Postkort fra migrantlejren: Når kollegaerne dør

Kom med Medianos reporter på besøg i en af de migrantlejre, der har fyldt så meget i optakten til VM - men som fylder mindre nu, hvor fodbolden i Qatar er ved at vøre slut.

Af Søren Førby

Denne artikel bringes takket være Støt Mediano. Det er takket være de mange Støt-medlemmer, at vi kan betale en dygtig journalist for at skrive artikler fra den Arabiske Halvø. Klik her for at blive Støt-medlem.

Postkort fra migrantlejren

VM i Qatar har krævet ofre. Flere migrantarbejdere er døde ved at gøre Qatar klar til VM, men hvad sker der egentlig ude i migrantlejrene i ørkenen, når en kammerat eller en kollega mister livet.

I ugerne op til og under VM giver Mediano dig et unikt indblik i hverdagen i en migrantlejr mange kilometer ude i ørkenen fra stadioner, flag og fodbold.

To migrantarbejdere er døde i Qatar i de fire uger, hvor VM har været i gang. En sikkerhedsvagt på stadion og en filippiner på et resort. Der har været en del spekulation om, hvor mange migranter, der har ladet livet, før Qatar kunne blive klar til VM.

I dette postkort fortæller sikkerhedsvagten Phillip, hvad der sker i lejren, når en kollega mister livet.

Kære Danmark..

To migrantarbejdere er døde i Qatar under VM. En sikkerhedsvagt kom i koma efter et uheld, da han var på vagt på finalestadionet Lusail Stadium. En filippinsk mand døde efter et uheld med en gaffeltruck på Sealine Resort. Hotellet, hvor Saudi-Arabiens landshold boede under VM.

Phillip er selv sikkerhedsvagt og nyheden om, hvordan en sikkerhedsvagt er død, mens han var på arbejde, rammer ham hårdt. Det kunne være ham næste gang.

Det er desværre ikke første gang, at Phillip oplever et dødsfald. På de tre år, han har været i Qatar, har han kendt til i alt seks dødsfald. To kolleger og en ven er død. De tre andre er folk fra lejren, som han kun sporadisk har hilst på.

”Et dødsfald skaber frygt i hele lejren, fordi mange laver det samme stykke arbejde. Man aner ikke, om det er en selv næste gang,” siger Phillip.

Når en kollega eller ven dør, sætter det gang i et større arbejde blandt arbejderne ude i lejren.

Det er typisk afdødes bedste ven, der får taktstokken. Normalt er det en, der har boet på samme værelse. I nogle tilfælde når en arbejder dør, beder arbejdsgiveren lejrens campus om at kontakte familien.

Campus er en migrantarbejder, der er bindeled mellem migranter i lejren og cheferne i Doha. En slags anfører.

Campus går ned på afdødes værelse og giver opgaven videre til den, der kendte afdøde bedst.

Migrantarbejderen, der lige har mistet sin bedste ven, opretter en WhatsApp-gruppe for andre venner i lejren. Gruppen er typisk på 50-60 mennesker, fortæller Phillip.

Hvis der er usikkerhed om årsagen til dødsårsagen, prøver vennerne at strikke en tidslinje sammen i gruppen. Nogle har arbejdet med ham på dødsdagen. Nogle har snakket med ham. Andre har set ham på et bestemt tidspunkt.

På den måde kan arbejderne give familien en klarhed over, hvad der er sket med deres husbond og far tusindvis af kilometer væk hjemmefra.

Når en arbejder dør, udarbejder Qatars myndigheder en dødsattest, der officielt fastslår dødsårsagen. Phillip har dog oplevet flere gange, at den ikke er fyldestgørende. Og derfor er det vigtigt for familien, at de kan få flere oplysninger fra WhatsApp-gruppen.

I juli døde sikkerhedsvagten Joseph. Ifølge Phillip døde han i sengen på værelset efter en arbejdsdag på 12 timer, hvor han havde stået i solen det meste af dagen. Det samme havde han gjort flere dage i træk.

Han snakkede med din kone, da han kom hjem. Han var træt, men han ville gerne snakke med familien hjemme i Kenya. Da de havde ringet af, lagde han sig til at sove. Han vågnede aldrig igen.

I dødsattesten er dødsårsagen beskrevet som ”acute respiratory failure” – akut lungesvigt.

Dødsårsagen indikerer på den måde, at det er en naturlig død, der ramte Joseph, der var i slut 30’erne. Officielt bliver døden ikke koblet sammen med de mange arbejdstimer i solen, som Phillip og andre i lejren mistænker kunne være den egentlig dødsårsag.

Indsamling og ceremoni

Næsten alle arbejdere tager til Qatar for at tjene penge til familien derhjemme. Deres løn er familiens eneste indtjening, der skal brødføde en kone og 2-3-4-5 børn derhjemme.

Når manden dør, ender familien typisk i en økonomisk kattepine, hvor sparegrisen hurtig kan være tom.

WhatsApp-gruppen bliver typisk derfor også stedet, hvor folk skraber penge sammen til den efterladte familie. Nogle giver 100 kroner, andre 200 kroner. Udover at være et tilskud til begravelsen skal pengene sikre familien, så de i første omgang kan klare sig videre i tilværelsen uden at sulte.

”Det er en måde for os at sige til familien, at vi er der for dem, og at vi begræder deres tab,” siger Phillip.

Folk fra de sydasiatiske lande holder typisk en ceremoni i lejren. Her placerer de et billede af den afdøde kollega. Når arbejderne kommer tilbage til lejren, efter de har arbejdet en dag inde i Doha, placerer de et lys ved billedet. Andre kommer med blomster, som de ligger i ørkensandet.

