Selvom man hver eneste ferie genudsender U-20-VM-finalen fra Japan, hvor Maradona styrer holdet, og generelt sørger for at holde liv i myten om Maradona, så er der alligevel en ny generation, der vokser op, der aldrig har set Maradona spille andet end på tv. Det er klart, at de forholder sig mere til Riquelme og Messi og den slags nye spillere. Men folk hernede, der har set Maradona spille, før han tog til Spanien, påstår stadig, at det er det største, de har set på en fodboldbane, forklarer Søren Møberg.

Det hele gik meget stærkt for Maradona, da han startede som senior, og han havde allerede været på adskillige ungdomslandshold, da han i februar 1977 blev udtaget til det rigtige landshold. Argentina skulle spille en venskabskamp mod Ungarn, og Maradona fik at vide af den legendariske træner Menotti, at han ville komme på banen, hvis kampen gik som forventet – altså at Argentina vandt stort.

Hjemmeholdet førte på La Bombanera 3-0, da en tydelig nervøs Maradona kom på banen til sin første landskamp nogensinde. Maradona var ikke selv imponeret af sin debut, som efter hans egen mening havde været fyldt med fejl. Han var stadig så ung, at selverkendelse endnu ikke var et fremmedord – Maradona kunne godt indrømme fejl. Den evne forsvandt lige så stille, jo højere karrieren tog Maradona. Der var faktisk allerede begyndt at snige sig enkelte nykker ind i den kun 18-åriges opførsel.

VM 1978 – uden Maradona

Det var meget kontroversielt, at Argentinas skulle afholde VM i 1978, fordi landet i realiteten blev regeret af et militærdiktatur. Flere store spillere, bl.a. hollandske Johan Cruyff, boykottede slutrunden, som Argentina vandt med en 3-1-sejr i finalen over netop Holland. Begivenheden var nærmest en stor PR-begivenhed for den argentinske militærjunta, og der var flere mærkelige resultater i mesterskabet. Bl.a. en mystisk Argentina-sejr på hele 6-0 over et ellers meget stærkt peruviansk hold, der lige nøjagtig sendte hjemmeholdet i finalen på bedre målscore end Brasilien.

Alle disse ting var Maradona ligeglad med. Da han havde fået at vide af træner Menotti, at han ikke var udtaget til slutrunden, var han gået grædende hjem – fuld af bitterhed og raseri. Så stor var Maradonas skuffelse, at han svor, at han aldrig ville tilgive Menotti, og at han aldrig ville spille på landsholdet igen. Han kom dog hurtigt ned på jorden igen og erklærede sig klar til at spille på landsholdet igen til næste VM, men hele situationen var nærmest lidt grotesk. Hvad var der sket med den lille knægt fra Fiorito? Umiddelbart ville man tro, at Diegos familie nok skulle få det lille vidunderbarn ned på jorden, men der var ikke nogen realitetssans eller noget sund fornuft at hente i Maradonas omgangskreds, da den lille dreng kom hjem fra landsholdslejren, hvorfra han var blevet vraget. Diego var selv overrasket over, hvor voldsom reaktionen var hjemme hos familien Maradona – som han skriver i sin bog.

”Men det værste af det hele var at komme hjem. Det hele mindede om en begravelse. Min mor græd, min far græd, mine søstre og brødre græd. De sagde til mig, at jeg var den bedste af dem alle …”

Ingen havde et tilpas koldt hoved til at få Diego lidt ned på jorden. I misforstået sympati med ynglingen var alle enige om, at en større forbrydelse var undergået Diego. Hvordan kunne man dog overse århundredets talent?

Når familiens center og omdrejningspunkt, lille Diego, mødte modstand fra omverdenen, samlede familien sig om ham. Venner og familie stod alle klar med rygklap. Dette måtte være en del af en større sammensværgelse, og Diego blev bestyrket i sin allerede faste overbevisning om, at alt ville være bedre (og mere retfærdigt), hvis blot verden indså hans fortræffeligheder og indrettede sig efter det. En overbevisning, der blev sværere at rokke som årene gik og som altid blev plejet i familiens skød. Og heri ligger nok nøglen til Diegos senere så velkendte problemer med at acceptere modgang. Hans familie og venner havde aldrig modet eller overblikket til at sige fra, når Diego blev for urimelig i sine krav og beskyldninger. Maradona var simpelthen forgudet – ikke bare af folk fra tilskuerpladserne – men også af sin egen familie og venner.

Nogle vil simpelthen sige, at han var møgforkælet, og Maradonas urimelige og barnlige reaktion på den berømte udeladelse i 1978 var kun et forvarsel om de enorme tilpasningsproblemer, som den lille argentiner ville få senere i karrieren.

Jakob Kjeldberg så selv Maradonas enorme krukkeri på nærmeste hold. I 1993 fik han en helt speciel opgave, da Danmark skulle spille mod Argentina i Mar del Plata. Den tidligere Chelsea-spiller skulle dække Diego Maradona op. Kjeldberg husker argentineren som en primadonna af dimensioner på banen.

”Jeg lagde jo ud med nogle rigtige herretacklinger, og de var faktisk på bolden – i hvert fald de første par stykker – men det betød faktisk ingenting for Maradona. Bare jeg havde den mindste kontakt med ham, kastede han sig til jorden som ramt af en håndgranat, og når han rejste sig, så han på mig, som havde jeg lige forsøgt at slå ham ihjel. Jeg prøvede at kommunikere med ham, men han nægtede at se mig i øjnene. Han så bare forurettet ud – nærmest ligesom et lille barn, erindrer Kjeldberg, og Maradonas specielle selvopfattelse ophørte ikke efter kampen.

