Har vi helt mistet overblikket og proportionerne?
Blogindlæg fra Christian Lyngbye: Efter Danmarks fantastiske kamp torsdag aften satte jeg mig til tasterne for at skrive et indlæg til Mediano fodbold baseret på en række udtalelser og synspunkter jeg følte krævede et modspil.
Hvilken befrielse at vi alle sammen som mandagstrænere, fans og medier torsdag aften mere eller mindre fokuserede på præstationen af landsholdet, som var helt fantastisk, i stedet for at tale om det der skete lørdag aften i Parken. På nær nogle tarveligt dårlige TV post-match interviews der forudsigeligt fokuserede på banale emotionelle betragtninger, i stedet for at analysere på den sportslige og taktisk imponerende landsholdspræstation, blev kampen mod Belgien af de fleste medier dagen igennem behandlet med indsigt i sportslige aspekter. Tak for det.
Men i de forudgående 4 dage er jeg godt nok blevet forvirret og en anelse forundret, tangerende til forarget, over en national kollektiv celebrity nedsmeltning af uhørt hykleri. Lige fra min nutidige store helt i dansk fodboldjournalistik Asger Hedegaard Boye til Peter Sørensen, som jeg for mindre end en uge siden rosende proklamerede i et af mine meget sjældne tweets er den største gave til dansk fodboldpodcasts, til den selvbestaltede medie-fodboldnørderi-guru, The Boss Peter Brüchmann fra Mediano fodbold, som jeg de seneste 5 år har tilbragt mere tid sammen med i mine ører end min egen familie, har de i fællesskab med det meste af SoMe verdenen svælget i en kombination af store mænd-må-godt-græde følelser og omkostningsfri forargelse. Det er som at blive suget ind i en gigantisk boble af reality-TVs værste normer, uden nogen form for proportionalitetsfaktor.
Diverse tweets, artikler og podcasts har der været en abnorm indignation og udskamning mod UEFA for ikke at udvise et menneskeligt hensyn, da man gav det danske landshold to optioner for afviklingen af kampen mod Finland efter Christian Eriksens forfærdelige kollaps på banen. Jeg deler synspunktet ud fra et humant perspektiv, at spillerne og alle øvrige aktivt involveret ikke skulle have være tvunget til at gå ud og spille en kamp umiddelbart efterfølgende eller 18 timer senere, som UEFA krævede. Og jeg kunne ønske, at der fandtes en protokol for dette.
Men den protokol er ikke eksisterende, og sport har aldrig været baseret på humane bløde værdier. Hvordan kan man forvente det i den nok mest kommercialiserede del af sportens verden, som de nævnte jounalister, meningsdannere og eksperter frivilligt har valgt som grundlaget for deres profesionelle eksistensberettigelse. Ja. selvfølgeligt ville det klæde UEFA, FIFA, DBU, IOC, OECD, IMF, Nike, Carlsberg, Irma og min slagter på hjørnet at tilgodese humane bløde værdier fremfor protokol, jura, logistik og økonomi. Men sådan fungerer verden ikke.
Det ville klæde alle dem, der nu sidder i det Enøjede Hykleriske Rige og helt forudsigeligt basher de gamle korrupteslipse klædte mænd med guldindfattede briller og tyndt hår fra UEFA, at have råbt op tidligere mod fodboldens manglende protokol når der opstår tragiske og traumatiserende situationer som tilfældet var med Christian Eriksen. Alene i 2021 er der 4 kendte tilfælde af spillere der er døde efter at være faldet om på banen. Christian Eriksen døde ikke, og gør det forhåbenligt og formodenligt heller ikke, da han omkom i de efter omstændighederne nok bedste rammer, og blev båret fra banen i levende og vågen tilstand. Så heldige var mere end 120 andre fodboldspillere, der kollapsede på banen og døde tidligere i dette årtusinde, ikke. Hvorfor har de kloge indsigtsfulde fodboldhumanister ikke gjort opmærksom på disse tragiske skæbner, og krævet human protokol mod at spille videre, selv om dette er sket i TV-transmitterede kampe på lavere niveau. Eller udtrykt samme sympatiske medlidenhed med de pårørtes familiers sorg, som der nu er udvist overfor Eriksens nærmeste. Er landsholdsspillernes traume større end de 21 tilsvarende ukendte spillere, der har stået i helt tilsvarende situation på mindre stadioner og baner? Eller hvad med den dag da Bjarne ved samlebåndet på tapperiet faldt om med hjertestop og døde, hvor de mange kammerater så til og nogle forgæves forsøgte at hjælpe uden succes, stoppede bryggeriet ikke produktionen og erklærede kollektiv arbejdsstop, eller da en passager døde med hjertestop i flyveren til Paris, fortsatte piloterne og stewardesserne deres livsvigtige præstationskrævende arbejde, og alle passagererne der var på nærmeste hold fortsatte ud af flyet på arbejde uden psykolog eller krisehjælp. I forbindelse med den forrige EM slutrunde instruerede jeg en reklamefilm for Turkish Airlines i Istanbul med det tyrkiske landshold, hvor produktionen en morgen blev angrebet på en location med et sindssygt drive-by skyderi der dræbte to personer, uden det 60-70 mand store filmhold fik tilbud om at stoppe og udsætte arbejdet af medmenneskelige årsager.