Ved siden af billedet er en indsamlingsbøsse, som folk kommer sedler i. Bøssen står der i et par dage, så folk har mulighed for at give sit bidrag.

Pengene bliver senere sendt hjem til familien via Western Union.

Det er umuligt at finde ud af, hvor mange migrantarbejdere der har mistet i Qatar under forberedelsen til VM.

Et tal, der har figureret meget er 6500 dødsfald. Tallet stammer fra den britiske avis The Guardian, der har analyseret tal fra ambassader i Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka. De lande, der leverer størstedelen af migrantarbejderne til Qatar.

Tallet dækker over dødsfald i Qatar af personer fra de ovenstående lande i perioden 2010-2020. Tallene er ikke opdelt efter erhverv, hvor de arbejdede eller hvor de døde.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International bragte 15021 dødsfald på banen i deres årlige rapport i 2021.

Det er officielle tal fra Qatars regering, men dækker ikke over migrantarbejders dødsfald specifikt. Tallene dækker over dødsfald af ikke-qatarere i Qatar i perioden 2010-2019. Så både en død dansk læge og en nepalesisk stilladsarbejder vil tælle i statistikken.

Qatar fastholder, at der kun er tre arbejdere, der er død i VM-relaterede projekter.

Ifølge FIFA og Qatar er der kun 30.000 migranter, der har arbejdet på VM-projekter. Det inkluderer de otte stadioner og landsholdenes træningsfaciliteter. Migranter, der har bygget p-pladser, hoteller, metroen, lufthavnen eller andet, tæller ikke med i den optælling.

De tre dækker over to nepalesiske mænd, der er døde under opførelsen af Al Janoub Stadium, hvor Danmark spillede mod Australien. Den tredje er en brite, der døde under opførelsen af Khalifa International Stadium.

Qatar anerkender yderligere 37 dødsfald, der er kategoriseret som ikke-arbejdsrelateret dødsfald.

En uge inde i VM, bragte Hassan Al-Thawadi, generalsekretær i Qatars Supreme Committee, endnu et tal på banen.

Da han blev spurgt af den britiske journalist Piers Morgan, hvor mange migrantarbejdere han realistisk troede, var døde i Qatar ved at gøre landet klar til VM.

400-500 var hans svar.

Det nye tal gik sin sejrsgang i internationale medier, der ikke kunne forstå, hvordan de kort før VM holdte fast i kun tre VM-dødsfald. Nu var meldingen 400-500.

Efterfølgende udsendte Supreme Committee en pressemeddelelse, der forsøgte at forklare, at de 400-500 dødsfald dækker over dødsfald i perioden 2014-2020 for alle nationaliteter og alle erhverv.

Hvorfor Al-Thawadi henviste til tal, der ikke dækkede over hele VM-perioden fra 2010-2022 og ikke dækkede de rigtige nationaliteter, har Supreme Committee ikke svaret på.

Phillip kender selvsagt ikke det rigtige dødsfald, men i de fire uger VM har stået på, har to migrantarbejdere mistet livet. Det sker i en tid, hvor det hårde arbejde er færdig, så Phillip har svært ved at tro på, at der kun er sket tre VM-dødsfald i de seneste 10-12 år.

Han har selv oplevet tre dødsfald tæt på. Joseph, der døde i sengen efter et opkald med sin kone, er den ene. En anden døde på arbejde, da han blev ramt af en maskine i hovedet. Den sidste begik selvmord. Han havde været hjemsendt uden løn i tre måneder og til sidst kunne han ikke mere. De boede alle sammen i Phillips bygning.

Phillip oplevede det første dødsfald, da han havde arbejdet i Qatar i et år. Det var ude i lejren. 500 meter fra, hvor han boede.

En gruppe arbejdere havde sneget sig ind i et ødelagt hus for at drikke sig fulde. Da manden forlod huset beruset, faldt han over nogle arbejdsredskaber, der stod uden for huset. Han faldt uheldigt ned og slog sig så voldsomt, at han mistede livet.

Phillip så, da politiet og ambulancen kom til lejren og kørte liget væk.

”Det var voldsomt at opleve,” siger Phillip.

”Når sådan noget sker, kommer man virkelig til at tænke over sine forhold.”

Huset står stadig midt i lejren og er ikke renoveret siden. For Phillip er det ødelagte hus et minde om det første dødsfald.

En familie kan vente 2-3 måneder på at få kisten hjem, så de kan afholde begravelsen. Liget skal obduceres, og dødsattesten skal udarbejdes, men Phillip ved ikke, hvorfor det tager flere måneder.

Han har dog en mulig forklaring.

”Vi oplever ofte, at sager med migrantarbejdere bliver udskudt. Hvis en qatarsk mand mister sit liv, vil der gå 3-4 dage. For os går der 3-4 måneder”.

Sikkerhedsvagten Joseph fra Kenya, der døde i juli, kom tilbage til Kenya i oktober. Hans familie ventede tre måneder på kisten.

Når en kollega dør, bliver der sendt billeder fra begravelsen til vennerne i WhatsApp-gruppen, så de kan se, hvordan deres ven kom sendt herfra.

På værelset står den afdødes ting tilbage. De bliver ikke sendt med hjem. De bliver taget af campus og solgt på et marked et sted i Doha eller ryger i skraldespanden.

Få måneder efter ankommer en ny arbejder til lejren og overtager sengen, imens Phillip og resten af lejren venter på, at historien gentager sig.

”Måske, jeg bliver den næste.”

Foto: Stock Photo at Getty Imgaes