”Der var ikke noget med at bytte trøjer eller noget. Efter kampen, som Argentina vandt i straffekonkurrence, løb Maradona over til sine tilskuere, der hyldede ham som en konge. Det forventede han bare. I virkeligheden havde han faktisk spillet 120 elendige minutter. Han havde taget en million dødbolde – også dem langt oppe på deres egen banehalvdel – men han havde ikke vist noget specielt. Der var dog ingen tvivl om, hvem der var kongen på holdet. Selvom der både var folk som Caniggia og Batistuta på holdet, var der aldrig snak, om hvem der bestemte. De andre bukkede og nejede nærmest for Maradona, som i øvrigt aldrig rørte sig, når Argentina havde tabt bolden. Han ventede bare på, at de andre erobrede den, så de kunne spille ham. Der var ikke nogen realisme bag hans opførsel. Han kunne slet ikke se nogle fejl ved sit eget spil eller sin egen opførsel, erindrer Kjeldberg, der ikke desto mindre ser kampen som en af de største oplevelser i hans fodboldliv – netop på grund af den lille modstander ”med nummer 10 og et kæmpestort anførerbind”, siger Kjeldberg.

Efter Maradonas udelukkelse ved VM i 1978 fik han i 1979 chancen for at repræsentere sit land på fornemste vis, da Argentina med en ustyrlig Maradona i spidsen vandt det første U-19 VM nogensinde. Argentina vandt finalen i Japan over Sovjetunionen med 3-1, og Maradona begyndte at græde under ceremonien, da han modtog hæderen som turneringens bedste spiller. Alle kampene blev fulgt tæt af det argentinske folk midt om natten hjemme i Argentina, og Maradonas stjerne blev større og større.

Hans liv forvandlede sig for alvor efter triumfen i Japan. Han kunne ikke længere gå i fred på gaden, og det var helt udelukket at spise ude længere. Personen Maradona havde svært ved at tackle berømmelsen på mange måder. Journalisterne fulgte ham overalt, og da Maradona ikke ligefrem var sin barndomskæreste Claudia tro – ikke unormalt i sydamerikanske lande – begyndte rapporterne at løbe ind om Maradonas forbrug af kvinder. Den lille boldspiller var en charmetrold med det modsatte køn, og selvom han ikke var så stor, havde han et glimt i øjet, som pigerne godt kunne lide.

Maradona havde faktisk altid været dygtig til at samle piger op, men før i tiden var det bare kun hans venner, der vidste noget om det. Nu kunne det ikke holdes hemmeligt længere, og det generede selvfølgelig Maradona, selvom Claudia sjældent sagde noget til rygterne. Når bare Diego kom hjem til hende. Og det gjorde han altid.

Samtidig med at Maradona blev større, blev det finansielle sværere at overskue. Maradona har truffet et utal af dårlige beslutninger i livet, men den allerstørste og mest kostbare var nok udnævnelsen af sin finansielle rådgiver. Det meste af Maradona-familien kunne knap læse og skrive, så selvom Tota og Chitoro på alle mulige andre måder var overbeskyttende over for deres søn, kunne de ikke hjælpe med den finansielle side af sagen.

Problemet var, at de notorisk mistænksomme forældre ikke stolede på nogen som helst, og derfor endte det med, at Diego fik sin ven Jorge Cyterzspiler til at stå for alt det økonomiske. Det fik Diego rigelig grund til at fortryde. Ikke fordi Cyterzspiler snød Maradona, men fordi den økonomistuderende yngling slet ikke var kompetent til at bestyre de enorme pengesummer, som Maradona kunne genere.

Maradona til Boca – og videre til Barcelona

Cyterzspiler var dog ikke nogen dårlig kontraktforhandler. Da Argentinos ikke længere havde råd til at beholde Maradona, var gode råd dyre. De rige mestre fra River Plate prøvede endnu engang at købe den lille 10´er, men Maradona ville for i alt i verden til Boca Juniors. Problemet var, at Boca ingen penge havde, og problemet så uløseligt ud. Indtil en meget kompliceret spillerhandel fandt sted. Boca lånte alt, hvad de kunne i banken, pantsatte hvad der pantsættes kunne og lavede en form for lejeaftale med Argentinos, hvor de smed ejendomme, biler og flere andre ting oven i handlen. Til gengæld holdt Argentinos fast på, at de skulle have en overvejende procentdel af den sum, som en europæisk klub på et tidspunkt ville betale for at få Maradona. Boca bøjede sig, og Argentinos Juniors kom ikke til at vente længe på deres belønning.

Diego blev med det samme den ultimative stjerne på både Bocas hold såvel som på det argentinske landshold. Det var ham, som tilskuerne i andre lande ville se, og hans værdi gik voldsomt op. Store europæiske klubber kæmpede om hans signatur, og med en stadig dårligere national økonomi kunne argentinsk fodbold ikke længere holde fast i Maradona. Barcelona stod klar med en rekordsum – det største beløb nogensinde for en fodboldspiller. 60 millioner kroner. Pengene blev fordelt med 15 millioner til Boca - der kun havde Maradona i seks måneder – og hele 45 millioner til Argentinos Juniors. Argentinos Juniors’ stadion hedder i dag ’Estadio de Diego Armando Maradona’, og det var vel i realiteten det mindste, de kunne gøre for den lille krøltop fra Fiorito, efter at han havde reddet dem i en slem økonomisk tid i Argentina. Maradona var klar til endnu en stor udfordring, men han skulle sande, at pengestærke Europa, halvracistiske Spanien og dekadente Barcelona var en udfordring af en helt anden størrelse end det sikre liv i Argentina.

Det kan godt være, at Maradona næsten kunne få en fodbold til at lave en tre retters-middag til ham, men i Barcelona var argentineren bare en lille ’sudaca’ – en sortsmudsket halvindianer. Mere om eskapaderne, kokainmisbruget, de prostituerede og de endeløse indsprøjtninger i Barcelona og Napoli i andet kapitel om Diego Maradona

Diego Maradona - gennembrud og kollaps

Han kommer til Barcelona som dengang verdens dyreste spiller, og det hurtige liv omgivet af et følge af gamle venner og letlevende damer tager for alvor fart. En livsstil, der senere kulminerer i Napoli, hvor mafiaen hjælper ham med at skaffe kokain og dække over det for dopingkontrollen. Dette er det andet og foreløbig sidste kapitel i fortællingen om en af verdens største fodboldspillere og hans lige så utrolige liv.