I den smukkeste af alle idealiseret verdener burde bryggeriet, flyselskabet, filmproduktionen og UEFA have stoppet tiden, hyldet livet og tilgodeset menneskelige værdier. Men den verden eksisterer groft sagt kun i Hollywood, Disney film og til Fredagsfrokoster i Vanløse.
Når præmissen for Mediano fodbolds legitime redaktionelle synspunkt baserer sig på medmenneskelig hensyn og værdier, forundres jeg over den manglende kritisk behandling af og sympati for den tilskuer der faldt ned på Wembley under Englands kamp mod Kroatien, og hvorfor er Greenpeace ikke blevet tilsvinet og udskammet over deres vanvittige aktion der krævede to tilskuere blev indlagt på intensivafdeling med alvorlige hovedskader. Hvorfor har disse tilskuers liv i en værdibaseret kontekst ikke samme vigtighed og ret til tilsvarende opmærksomhed som Christian Eriksen? Er et liv, et kollaps, ikke lige meget værd? Er de ukendte pårørendes sorg ikke mindst ligeså stor som den for familien Eriksen? Øjensynligt ikke, da jeg endnu ikke har hørt Brückmann, Monnerup eller Sørensen og for den sags skyld Ronaldo, det engelske kongehus samt den øvrige fodboldverden udtrykke deres sympati, og nok heller ikke har siddet i bilen og tudbrølet.
Det er denne hykleriske medmenneskelige proportionalitetsforvrængning der provokerer mig, når man samtidigt tillader sig at være så forudsigeligt fordømmende mod the usual suspects. Fair nok at forholde sig subjektivt kritisk, i retorisk voldsomme næsten uanstændige udfald, men så burde man også selv byde ind med konstruktive løsninger og i henhold til alle journalistiske principper forholde kritikken til modparten. Hvad skulle den ansvarlige delegeret UEFA mellemleder have gjort? Som sandsynligvis var mindst ligeså følelsesmæssigt påvirket som alle andre. Er det netop ikke i kritiske situationer at kyniske regler og protokoller har deres berettigelse i et civiliseret samfund? Så kan man være enig eller uenig i de juridiske paragraffer, men for ikke at ende i anarki og kaos, som en i momentet følelsesladet beslutning nemt kunne forårsage. Og her tænker jeg ikke på de økonomiske konsekvenser en protokolafvigelse kunne forårsage, men i langt større grad de sportslige idealer og hensyn. Er hele præmissen og værdigrundlaget for eliteidræt ikke, at inden for en række givne regler konkurrerer man om at være stærkest og bedst på dagen? Når det profesionelle cykelfelt oplever en rytter alvorligt kollapser, som også må formodes at være en ven i fællesskabet, og som dermed bliver en traumatiserende oplevelse, fortsætter feltet deres virtuose præstation for at vinde, uden at vide hvordan deres vens fysiske skæbne ender. Uden omgivelsernes fordømmelse. Uden mænd-sidder-i-bilen-og-tuder. For det er cykelsportens ånd og natur. Er cykelryttere og deres organisation dermed dårligere mennesker, fordi de ikke stopper showet? Hvorfor er det at anderledes humanistiske værdier burde have domineret over UEFAs protokol? Det perspektiv savner jeg en kvalificeret debat om, i modsætning til gratis uimodsagte emotionelle anklager og fordømmelse. Jeg spørger igen, hvordan skulle UEFA bryde en protokol med sikkerhed for juridisk sportslig fairness? Et regelbrud ville helt sikkert have givet logistisk og økonomisk negative konsekvenser, men hvad nu hvis et andet land i turneringen, kunne f.eks. være Rusland, ikke delte de humanistiske værdier og forståelse for en forfordeling af Danmark, kunne det teoretisk skabe et juridisk sammenbrud af hele turneringen. Der i yderste konsekvens kunne være en sag for CAS, og føj, det ville godt nok være trist for fodbolden.
