Imens verdens bedste fodboldspillere har kæmpet om at løfte VM-pokalen i Doha, har 21-årig Hari ventet på, at det hele snart var slut. Få uger før VM blev han smidt ud af sin lejlighed i et område, hvor adskillige fodboldturister har boet under slutrunden. Han krydser fingre for, at kæden, Qatars regering har puttet på for at aflåse opgangen, bliver fjernet efter finale

Af Søren Førby

Denne artikel bringes takket være Støt Mediano. Det er takket være de mange Støt-medlemmer, at vi kan betale en dygtig journalist for at skrive artikler fra den Arabiske Halvø. Klik her for at blive Støt-medlem.

”I har to timer til at pakke jeres ting, ellers bliver I anholdt.”

Så kontant var meldingen fra politiet, da de i slutningen af oktober stormede opgangen, husker Hari.

Han var lige kommet hjem fra en 10-timers arbejdsdag og stod i køkkenet for at lave aftensmad. Han var udmattet og havde egentlig sagt til sig selv, at han ville ligge i sengen hele aftenen.

Det digitale ur havde lige rundet 19.00, da to politimænd trådte ind i lejligheden og gav dem den pludselige melding.

Hari skyndte sig ind til sin seng, der stod i rummet ved siden af køkkenet, og pakkede en lille taske. De 14 andre, der også boede i lejligheden gjorde det samme.

I opgangen boede kun mandlige migrantarbejdere primært fra asiatiske lande. De stimlede sammen ude foran med deres ting. De var blevet smidt ud af deres hjem, der lå i området Mansoura. Hari havde boet der snart et år. Andre havde boet der tre-fire år.

Området ligger omkring tre kilometer fra turistområdet Souq Waqif, mens Mansouras metrostation kan tage fodboldfans til flere stadioner på ingen tid.

Det har gjort lejlighederne i området attraktivt at leje under VM. Ifølge Reuters har VM’s officielle udlejningsportal forsøgt at udleje flere lejligheder i området til mellem 1680 kroner til 3000 kroner per nat.

Der var ingen, der fik en forklaring på, hvorfor arbejderne blev smidt ud. Hari ved det stadig ikke, men er overbevist om, at det hænger sammen med, at VM-turister skulle flytte ind i området få uger senere.

”Vi er ikke så god reklame for byen,” erkender han.

Klokken lidt over 10, kom politiet tilbage og satte en hængelås på opgangen, så ingen kunne komme ind i den bygning, der var deres hjem.

Mens de stod der, kom flere arbejdere fra opgangen hjem fra arbejde. Mange nåede ikke at få deres ting med ud, før der blev sat en lås på døren.

”Jeg havde ingen steder at gå hen. De burde have givet os et sted at sove, når de bare smed os ud, ” siger Hari.

Han stod med sin taske, sin dyne og sin pude midt på gaden. Han anede ikke, hvor han skulle sove den nat, men han vidste, at han ikke kunne sove i sin egen seng.

Pengeproblemer i familien

Hari er fra Nepal. Han er 21 år gammel og har været i Qatar i halvandet år. Hans familie var kommet i pengeproblemer, så han var nødt til at forlade landet for at tjene penge.

Faren er murer hjemme i Nepal, men hans løn var ikke tilstrækkelig til familien med mor, far, Hari, to brødre og to søstre.

Hari er den ældste i søskendeflokken, så det var naturligt, at det var ham, der skulle finde et arbejde.

Han kunne godt have fundet et arbejde i Nepal, men lønnen i Qatar er langt højere. Så familien og ham besluttede, at det var bedst at flytte over 3000 kilometer væk hjemmefra.

Faderen i nabohuset var tidligere taget til Qatar for at tjene penge, så Haris far tog fat i ham for at høre nærmere. Hari fik et freelance-visum, så han kunen arbejde flere steder, og så blev den dengang 19-årige dreng sat på et fly over Det Indiske Ocean.

Han kan egentlig ikke lide at være i Qatar, men det er heller ikke derfor, at han er i landet.

”Jeg tjener mange penge her, som jeg kan sende hjem,” siger den spinkle Hari.

Han tjener typisk mellem 2500-3000 riyals (5000-6000 kroner) om måneden. Når han tjener 3000 riyals, sender han 2500 af dem hjem til familien. Han bruger 300 riyals om måneden for at have en seng at sove i, og de sidste 200 bruger han på mad.