Det var forventeligt, at den første tid i Europa ville blive svær for Maradona. Han var stadig bare en stor dreng og meget tæt på og afhængig af sin familie, som rejste med den lille stjerne hele tiden. I Barcelona var der forventninger om et mesterskab, og qua den enorme sum, man havde betalt for Maradona, var det naturligvis i første omgang den lille argentiner, der skulle levere varen. Et stort pres for enhver. Da Maradona tiltrådte i sin nye klub, pressede han en anden lille troldmand, danske Allan Simonsen, ud på bænken. Dengang måtte man kun have to udlændinge på banen på samme tid, og da Barcelona også havde den tyske midtbanestrateg Bernd Schuster på lønningslisten, så det ikke godt ud for danske Allan Simonsen, der ellers havde været en populær ﬁgur i Barcelona siden 1979. Allan Simonsen blev i Barcelona i efteråret 1982, men ﬁk ikke meget spilletid og foretog derefter et katastrofalt og chokerende skift til den engelske 2.-divisionsklub Charlton, der hverken kunne spille fodbold eller betale Simonsens lønninger. Her var Allan Simonsen kun indtil sommeren 1983, hvor han vendte hjem til barndomsklubben Vejle og sluttede karrieren med seks sæsoner i Danmark.

Maradona skulle i form

Problemerne tårnede sig op for Maradona fra starten i hans nye liv. Den tyske træner, Udo Lattek, kendt som en hård hund, var glad for hård fysisk træning, og udover adskillige hårde daglige løbetests, var der også træning med 10-20 kilo tunge medicinbolde for at forbedre styrken og fysikken i det hele taget hos spillerne. Det huede ikke Maradona. Han var mest vant til at spille til to mål, at jonglere og spille lidt fodtennis. Udover det fuldstændig ublu krav, at Maradona skulle løbe, når han var til træning, var Udo Lattek også morgenmenneske og sendte altid sine spillere ud på en gåtur tidligt om morgenen. Det nægtede Maradona pure.

Han var vant til at sove til omkring middag, og det kunne han ikke se nogen grund til at ændre på. Søren Møberg, bosiddende i Buenos Aires, forklarer den store mentalitetsforskel på sydamerikansk og europæisk fodbold.

”Mange af de argentinere, der har været i Europa at spille, kommer hjem med stor respekt for de europæiske træningsmetoder. Specielt er de imponeret over, hvor velorganiseret det er i Europa, og selvfølgelig er der også stor respekt for de teknologiske forspring.” Søren Møberg tog selv til Buenos Aires i sin tid for at spille professionel fodbold, og han var med på træningslejr for en lokal klub i Buenos Aires. ”Vores opstartstræning før sæsonen var ikke ligefrem imponerende. Hvor man i Europa bliver målt og vejet, og der bliver lavet massevis af tests i starten af sæsonen, så tog vi ud til en stor sø, hvor vi bare løb uden at se en bold i tre dage. Det var simpelthen mere gammeldags hernede, og det er det stadig,” forklarer Søren Møberg.

Det var ikke nemt for den afslappede sydlænding at vænne sig til at være en disciplineret vesteuropæer, men her endte problemerne ikke for Maradona. Han var ensom i det store udland, og han begyndte han at omgive sig med folk fra hjemlandet. Maradona havde købt et kæmpestort hus – nærmest et palads – og fået bygget en tennisbane, en lille fodboldbane og en pool i Barcelonas farver. Her var hans venner altid. Herudover varede det heller ikke så længe, før kæresten Claudia og mor Tota slog sig permanent ned i Barcelona. Alle disse venner, bekendte og generelt bare hangarounds blev til den frygtede Maradona-klan.

De efterlod regninger overalt i Barcelona, som bare skulle betales af Maradona. Både med og uden Maradona var der konstant byture på programmet, der altid blev afsluttet hjemme i Maradonas hus – ofte med prostituerede. Disse fester endte nærmest i orgier i Maradonas pool, og på aviserne i Barcelona væltede det ind med personer, der for penge ville fortælle deres personlige historie om Maradona og hans venner – og med hvem og hvor højt oppe i hierarkiet denne person var, de havde været i seng med. Ikke sjældent var det Maradona selv, der var blevet kærligt betjent.

Fodbold blev der ikke så meget af i begyndelsen, fordi han ﬁk sig en slem omgang leverbetændelse, der holdt ham fra banen i mere end tre måneder den første sæson. I stedet for at få aﬂøb for sin energi på banen, skete det mere og mere på restauranter, barer og ved orgierne hjemme på Casa Maradona i Petresco. Det var også i denne periode, at Maradona begyndte at sniffe kokain. Barcelonas ledelse har altid påstået, at Maradonas narkotikamisbrug begyndte i Napoli, men i 2005 afslørede Maradona selv, at han allerede jævnligt tog stoffer i Barcelona-tiden.

Hele Maradonas entourage var nærmest ansat af Maradona til at være hans professionelle kammesjukker, så Maradona aldrig følte sig alene eller kedede sig. Det var fra starten en økonomisk katastrofe for Maradona. Selvom han tjente mange penge, kunne hans løn ikke bære, at 15-20 mennesker skulle leve som konger i Barcelona, der ikke er nogen billig by. Som sædvanlig var der ikke nogen, der turde eller kunne fortælle Maradona, at han skulle nedjustere forbruget, og Maradonas enorme økonomiske vanskeligheder var en af de vigtigste grunde til, at han senere skiftede til Napoli. Argentineren var simpelthen fallit.