Jeg antager implicit at Peter Brüchmann & Co. har større psykologisk indsigt end UEFA i hvad der ville være bedst for spillerne. Hvordan er det helt så sikkert, at de menneskelige hensyn om at spille iht reglerne, ikke var det bedste. Kortsigtet som langsigtet? Hvem siger spillerne som mennesker ville have haft bedre af at spille 3 dage, en uge, et år senere? På den baggrund synes jeg kritikken mod Danmarks genoptagelse kun kan rettes i en retning. Peter Møller og Kasper Hjulmand svigtede deres roller som de tættest ansvarlige ledere, hvis man altså antager som Mediano fodbold påståeligt fastholder at det menneskeligt var forkert at spille videre. Så burde spillere og trænere have sat sig ind i bussen og accepteret protokollens konsekvenser, uagtet nederlag eller en potentiel efterfølgende UEFA force majeur ændring af reglerne. Men det kritiske synspunkt er alligevel lidt for barsk antager jeg. Måske, måske ikke fordi Hjulmand er ven af huset, og det generelt bare er for kynisk et menneskesyn da de var involverede parter…. Lige som UEFA mellemlederen var.
Tænk hvis Danmark havde vundet kampen mod Finland. Hvordan ville debatten så have været? Eller Danmark fremadrettet går i semi-finalen, finalen eller måske vinder EM, var det så også menneskeligt den forkerte beslutning? Kunne det på den lange bane måske vise sig, at blive verdens bedste beslutning for disse unge mennesker? Hvordan kan en flok midaldrende mandagspsykologer i et havehus være så skråsikre, når de kommer med så uhørt hård forargelse. Det synes jeg er ærgerligt, da jeg fundamentalt oftes har en daglig portion respekt for jeres arbejde.
Jeg vil samtidigt godt melde mig i koret med mageløs stor respekt for Morten Bruun og Andreas Krauls live dækning på DR, og samtidigt rose Morten Bruun for at dele sit nuancerede synspunkt om genoptagelsen af kampen og alle andres forargelse mod UEFA i BT’s EM podcast torsdag morgen. En holdning der ikke ligger langt fra ovenstående, som med stor risiko vil blive betragtet som kontroversiel.
Ja, ja jeg kan allerede godt høre Brüchmann forsvare sig med, at det er UEFA’s kommunikation der er problemet. Men hr. chefredaktør, det er bare ikke det eneste synspunkt, der står tilbage, når man har læst og lyttet på jeres tweets, artikler og udsendelser. Du har med rette komplimenteret den fremragende The Guardian podcast der blev udsendt ganske få timer efter tragedien i Parken, og her bliver beslutningen om at genoptage spillet behandlet journalistisk værdigt. Lige som medieperspektivet vedr. TV-dækningen er helt sublim. Igen må jeg ønske, at Mediano fodbold holdt samme etiske journalistiske standard. Det er ikke i orden at kritisere så unuanceret, en navngiven fransk TV-producer uden at have forholdt ham kritikken og givet mulighed for at svare tilbage, som tilfældet er i Fredagsfrokosten. Uagtet hvor stor disrespekt du har for hans professionalisme, strider det mod alle journalistiske principper. Det havde The Guardian aldrig tilladt (og nu er det så mig, der spekulerer).
Kom nu venner, sport er kynisk. Den mest kommercialiserede sportsgren, fodbold, er kynisk. Men heldigvis også det bedste der findes i hverdagen, og til tider giver fodbolden os oplevelser der er æstetisk, emotionelt og menneskeligt er større og bedre evige minder end meget andet. Et af disse vil for altid være kampen mod Holland.
Christian Lyngbye