I sin tid i Qatar har han arbejdet med alt muligt forskelligt. Han har malet biler, været mekaniker, været byggeriarbejder og malet huse.

Der er steder i byen, hvor ledige arbejdere med freelance-visa står og venter på arbejde. Hvis en virksomhed eller en privatperson eksempelvis skal have malet huset, går de derhen for at lede efter arbejdere.

Det er den måde, Hari har fået mange af sine opgaver.

Værelset, han boede på, var ofte beskidt. Det var en tre-værelses lejlighed. På hvert værelse stod fem senge, som fem arbejdere havde lejet sig ind på. De 15 mennesker i lejligheden delte et køkken og et badeværelse.

Hari døjer ofte med hoste eller ondt i hovedet, når han er for længe i lejligheden, men den pris vil han gerne betale, så hans søskende kan få mad og oplevelser derhjemme.

En nat i en fremmed opgang

Da Hari blev smidt ud, forsøgte han at få fat i nogle kammerater, som han vidste boede i en lejr ude i ørkenen. Han havde ingen penge, så det skulle være et billigt sted, han skulle søge hen.

På gaden stod flere arbejdere, der var i desperat jagt efter husly. Haris opgang var ikke den eneste i området, der var blevet ryddet, så over tusinde migrantarbejdere var nu på jagt efter et nyt hjem.

Han fik fat i to nepalesiske venner, der boede i en lejr, 50 kilometer fra Doha. Hari kunne komme derud for at lede efter en seng at sove i. De skulle nok hente ham med det samme.

Lejren er en af dem, som Qatars regering ikke vil vise frem. Der er ingen købmand, ingen ATM, ingen butikker eller noget andet end faldefærdige huse. Det var en stor nedgradering fra værelset i Doha.

”Jeg var desperat, fordi jeg ikke ville arresteres, og det var min eneste mulighed for en seng,” siger Hari, der dog ikke kunne finde en seng den første nat.

Han ankom til lejren lidt i midnat. Der var mørkt, og lyset var slukket i de fleste huse.

Med sin pude og dyne lagde han sig til at sove på gulvet lige inden for døren i opgangen, hvor hans venner boede.

Næste dag fandt han en ledig seng. Den giver han 300 riyals for – ligesom for sengen inde i byen.

Fanget i lejren

Haris’ pengepung er tom. Alle byggerier er sat på pause, mens VM er i byen. Det skal sikre, at fodboldturister skal opleve et Doha, der kører så smurt som muligt.

Det betyder, at Haris ikke kan finde et arbejde. Han har ingen opsparing, fordi han har sendt det hele hjem til Nepal

Men rollerne er byttet om i VM-tiden, hvor familien derhjemme sender penge den anden vej.

Han får 500 riyals fra familien, så han kan betale 300 riyals for sengen at sove i, mens 200 går til mad.

I nabobygning har to indere åbnet en lille købmand.

De har en bil, så de kører hen til det nærmeste supermarked 4-5 kilometer væk for at handle. Varerne tager de tilbage til lejren og sælger til de arbejdere, der ikke har nogen bil.

Så en købmand er måske store ord, men de giver hvert fald Haris mulighed for at købe mad.

Hari kan egentlig godt lide fodbold. Han har dog ikke mulighed for at deltage i Dohas VM-fest. Det er for dyrt. Taxaen fra lejren til Doha koster alene nemt 100 riyals frem og tilbage. Det er halvdelen af madbudgettet.

Så mens Kylian Mbappe og Lionel Messi har spillet sig hele vejen frem til finalen, har Hari siddet ude i lejren og ventet på, at de tager hjem igen.

Han havde egentlig glædet sig til at opleve verdens største fodboldfest i Doha, men den glæde brast, da det gik op for ham, at han ikke var inviteret.

I stedet ligger han på værelset det meste af dagen kun afbrudt af en lille gåtur rundt om blokken. Det har været hans dagligdag i snart to måneder.

Der er ingenting derude. Hari ankom til lejren med fem-seks andre arbejdere, der også blev smidt ud af deres lejlighed i Doha.

Tre af dem tog hjem efter en uge, fordi de ikke kunne holde ud til at bo der. En af Haris nye værelseskammerater kørte dem til lufthavnen, hvor de tog et fly hjem til Nepal. Deres plan er at komme tilbage i januar, når FIFA har forladt byen, og Doha igen kan tilbyde dem et job.