Morten Bruun, ekspertkommentator i spansk fodbold for Kanal 5, siger, at fænomenet med fodboldspillere, der fester sig ud af personlige problemer, ikke kun har været forbeholdt Maradona. ”I nyere tid har man jo også set spillere som Ronaldinho, Ronaldo og Adriano bruge lige rigeligt mange ressourcer på diskotekerne og barerne. Specielt når fodboldspillet ikke kører, om det så er pga. sygdom, skader eller bare almindelig formnedgang. Man kunne nok også godt forestille sig, at det er lidt nemmere at give efter for fristelserne med at søge ”trøst” i byen, når man kommer fra usle kår og nu pludselig har opnået en status, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig”, siger Bruun og uddyber: ”Med hensyn til Maradona må det have været utroligt frustrerende næsten konstant at være skadet og syg og ikke at kunne få lov til at vise sit værd på fodboldbanen, når man er købt som verdens dyreste spiller. Hans psyke var nok ikke ligefrem konstrueret til at håndtere modgang, og han valgte altså at omgive sig med og feste med folk han kendte. Egentlig en meget logisk løsning for Maradona, men den har næppe hjulpet hans karriere eller tilværelse i Barcelona.”

Barcelona og Slagteren fra Bilbao

Barcelona i 1982 var langt fra at være det kraftværk, det er i dag. De havde ikke vundet et mesterskab i næsten 10 år, og mens Maradona var i byen, var det i høj grad de hårdt spillende bøller fra Athletic Bilbao, der dominerede La Liga. Barcelona havde med sit rekordkøb af Maradona i 1982 signaleret, at de var klar til at vinde mesterskabet igen. Men da argentineren endelig var fuldt rehabiliteret igen efter sin leverbetændelse og klar til at starte sæsonen i efteråret 1983, stod en mand ved navn Andoni Goikoetxea Olaskoaga - bedre kendt som Slagteren fra Bilbao - i vejen. Han ødelagde Maradonas anden og sidste sæson i Barcelona.

Under den senere spanske landsholdstræner Javier Clemente – der altid var i hadefuld krig med Barcelona – var ’Slagteren’ lederen af det voldsomt hårdt spillende Athletico-hold. Det har været antydet, at Javier Clemente før nøglekampen mod Barcelona 24. september 1983 fortalte sin forlængede arm på banen, Goikoetxea, at hvis Athletico skulle genvinde mesterskabet, måtte Maradona ikke spille ﬂere kampe i sæsonen. Barcelona kom hurtigt foran 3-0. Kampen var allerede afgjort, og ikke meget var på spil. Så slog han til. Slagteren.

”På banen havde jeg ikke set ham komme. Hvis jeg havde set ham komme, havde jeg undveget, som jeg havde gjort så mange gange tidligere ved så mange andre spark. Men jeg mærkede slaget, hørte lyden, der lød som træ, der brækker midt over, og med det samme var jeg klar over, hvad der var sket. Da Miqueli kom over og spurgte, hvad der var sket, hvordan jeg havde det, sagde jeg grædende til ham: ’Han brækkede det hele, han brækkede det hele’,” fortæller Maradona i sin selvbiograﬁ

Da sæsonen 1983/84 var ovre, og Barcelona måtte nøjes med en sølle tredjeplads, ville Maradona væk fra Spanien. Hans økonomiske vanskeligheder var overvældende, og Maradona havde brug for en stor overgangssum for at holde sit vanvittige liv kørende. Men den mest presserende grund til, at Maradona kunne komme ud af Barcelonas kløer, var, at Maradona endnu engang havde overgået sin egen skandaløse opførsel. I den spanske pokalﬁnale i foråret 84 havde Barcelona endnu engang mødt de frygtede Athletic Bilbao og tabt 0-1 i en forfærdelig og ond fodboldkamp. Efter kampen var Maradona gået amok på en Bilbao-spiller, og det hele havde udviklet sig til et regulært slagsmål, Goikoetxea var tæt på at gøre arbejdet færdigt med at invalidere Maradona.

Ikke en helt i Spanien

Heldigvis kom et par holdkammerater fra Barcelona i vejen, og Maradona slap med et par skrammer fra masseslagsmålet. Problemet var, at kong Juan Carlos var til stede, og han så hele den sørgelige seance efter kampen fra tilskuerpladserne. Barcelonas ledelse sydede over at blive ydmyget på den måde og var enige om, at de ikke længere kunne lade Maradona bære den rødblå trøje. Maradona måtte væk, og det kom han.

Fodboldkommentator Morten Bruun mener ikke, at Maradona i dag bliver set som en stor Barcelona-spiller.

“Alt i alt har Maradona ikke ligefrem sat et særligt positivt aftryk i Spanien. Tiden i Barcelona var uden titler og sluttede med et kæmpemæssigt slagsmål i pokalfinalen. Og da Maradona senere kom til Sevilla i 1992, var han reelt færdig som fodboldspiller. Problemet var nok, at selvom Maradona var en stor spiller, da han kom til Barcelona, var han nok alligevel ikke så god, at man ville bygge hele Barcelonas hold op omkring ham. Hvis man ser på Maradonas karriere, så er alle hans succeser kommet de steder, hvor han var det helt store omdrejningspunkt. Selvom Napoli er en stor by, var det jo ikke en stor klub, og Maradona var helt unik i Napoli. Ligesom Argentinas landshold i 86 og 90 var helt og aldeles bygget op rundt om Maradona. Det har helt sikkert appelleret til Maradonas ego - som jeg formoder ikke er blandt de mindste i denne verden - at det hele drejede sig om ham. Modsat kunne man sagtens forestille sig, at han blev lidt småfornærmet, hvis han bare blev set som én af mange spillere,” siger Morten Bruun, der ikke mener, at Maradonas sparsomme succes i Spanien skyldes den spanske spillestil.

“Faktisk burde FC Barcelona på mange måder have været en perfekt klub for Maradona. Traditionelt set tager man jo ikke så tungt på det forsvarsmæssige i Spanien i forhold til Italien, og et storhold som Barcelona vil jo, i modsætning til Napoli, næsten altid have bolden mere end modstanderne, og dermed er det nærmest optimale forhold for en type som Maradona. En mindre klub som Napoli i en stærk defensiv liga som den italienske burde egentlig være mindre passende. Men for det første blev holdet i Napoli bygget op omkring Maradona, og for det andet var Maradona bare så hamrende god, at han kunne vinde kampe og mesterskaber overalt i verden, da han først blev modnet. En kombination af uheld og umodenhed gjorde, at Maradona ikke fik succes i Spanien.”

Efter Maradonas relative fiasko på fodboldbanen og hans personlige kaos uden for banen, skulle man tro, at han ville være svær at slippe af med til en ordentlig pris. Men det var ingenlunde tilfældet. Maradona havde været relativ ukendt, da han skiftede til Barcelona, men selvom han havde siddet meget udenfor i det spanske, havde han alligevel i glimt vist et niveau, som scouts og trænere ikke havde set før over hovedet – og så var Maradona jo stadig kun 24. Især i Italien var der stor interesse for argentineren, og mægtige Juventus var fremme med den helt store pengepung for Maradona, der skulle være arvtager for fantastiske Platini, der var ved at være lidt på retræte.

Men Maradona havde fået nok af store traditionsklubber med deres stolte traditioner, bugnende pokalskabe og rige forretningsmænd. Da Napoli meldte sig på banen med en stor transfersum og løfte om en enorm løn, var Maradona straks mere interesseret. Godt nok var Napolis økonomiske situation lidt speget; man var ikke helt sikker på, hvor pengene til transfersummen og Maradonas løn kom fra i maﬁakontrollerede Napoli, men det spekulerede Maradona ikke så meget på.

Hadet og foragtet

Napoli passede Maradona godt. Med sin fattige opvækst i Argentina og efter den miserable tid i Barcelona kunne han sagtens sympatisere med de diskriminerede og forhadte napolitanere. Når klubben kom på besøg i nord, der anså sig for mere kultiveret end det primitive syd, var der banner på alle stadions med meget grimme tekster. ’Lavatevi - Vaskjer’ var det mest almindelige budskab. Arrogancen, hadet og foragten fra resten af Italien tirrede kun argentineren i hans nye hjemby, og nu var han endda skadefri og klar til at vise sit sande, skræmmende talent. Maradona havde aldrig været mere motiveret, og det skulle de store klubber i nord få at mærke.

Søren Møberg forklarer, at stoltheden er en af de afgørende og mest påskønnede drivkræfter hos de mange argentinere i europæisk fodbold.

”Argentinerne synes generelt, at europæerne spiller med for lidt lidenskab og hjerte, og de mener, at der er mere engagement i argentinsk fodbold. De forstår f.eks. ikke, at et bundhold i Italien kan være tilfreds med at tabe 1-0 på udebane til Juventus. Det er ikke ualmindeligt, at halvdelen af holdene i ligaen i Argentina udtaler, at de går efter mesterskabet før sæsonen. De er meget stolte på banen hernede – og de ﬁnder sig f.eks. ikke i, at der bliver lavet tunneller på dem, hvis de bagud. Så vanker der et frispark, og det kan sagtens gøre ondt,” forklarer Søren Møberg.

Maradonas motivation var dog ikke nok til at bryde de traditionelle storklubbers dominans i begyndelsen i Napoli. Dertil var Napolis spillertrup slet ikke god nok. I den første sæson formåede Maradona dog næsten på egen hånd at spille napolitanernes håbløse hold til en 8.-plads. Argentineren passede perfekt til italiensk fodbold, hvor man ikke har problemer med, at de afgørende spillere tager nogle solide pauser i løbet af kampen – bare de afgør tingene, når de skal. Og det gjorde Maradona. Napoli scorede sølle 34 mål i sæsonen; men byens nye frelser scorede 14 af dem, og den præstation gjorde, at der blev lyttet til Maradona. Napoli blev lige så stille bygget op om Maradona, og de spillere, der kom til klubben, var håndplukkede af den lille argentiner.

Allerede sæsonen efter – 85/86 - formåede Napoli at snuppe en uventet tredjeplads i Serie A, og opkomlingene fra syd var efterhånden et hold, man frygtede blandt de store klubber. Napoli var især svære at slå på Stadio San Paolo, hvor tilskuerne var mere end fanatiske. I Maradonas tredje sæson kom det endelige gennembrud. Klubben havde fået samlet en række proﬁler sammen til et stærkt hold, og med alle disse nyindkøbte klassespillere var man i stand til at true giganterne i nord, Juventus, Milan og Inter.

Maradona og maﬁaen

I Napoli begyndte Maradonas sociale liv at ændre sig. Han blev nære venner med Don Vittorio Guiliano - overhovedet i Camorraen, den frygtede napolitanske maﬁa. I Camorraen festede man ikke inde i selve byen. Den slags var alt for farligt for mennesker med mange fjender, og i øvrigt var det nemmere at gøre, hvad man ville, når det blev holdt under private, kontrollerede forhold. Det passede både Camorraen og den hæmningsløse Maradona ﬁnt.

Snart frekventerede han og hans venner mest maﬁa-festerne, der blev holdt i kæmpe-palæer i forskellige forstæder til Napoli. Det foregik langt væk fra nysgerrige fotografer og journalister, og der var aldrig mangel på smukke kvinder, eksklusiv sprut og hvidt pulver. Denne form for rekreation var lige Maradonas kop te. Han var træt af forgudelsen i Napoli, hvor han efterhånden ikke kunne møde op i hverken barer eller restauranter, uden at være anledning til et kaos af hysteriske dimensioner. Folk i Napoli lod ham aldrig være i fred, og Maradona kunne ikke længere tolerere napolitanernes mangel på høﬂighed og almindelig distance. Efter Napolis mesterskab i 1987 var Maradona således slet ikke til stede ved selve festen i gaderne – han befandt sig langt væk fra de festende masser.