Hari kan ikke tage til Nepal. En billet tur/retur koster omkring 1500 riyals. Familien og Hari har besluttet, at det er bedre, at han bliver i lejren, så han forhåbentlig kan starte hurtigt med arbejde igen efter VM.

Det er næsten to måneder siden, at Hari blev tvunget af sin lejlighed. Han ved endnu ikke, om han kan vende tilbage, når VM har forladt byen.

Han ved heller ikke, hvorfor han og tusinde andre migrantarbejdere skulle smides ud af lejlighederne med to timers varsel. Nogle havde boet der uden problemer i flere år.

Alle i opgangen er dog enige om, at det må være fordi, at VM og fodboldfans kommer til byen.

Mændene i opgangen fylder en del i områdets gader, fordi de ikke har plads indenfor. Her har de kun en seng.

Så skal Hari hygge-snakke eller spise med en kammerat, sidder de typisk ude på kantstenen.

Det gør de fleste, så kommer man forbi omkring spisetid, bliver man budt velkommen af migranter siddende på begge sider af vejen.

”Jeg tror, at det er derfor, at vi alle sammen er smidt ud. Så der ikke sidder 20-30 beskidte mennesker på kantstenen, når turisterne kommer til byen,” spekulerer Hari.

I området er der normalt ikke turister, men under VM har turister været nødt til at leje sig ind steder tættere på bygrænsen til ørkenen.

Ifølge Reuters blev tusindvis af mennesker smidt på gaden den samme aften som Hari. Flere overnattede på gaden ude foran deres tidligere hjem, fordi de ikke havde et sted at tage hen.

Til Reuters fortalte en talsmand fra Qatars regering, at udsmidningerne intet havde at gøre med VM, men var ” i overensstemmelse med igangværende langtidsplaner om at omorganisere områder i Doha”.

”Alle er blevet genhuset i sikker og ordentlige boliger,” sagde talsmanden tilbage i slutningen af oktober og forsikrede, at alle var blevet kontaktet med ordentligt varsel.

Hari fortæller dog, at hverken han eller nogle af dem i opgangen, han snakkede med, er blevet genhuset.

”Det er ikke rigtigt,” siger han bittert.

Døren til hans tidligere hjem er stadig beseglet med en lang kæde, der afsluttes af en lås. Nøglen må Qatars Kommuneministerium have.

Ministeriet har hvert fald hængt en seddel op på døren. Den var der ikke, da Hari blev smidt ud.

På sedlen står der:

” A violation concerning labors gathering within families’ residential areas was observed which is against law No. (15) of the year 2010.”

I 2010 indførte Qatar ’familie zoner’, hvor kun familier måtte bo. Zonerne blev præsenteret som en måde at beskytte kvinder og børn på, men i realiteten gør de det umuligt for migrantarbejdere, der typisk er enlige mænd, at bo i byen.

Næsten hele Doha – undtaget det faldefærdige Industrial Area – er en ’family zone’.

I Haris’ tidligere nabolag hænger flere annoncer med teksterne ”Room for rent for bachelors” eller ”Bed Space for rent. Only QR 450.”

En annonce ser splinterny ud. Den hænger på væggen 50 meter fra Haris tidligere hjem.

”Family & executive bachelor room for rent. From December-2022. Mansoura.”

Haris ser det som et tegn på, at folk som ham ikke længere velkommen i byen. Hvis du er en ’bachelor’ med penge, må du gerne bo alene i området, men Haris må ikke. Han håber, at det ikke er rigtigt, for det er i byen, at han finder arbejde.

Han krydser fingre for, at kæden til hans tidligere hjem vil blive låst op, når VM er forbi.

Indtil da sidder han i sin seng 50 kilometer derfra og venter på, at VM ‘forlader’ byen, så han igen kan sende penge hjem til familien i Nepal.

Hari er ikke hans rigtige navn. Identiteten er kendt af signaturen. Haris’ historie er blevet bekræftet af to andre arbejdere, der boede i samme opgang samt en værelseskammerat i den nye lejr i ørkenen.

Det har ikke været muligt at få kontakt til Qatars Kommuneministerium. Vi ville gerne have haft svar på, hvorfor Hari og de andre arbejdere skulle smides på gaden med to timers varsel kort før VM, hvornår beslutningen om at gøre området til et familieområde blev truffet, samt hvorfor man tidligere har sagt, at alle ville blive genhuset, når det ikke er sandt.