Få journalister blev inviteret med til Maradonas private fest, men det var Bruno Passarella, den Rom-baserede journalist for El Gráfico (legendarisk argentinsk fodboldmagasin), der senere kom bare tæt på at beskrive den verden, som Maradona nu var en del af.

Passarella gav denne beskrivelse af festen, men nægtede at give ﬂere detaljer: ”Den aften valgte Maradona at fejre mesterskabet i Nola, en af de små forstæder, der som paddehatte er poppet op overalt omkring Napoli. Da vi spurgte, hvem der ejede huset, blev hverken fornavn eller efternavn afsløret. Paladset, for det var, hvad det var, var bygget som en bunker. Lågen blev åbnet med fjernstyring, der var interne tv-kameraer overalt og en enorm lænkehund ved hovedindgangen. Det var en ekstravagant og grandios aften med Möet-champagne, der bare ﬂød som vand i glas med sølvkant, en kæmpe videoskærm, der konstant viste Maradonas mål, og en masse gæster med enorme ringe på ﬁngrene. Det var en atmosfære med et sikkert stempel af nyrige med penge, der er vasket hurtigt og nemt, den slags penge som i Napoli har sikret uventet rigdom til bestemte mennesker. Sent den nat vendte vi hjem til Napoli uden at vide, hvem vi havde været gæst hos,” slutter Passarella sin beretning fra Maradonas mesterskabsfest. Man må gætte sig til resten.

Maradona har i sin egen biograﬁ forklaret, at han ikke var klar over, hvilken slags mennesker, han omgikkes i Napoli. Men sandheden er snarere, at det var folk, der – ligesom han selv – kom fra bunden af samfundet og havde kæmpet sig til tops, og hvor kun den stærkeste overlever. Simple mennesker, der ligesom Maradona selv talte lige ud af posen og tog, hvad de ville have, uden unødig skæven til moral og andre snerrende restriktioner.

I Napoli ﬁk han et nyt værdisæt, stærkt inspireret af de stærke, hårde regler, hans nyerhvervede sociale relationer levede efter. Det gav sig bl.a. udslag i, at Maradona begyndte at skille sig af med nogle af sine ældste venner. Nogle af dem havde været loyale siden barndommen i Fiorito. En af dem var hans manager og bedste ven siden barndommen, Jorge Cyterzspiler, der blev sønderknust af beskeden. Men Maradona havde fået nok af vennens dårlige investeringer og fyrede ham, ikke blot som manager, men også som ven. Maradonas store medfølelse med de gamle venner og støtter var ved at forsvinde. Hans hjerte var blevet hårdt i det syditalienske.

Maradona og kvinderne

Både i Barcelona og i Napoli var Maradona en ’ladies man’, der aldrig gik af vejen for en fest eller en smuk pige. Men selvom Maradona væltede sig i kvinder, var der alligevel nogle få, der var helt specielle. Et halvt år før Maradona tog på sit triumftog til Mexico i 1986, blev han forelsket i den napolitanske Christina Sinagra. Hun var en stille, naiv pige, og Maradona, der jo til daglig mængede sig med alt andet end uskyldige kvinder, faldt netop for hende af denne grund. Selv mor Tota godkendte denne pige som Diegos nye kæreste. Dermed så det ud til, at Maradona havde fundet sig en lokal pige i Napoli - lige indtil Christina erklærede, at hun var gravid. Så løb Diego det bedste, han havde lært.

Han nægtede alt kendskab til Christina og de omstændigheder, hun var i. Det var på trods af, at Christina og hendes far tiggede og bad Maradona om i det mindste at indrømme, at barnet var hans – simpelthen for at redde pigebarnets ære. Men Maradona var hverken til at hugge eller stikke i. Da Christina fødte sin søn, kaldte hun ham Diego Armando og begyndte en faderskabssag mod drengens far – som hun senere vandt. På trods af Maradonas gudestatus i Napoli, sled denne sag på hans renomme blandt Napolis indbyggere.

Christina Sinagra var jo en af deres egne. Maradonas opførsel var skændig, var den almindelige mening. Diego var ligeglad. Han tog til VM i 1986, og det gik som bekendt meget godt. I november 1989 blev Maradona hjemme i Buenos Aires endelig gift med Claudia Villafañe, og hans barndomskæreste blev mor til hans to døtre, før de blev skilt i 2004. Maradona har selv indrømmet, at han ikke var Claudia tro i de 15 år, de var gift – man tror for en gangs skyld på argentinerens udsagn.

Frygt for dopingkontrol

I 1985 erhvervede Napoli sig den dygtige Ottavia Bianchi til trænerbænken, og selvom den hårde træners forhold til Maradona var anstrengt i perioder – intet nyt på den front - forstod han at få det bedste ud af troldmanden og få resten af holdet til at arbejde for argentineren. Udadtil virkede Bianchi kold som is, men indeni var han konstant bekymret for Maradona. Den tidligere danske storspiller, Harald Nielsen, var tidligere holdkammerat med Bianchi, og han husker, at Bianchi altid var bange for, at Maradona skulle ødelægge det hele for holdet.

”Hvis folkene fra dopingkontrollen kommer, er vi færdige. Maradona er på kokain, og hvis de snupper ham, så får vi så stor en pointstraf, at vores sæson er ovre,” sagde Bianchi til Nielsen, da de to tidligere holdkammerater talte sammen efter Napoli-tiden.

Det var nu ikke så sandsynligt, at Maradona blev dopingtestet, og slet ikke at han skulle blive erklæret positiv. Den napolitanske Camorra havde indﬂydelse mange steder, og de havde mange penge investeret i Maradona. Så længe Maradona makkede ret, blev han ikke dopingdømt – men hvis han kom ud af kontrol, kunne man aldrig vide. Det fandt Maradona ud af på den hårde måde ﬂere år senere.

S.S.C. Napoli vandt klubbens første mesterskab i 1987 – tre point foran rivalerne Juventus - og byen sang og dansede i en uge i træk bagefter. Én sang var specielt populær på de napolitanske gader, og det var sangen om Napolis tre vidundere – solen, havet og Maradona. Den blev sunget meget den uforglemmelige sommer, hvor de nordlige klubber endelig blev ydmyget efter så mange år, hvor det havde været den anden vej rundt. Magtfordelingen havde ændret sig i støvlelandet, og da Napoli til sæsonen efter købte det brasilianske fænomen Careca, som sammen med Maradona og Giordano formede det legendariske MA-GI-CA-angreb, forventede Napoli nærmest endnu et mesterskab.

De blå kom da også ﬂyvende fra start og spillede nok den bedste sæson nogensinde i klubbens historie. Maradona gik med det samme i et ﬂydende partnerskab med Careca – de to blev også bedste venner uden for banen – og anføreren selv blev topscorer i Serie A med hele 15 mål, men på trods af Napolis styrke og favoritværdighed vandt de alligevel ikke mesterskabet. De forsvarende mestre førte ellers på et tidspunkt med hele fem point, men et mesterligt Milan-hold med de unge hollændere Ruud Gullit, Frank Rijkaard og Marco van Basten snuppede tre point mere end Napoli og vandt derefter også Champions League to sæsoner i træk.

Blandt Napolis tilhængere var der ingen tvivl om, at visse spillere på holdet havde smidt mesterskabet med vilje, og i et land, der traditionelt set altid har væltet sig i skandaler med aftalt spil og svindel, var det faktisk kun Maradona og Careca, man virkelig stolede på i Napoli. Til gengæld vandt Napoli klubbens første UEFA Cup mod Stuttgart, ført an af en ung Jürgen Klinsmann. Det var da ﬁnt nok i Napoli, men det var generobringen af mesterskabet, der blev sat klart højest i klubben og byen.

Berggren næsten arbejdsmand for Maradona

Den tidligere danske stjernespiller, Klaus Berggreen, spillede i årene 1982-88 i Serie A-klubberne Pisa, Roma og Torino, og han husker sine kampe mod Maradona ganske glimrende.

”Jeg spillede mod Maradona mange gange, og faktisk ville Napoli købe mig i 1987. Meningen var, at jeg skulle have været arbejdsmand for Maradona, og det ville jeg egentlig ikke have haft noget imod - faktisk ville det have været en ære – men det endte med, at jeg tog til Torino i stedet for. Hvordan ville mit liv have været i Napoli? Hvis du går udenfor en dør dernede, så æder de dig. Sådan kunne jeg slet ikke leve,” siger Klaus Berggreen, der husker Maradona som den bedste spiller, han nogensinde har spillet imod.

”Han var kongen på banen, og selvom alle hold mandsopdækkede ham, så afgjorde han alligevel kampene. Man kunne simpelthen ikke holde ham. Han havde det der meget lave tyngdepunkt og mindede nærmest om de der figurer, man ikke kan skubbe omkuld. Det var en kæmpe fordel for ham. Han var helt uhyggelig, selvom han ligesom f.eks. Preben Elkjær tog nogle solide pauser på banen,” griner Klaus Berggreen, der på banen fornemmede en vis kollegial respekt fra Maradonas side på det personlige plan.

“Selvfølgelig var han en superkrukke, og alle hans medspillere var helt underdanige på banen. Men jeg synes alligevel ikke, at der var så mange stjernenykker, når han var på banen. Så lagde han krukkeriet lidt til siden og kunne godt tage en sjov bemærkning,” husker Klaus Berggreen, der specielt husker én kamp mod Maradona i 1986.

“Vi kom ned i løvens hule i Napoli med lille Pisa og var ikke spået en chance mod Maradona og de andre stjerner. Men vi kom derfra med en 1-0-sejr, og jeg lavede målet. Efter kampen byttede jeg trøje med Maradona, og den trøje hænger på hæderspladsen derhjemme. Det er et ret fint minde.”

I 1990 vandt Napoli sit andet og foreløbigt sidste italienske mesterskab, men i modsætning til i sæsonen 1987 var de blå fra syden alt andet end godt spillende. Spillet var langt mere defensivt og lurende, og da brasilianeren Alemao faldt dramatisk til jorden i en tabt kamp mod Atalanta og påstod, at han var ramt af en mønt, fik Napoli tvivlsomt tilkendt de point, der kom til at afgøre et tæt mesterskab.

Færdig med Napoli

Endnu engang blev der festet til de lyse morgener i Napoli, men deres allerstørste stjerne var på vej væk fra klubben. Maradona havde i lang tid været træt af al hysteriet i Napoli, og han længtes efter at komme væk. Den lille argentiner var via sine tætte forbindelser med den lokale mafia kommer derud, hvor han ikke længere kunne bunde, og selv om hans enorme behov for god mad, endnu bedre kvinder og kokain blev mere end opfyldt i syndens hule i Napoli, ville den lille argentiner ikke længere leve som en tiger i et bur i den bindegale, syditalienske by.

Han nægtede at komme tilbage efter sommerferien og VM i Italien i 1990, og da han endelig mødte op, var han mere end ti kg overvægtig og påstod konstant, at han var skadet. De folk, der havde beskyttet ham i dopingkontrollerne i al hans tid i napoli, besluttede at ophæve beskyttelsen, og i marts 1992 blev Maradona dømt for doping og fik et års karantæne. Den lille argentiner - efterhånden bare en skygge af den kraftfulde troldmand, han engang var - vendte hjem til Buenos Aires i vanære for alle andre end det argentinske folk. Maradona svor ved sine døtre, at han aldrig ville vende tilbage til Napoli.

Efter at Maradonas dopingkarantæne var afsonet i 1993, forsøgte Napoli at få argentineren tilbage og henviste til, at Maradona stadig manglede at opfylde et år af sin kontrakt. Men det nægtede den lille mand pure. Med hjælp fra FIFA blev Maradona løst fra sin kontrakt og tog i stedet til Sevilla i Spanien, hvor hans gamle landstræner fra de glade Mexico-dage, Bilardo, var træner. Her spillede Maradona kun få kampe på grund af sine evige skader. Han var i realiteten nærmest en krøbling. Maradona havde allerede problemer med sine hofter, før han kom til Italien og kunne stort set kun spille, fordi han tog den ene smertestillende indsprøjtning efter den anden.

Han led voldsomt at inflammation i anklerne og blev i nogle kampe - bl.a. stort set hele VM-turneringen i 1990 - nødt til at spille med fodboldstøvler flere numre for store på grund af voldsomme hævelser i anklerne. Det blev efterhånden et fast ritual, at Maradona straks efter afslutningen på hver sæson blev kørt på hospitalet, hvor læger simpelthen bortopererede de lommer af kortison, der var blevet sprøjtet ind i argentineren i løbet af sæsonen. I realiteten betød det, at Maradonas karriere stort set var forbi i en alder af 32. Han ville aldrig være i stand til at træne regelmæssigt igen.

Den sidste tid som spiller

Siden har Maradona forsøgt adskillige comebacks i Argentina. Først spillede han en kort periode i Newells Old Boys, hvor han nåede syv kampe, indtil han fik en dopingdom til VM i 1994. Herefter startede han som 35-årig i hjerteklubben Boca Juniors, hvor han spillede 31 kampe i to sæsoner, men han gjorde sig mest bemærket ved i et tæt mesterskab at formå at brænde hele fem straffespark i træk. ”Hekse har nedkaldt en forbandelse over mig,” mente han. I en af de sidste kampe på Bocas berømte hjemmebane smed Maradona sine støvler ud til publikum efter kampen – hvorefter de smed dem tilbage i hovedet på ham. Det var på tide at stoppe karrieren.

Den 18. april 2004 blev Maradona indlagt med et voldsomt hjerteanfald efter en overdosis kokain. Han blev lagt i respirator og svævede mellem liv og død i fem dage, hvor det halve af Buenos Aires sov uden for hans hospital og konstant bad for Maradona. Han blev udskrevet fra hospitalet 10 dage senere, og rygterne siger, at han ”for mine døtres skyld” helt droppede stofferne efter sin nærdødsoplevelse.

Til gengæld havde han stadig en stor appetit på både mad og sprut, og han lignede nærmest en levende ballon, da han i 2005 ﬁk opereret sin mavesæk væsentligt mindre i Colombia. Siden operationen har argentineren set væsentlig tyndere ud, og i 2006 ﬁk Maradona sit eget talkshow, hvor prominente gæster som Zinedine Zidane, Ronaldo, Hernan Crespo, Pelé og også Fidel Castro og Mike Tyson har været præsenteret. Showet består i høj grad i, at Maradona taler om sig selv og sin karriere, ofte har han en lille samtale med sin mor og far, der sidder blandt publikum – og engang imellem kommer der en kærlighedserklæring til hans døtres mor, hans fraskilte kone Claudia, som nu er hans manager.

Kærligheden til Maradona var stadig enorm i Argentina, og programmet blev hurtigt populært. I 2007 blev Maradona igen indlagt – denne gang for alkoholforgiftning og leverbetændelsen, som han i sin tid pådrog sig i Barcelona. Det menes, at han nu forsøger at leve sundere, end han hidtil har gjort. Det bliver ikke svært.

Fodboldkommentator Christian Frederiksen frekventer ganske ofte Buenos Aires og mener, at Maradona nærmest stadig har en unik status blandt argentinere trods de mange nedværdigende nedture: ”En af den argentinske tangomusiker Osvaldo Puglieses mest berømte sange er skrevet i 1943 og hedder El Sueño del Pibe (om en dreng) og handler stort set om Maradonas liv. Historien om at komme fra absolut ingenting og blive til noget stort er en klassisk argentinsk fortælling. For argentinerne kan Maradona ikke gøre noget forkert,” fortæller Christian Frederiksen og fortsætter: ”De er blinde over for hans kokainmisbrug, utroskab, druk og arrogance. I deres øjne er Maradona det største, der nogensinde er kommet ud af Argentina. De er et stolt folk, og de sidste 30 års politiske ustabilitet, militærregime og økonomiske gigantkrise har tæret hårdt på deres selvfølelse. På mange måder har Argentina virket lidt som et uland i de senere år, men de har trods alt Maradona, og han er deres øjesten,” siger Christian Frederiksen og forklarer, at der i Argentina ikke er nogen debat om, hvem der er den bedste spiller nogensinde:

”Dernede griner man af Pelé og andre spillere, der bliver sammenlignet med Maradona. For argentinerne er Maradona i en kategori for sig selv, og jeg er faktisk enig med dem. Han vandt et VM stort set alene og førte ﬁre år senere Argentina til ﬁnalen. Herudover leverede han to mesterskaber til en italiensk bundklub i verdens måske stærkeste liga, og han var også den absolutte ener, da Argentina i 1979 vandt U-VM. Sidst, men ikke mindst, må man ikke glemme, at han vandt det argentinske mesterskab i 1981 med Boca Juniors – og det var altså dengang, den argentinske liga var en af de stærkeste i verden, fordi de bedste spillere ikke rejste væk endnu,” fortæller Christian Frederiksen, der ligesom alle andre synes, at det er sørgeligt at se Maradonas personlige deroute efter karrierens slutning.

”Jeg synes, at man kan drage en parallel til mesterbokseren Mike Tyson. Et utroligt talent, kombineret med elendig rådgivning. Og ligesom tilfældet var med Tyson, har Maradona aldrig formået få livet uden for sportsarenaen til at virke. Hans liv er jo nærmest et show, og havde han ikke haft godt med held i sprøjten, havde han jo allerede været død. Det er en tragisk historie,” siger Christian Frederiksen.

Fotos: